Skal vi ikke nappe en Rioja vin mere fra det innovative vinhus, der laver vildt spændende vine på Grenache? Her bliver det så en Phinca El Vedao Garnacha Edición Limitada fra Bodegas Bhilar.
Jeg har jo næsten lige smagt vinen Berria fra Bhilar og endda skrevet en masse om det, så det gør jeg ikke denne gang.
I stedet kigger vi nærmere på denne Phinca El Vedao Garnacha Edición Limitada, hvor Grenache druerne stammer fra 3 forskellige terrasser på Finca El Vedao i Elvillar området.
På marken har David Sampedro 30 år gamle vinstokke, der står i en kakstensholdig jordbund med et særligt mikroklima. Druerne er alle håndafstilkede og har gæret i en 2.000 liter cementtank og derefter lagret på fire 500 liter egefade i 2 år. Der er blot lavet sølle 3.060 flasker af denne vin.
WAUW dejlig animalsk og nærmest behåret … landlig mødding, øko og stor, mælket næse med tobak, baconfedt, sorte oliven og bivoks, kalkede og stenet mineralitet, tørre papkasser, lidt mentol og mynte, masser af tørre krydderier, lakrids og mørk chokolade samt med brombær, en snas solbær og hindbær.
I munden er det også en lille basse, fyldig og behåret bamse, saftig med sødme, sød frugt, solbær, brombær, blåbær med nærmest let marmeladefølelse, men det er samtidig med voldsomme, rustikke og bondske tanniner, godt med lakrids og lidt fed, gammel tyktflydende balsamicoeddike. Sætter sig virkelig i munden. For satan, hvor den smager godt – meditationsvin og jeg har allerede krydset benene i en halv lotus stilling uden mindste chance for at komme fri igen … men det er vinen også værd.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr.