Gustave Lorentzs Crémant d’Alsace Zéro Dosage har jeg smagt før … men dog ikke i denne årgang 2019, men den passer lige til en lidt blæsende eftermiddag på terrassen efter en lang dag på job.
Domaine Gustave Lorentz har været drevet af Lorentz familien i mange generationer. Huset ligger i Bergheim og er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion.
I dag ledes vingården af Georges Lorentz som seneste i rækken og 7. generation. Han overtog driften i 1995 og har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru marker i form af parceller på Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.
Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent med en årligt produktion på ikke mindre end 1,6 millioner flasker vin.
Vinene kan således findes på en lang række franske restauranter, hoteller og derudover har han også en større samarbejde med bl.a. Air France og et par andre flyselskaber.
Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, hvilket siden 2012 også har været certificerede.
Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.
2018’eren af denne Crémant d’Alsace Zéro Dosage var lavet på 74% Auxerrois og Pinot Blanc, 21% Chardonnay samt 5% Riesling, men i denne årgang er den lavet på 48% Auxerrois, 16% Pinot Blanc, 18% Pinot Gris, 12% Pinot Noir, 9% Chardonnay samt 1% Riesling.
Selve basisvinen er lavet i store tanke af de sundeste druer, mens andengæringen, der også kaldes prize de mousse, sker i flaskerne.
Vinen lagrer så 2 år inden roteringen til lodret position de sidste 4 dage, hvor gæren aflejres i flaskens hals før degorgeringen, som sker med en liqueur d’expédition uden tilsat sukker. Vinen har 1,45 gram restsukker pr. liter, men den beskedne sødme stammer således ikke fra tilsat sukker, men alene fra druerne.
Herlig landlig og bondsk duft iblandet lidt toast, ristede hasselnødder, eiskonfekt og overmodne æbler, grønne æbler samt pærer i skøn forening. Der er klart en smule sødme, men også lidt småbitter og syrlig lemon, lidt gær og en pose med blomster.
I munden har vinen et frisk og intenst brus … tør, krisp og med en tydelig, god syre. Boblerne fader dog forholdsvis hurtigt, men giver et godt brus og syren er også meget vedvarende med citroner, lidt lemon og grape, grønne æbler … alt giver sammen med mineraler virkelig et frisk og pågående bid.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.