Jeg elsker bare denne vin … basisvinen på Pinot Noir fra Weingut Markowitsch og det er da også en vin, som jeg har smagt mange gange tidligere.
Det er Markowitschs entry-level Pinot Noir og som vanligt, så har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra Markowitsch.
Huset har jeg jo skrevet om flere gange tidligere, så derfor kaster vi da bare et blik på, hvordan vinen er lavet.
Det er sket med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter vinificeres vinen i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.
Duftmæssigt har vinen – som 2020’eren – en ret maskulin, rank, grøn samt blæk’et duft, hvor frugten er tranebær, hindbær og kirsebær og en ganske landlig, animalsk og småvild side. Igen er der gran, nelliker, læder, sten, mineraler og lidt småsød fagpræg med mørk chokolade, kaffegrums og lidt karamel.
I munden er det en saftig, vild vin … meget ekspressiv, sød, blød og storblomstret. Vinen har denne vilde, småbitre og småsøde frugt af tranebær og kirsebær, en vild og saftig syre. Det er på mange måder en rustik, bondsk og landlig Pinot Noir og selvom vinen har denne runde og rustikke kant, så er det en venlig, godmodig pleaser med kæmpecharmerende niveau.
Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.