Sidder og kigger på en fabelagtigt himmel … det er første dag af min sidste ferieuge, og jeg har i løbet af dagen slidt med at samle ny Ikea reol og få kørt den gamle på genbrugspladsen. Børnene er gået til ro, og freden har sænket sig, så der er tid til at skrive lidt om aftenens vin, en rigtig dejlig økologisk Riesling fra Mosel.
Weingut Clemens Busch … og ikke at forglemme hans hustru Rita … driver deres vingård på en gammel herrregård i kommunen Pünderich i Mosel.
De etablerede deres vingård i 1986 og har i dag fået sønnen Florian med i produktionen. Siden starten har familien arbejdet i henhold til kriterierne for økologisk vindyrkning, og hele produktionen er i dag 100% økologisk.
Den gamle herregård ligger på bredden af Mosel med udsigt over den største af vinmarkerne Pündericher Marienburg på den modsatte bred. Derudover ejes markederne; Rothenpfad, Fahrlay, Falkenlay og Felsterrasse.
Fælles for alle vinmarkerne er, at de er beliggende på meget stejle skråninger, og med forskellig jordtyper. Nogle af markerne er faktisk så stejle, at vinstokkene hvert år rammes af sten fra klippevæggen, hvorfor arbejdet i marken også er forbundet med en vis risiko.
Den forskelligartede terroir giuver fx vine med præg fra “vom roten Schiefer” eller som denne “vom grauen Schiefer”, hvor druerne kommer fra vinmarken Pündericher Marienburg. Lad os se, hvad det lysegrå skiffer har givet til denne spændende Riesling. Duftmæssigt en svag anelse petroleum, der er lidt flæsk, lidt fedme, men også stor mineralitet. Dufter meget, meget behageligt.
Smagen er varme, syrlige æbler, pærer, lidt blomstereng, men fortsat med stor syre og mineralitet, som bare hænger i ganen i lang tid. Også en smule sødme, ikke så meget, men nok til at sikre en god balance. En fin, fin Riesling.
Købt i Tyskland, pris på 12,90 €
Nå, tid til at smage den første af de netop hjembragte tyske vine, nemlig denne spätburgunder fra Weingut Knipser, et vinhus jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig deres topvin 
Hjemvendt fra ferie, og har savnet min blog, som har ligget stille i 1½ – 2 uger. Ikke fordi, at jeg har haft det store at skrive om, idet ferien i år gik til Kroatien – konens valg – og satans til land, hvor det er umuligt at finde god vin.
Ny dag, ny vin. Det kan vist ikke blive ved med at gå, men denne vin fortjener virkelig en plads på min blog.
Hvis vinen fra mit sidste blogindlæg kunne betegnes som en landlig tysk lærerinde, så må denne vin betegnes som en spansk flamencospillende jordarbejder med overalls, en havaneser mellem læberne, og et bloddryppende åbent sår i maven fra sidste kamp i tyrefægtnings-arenaen. Det har nemlig rigtig mange nuancer, og er alligevel en nem, drikkevenlig “hverdags- eller festvin”, som kan give dig et smil på læben.
Aftenens sidste vin. Så kunne vi forvente en rigtig kraftig bulderbasse … men nææææ, derimod blev det – til alles overraskelse – endnu en Pinot Noir vin, og endda også en vin, som Jan tidligere har medbragt, blot i en årgang 2004. Her har vi årgang 2006, men det gør jo ikke vinen dårligere. Vi er i Oregon i USA hos Argyle Winery.
Nå, men så var Z’IVO ræset ovre, og Gert mente, at der da lige måtte en 6. flaske til. Han gik på togt i vinkøleskabet og kom tilbage med en flaske indpakket i sølvpapir. Tid til at gætte. Jeg smagte vinen … første indskydelse var Rhône, og pga. sødme og intensiteten endda Chateauneuf-du-Pape. BINGO …yes, gættet. Det var nemlig vin fra det traditionsrige Chateau Fortia i netop Chateauneuf-du-Pape.
Torsdag var familien inviteret ud til Gert & Merte. Gert er udover at være min gode ven og arbejdskollega, kældermester i vinklubben på arbejde … også min første og bedste vinven, og han havde sørget for, at det blev en rigtig spændende vinaften, hvor vi prøvesmagte vine fra det amerikanske vinhus Z’IVO Wines. Stor tak for denne oplevelse.
Fredag … travlt på job, så man kommer træt hjem. Så trænger man sgu til et godt glas vin, her i skikkelse af en klassisk Barbera d’Alba, nemlig fra Pio Cesare i Piemonte.
Kulden har igen fået fat udenfor, og hvad er så bedre end at varme sig på en god vín indenfor? Okay, brændeovnen bidrager måske også en anelse til festen. Vi skal igen ha’ fat i én af mine ynglings vinmagere, nemlig den skøre, exentriske Charles Smith, han med The Magnificent Wine Company, K. Vintner og så selvfølgelig også vine i eget navn. Den mand sidder bare ikke stille.