Azienda Agricola Cerbaia di Fabio Pellegrini ligger i en kilometers penge nordvest for Montalcino by og drives i dag af den smukke Elena Pellegrini, som har lavet denne 2014 Brunello di Montalcino.
Vinhuset er grundlagt i 1979 af Elenas far Fabio Pellegrini … en landmand med en stor passion og lidenskab for vin. De første mange år var han dog alene vinavler, men i 1985 begyndte han også at lave vin på gården … i starten en beskeden produktion på 2.800 flasker Brunello di Montalcino, Sidenhen er porteføljen blevet udvidet med en Rosso di Montalcino og en Brunello di Montalcino Riserva.
I dag er det – som sagt – datteren Elena, som driver vingården, som samlet har 12 hektar jord, hvoraf 4,5 hektar er vinmarker. De ligger i et smørhul op til markerne tilhørende store og dyrere producenter som Sassetti-Pertimali, Altesino og Valdicava.
Markerne er beliggende på den nordlige side af Montalcino, med nord-nordvestvendt eksponering i omkring 400 meters højde samt en jord primært med toskanske galestro og stenede ler-, mergel- og kalkstensrige jordtyper.
Cerbaia dyrker udelukkende Sangiovese Grosso og produktionen ligger på omkring 18.000 flasker årligt. Elenas 3 vine fremstilles alle efter samme fremgangsmåde, gæring i temperaturkontrollerede ståltanke – også den malolaktiske gæring – samt efterfølgende lagring på store fade samt flaske.
Denne Brunello di Montalcino er også lavet med både den alkoholiske og malolaktiske gæring i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 4 år i tonneaux, hvorefter den er flasket og lagret yderligere mindst 6 måneder.
Næsen er – overraskende – meget let og meget blomstret i duften, lys, frisk og virkelig velduftende. Der er blomstersæbe, frisk frugt, lyse kirsebær, anis, salvie, skovbund, svampe, champignon … alt meget afdæmpet, subtil, forsigtigt og venligt.
I munden er det en tør vin, meget koncentreret … stikker måske lidt i forskellige retninger, men har et altdominerende syre, som både er ung, uregerlig, stram og præcis. Der blander sig også lidt små bitre elementer, te der har trukket for længe, lakridsrod … men sammenlagt bør vinen nok ligge nogle år endnu.
Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.