Tag-arkiv: Italien

2011 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, Italien

2011 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, ItalienItalux è uno dei miei rivenditori preferiti di succo Italiano … er en af my favorite dealers af italienske dråber … gode vine og billige priser. Næste vin er fra deres sortiment, en 2011 Barbaresco Elisa fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada.

Ada Nada er et lille familieforetagende, som er grundlagt i 1919 af Carlo Nada, men i dag drives af 4. generation i form af Anna Lisa Nada – som I kan se på billedet ovenover – og hendes mand Elvio. Anna Lisa overtog gården i 2012, da hendes far Gian Carlo Nada desværre døde i en ung alder.

Det er nu imidlertid Anna Lisas mand Elvio, som tager sig af produktionen af vinene, mens Anna Lisa står for hele driften af familiens lille hotel, som omfatter udlejning af 10 værelser samt 3 lejligheder … alle selvfølgelig navngivet efter forskellige vintyper.

Elvio får dog hjælp til produktionen af vinene fra vinkonsulenterne og ønologerne Gianfranco Cordero og Ivon Picollo. Vinene laves i kælderen på den gamle vingård og der anvendes primært gamle 3.000 liters egefade, helt traditionelt samt en smule barriques.

Samlet har familien 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 40 år gamle og det giver sammenlagt basis for en årsproduktion på omkring 45.000 flasker vin … hvor en del garanteret nydes af vinglade turister på deres agriturismo.

Produktionen på Ada Nada er fordelt på 13 forskellige vine, heraf en Spumante, en rosato, 3 hvide samt en række rødvine på Dolcetto, Barbera og selvfølgelig Nebbiolo.

Denne Barbaresco Elisa er én af husets 3 Barbaresco’er, hvor druerne kommer fra området ved Rombone i Treisa tæt ved vingården i omkring 200-350 meters højde i med et terræn bestående af kalkholdig hvid mergel og ler.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og presses, hvorefter de anbringes i rustfrie ståltanke for vinifikationen. Maceration sker derefter i omkring 10 dage ved kontrolleret temperatur. Derefter presses mosten og overføres til gæringstankene til den alkoholiske gæring og efterfølgende malolaktiske gæring.

Vinen lagrer herefter 18-20 måneder i store egefade, hvorefter den flaskes ufiltreret og lagrer så på flaske i yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg. Der laves årligt omkring 4.000 flaske af denne vin.

Den lille italienske opstoppertud har meget let og moden frugt, lidt hindbær med et snert af nogle mørkere bær og måske lidt mørkere i frugten end normalt for Nebbiolo. Derudover er der violer, masser af eg, mynte, noget bondsk og beskidt, støvet og tørt. Modenheden i den sarte og her lidt dybere frugt er bare lækker.

Smagsløgene forkæles af en stringent italiensk syre, en super lækker frugt med en dejlig, dekadent modenhed, som jeg bare elsker, men som kræver lidt tid og luft i glasset for at folde sig maksimalt ud, så husk at give vinen godt med luft.

Der er masser af gummemasserende tanniner, men ikke helt vildt, for samtidig er vinen Bamseline-blød og har som bamsen også blomsterflora, lethed … og vinen er sgu også lidt nuttet.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr. og jeg er nødsaget til at sige; nøj … det er sgu billigt.

 Vinanmeldelse 6/7

2007 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2007 Marchesi di Barolo, Barbaresco, Piemonte, ItalienVi var nytårsaften tørstige efter mer’ rødvin og jeg åbnede denne modne 2007 Barbaresco fra Marchesi di Barolo, som imidlertid ikke bærer sin alder særlig godt.

Jeg har skrevet om det legendariske vinhus nogle gange her på bloggen, så det skal jeg ikke trætte jer med. Jeg er dog ikke altid lige begejstret for deres vine og det gælder faktisk også denne Barbaresco, som jeg tidligere har smagt i og skrevet om i årgang 2009, 2010 og 2012 her på bloggen og ratet til mellem 4 og 4½ fede fingre, selvom det jo egentlig er en vin til 235 kr. i dagens priser.

Den er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, og vinen er lagret på eg i et år, en del i slavonske egetræsfade, og den anden del i franske egetræsfade. Bagefter blandes det og det hele ligger igen i slavonske egetræsfade, hvilket efterfølges af et års lagring på flaske inden vinen sendes ud på markedet.

Næsen er ikke syrlig, stringent og skarp Nebbiolo, men mere med en fed, tyk og overmoden frugt, som slet ikke byder på de klassiske dyder, men i stedet virker gumpetung, lukket og over the hill. Det er sgu ganske skuffende, for vinen har ligget i vinkøleskabet ved perfekt temperatur siden købet for mange år siden.

I munden er det også alt for overmodent, og selvom det bestemt kan drikkes, så er det på ingen måder som forventet. Øv … jeg gider faktisk slet ikke at skrive mere om vinen.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 235 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  thumbthumbthumbhalf_thumb

2014 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2014 Tenuta J. Hofstätter, Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, Alto Adige, ItalienBarthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero er én af topvinene hos Tenuta J. Hofstätter, der ligger på den centrale plads midt i den lille by Termeno under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Jeg har tidligere for et par år siden smagt vinen i en årgang 2010, som var købt på vingården. Jesper havde købt denne 2014’er under sidste års ferie i Italien og taget vinen med til vores nytårsmiddag. Ja faktisk smagte vi denne inden Blaufränkisch’en fra Schneider.

Hvis du vil lære mere om Tenuta J. Hofstätter aka Weingut J. Hofstätter, så klik på linket ovenover med årgang 2010. Der har jeg skrevet lidt om vinhusets historie, drift og marker mit weiter.

I stedet kigger vi nærmere på denne Barthenau Vigna S. Urbano Pinot Nero, som selvfølgelig er lavet med 100% Pinot Noir fra marken Barthenau Vigna San Urbano. På Barthenau marken er vinstokkene 65 år gamle og høstes manuelt, hvorefter der sker en afstilkning af omkring 75% af klaserne.

Derefter presses druerne let efterfulgt af kold maceration i omkring 24 timer, hvorefter fermenteringen sker. Derefter lagrer vinen af to omgange, først 12 måneder på små fade, hvorefter fadene blandes og vinen lagrer videre på store egetræsfade i yderligere 8 måneder. Derefter flaskes vinen og lagrer endnu en gang 8 måneder inden frigivelse.

I næsen har vinen ikke umiddelbart sådan en ultralet aroma med animalsk kostald, men har mere en tæt Pinot Noir duft med mørk stald, masser af kirsebær med en syrlighed i frugten, benzin, blæk, en bondsk side, lidt mælket, kærnemælk, egetræ, kaffegrums og nogle mineraler. Men samtidig en meget komplet og flot komponeret aroma.

Smagsmæssigt er det blødt, blidt med en dejlig syrlig frugt, lethed fra Pinot Noir druen, kirsebær, hindbær, urter, peber og samtidig er vinen også ganske saftig. Dermed kommer vinen til at virke en smule kraftigere og mere muskuløs end dens tyske medsøstre, men for pokker det smager godt.

Købt i Italien, hvor prisen ligger på omkring 57€ … eller omkring 425 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2010 Villa Matilde, Tenute di Altavilla Taurasi, Campanien, Italien

2010 Villa Matilde, Tenute di Altavilla Taurasi, Campanien, ItalienVinhuset Villa Matilde ligger ved den lille by Cellole omkring 60 kilometer nordvest for Napoli i Campanien og står bag næste vin Tenute di Altavilla Taurasi.

Villa Mathilde er grundlagt i 1960’erne af Francesco Paolo Avallone. Han var egentlig advokat, men havde en passion for gamle vine og historiske vine. Så derfor besluttede han – med lidt hjælp fra en gruppe venner – selv at starte en vingård og producere vine på nogle af de lokale, glemte druesorter. Og via hjælp fra nogle lokale bønder, så plantede han en håndfuld vinstokke … skud fra gamle sorter, der havde overlevet phylloxera angrebet i slutningen af 1800-tallet.

I dag er det hans børn Francesco Paolo, Maria Ida, og Salvatore Avallone, der har viderefører faderens projekt. Og Villa Matilde er blevet et større projekt med 3 ejendomme, nemlig San Castrese e Parco Nuovo med 70 hektar vinmarker, Tenute di Rocca dei Leoni med 30 hektar og endelig Tenutas di Altavilla med 25 hektar.

Denne Taurasi er fra husets Tenutas di Altavilla ejendom og er lavet på 100% Aglianico druer, som kommer fra markerne i Montemarano og Paternopoli. Efter høst afstilkes druerne og presses, hvorefter der sker en maceration på skindet i 20 dage og gæring ved 26 grader.

Derefter sker der malolaktisk gæring og vinen lagrer så 18 måneder i 35 hektoliter egefade efterfulgt af 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset udsender vinen en fin og kompleks duft med violer, blomster, skovbund og virker tør, balsamisk med en vis syrlighed i frugten, en næsten piemontisk strenghed i duften og samtidig en mørkere side, der er lidt flæsket, animalsk med yoghurt samt en omgang lakrids.

Smagsmæssigt kunne man måske forvente, at sådan en syditaliensk og mørk vin ville være gumpetung, men det er ingenlunde tilfældet, for den er utrolig behagelig, godt balanceret, tør med en fast syre og masser af tanniner, som virkelig sætter sig på tænderne. Den har et godt bid og en lang eftersmag.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 203,92 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso, Sicilien, Italien

2015 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso, Sicilien, ItalienHver gang jeg drikker denne simple Etna Rosso basisvin fra Tenuta delle Terre Nere bliver jeg i sindssyg godt humør og bøjer mig i respekt i den vulkanske aske.

Sidst jeg drak vinen, da var det i årgang 2014, men denne gang et år yngre og jeg bliver fortsat lavavarm om hjertet.

Tenuta delle Terre Nere har jeg skrevet om en del gange før, så det skal jeg nok undlade denne gang og blot koncentrere mig om denne Etna Rosso … men det er egentlig også alt rigeligt.

Druerne til Etna Rosso kommer fra 6-50 år gamle vinstokke på marker omkring Castiglione di Sicilia og Randazzo. Det er omtrent 95% Nerello Mascalese samt 5% Nerello Cappuccio, høstet med 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med spontan gæring, maceration helt indtil gæringen stopper, gæringen sker  egefade på 10-30 hektoliter og efter endt fermentering lagrer på egefade i omkring 18 måneder efterfulgt af 1 måned på ståltanke inden flaskning.

Der laves årligt omkring 120.000 flasker af Etna Rosso vinen og det er da bare herligt, for det er italiensk Etna-væske af bedste kvalitet og en vin, som giver virkelig kvalitet til prisen.

Næsen – uha og uha igen – men fornemmer næsten at stå i vinkælderen, hvor vinen er lavet. Tag en indånding … arghhhh, sikke en lethed, balsamisk og italiensk syre, noget svagt mælket med kærnemælk, syrlige bær, ribs, hindbær, røg, jern, sten og skifer.

I munden er det ren og stålsat frugt, smukt og med en Pinot Noirsk og burgundisk lethed, men samtidig med en fin, blond, luftig og let syrlighed. Det er sgu en elegant og vedkommende vin, som sætter sig i din mund … ikke vildt, men blidt og lidt bestemt forførende med let sødme, lidt mælkechokolade. Jeg er bare vild med den vin og til prisen er det et vildt godt køb.

Importør er vist Adriat Vinimport, og en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2010 MGM Mondo del Vino, Riva Leone Barolo, Piemonte, Italien

2010 MGM Mondo del Vino, Riva Leone Barolo, Piemonte, ItalienDen næste vin i glasset var en Barolo … Riva Leone Barolo, som kommer fra en af største producenter Italien, nemlig MGM Mondo del Vino, der fra deres fabrik i Priocca tæt på Asti i Piemonte laver vine fra hele Italien.

MGM Mondo del Vino – vinens verden – er oprindelig startet i 1991 og MGM er forbogstaverne i efternavnene på de tre grundlæggere Alfeo Martini, Roger M. Gabb og Christoph Mack. De var alle tre henholdsvis ønologer/vineksperter og slog pjalterne sammen for at producere innovative italienske vine.

Der er ikke tale om et vinhus med egne marker, men et industrielt foretagende … et stort aktieselskab med en aktiekapital på 10 mio. euro. De opkøber druerne hos forskellige vinavlere, har ansat et stort team af vinmagere, producerer vinene og sælger dem under en række forskellige brands. Og det var været en stor succes.

Siden 1991 har MGM Mondo del Vino formået at investere i teknik og professionalisme med så stor succes, at kun få andre italienske vinproducenter har kunnet følge med.

Vinfirmaet er således i dag blandt de 15 største producenter i Italien med en produktion på over 25 millioner flasker hvert år og små 4,5 millioner 3 liters Bag-in-Box. Alt fra billige Amaroner, Bag-in-Box vine til vine som fx denne Barolo. Der eksporteres til ikke mindre end 55 forskellige lande.

MGM Mondo del Vinos har et ultramoderne vineri fyldt med state-of-the-art udstyr, placeret på en stejl bjergskråning midt i den lille landsby Priocca tæt på Asti i Piemonte.

Det er bygget således, at tyngdekraften transporterer vinen igennem de forskellige etaper af produktionen. Selve vineriet er delvist omlagt til grøn energi og der arbejdes målrettet med miljøbeviste dyrknings- og produktionsmetoder.

Det lyder jo meget fint … men selve vineriet ligner nu en stor industriel fabrik, og der er ikke meget charme eller idyllisk vingård over Mondo del Vino.

MGM har nogle af Italiens bedste ønologer ansat, blandt andet Gaetane Carron og Scipione Giuliani. Dog arbejder det faste team også sammen med et team af flying winemakers til hver ny høst for at få inspiration og input. MGM Mondo del Vino arbejder over hele Italien, men har som sit speciale Piemonte, Emilia Romagna og Veneto i nord og det meste af Syditalien.

De producerer faktisk en hel del vine fra specielt Puglia og Sicilien. Men der er også vine fra Toscana … ja faktisk fra hele Italien. Nogle er endda blot italienske vine uden angivelse af vinområde.

Vinene markedsføringer under 22 forskellige mærker/brands, bl.a. brandet Soprasasso, som nok mest er kendt fra supermarkederne. Riva Leone fra Piemonte er måske det mest kendte af husets brands herhjemme og forhandles i Vinspecialist-butikkerne.

Under Riva Leone brandet laver Mondo del Vino 4 forskellige vine … en hvid Gavi samt en Barbera, en Barbaresco samt denne Barolo. Druerne kommer fra forskellige områder i Piemonte, herunder Castiglione Falletto, Serralunga d ‘Alba og La Morra, hvor vinstokkene er 20-40 år gamle og høstes med håndkraft.

Produktionen af Riva Leone Barolo sker ved, at druerne afstilkes og knuses, før de gæres i en blanding af fade og rustfrie ståltanke i 10-15 dage med daglige omrøring. Når vinen er færdiggæret 1. og 2. gang, så lagrer den 24 måneder på en blanding af nye og brugte egefade, hvorefter den filtreres let før aftapning og yderligere lagring i et år på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt lette og lyse bær, friske kirsebær, hindbær, ribs, granatæbler, balsamiske noter, godt med eg og syrlighed, lidt mentol og læder. Der er måske også lidt mørkere noter … chokolade og ganske svag lakrids.

I munden er vinen blød, cremet og rund. Det er elegant med et godt bid, power, jern, tobak, jernbanesveller og en svag bitterhed. Det er helt sikkert en Barolo til den mørke og mere pleasende side. Jeg balancerer lige mellem 4 og 4,5 af de fede fingre.

Forhandles af H.J. Hansen Vin /  Vinspecialisten, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2001 Mazzei, Castello di Fonterutoli Chianti Classico, Toscana, Italien

2001 Mazzei, Castello di Fonterutoli Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne Castello di Fonterutoli Chianti Classico fra Mazzei familien er en lettere bedaget kvinde med et lag bruncreme, hornbriller, rynker fra et liv med oplevelser samt et lilla – men svindende – hår behændigt holdt på plads af et efalock hårnet i rødbrune nuancer.

Men vinen kommer også fra en gammel vinfamilie, som nu laver vin i 24. generation. Vinhuset Mazzei er nemlig grundlagt helt tilbage i 1435, hvor et barnebarn til Ser Lapo Mazzei blev gift med  Piero di Agnolo da Fonterutoli. Men allerede inden da have familien Mazzei produceret vin og Ser Lapo Mazzei står endda bag det første kendte dokument, hvor betegnelsen Chianti er anvendt … og det var helt tilbage i 1398.

I dag har Mazzei 3 forskellige vingårde, hvilket primært er Fonterutoli, hvor familien har 650 hektar jord, selvom vinmarkerne dog alene udgør 117 hektar. Men de 117 hektar vinmarker er spredt over 120 forskellige parceller, der ligger i en højde på mellem 220-550 meter i et blandet landskab.

Derudover ejer familien vingården Belguardo i Maremma med 70 hektar jord, hvoraf halvdelen er vinmarker og så vingården Zisola på Sicilien med 50 hektar vinmarker.

Hele foretagendet drives i dag af Filippo og Francesco Mazzei som 24. generation, mens farmand Lapo Mazzei fortsat er øverste ansvarlige som bestyrelsesformand.

Denne Castello di Fonterutoli Chianti Classico er i denne årgang 2001 lavet på 100% Sangiovese druer, som er høstet manuelt. Ved produktionen er vinen lavet med 18 dages maceration og gæring ved 29 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i burgundiske barriques på 228 liter og flasket i januar 2003. Der er lavet 200.000 flasker af denne vin.

Imidlertid synger den ældre dame på sidste vers, så næsen er gammel, rynket med kloakdækslet på klem, jordslået med lidt hav- /brakvand, solbær, blommer, er meget moden i frugten og har derudover bagepulver, nødder, lakrids samt animalsk stald.

Smagsmæssigt har hun også et par ar på sjælen, så man skal virkelig være til ældre damer, hvis denne vin skal falde i god jord. Den er sådan set rund og blød, men frugten virker flad og over the hill … og det må så være de toskanske bakker.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en nyere årgang koster 189 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2014 Begali Lorenzo, Amarone della Valpolicella Classico , Veneto, Italien

2014 Begali Lorenzo, Amarone della Valpolicella Classico , Veneto, ItalienAzienda Agricola Begali Lorenzo ligger på lokaliteten Località Cengia i San Pietro in Carian i Valpolicella mellem Pedemonte og bakkerne i Castelrotto.

Vinhuset er grundlagt af Giordano Begali efter 2. verdenskrig, men drives i dag af sønnen – og dermed 2. generation – Lorenzo Begali i samarbejde med hustruen Adriana samt børnene Giordano og Tiliana. Det var Lorenzo, som startede med at sælge egne vine fra vingården og den første flaske kom på markedet i 1986. Det er selvfølgelig Lorenzo, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 12 hektar vinmarker, som ligger midt mellem en række kirsebærplantager på en skråning ved en lille landsby ved navn Cengia. Dette navn kommer de mange klipper, der ligger spredt omkring på markerne.

I markerne bruger Lorenzo den traditionelle pergola opbinding, hvor vinplanterne nærmest danner et tag. Denne opbindingstype er ellers blevet mindre populær blandt kvalitetsproducenter, da den kan give meget høje udbytter.

Hos Begali holder man fast i Pergola metoden og siger, at gjort på den rigtige måde, så kan denne metode være med til at holde et lavt, naturligt udbytte.

Begali er nemlig også medlem af Amarone Families, som er en eksklusiv forening, der tæller tretten af de bedste familieejede vingårde i Amarone.

Amarone Families er grundlagt for at holde fanen højt for Amarone og vise et modbillede til den enorme mængde af dårlige Valpolicella vine, der oversvømmer supermarkederne. Som medlem af Amarone Families forpligter de sig til at følge traditionen og altid stræbe efter den højeste kvalitet.

Her smager vi husets Amarone della Valpolicella Classico, som er lavet på 65% Corvina, 30% Molinara og 5% andre lokale druesorter, der selvfølgelig efter høst tørres naturligt i et luftigt tørrerum fra oktober til januar.

Efter vinificering modnes vinen på store 2.000 liters fade i omkring 40 måneder og derefter minimum et halvt år inden vinen frigives til salg. Den er – som altid med Amarone – en kraftbasse med 16% højoktan alkoholprocent.

Der var mange meninger om vinen rundt om bordet, og én sagde blandt andet sur røv, men det ved jeg nu ikke. I hvert fald er duften fyldt med nogle af de klassiske Amarone dyder … solbær, blommer, varm, mørk og solrig vin med våde fade, brændte noter, røg, vanilje, engelsk lakrids, gær og så noget mer’ … lidt som en mørk habit i et gammelt skab. Den passer ikke rigtigt ind, for den har en lethed i aromaerne, som et åbent vindue, frisk og frejdig, men samtidig fornemmer man også lidt sprit.

I munden er det stærk engelsk lakrids og en stor tørhed, mens frugten er til den syrlige side. Heldigvis intet rosinvand over denne Amarone, men en syrlig, mørk vin med god intensitet, lidt grafit, sødkrydrede elementer, et drys mandler samt bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Tasca d’Almerita, il Tascante Nerello Mascalese, Sicilien, Italien

2013 Tasca d’Almerita, il Tascante Nerello Mascalese, Sicilien, ItalienFra de kølige, nordøstvendte skrænter af vulkanen Etna kommer næste vin il Tascante Nerello Mascalese fra det sicilianske vinhus Tasca d’Almerita.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1830, hvor brødrene Lucio og Carmero Mastrogiovanni Tasca købte 1.200 hektar jord på Sicilien og senere også pragtejendommen Villa Camastra, som i dag hedder Villa Tasca. I dag er det imidlertid 8. generation i form af de to brødre Alberto og Giuseppe Tasca. Det er dem på billedet ovenover.

De har i dag 600 hektar vinmarker, som er spredt over 5 forskellige vingårde på Sicilien, nemlig Regaleali, Capofaro, Tascante, Whitaker samt Sallier de La Tour.

Tasca er en historisk og indflydelsesrig familie på Sicilien, og der er også altid i spydspidsen for kulturen og er engagerer i udvikling af nye teknikker i vinproduktionen, nye afgrøder og maskiner.

Denne  il Tascante Nerello Mascalese fra Tasca d’Almerita er lavet med Nerello Mascalese druer fra markerne Sciaranova og Piano Dario nær Randazzo, plantet tilbage i 1961.

Vinen er lavet med 8 dages maceration, gæring ved 25-30 grader og efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 18 måneder op 300 liters slavonske egefade og 4 måneder i flaske inden frigivelse.

Næsen er dyb kælder .. blæk, gærede blåbær, spanske krydderier, våde fade og engelsk lakrids. Det er virkelig en frugtrig vin, som også har både blomster, mineraler og sten i næsen … ja næsten et helt stenbrud og ganske intenst.

Smagen er nærmest sådan lidt boysenbær, frugten lige til den syrlige side, hvilket er helt perfekt. Det er saftigt, læskende og så med den syrlige slagside, hvilket komplementerer fint. Der er samtidig noget råt over vinen, lidt vildhed … virkelig lækker.

Forhandles fx af Rahbeks Vinhandel, hvor en flaske koster 250 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7    

2014 Weingut Manincor, Mason Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2014 Weingut Manincor, Mason Pinot Nero, Alto Adige, ItalienNæste vin – Mason Pinot Nero fra Weingut Manincor i St. Josef am See i Kaltern lige ved Lago di Caldaro – er også biodynamisk, men har smukke burgundiske træk ved mundvigene, som vender totalt opad.

Weingut Manincor er grundlagt i 1991 af grev Michael Goëss-Enzenberg og hustruen Sophie, men selve ejendommens historie går langt tilbage, nemlig til 1608, hvor den blev bygget af Hieronymus Manincor … en forfader til grev Michael langt tilbage.

Michael Goëss-Enzenberg overtog driften fra sin onkel var der ingen egenproduktion, idet druerne blot blev solgt til kooperativerne i henholdsvis Kaltern og Terlan.

Siden overtagelse er driften dog lagt fuldstændig om, og der er bygget en ny, moderne og underjordisk vinkælder, mens hele produktionen er omlagt til fuld bæredygtighed og herunder altså også certificeret biodynamisk drift.

Vingården har også både jordvarme- samt biomasseanlæg og er CO2 neutral … bruger simpelthen hverken gas eller olie. Udover vinproduktionen produceres der også frugt og honning på gården … og så laver de faktisk også selve egefadene til lagring af vinene.

De har omkring 50 hektar vinmarker, fordelt på markerne Manincor, Lieben Aich, Campan, Mazzon Leiten samt Panholzer og Keil. Det giver basis for en lang række vine, som sælges under Manincor navnet.

I kælderen følges månens cyklus og man benytter tyngdekraften når vinen skal veksle mellem de tre plan. Således undgår man pumper, der kan beskadige drueskaller og sten. Der foretages i øvrigt ingen filtrering.

To tredjedele af de hvide vine og alle de røde vine fremstilles med naturligt forekommende gærceller. Åbne gæringskar benyttes til rødvinsproduktionen. De hvide vine gærer og lagres på store ovale fade med en størrelse på mellem 12–30 hektoliter. Hver mark vinificeres og lagres for sig og der arbejdes både med vine på enkeltdruer og blends.

Denne Mason Pinot Nero er lavet med druer fra  marker ved  Mazzon i 400-450 meters højde, men grev Michael kalder Mazzon for Mason … for at skilde sig lidt ud. Druerne er høstet med et udbytte på 37 hektoliter pr. hektar.

Det er Manincors topvin på Pinot Nero, der er en selektion af druer fra de ældste og mest velpositionerede planter fra 4 hektar vinmarker med Pinot Nero i Mazzon. Jorden er ler og sandholdig og fyldt med gnejs, granit, porfyr og eroderet dolomit.

Druerne fra forskellige parceller vinificeres separat med 14 dages maceration i åbne gæringskar, udelukkende ved brug af de naturlige gærceller på druerne. Vinen lagres 12 måneder på barriques, heraf 25% nye barriques.

Sikke en næse … både bondsk og let, luftig, krydret med blåbær, kirsebær, jordbær, blommer og en vis modenhed i frugten, hvilket så suppleres med marcipan, violer, roser, chokolade, blæk, kul og lidt lakridsrod. Der er virkelig Pinot Noir lethed over vinen, og satans elegant på en bondsk, lys og let facon.

Uha … det smager vildt godt. Det er en luftig vin med vinger, hindbær, jordbær, jern og blid balanceret. Med lidt luft i glasset viser vinen også ren og stringent syre med lidt vanilje og klart nogle burgundiske træk. Det er vildt, balanceret og let. WOAW.

Importeres af Adriat Vinimport, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7