Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, Italien

2006 Azelia, Barolo Margheria, Piemonte, ItalienVi blev ved fremragende vin, da næste var en Barolo Margheria i årgang 2006 fra huset Azienda Agricola Azelia di Luigi Scavino, der ligger på adressen Via Alba Barolo i Castiglione Falletto.

Azelia er grundlagt for lige over 100 år siden, nemlig 1920 hvor Cavalier Lorenzo Scavino selv begyndte at vinificere en del af druerne produceret i familiens vinmarker.

Det var dog hans søn Alfonsos, som entusiastisk begyndte at aftappe den producerede vin og i dag drives vingården af den 4. generation i form af Luigi Scavino, hans kone Lorella og deres søn Lorenzo, som repræsenterer den femte generation.

Samlet har de 16 hektar vinmarker og det er selvfølgelig mest med Nebbiolo, men derudover også Dolcetto samt Barbera. Det betyder en årlig produktion på omkring 85.000 flasker vin.

Denne 2006 Barolo Margheria er lavet på Nebbiolo druer fra den lerholdige 1,9 hektar store mark Margheria i Serralunga d’Alba og fra vinstokke, der er omkring 60 år gamle. Vinen er lavet gæring og maceration via de naturlige gærceller i 55-60 dage og efter endt fermentering er vinen laget 30 måneder på store egefade. Der er alene lavet 6.100 flasker af vinen.

Det er i næsen en pæn moden vin, hvor kilometertallet godt kan begyndes at mærkes, men byder på nogle af de helt klassiske dyder med rosenblade, violer, sød tobak, læder, engelsk lakrids, tjære, røg, asfalt, kokos, chokolade, vanilje, rosmarin og salt. Frugten er jordbær og hindbær tilsat lidt streng og mørk balsamico. Mums.

Selvom det er en 2006’erne, som er frugten, syren og tanninerne i høj grad i live i vinen. Smagen er vild tør, mens tanninerne er skarpe og udtørrer munden som kartoffelmel på en tør plet. Tanninerne er næsten er helt ætsende, levende og vilde, så det giver virkelig en oldschool og elegant Barolo, som bare viser sig frem.

Forhandles flere steder, bl.a. Gerbola Vin, hvor en flaske kostede 575 kr., men nu er udsolgt. Vildmedvin  har den også.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, Italien

2016 Giodo, Alberelli di Giodo, Sicilien, ItalienDet er under en måned siden, at jeg smagte en 2020 La Quinta Toscana IGT fra Podere Giodo, som drives Carlo Ferrini. Men ved siden hans højtratede vine fra Toscana, så laver Carlo også denne vin Alberelli di Giodo fra  Sicilien.

Det er et lille projekt og Alberelli di Giodo er lavet på 100% Nerello Mascalese, der stammer fra en enkeltmark på 1 hektar med 80-100 år gamle stokke, der er upodede og præ-phylloxera. Marken ligger på nordsiden af Etna i vulkansk sand i 950 meter højde.

Alberelli di Giodo er lavet med 7 dages alkoholgæring i rustfrie ståltanke og cementtanke … derefter 20 dages ekstra maceration og er så lagret 12 måneder på 500  700 liter egefade.

Duftmæssigt er det en vin med en vis vildskab … har kirsebær, kirsebærsten, blommer og ribs, godt med rosenblade, violer og blomster, læder, sød tobak, jernbanesveller og tjære, rå champignon, nogle grønne,  urtede noter samt mørk mineralitet. Det er en meget rank, mørk og alligevel syrlig vin.

I munden kommer den syrlige frugt også godt frem, hvor der både er bitter grape, ribs, hindbær, umodne kirsebær og tranebær samt fint, let og legende udtryk. Dermed bliver det ingenlunde en fed vin, men er snarere slank, rank og direkte med denne balsamiske, mineralske og tjærefyldte side. Tanninerne er samtidig vildt tørre, så det giver en fabelagtig spændstig og samtidig harmonisk vin.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 699,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker GG , Baden, TysklandOgså næste vinhus har jeg før besøgt, for som aftenens første rødvin serverede Flemming en Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker Große Gewächs 2016 fra Weingut Dr. Heger.

Druerne til denne Heger topvin kommer fra Große Lage marken Ihringen Winklerberg … fra den lille del af marken, som hedder Winklen, men som Heger selv kalder for Rappenecker.

På denne del af Winklerberg marken er der en undergrund med en højere andel af kalk i den vulkanske undergrund. Rappenecker ligger også 30-50 højere på en mere stejl del af marken ved siden af et skovklædt område med en eksponering mod sydvest og med vinstokke plantet tilbage i 1960’erne.

Vinen er egentlig lavet som de øvrige Spätburgunder vine hos Heger med maceration på mellem 18 og 25 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på barriques, heraf en stor andel nye fade. Der er kun lavet 2 barriques af denne vin.

Næsen afslører en rigtig moden vin, hvor der først dukker lidt gammelt tobak op sammen med søde lakridspiber og oksefond, men også en herlig animalsk, sød kostald med landlighed samt en frugt af modne kirsebær, kirch, brombær og blommer. Der er sødbrændt fad, vanilje, kanel, lakrids, mælkechokolade, kakao og kaffe, men alligevel bare virkelig typisk tysk Spätburgunder med smukke gener.

I munden er der masser af liv i frugten, masser af sure kirsebær, ren hindbær, ribs, tranebær og det giver en vis friskhed. Syren har mørk bitterhed, tørhed og fin elegance. Sidst jeg smagte denne vin, kaldte jeg det et kærlighedsmøde mellem frisk frugt, mælkechokolade og bitterhed, lidt peber og den fineste syre. Det kan jeg gøre igen, for vinen smager virkelig godt, så klart 6 tomler med pil op.

Forhandles herhjemme af VinMedMere. hvor en flaske koster 699 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, TysklandByggemødet sidste hvidvin kom også fra et vinhus, som jeg selv før har besøgt, nemlig Weingut Robert Weil og derfra smagte vi en 2020 Kiedrich Gräfenberg Riesling Große Gewächs.

Weingut Robert Weil laver udelukkende vine på Riesling og har også fået et legendariske ry som værende et af Rheingaus bedste vinhuse til Riesling.

Det skattede vinhus oser da også af storhed,  pragt og glans, hvilket man kan opleve ved et besøg. Det gjorde jeg tilbage i 2017 og det har jeg skrevet om i indlægget Besøg hos Weingut Robert Weil … veldrevet Kiedricher magtfaktor. Der skriver jeg også en masse om husets historie.

Kiedrich Gräfenberg Riesling Große Gewächs har jeg smagt før, sidst i en årgang 2017, men har også smagt årgang 2016. Den er lavet af druer fra vinmarken Kiedrich Gräfenberg, der er en stejl sydvestvendt skråning med en stigning på op mod 60%.

Jordbunden består af skifer og grus, og er derfor meget veldrænet, der sammen med den velventilerede placering giver ekstremt sunde druer, som håndplukkes i begyndelsen af november. I vineriet starter gæringen spontant med druernes naturlige gærstammer. Gæringen sker i store egefade og der lagres vinen også en periode.

Duftmæssigt starter vinen slet ikke, som jeg ville have forventet, for egentlig meget afdæmpet og stille, nærmest lidt fladt. Der er endnu ingen petroleum eller diesel og aromaerne er mere forsigtige, måske endda skrøbelige. Der kommer lidt fersken, melon pærer, lemon og sandeltræ, men så sættes en koldfront ind med grønne grene, godt med knivskarpe citroner samt våde sten og kølig kalk.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere rank, skarp og frisk end duftmæssigt, for den har en præcis, skarp og sprød smag, masser af syre, sur citron, nogle lette krydderier og en svag sødme. Der er også grønne æbler og lidt grape bitterhed. Vinens mineralitet er næsten smertelig skarp, vild og alligevel kontrolleret, så dermed ligger Houlberg sådan et sted mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 479 kr., mens prisen er 405 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragón, Spanien

2019 Bodegas Morca, Tourán Garnacha, Aragon, SpanienDen gigantiske, jættestore, kyklopiske og eksklusive topvin Tourán Garnacha fra Gil familiens projekt Bodegas Morca har jeg smagt en gang før. Den er vild. Nu smager jeg den igen … endda i to årgange, hvor jeg starter med årgang 2019.

Juan Gil Bodegas Familiares købte Bodegas Morca i 2014 … et projekt til samlet 5 millioner euro. Købet blev anført af familiens direktør Jordi Flos og i dag omfatter Morca 30 hektar vinmarker, men planen er at ekspandere til 120 hektar.

I starten var der fokus på at lave 2 Garnacha vine og første årgang blev 2015 …. en samlet produktion på 5-6.000 flasker.  I dag laves der 4 vine … Morca, Flor de Morca, Godina og denne Tourán.

Tourán Garnacha er den absolutte topvin fra Bodegas Morca og den er lavet på 100% Garnacha fra små vinmarker med gamle vinstokke, og druerne er omhyggeligt håndplukket … kun de absolut bedste anvendes til Tourán.

De nøje udvalgte druer er gæret i små rustfri ståltanke, inden vinen modnes på delvis nye franske egetræsfade i 22 måneder. Herefter er kun få udvalgte fade valgt til den endelige vin. En yderst eksklusiv produktion på få tusinde flaske.

Duftmæssigt er det en vild ekstrakt af både engelsk lakrids, lakridskonfekt og en mørk frugt af både blåbær, solbær, flamberede svesker, dadler, tæt, fyldig med  likør- og portvinsagtig fedme og helt hen over hegnet på den mest tiltrækkende måde. Det er svært ikke at sidde og bare blive fascineret. En masse fadnoter blander sig med mælkechokolade, kaffe, vanilje og kanelkager.

Hvor smager det godt … frugten er egentlig mere frisk, end du egentlig ville forvente og kamuflerer fuldstændigt vinens pænt høje oktantal på 16%, men det hjælpes også på vej af, at vinen er blød og rund og føles nærmest mundsmeltende med denne småtørre, friske frugt af blommer og brombær. Tanninerne er der … men de er til at snakke med og sikrer faktisk – sammen med den friske frugt – at det aldrig bliver en gumpetung eller på nogen måder overdone eller klodset vin … nærmere tværtimod.

Vinen måske nok tung, kraftig og har klart stor power med opulent kraft, men det er absolut med en frisk frugt og god balance, hvorved det bliver elegant og meget tiltrækkende.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 899,95 kr., mens prisen er 799 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragón, Spanien

2017 Bodegas Ateca, Atteca Armas Old Vines Garnacha, Aragón, SpanienVi slutter med årgang 2017 af vinen Atteca Armas Old Vines Garnacha fra Juan Gil Bodegas Familiares’ vingård Bodegas Ateca og det blev bestemt en værdig afslutning.

Vinen er lavet som de øvrige årgang med både gæring og maceration i rustfrie ståltanke, hvorefter den har gennemgået en malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret på nye franske egefade i 18 måneder.

Som efterfølgende årgang trækker den en højoktan på 15,5% og der er lavet 8.900 flasker af vinen. 2017 bød vejrmæssigt på stærk frost i slutningen af april og begyndelsen af maj, som gav lidt udfordringer, satte tingene lidt tilbage og derfor ventede man på modningen til allersidste øjeblik.

Duftmæssigt er det igen powervin med fylde, kraft … tørheden er måske knap så udtalt, for i stedet fylder fadnoterne en anelse mere fremme med både vanilje, sød lakrids, lidt blæk, men faktisk også chokolade, kakaopulver samt en fyldig, mørk og tæt frugt med sorte kirsebær, tranebær, brombær og syltede blommer. Man fornemmer også, at tingene er mere modne, lidt mere afrundet og voksent.

Smagsmæssigt er det blødt med blødt på, så cremet og nærmest mundsmeltende. Igen mærkes de 15,5% alkohol ikke rigtigt, for hele frugten er så rund, sød og intens med søde brombær, søde jordbær samt syltede blommer, varme krydderier, tørrede blomster, sød finsk lakrids, rød og en tør mineralitet. Vi er helt oppe i samme gear som 2019’eren og 2018’eren og endda lidt længere oppe. Hænger så vildt lang tid i munden. Stor vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker. Du kan også købe en vertikal smagekasse med 2 af vinene fra hver af de 3 årgange til 1.830 kr., hvilket faktisk er ganske interessant.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, Italien

2016 Ada Nada, Barbaresco Elisa, Piemonte, ItalienNæste vin fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada blev en Barbaresco Elisa 2018. Som med den foregående Serena er Elisa opkaldt efter Elvio og Anna Lisas døtre.

De har i alt 3 døtre og ja … der er også en vin opkaldt efter den sidste datter Emma og det er deres Vino Rosato.

Barbaresco Elisa er én af husets 3 Barbaresco’er og som med de fleste kommer druerne fra området ved Rombone i Treisa tæt ved vingården i omkring 200-350 meters højde i med et terræn bestående af kalkholdig hvid mergel og ler.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og presses, hvorefter de anbringes i rustfrie ståltanke for vinifikationen. Maceration sker derefter i omkring 10 dage ved kontrolleret temperatur. Derefter presses mosten og overføres til gæringstankene til den alkoholiske gæring og efterfølgende malolaktiske gæring.

Vinen lagrer herefter 18-20 måneder i store egefade, hvorefter den flaskes ufiltreret og lagrer så på flaske i yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg. Der laves årligt omkring 4.000 flaske af denne vin.

I forhold til foregående Langhe Nebbiolo, så er vi et gear oppe … måske nærmere en gearkasse over, for duften er virkelig to die for. Der er knuste rosenblade, læder, violer, knuste sten, hindbær, lyse kirsebær, rabarber, hæfteplaster samt frisk træ. Virker tør med en lys, støvet og let side.

Hvor smager den godt og nu masseres gummerne herlig via lidt tørre tanniner, en lys, syrlig og balsamisk syre, der bare hænger i munden i mega lang tid sammen med en blød og ren frugt af både rabarber, hindbær og lyse kirsebær. Den bløde side, en frisk frugt samt det tanniske bid fungerer bare så godt sammen. Det er mums for sjælen … lækkersmuk Barbaresco.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 265 kr.

 Vinanmeldelse 6/7 

2017 Elio Grasso, Barolo Ginestra Casa Maté, Piemonte, Italien

2017 Elio Grasso, Barolo Ginestra Casa Maté, Piemonte, ItalienLidt vinøs forkælelse efter en middag på Østergade 1 i form af et glas af denne purunge, slanke, tørre og tanninrige 2017 Barolo Ginestra Casa Maté fra Azienda Agricola Elio Grasso.

Grasso laver årligt omkring 12.000 flasker af denne Barolo Ginestra Casa Maté lavet med Nebbiolo druer fra marken med samme navn.

Det er en 3 hektar stor mark, som ligger i 300-350 meters højde ved Monforte d’Alba, har omkring 40 år gamle vinstokke og er en kalkstensrig mark eksponeret mod syd-syd-øst.

Barolo Ginestra Casa Maté er lavet første gang i 1978 og fremstilles i dag på store rustfrie ståltanke, hvor den er igennem en 35-40 dages lang maceration og gæring inklusiv omkring 10 dage på gærresterne.

Efter malolaktisk gæring er vinen lagret 2½ år på 2.500 liters store egefade af slavonsk eg. Derefter lagrer vinen videre på flasker i kælderen i yderligere 8-10 måneder inden frigivelse.

Duften er til at blive glad over … der er violer, medicinskab, lidt nærmest dekadent og modent træ, rosenblade, tranebær, ribs, let vanilje, lidt kanel, kølig og rå champignon, læder samt tørt træ. Der er oss’ lidt røg, jord, trøfler, let mynte … uha, hvor det dufter godt, selvom vinen fortsat er en knøs og en ung, bumset teenager.

I munden er der da også vildt tørre tanniner … totalt tørre og lidt fyldige tanniner, en ung syre med masser af kraft. Det giver denne herlig og udtørrende effekt i munden, hvor lidt tranebær, ribs, mørke kirsebær samt lyse blommer vil lege med sammen lidt lakrids. Der er en lille mørk kraft, som giver Casa Maté et lidt maskulint og fyldigt indtryk, men shit en dejlig vin og en værdig afslutning på aftenen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Marteaux Guillaume, Cuvée Excellence Brut, Champagne, Frankrig

2014 Marteaux Guillaume, Cuvée Excellence Brut, Champagne, FrankrigNår champagneproppen var røget af én flaske fra Marteaux Guillaume, så kunne jeg da bare lige nuppe en ekstra, hvilket så blev denne Cuvée Excellence Brut årgang 2014.

Her kommer hovedparten af druerne fra årgang 2014, men det kan ikke udelukkes, at der også i denne vin er brugt en lille andel Reserve vin. Det fremgår ikke af etiketten, men i årgang 2015 er der fx anvendt 9%.

Men der er 40% Pinot Meunier, 30% Pinot Noir og 30% Chardonnay. der først er lavet helt traditionelt, hvorefter den er flasket, har ligget med andengæring på flaske i 6 år inden degorgering er sket med en dossage på 6,5 gram pr. liter i juli 2020.

Duftmæssigt er vi lidt ovre i samme univers, som foregående champagne, altså med en vis syrlighed, gæret dej samt rugbrød, mirabeller, nedfaldsæbler og blomster, men nu langt finere, mere delikat i duften … har klart flere nødder, mere rugbrød og virker samtidig mere blød. Frugten er også lidt rundere, for der kommer også lidt pærer, fersken og tropisk frugt.

Smagen er også lige et niveau op … der er mere frugt og smagen er mere delikat, kompleks, rund og blød. Der er fortsat grønne æbler, lemon, citron samt en vild god syrlighed, men blot afrundet bedre. Boblerne er også finere, tættere og mindre rustikke … der er også lidt sødere og rundere smage med honning, nødder og en let smørfedme.

Forhandles af Langli Vin og Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Domaine Sorine, Santenay 1er Cru Beaurepaire, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Sorine, Santenay 1er Cru Beaurepaire, Bourgogne, FrankrigTilbage i februar smagte jeg en dejlig rød, fin Maranges 1er Cru Clos Roussots 2019 fra vinhuset Domaine Sorine. Nu er den atter gal med en Santenay 1er Cru Beaurepaire 2020.

Vinificeringen er sket efter naturlige principper med fokus på det hårde arbejde i marken. Al høst foregår ved håndkraft, mens druer både selekteres i marken og ved ankomsten til vineriet. Svovl bliver kun tilsat i yderst begrænsede mængder, mens lagringen kun sker med en begrænset mængde nye fade.

Man får fra første fløjt denne lidt tilbageholdende, forsigtige og alligevel overbevisende duft, som både er lidt dekadent og har dette fine, lækre og diskrete fadpræg med vanilje, kanel, sødligt ædeltræ, våde fade sammen med en lys frugt  af både jordbær, hindbær, lyse kirsebær og ribs.  Det er en vildt tiltrækkende duft.

I munden smelter vinen næsten … virkelig blød og så alligevel med en lille grøn kant, der virkelig er så burgundisk. Frugten er frisk, småsød og lys med kirsebær og brombær med vild god frugtintensitet samt  tæthed, mens syren er skrøbelig og sart, mens tanninerne er bløde. Det er sgu skruet ret godt sammen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen er 305 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7