Tag-arkiv: gamay

Gamay er en fransk rød druesort, som i dag mest kendes fra Beaujolais i Bourgogne og vel nærmest er blevet synonym med området. Men derudover dyrkes Gamay også i Loire og Schweiz.

Gamay druen antages at stamme fra byen Gamay syd for Beaune, hvor den første gang er omtalt i 1360’erne. Dens fulde navn er Gamay Noir à Jus Blanc.

Gamay et lettere at dyrke end Pinot Noir, modner to uger tidligere, har store druer med tynde skaller, vokser ret kraftigt og beskæres derfor ofte til lave busklignende stokke.

Den giver generelt lyse vine i den lette ende af skalaen, med frisk syre og bløde tanniner. Typiske aromaer er hindbær, kirsebær, violer og sort peber. Den i Beaujolais udbredte Maceration Carbonique giver de blødeste vine med aromaer i retning af banan og fersken.

I dag er Beaujolais kommet til ære igen og Gamay har fået en renæssance.

2022 Domaine de la Grosse Pierre, Fleurie Bel-Air, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine de la Grosse Pierre, Fleurie Bel-Air, Bourgogne, FrankrigNæste vin på S’vinbar blev lidt beaujolais … en Fleurie Bel-Air i årgang 2022 fra Domaine de la Grosse Pierre, der ligger list øst for byen Chiroubles.

Det er et vinhus. der er grundlagt i 1960’erne af Georges Passot, mens driften i 1979 blev overdraget til næste generation i form af Véronique og Alain Passot.

Men siden 2018 har det været deres datter Pauline Passot, der som 3. generation nu har overtaget driften.

Det var egentlig ikke planen, at Pauline skulle overtage den fædrene vingård, for hun studerede erhvervsøkonomi og arbejdede samtidig på en vinbar i Dublin. Derefter rejste hun tilbage til Frankrig og fik der arbejde som sommelier i Restaurant Pierre Orsi i Lyon.

Derefter rejste hun ud i den store verden … besøgte bl.a. til New Zealand og Chile, men endte med at rejse tilbage for så at studere ønologi i Beaune inden hun vendte hjem til Chiroubles. Der startede hun i 2016 med at lave sin egen vin  … en Domaine Pauline Passot, Grille-Midi Chiroubles.

I 2018 overtog hun så driften af familiens vingård, der i alt har 9 hektar vinmarker, hvor de meste ligger i Chiroubles, men familien har også 0,8 hektar i Morgon samt 0,5 hektar i Fleurie.

Denne 2022 Fleurie Bel-Air er lavet med Gamay druer fra den østvendte skråning Bel-Air i Fleurie. Marken har 60 år gamle stokke plantet i en jordbund af rosa granit. Vinen er lavet med spontan gæring i betontanke med 10-12 dages maceration og efter endt fermentering er vinen også lagret 11 måneder i betontankene.

Lækker duft … bondsk, landlig med fed og mørk jord, jod, blod, tør grafit, tulipanstilke og en frugt med sorte kirsebær, ribs, granatæbler og grønne urter, mørk chokolade og sød lakrids.

I munden er det en cremet, mørk og fed beaujolaisvin … egentlig ganske ulig Fleurie, for der kommer fond, oksefond, meget saftig med grafitagtige elementer, sorte kirsebær, jordbær og kandiseret lemon … livlig, energisk og frodig med denne læskende måde, så dermed 92 point.

Importør er Terroiristen, hvor en vin koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Aux Mages, Faux Pas Kaihua Gamay, Californien, USA

2023 Aux Mages, Faux Pas Kaihua Gamay, Californien, USADen anden sommervin i Faux Pas serien fra Emil Skyttes Aux Mages er denne 2023 Faux Pas Kaihua Gamay … ren Gamay fra Amerika og det kan jeg ikke mindes at ha’ smagt før.

Emil og teamet har lavet vinen med Gamay druer fra en ganske lille og obskur vinmark i Santa Marias grænseland og høstet i meget små mængder.

Modsat Beaujolais er vinen ikke lavet med carbonic maceration, men i stedet er der anvendt en helt traditionel vinificering, med ekstrem blid ekstrahering og lidt kort lagring for at bevare den rene frugt.

I glasset er dette også en lysere vin, dog klart mørkere end Suncrusher, men dog en anelse transparent i glasset, men heller ikke så grumset. Duften er referencemæssigt mere identificerbar, for det dufter af beaujolaisvin … har samme landlig, rustikke aroma, hvor du mest får godt med kirsebær, let banan og blomsterstilke. Den har dog også nogle lidt blækagtige noter, lidt vilde funky, beskidte og frugtsøde elementer … mums.

Smagen er let … saftig let … læskende let og med en lys, fin og småsyrlig frugt af kirsebær, tranebær, godt med lemon, lidt gin og tonic og citroner … what’s not to like? Tanninerne er mest saftige, så dermed hverken vilde eller tørre og en smule frugtsødme binder sgu også smagene godt sammen, så vinen fremstår helstøbt. Der er vildt samtidigt, let og læskende … ikke så feminin som Suncrusher, men dammm hvor det smager godt, så 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2023 Domaine du Petit Pérou, Brouilly Pisse Vieille, Bourgogne, Frankrig

2023 Domaine du Petit Pérou, Brouilly Pisse Vieille, Bourgogne, FrankrigVi skal nu til et lille familiedrevet vinhus lidt øst for den lille by Villié-Morgon i Beaujolais og det er Domaine du Petit Pérou, hvorfra jeg nu smager deres 2023 Brouilly Pisse Vieille … gammel pis.

Domaine du Petit Pérou er grundlagt før første verdenskrig af Jean Thévenet, som havde 4 hektar vinmaker i Morgon samt 4,5 hektar i Brouilly, men alle de dyrkede druer blev solgt til en række vingrossister.

Under sønnen Henri Thévenet voksede ejendommen til 12 hektar, men det blev dog Henris søn Roger Henri Thévenet, der arvede 3,5 hektar og egentlig i 1970’erne startede Domaine du Petit Pérou og ved siden af salget af druer også lavede egne vine, som bl.a. blev solgt til de bedste vinbarer i Paris.

Sammen med sønnen Laurent ekspanderede Roger, således de i 1985 samlet havde 10 hektar og siden 1995 har familien Thévenet selv brugt alle druer til deres egne vine.

I dag er det dog 5. generation i form af Hugo Thévenet, som langsomt er begyndt at overtage en del af produktionen fra sin far Laurent og nu fuldstændig står for hele markarbejdet. Hugo blev i 2015 færdige med sine studier indenfor vin og økonomi.

Her smager vi hans 2023 Brouilly Pisse Vieille, hvor Gamay druerne kommer fra en lille lieu-dit med navnet Pisse Vieille og Thévenet har en lille del af den 22 hektar store mark … en af de mange marker i Brouilly, der samlet har 1.200 hektar vinmarker.

Pisse Vieille betyder faktisk gammel pis … og marken skulle efter sigende ha’ sit navn fra en ældre og tunghør dame, som overhørte den lokale præst sige “gå og synd ikke mere” til en vinbonde, der ofte kom for at bekende sine små synder. På fransk var det “allez et ne pèche plus” .. men hun hørte det som “allez et ne pissez plus”.

Hun fortalte det til sin mand … og lige siden har vinbondes mark heddet det lidet charmerende navn Pisse Vieille.

Vinen er  lavet med en 8-14 dages semi-carbonic maceration, hvorefter vinen hurtigt køles ned til 20 grader, hvorefter den er lagret 12 måneder på egefade.

Duften er arketypisk Beaujolais … landlig, blomstret og har masser af knaldrøde kirsebær, saftige jordbær, knuste hindbær, friske ribs, lidt banan og bitter vermouth. Man kan også fornemme lidt fad, men det fylder dog meget, meget lidt.

I munden er der en ren, syrlig, lys og utrolig lækker Beaujolais, hvor frugten er rysteribs, hindbær, umodne kirsebær og lidt citron. Det er dermed en både utrolig frisk og samtidig læskende saftig vin, som er ung, viril og spændstig. Der kommer lidt fennikel, hvid peber, mens der er sparsomt med tanniner … kun ren, syrlig og frisk drikkeglæde og ikke meget gammel pis … 93 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Château Grange Cochard, Morgon Le Plateau, Bourgogne, Frankrig

2021 Château Grange Cochard, Morgon Le Plateau, Bourgogne, FrankrigDet er kun få uger siden, at jeg smagte en lækker 2021 Morgon Les Charmes fra det lille vinslot Château Grange Cochard i Morgon. Nu smager jeg atter en vin derfra og det er deres 2021 Morgon Le Plateau.

Her kommer Gamay druerne fra gennemsnitlig 70 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Vinfremstillingen er traditionel med håndhøstet frugt gæret omhyggeligt efter semi-carbonic maceration og udelukkende med hele klaser uden afstikning. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på egefade, der er brugt 4-5 gange tidligere. Flaskes ufiltreret og med ret lav svovling.

Duftmæssigt virker det som en mørkere Beaujolais vin … der er mørkere frugt, tobak, jod, blod og blæk, men vinen har alligevel den karakteristiske bondske landlighed og godt med blomster. Der er både sorte kirsebær, brombær og hyldebærsuppe. Der kommer også lidt umamiagtige noter fra fadene … der er blomsterpollen, røde rosenblade og den virker næsten parfumeret.

Smagen er klart anderledes … meget mere syrlig, ren og utrolig mineralsk og decideret hård. Frugten er umodne kirsebær, ribs, rabarber og granatæbler tilsat lidt lemon, sure æbler og grape. Den har virkelig en vild ren, stringent og ren syre, men klart slet ikke så elegant som den tidligere smagte Morgon Les Charmes. 91 point.

Købt hos Bichel Vine, hvor en  flaske koster 275 kr., mens prisen er 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut, Bourgogne, Frankrig

2022 Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut, Bourgogne, FrankrigVeuve Ambal er et af de vinhuse. der laver fantastiske Crémant de Bourgogne vine. Nu smager jeg atter en Crémant derfra og det endda en årgangscrémant i form af deres 2022 Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut.

Jeg har efterhånden smagt en del Crémant de Bourgogner fra Veuve Ambal, men de har alle været Non Vintage, men denne gang er det første gang en årgangsvin, en Crémant de Bourgogne fra årgang 2022. De Non Vintage vine jeg før har smagt fra huset, er disse 6 forskellige:

Denne Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut 2018 er lavet på de 4 druesorter Pinot Noir, Chardonnay, Aligoté og Gamay og alle fra samme årgang. Kun den mest delikate most, fra de bedste partier, finder vej til vinen. Gæring er helt traditionel og andengæringen er sket på flaske med 18 måneders lagring sur lie i kælderen.

Duftmæssigt kan du godt finde skabet frem … for duften sidder sgu lige i det, men inden du opdager dette, så overraskes du af en meget gul farve i glasset … de røde druers påvirkning kan virkelig ses. Vi er på et ekstremt højt niveau, hvor duften både er balanceret og inderlig med en omgang nødder, lidt oksefond, butterdej, croissanter, modellervoks og en moden frugt. Der er fersken, tørrede abrikoser, hyben, brunet smør og dufter bare som en ægte ældre årgangschampagne.

I munden er brusset voldsomt … og straks mærker du, at tørheden og syrligheden er behersket, men i stedet er der pænt med sødme, Bruset emmer langsomt ud og efterlader dig med modne æbler, sødbitre pigeonæbler, pærer og kandiseret lemon. Alt er afdæmpet, roligt, blidt og blødt … til tilbudsprisen er det en no-brainer. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Domaine Marcel Lapierre, Morgon, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Marcel Lapierre, Morgon, Bourgogne, Frankrig I vores lille tirsdagsvinklub på jobbet var vi fortsat i gang med Beaujolais kassen og sidst var det med intet mere end en vin fra én af de – efter min mening – helt store, nemlig afdøde Marcel Lapierre og derfra smagte vi hans 2022 Morgon.

Domaine Marcel Lapierre ligger i byen Villié-Morgon. Historien om vinhuset startede dog allerede tilbage i 1909, hvor Michel Lapierre kom til Villié-Morgon, hvor han slog sig ned sammen med sin hustru Annette og i staten arbejdede som kældermester på Domaine Les Chênes.

Det blev dog parrets søn Camille Lapierre, der sammen med sin far startede med at arbejde i markerne og lavede lidt vin … som de dog solgte til det lokale kooperativ i Fleurie.

Men Camille forsøgte dog samtidig at lave et direkte til bistroer i Lyon og Macon … dengang på tønder, men altså allerede visionært, men det var dog sønnen Marcel Lapierre, som omkring år 1958-59 selv begyndte at tappe vin og sælge den under sit navn. Han startede også med at købe flere vinmarker og udvidede ejendommen.

Marcel overtog selv driften i 1973, hvor han nogle år senere  – efter et møde med forskeren og vinmageren Jules Chauvet – besluttede at vinificere uden SO2 aka svovl. Chauvet blev vel Lapierres åndelige  gudfar og Lapierre samlede en gruppe af kolleger omkring sig, som den berømte amerikanske vinimportør kaldte The Gang of Four, selvom gruppen ret hurtigt talte flere medlemmer.

The Gang of Four kan vel betegnes som begyndelsen på den naturvinsbølge, der i dag har stor indflydelse i vinverdenen, særligt i restauranter og vinbarer i mange større byer.

Marcel Lapierre døde desværre af cancer alt for tidligt som 60-årig i 2010, men sønnen Mathieu og datteren Camille fører trygt arven videre. De har samlet 19 hektar vinmarker, der dyrkes biodynamisk og vinene vinificeres helt naturligt … dog er man begyndt at tilsætte en anelse svovl ved flaskning for vine til eksport.

Denne Morgon Naturals S er lavet med Gamay druer fra 10 forskellige parceller, hvor de sorterede druer først køles ned, før de rammer gæringstanken, hvor man de første dage praktiserer den såkaldte maceration carbonique, hvor farve og aroma trækkes ud i mosten under kulsyretryk, inden den alkoholiske gæring.

Mosten forvandles til vin uden fremmede gærstammer, næsten uden omrøringer, uden svovl og altid uden kemiske tilsætningsstof, chaptalisering, tilsætning af enzymer, forsuring eller andre input fra den stadigt voksende liste over mulige manipulationer i kælderen.

Efter ende fermentering er vinen lagret 9 måneder i 3-14 år gamle fade, hvor vinen samtidigt klares naturligt. Herefter sammenstikkes den endelige cuvée i rustfrit stål hvorefter vinen tappes på flaske uden filtrering, men med en minimal svovltilsætning for lige at reducere flaskevarians.

Nøj, hvor det dufter godt med den klassiske bondske og kirsebærdrevne duft, men her mere svævende, luftig og burgundisk på en animalsk, landlig og funky måde med klart fadpræg med en snas vaniljekiks og mælkechokolade. Det er så fandens tiltrækkende med blomstermark og -butik, solcreme og udover kirsebærrene, så er der også skovjordbær og hindbær. Det er lækkert, sexet og helt feminint og som en bondekone, der med masser af fregner i ansigtet, rød kyssemund, rødt iltert hår og mamelukker er i stand til at forføre enhver staldkarl og bybo.

I munden er det som sidst en meget koncentreret og lidt tør saft, der også virker både kødfuld og alligevel luftig, let, fin og svævende. Det er virkelig friskpresset druesaft med burgundisk og aromatisk smag, der er koncentrat af kirsebær og hindbær med et lille skvis citron, hvilket giver en livlig, sprælsk og frisk vin med et formidabelt elegant bid. Man kunne måske fristes til at tro, at alt så er friseret og pænt, men det er ingenlunde tilfældet, for det er en lille rebel, der med karakter og vild frugt er meget tro mod de beaujolaisagtige karaktertræk, hvor det slutter med en lille frugtsødme. 95 point.

Denne årgang 2022 er købt hos Bichel Vin, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Château Grange Cochard, Morgon Les Charmes, Bourgogne, Frankrig

2021 Château Grange Cochard, Morgon Les Charmes, Bourgogne, FrankrigVi bliver i den sydlige del af Bourgogne, for lige syd for Saint-Véran finder vi Saint Amour og Juliénas i Beaujolais. Vi skal dog lidt mere mod syd, for i Morgon finder vi det lille og fine vinslot Château Grange Cochard og derfra har jeg smagt en 2021 Morgon Les Charmes.

Slottets hovedbygning er fra 1759, men historien går meget længere tilbage, idet vinslottet ligger lige ved den romervej, der gik fra Middelhavet til Paris. Der har således været dyrket vin på stedet i over 2000 år.

Château Grange Cochard har 9,5 hektar vinmarker med meget gamle stokke og slottet ligger faktisk nærmest midt i en af markerne i Morgon appellationen, hvor de bedste marker er Côte de Py samt Les Charmes.

Ejendommen blev i 2008 overtaget af det engelske par Sarah og James Wilding, der har lagt mange penge og meget energi i renovere bygninger og i at bringe markerne tilbage til tidligere tiders storhed. De genindførte traditionelle og mere arbejdskrævende processer i mark og kælder med henblik på konstant at hæve kvaliteten af husets vine.

Men i 2020 blev vinslottet dog overtaget af unge Jean-Philippe Manches med hjælp fra erfarne Jean-Philippe Janoueix, der ejer adskillige ejendomme i Bordeaux og er blevet majoritetsaktionær,. Jean-Philippe kommer selv fra en restauratør familie, der bl.a. driver bistroen Orcia i Lyon.

Manches og Janoueix kender hinanden fra løbende samhandel og deres ambition for Château Grange Cochard er, at løfte kvaliteten en tand yderligere  … lidt af en ambition, når man ser på de mange topanmeldelser fra  bl.a. Wine Advocate og Wine Spectator.

De to ejere har siden købet investeret i en parcel på topmarken Côte du Py og har omlagt driften til at være 100% økologisk, hvilket også blev certificeret i 2023.

Her smager vi deres 2021 Morgon Les Charmes … hvor Gamay druerne kommer fra marken Les Charmes, der en af ​​Morgons bedste lieu-dits aka små marker.

Vinfremstillingen er traditionel med håndhøstet frugt gæret omhyggeligt efter semi-carbonic maceration. Halvdelen er hele klaser og halvdelen afstilkede druer. Efter endt fermentering er vinen lagret på en blanding af kar og fad … svovltilsætning selvfølgelig meget lav.

Duften er klassisk Beaujolais … knuste tulipaner, granit, blæk og tryksværte. Det er satans bondsk, men har også en mørk, uforsonlig og seriøs bund med sorte kirsebær, jordbær og en mørk sød finsk og tør engelsk lakrids. Trods den dybe bund, så har vinen også en pæn elegant, svævende og glidende fornemmelse, som om mineraliteten er levende, let og clean som bjergluft.

WAUW … det er sgu Beaujolais proppet med frisk frugt … frisk og balanceret. Det er igen sorte kirsebær, men der kommer også nogle citruselementer, der både omfatter citroner og lemon, og de er med til at give vinen denne spidse, præcise og angribende frugtsmag, der både er pågående, fræk, dristig, anmassende og samtidig ganske kultiveret med denne veloplagte syre. Der er rent, clean, sterilt, troskyldigt og pletfri. 94 point.

Købt hos Bichel Vine, hvor en  flaske koster 240 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Domaine Rostaing-Tayard, Le Cœur des Hommes, Beaujolais, Frankrig

2022 Domaine Rostaing-Tayard, Le Cœur des Hommes, Beaujolais, FrankrigCoteaux du Lyonnais appellationen i Beaujolais er kun på 320 hektar og markerne ligger i 200 til 550 meters højde. Vest for byen Savigny finder vi Emmanuel Rostaing-Tayard, der driver sit vinhus Domaine Rostaing-Tayard og derfra smager jeg nu hans 2022 Le Cœur des Hommes.

Der er kun omkring 2.000  indbyggere i Savigny, der ligger 5 kilometer fra Lyon, men det er netop i den lille landsby, at Emmanuel Rostaing-Tayard er vokset op. Han er næsten født mellem 2 rækker vinstokke og fulgte med glæde sin bedstemor Marguerite, som var inspirationen og overførte sin kærlighed til naturen, vindyrkning samt vinproduktion til Emmanuel.

Han rejste som ung dog ud i den vide verden, men da hans bedsteforældre døde i 2017, så vendte han tilbage til sin fødeby for at blive landmand. Han overtog bedsteforældrenes vinmarker med 40-50 år gamle vinstokke med Gamay og Chardonnay.

Derefter startede han en professionel omskoling .. via skoler og praktik i både Frankrig og i udlandet. Skæbnen ville, at Emmanuel siden har kæmpet for at redde den særlige klon af Gamay i dette område … Gamay de Savignys, som var i risiko for helt at uddø, da mange vinmarker i Savigny er forsvundet til fordel for helt nye byggerier.

Emmanuel Rostaing-Tayard har sammenlagt 8 hektar marker, der ligger mellem Savigny og Récy. Markerne har Emmanuel restaureret og driver dem i dag fuldstændig biodynamisk … og det er den eneste måde, som han kan forstille sig, at de skal drives.

Han har også allieret sig med sin søster Claire, der er en slags bondeurtelæge, som skaber sine præparater baseret på 100% lokale planter fra den biodynamisk kultur, som findes i og omkring alle markerne og som Emmanuels vinstokke også nyder godt af.

Indtil videre laver han kun 4 forskellige vine … en hvid og 3 røde, hvor denne vin … cuvéen Le Cœur des Hommes – der betyder mænds hjerter – blev introduceret i 2020 og sammen med de to andre røde Amour Interdit og Ultreïa afspejler de forskellige ​​terroirs, som findes på vingården.

Le Cœur des Hommes er lavet på Gamay druer fra 50 år gamle vinstokke på sydsiden af Récy bjergskråningen  i Savigny i 400-550 meters højde og med en jord præget af blå sten, som er unikt for Savigny. Alle druerne er høstet den 5. september 2022.

Både i marken og i vinkælderen er druerne sorteret kraftigt inden vinificering, som er sket i både rustfri stålkar og demi-muids. Efter dette er gæring sket spontant alene med druerne egne gærceller og formentlig efter en semi-carbonic maceration og uden ekstra ekstraktion.

Gæringen er sket over 12 dage, hvorefter der er sket malolaktisk gæring og lagringen er sket på en blanding af ståltanke, fûts og demi-muids inden aftapning på flaske 21. juli 2023 med en ganske lille dosis svovl.

Sikke da en herlig sammenblanding, hvor både jordbær og søde kirsebær smelter sammen med jord, muldjord, lerjord, blæk samt lidt lakridsale noter, blomster, tulipaner og en virkelig animalsk mødding og bondemandarmsved. Duften virker en anelse til den mørkere side med en dejlig fadpræget sødme med lidt lakridskonfekt, vanilje og karamel.

Hvor smager den godt … det er jordbær i forskellige afskygninger, blodrøde, saftige, lyse og grønne jordbær i frugtagtig symbiose med en smule citroner og lemon, hvilket giver dette friske og juice feel so good med en snas frugtsødme, som gør vinen virkelige likeable. Den har ikke mange tanniner og dem, som den har, er bløde og giver den en cremet, blid og helt sexet fornemmelse. Det er sgu balanceret til perfektion og nærmest læskende. 95 point.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut, Bourgogne, FrankrigVeuve Ambal laver skønne mousserende bobler og går Champagne i bedede. Jeg har før smagt flere af deres lækre Crémant de Bourgogner og nu smager jeg så deres Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut.

De Crémant de Bourgogner, som jeg tidligere har smagt fra det anerkendte Veuve Ambal crémanthus er samlet set disse 5 forskellige vine:

Det betyder også, at jeg tidligere har skrevet en masse om enken Anne Marie Ambal, hele historien om etableringen og udviklingen af vinhuset, så det skal jeg undlade denne gang.

I stedet kigger jeg bare nærmere på denne Crémant de Bourgogne Grande Cuvee Brut, der faktisk kom på Wine Spectator Top 100 liste i 2019 som nummer 81. Ganske flot præstation.

Den er lavet på primært Pinot Noir og Chardonnay, men de er suppleret med en smule Aligoté og Gamay. Efter høst er der sket en let pneumatisk presning og kun den fineste første pres anvendes til dennen vin. Vinifikationen er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fementering er vinen flasket til andengæringen, som sket i husets gamle kældre over 12-18 måneder inden degorgering.

I glasset kan man faktisk se, at der også er anvendt røde druer, for farven er sådan meget let rosa … altså meget, meget let, mens duft er lidt kalket med grønne elementer, kandiseret lemon, abrikos, kvæde og selvfølgelig lidt citroner. Det er ikke en sirlig, stringent eller syrlig Crémant, men virker lidt varm i stilen.

Smagen er rund, boblerne relativt blide og bløde, mens frugten er småeksotisk med fersken, mango, ananas og grillet lemon. Smagen er ikke så dyb, syren ikke vild krisp og frisk, men til gengæld er der varme, krop og denne sødbitre smag. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2022 Domaine Anita, Chénas Les Brureaux, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Anita, Chénas Les Brureaux, Bourgogne, FrankrigForleden smagte jeg en lækker 2022 Morgon Cuvée Château-Gaillard fra Domaine Anita. Nu smager jeg atter en Gamay baseret beaujolaisvin fra huset i form af denne 2022 Chénas Les Brureaux.

Vinen er lavet på Gamay druer fra den lille og mergelholdige lieu-dit Les Brureaux, hvor stokkene 50-70 år gamle buskvinstokke i Chénas appellationen og ligger i 265 meters højde.

Vinen er lavet med 100% afstilkede druer. Gæring og maceration sker over 13 dage med pigeage som længere oppe i Bourgogne. Efter endt gæring er der sket skånsom presning, hvorefter vinen er lagret 6 måneder på betontanke og efter aftapning yderligere 4 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … duftmæssigt en virkelig mineralsk og kalket aroma, hvor der ligeledes kommer noget aske, jod og noget røget samt tørret kød samt en frugt med både sorte og røde kirsebær, kirsebærsauce samt tørrede solbær, tørredde krydderurter og tørrede svampe. Læg også dertil lidt tulipaner, noget lakrids og bondsk landlighed … lidt støvet, tæt og intens.

Smagen er tør, men blød, cremet og virkelig præget af kirsebær, lidt tranebær samt saltede citroner, lemon og saltlakrids. Der er masser af saft, levende syre og bløde tanniner … og selvom det fortsat er en bondsk beaujolaisvin, så er det en elegant beaujolais, der samtidig er proppet med frugt og smag, så derfor 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 179,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7