Med næste vin er vi hos vinmageren Andrea Cortonesi på Azienda Agricola Uccelliera, men denne Rosso di Montalcino er lavet af druer fra en mark ejet af en af Andreas venner … et projekt kaldet Voliero.
Andrea Cortonesi er en initiativrig mand, der driver vinhuset Uccelliera ved Castelnuovo dell’Abate og derudover restauranten Il Casato i Sienna. Andrea er vokset op med vin og arbejdede som teenager hos sin far, og han grundlagde Uccelliera i 1986, hvor han købte en gammel ejendom omkring 5 kilometer syd for Montalcino med 4 hektar jord, heraf en 0,5 hektar vinmark med gamle vinstokke.
Han fastholdt gårdens gamle navn Uccelliera, som betyder fuglehus og vinhuset har siden udviklet sig til at være blandt nogle af de internationalt højest ratede Brunello producenter.
Uccelliera består i dag af 6 hektar vinmarker, hvor de sidste 2 hektar er købt indenfor de seneste år, herunder en parcel, der ligger lige op af Piccolominis berømte Pianrosso mark.
Voliero projektet opstod omkring 2006 hvor Andrea Cortonesi til en af sin venner beklagede sig over, at han faktisk – med den stigende efterspørgsel – havde svært ved at finde flasker nok af sine egne vine til sin restaurant
Vennen tilbød, at han da kunne få hans druer fra en vinmark i Canalicchio i den nordlige del af Montalcino. Så kunne de da anvendes til en vin til Il Casato.
Men i stedet for blot at anvende druerne i den eksisterende produktion på Azienda Agricola Uccelliera, som mange producenter måske kunne være fristet til, så opstod idéen om at lave et par vine under et andet navn, og det blev således til Voliero … en Brunello og denne Rosso.
For dog at følge den røde tråd fra Uccelliera, så fik vinene en etiket med en fugleagtig kvinde med masser af fjer og en skjult henvisning til, at druerne kommer fra lidt højere beliggende marker end de normale vine fra Uccelliera. I dag kommer druerne dog fra flere forskellige marker ved Canalicchio.
Da den anerkendte vinanmeldelser Antonio Galloni besøgte Uccelliera og der også smagte Voliero, så blev han meget begejstret og anbefalede Andrea også at eksportere vinen, så i dag er vinen ikke kun forholdt restauranten i Sienna.
Produktionen af Voliero er dog forholdsvis begrænset, alene 600 kasser Brunello og 400 kasser Rosso. Vinen er på 100% Sangiovese og laves selvfølgelig på Uccelliera i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke, maceration i 18-20 dage og lagres efter fermenteringen i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter i 8-10 måneder afhængig af årgangen.
I glasset er vinen herlig lys … på nippet til at være lys, rødlig transperant. Næsen byder på dejlig rund frugt med chokoladestænger solidt stukket ned midt i frugten, godt med blomster, solcreme, en lidt sød cigaræske, sød tobak og frugten – kirsebær og hindbær – virker måske endda en smule tørret i udtrykket. Dertil lidt læder og en rustik syre.
I munden en mellemblød syre, dog med en vis fasthed, mediumrød frugt og tørheden ligger også lidt midt i hovedfeltet. Nu skulle man tro, at det hele dermed bliver sådan lidt mellem og medium, men det er nu ikke tilfældet, for vinen har både elegance, lethed og renhed. Den byder på komplekse mørke lag af fast frugt, let krydret i eftersmagen med et lille snip af syre … virkelig lækker vin.
Det er en vin, som bare kan nydes uden så megen snak. Gi’ mig lidt brød, stegte tomater, basilikum og et glas af denne … og måske lidt sol, så behøver man ikke mere.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 117 kr.