Tag-arkiv: 5½

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut, Bourgogne, FrankrigDen tredie og sidste Crémant de Bourgogne fra Maison Albert Sounit blev en 2015 Crémant de Bourgogne Grande Cuvée Brut … en vin, som jeg faktisk ikke har smagt tidligere.

Det er også husets top Crémant de Bourgogne, som laves på ren Chardonnay og alene i særligt gode årgange. Hovedparten af druerne kommer fra parcellen Les Grandes Hesses med 70 år gamle vinstokke. Druerne er høstet ved håndkraft og 30% af druerne er vinificeret på ét år gamle 300 liters egetræsfade og de resterende 70% traditionelt i ståltanke ved lav temperatur omkring 14 grader.

Efter den alkoholiske gæring gennemgår vinen 100 % malolaktisk gæring inden assemblage aka samling af de forskellige fade til den endelige blanding. Efter 6 måneder flaskes vinen, tilsættes gær og sukker til brug for andengæringen i flasken 36 måneder i Sounits kølige kældre. Vinen er degorgeret 29. august 2019.

I forhold til forrige crémant er næsen her mere sart med ristet franskbrød, lidt mere klar syrlighed, liflig, let samt masser af citroner, pærer, æbler … meget feminin og delikat.

I munden er vinen meget ren, boblerne mere blide end de to foregående vine. Vinen er smørblød, glat, meget cremet, mere vinøs og har derudover mere bitterhed i eftersmagen. Det er på mange måder en mere hel crémant og – som også duftmæssigt – ganske feminin, elegant og komplet.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Cappellano, Barolo Otin Fiorin Piè Rupestris, Piemonte, Italien

2005 Cappellano, Barolo Otin Fiorin Piè Rupestris, Piemonte, ItalienPå Bistroteket – den bedste bistro i Randers – bestilte jeg sammen med en flok gamle klassekammerater lidt ældre vine, bl.a. denne 2005 Barolo Otin Fiorin Piè Rupestris fra vinhuset Cappellano.

Vinhuset Cappellano er grundlagt tilbage i 1870 af den rige notar, godsejer og vinelsker Filippo Cappellano, som i en alder af 48 år købte 150 Giornate Piemontesi. Giornate betyder en dags værk og refererer i den sammenhæng til, hvor lang tid det tog af pløje eller passe et jordareal. Omregnet betyder det, at Filippo købte 60 hektar landbrugsjord og plantede vinstokke.

Da han døde overtog sønnen Giovanni tøjlerne. Han var uddannet ønolog og satte skik på vinhuset med stor renovering af markerne og en entreprenant tilgang til familievirksomheden. Han byggede bl.a. to hoteller i Alba og Seralunga. Han stod også bag cura dell’uva … en berømt hestevognstransport til og fra togstationen i Alva.

Det var også vinhuset Cappellano, som opfandt opskriften på Barolo Chinato vinen, som bedst kan beskrives som en blanding af urter og rødvin … og mest af alt minder en smule om Fernet Branca.

Det var nemlig Giovannis bror Giuseppe, som stod bag den opskrift, og som måtte droppe sit job som apoteker og drive vinhuset videre, da Giovanni pludseligt døde i Tunesien af en tropisk feber.

I dag drives drives vingården af 5. generation i form af Augusto Cappellano, som overtog vingården efter hans far, den legendariske Teobaldo Cappellano også blot kaldt Baldo, der tilbage i 1960’erne overtog gården fra sin far Francesco Augusto Cappellano.

De driver fortsat de 60 hektar, og alt foregår på den gode, gamle og traditionsrige måde, hvor der kun anvendes store, gamle egefade samt cementtanke  … men slet ingen barriques eller ståltanke.

Nå, men lad os smage på denne 2005 Barolo Otin Fiorin Piè Rupestris … en 14-15 år gammel sag, hvor druerne kommer fra marken Gabutti eller rettere fra den del af marken, som kaldes Otin Fiorin, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1940. Vinen kaldes for Piè Rupestris, da Piè betyder rod eller fod og refererer til, at vinstokke er plantet med gamle amerikanske rødder.

Vinen gærer spontant alene med druernes naturlige gærceller og uden temperaturregulering. Vinificeringsprocessen er traditionel med lang maceration i betontanke og lagring i store, gamle egefade, hvilket efterfølges af mindst 3 års lagring eller aftapning på flaske.

Ved første snif rykker min næse … vinen er klart til den modne side, og måske også en kende for meget for den sarte houlbergske næse, men efter en tid, så virker det faktisk ikke for meget. Der er læder, vilde roser, tjære, lidt trøffel, men frugten er hengemte blommer, modne kirsebær, gammel balsamico og søde krydderier.

Men vinens styrke ligger nu imidlertid ikke i duften, men i stedet i smagen, som er meget cremet og blød. Det er også smagsmæssigt en moden vin, blommer, henkogt frugt, en del varme, lidt mentol, stor krop, pæn fylde og smager faktisk godt.

På Bistoteket kostede sådan en ældre fætter 675 kr. og det er vel egentlig ganske fornuftigt på en restaurant.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Pax Mahle Wines, North Coast Syrah, Californien, USA

Etiketten ligner klart noget klassisk Nordrhône, og vinen er da også på ren Syrah, men vinen er imidlertid fra Pax Mahle Wines, der ligger midt i byen Sebastopol omkring 8-10 kilometer vest for Santa Rosa i sunny Californien.

Vinhuset er grundlagt af Pax og Pam Mahle, som allerede i 1997 flyttede til Californien for at forfølge deres drøm om en karriere indenfor vin. I starten var de med til at lave vine for Dean & Deluca, men de tog snart en beslutning om at starte deres eget vinhus, og købte marken Alder Springs Vineyard med hjælp fra en investor og i år 2000 lancerede de deres første vin under navnet Pax Mahle Wines.

Allerede fra starten satsede ægteparret på Syrah druen, da de så potentialet i at dyrke kold-klima Syrah vine fra Sonoma County og Mendocino. Det gav pote og vinene fra Pax blev hurtigt efterspurgte på grund af deres store og rige udtryk.

En af årsagerne var måske også, at Pax har en meget holistisk tilgang til vinproduktionen, hvor han alene anvender druer, der dyrkes uden kemikalier og laver vinene med lidt lidt indgriben som muligt. Derfor knuses druerne fx ved fodtrampning og gæring sker alene spontant med duernes naturlig gærceller.

Pax Mahle Wines laver deres vine fra både egne vinmarker, samt med druerne fra vinavlere, som de arbejder sammen med. Men de er yderst kritisk i valg af vinavlere. Vinmarkerne ligger da også meget spredt ved både Russian River, Mendocino, Petaluma og Sonoma.

I øjeblikket er Pax Mahle Wines i gang med at forsøge sig med vine på andre druer end Syrah, idet de pt. dyrker vinstokke med sorter som bl.a. Chenin Blanc, Gamay og Carignan.

Denne 2017 North Coast Syrah er lavet af Syrah druer fra flere forskellige marker, nemlig både Nellessen, Castelli-Knight Ranch, Griffin’s Lair, Walker Vine Hill, Alder Springs Vineyard, Montgomery Road Ridgetop og Majik Vineyard. Alle druerne er anvendt uden afstilkning af druerne.

Vin er produceret helt old school med fodtrampning af de hele klaser, gæring alene med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret i store betontanke og en lille andel i neutrale franske barriques.

Næsen er meget røget, gæret med et overload af mørke, tørre og syrlige bær, solbær, brombær, enebær, granatæbler, lidt udblødte blommer, violer, hybenroser, masser af sorte oliven, grønne urter, kul, peber, knust granit og grillbriketter. Vinen har en meget tæt, frugtrig aroma med en lille underliggende sødme.

Smagen overrasker også … totalt spaced-out med masser af dyb samt urolig frisk frugt. Det er svært at gætte, at dette er US Syrah, for det er en lys og livlig smag, frisk, syrlig og i kølig stil. Der er også en pæn tørhed, masser af tanninerne, som delvis tørrer munden ud på en kontrolleret facon, som aldrig bliver pågående. Det er næsten som om, at der er lidt granatæbler i smagen, noget klart syrligt i smagen … dette er sgu crazy, graciøst og enestående.

Fandens vild vin … klart 5,5 Thumbs Up med pil Up.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Aaldering Vineyards & Wines, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika

2019 Aaldering Vineyards & Wines, Sauvignon Blanc, Stellenbosch, SydafrikaHvad fanden sker der med de sydafrikanske vinhuse? Nogle er mere resorts og lodges end vinhuse? Det gælder oss’ Aaldering Vineyards & Wines aka Aaldering Luxury Lodges, der ligger ved en smuk, lille sø i Devondalen i Stellenbosch … kun 15 minutters kørsel fra Spier Wine Estate og Stellenbosch Universitet.

Men derfra smager jeres flittige vinblogger nu en række vine startende med en noget kompleks 2019 Sauvignon Blanc.

Aaldering Vineyards And Wines Luxury Lodges er en luksus 5-stjernet indkvartering i Stellenbosch 30 minutters kørsel fra Cape Town International lufthavn. Ekstra faciliteter indeholder tøjvask, concierge-service og avisservice.

Gæster på Aaldering Vineyards And Wines Luxury Lodges vil nyde en daglig morgenmad under deres ophold. Hotellet har en simpel restaurant med norsk køkken. Der er også en poolbar med lækre drikkevarer.

Det drives af det ældre, hollandske ægtepar Marianne og Fons Aaldering. De grundlagde stedet i 2004, hvor de købte ejendommen i Stellenbosch med det formål at lave kvalitetsvine. De købte i alt 24 hektar jord og hyrede i starten vinmageren Guillaume Nell til at  stå for produktionen. I dag er det dog vinmageren P.J. Geyer, der leder driften af vinproduktionen.

Og der produceres omkring 12-13 forskellige vine på Aaldering Vineyards & Wines og jeg smager nu 6 af vinene, startende med en 2019 Sauvignon Blanc, hvor druerne kommer fra deres 3,22 hektar store mark med druesorten. Druerne er høstet tidligt om morgen og derefter opbevaret i husets kølerum.

Derefter er druerne afstilket og knust, har hvilket en tid koldt ved hjælp af tøris og CO2. Derefter er gæring sat i gang med VL3 og X% gærstammer i rustfrie ståltanke og efter fermenteringen har vinen lagret 4 måneder sur lie, mens en lille andel har lagret i 300 liters franske egefade i samme periode for at give kompleksitet.

Det dufter da virkelig herligt … grønthøster, græs, asparges, grøn peber, kiwi, en snert af lidt karamel, brændenælder, en lille delikat note af noget brændt, kaktuspiller, lemon samt så samtidig et lille varmt, modent og sødkrydret element. Den er lidt sig selv … lidt som en karakterskuespiller.

Smagen er federe og mere cremet end lige forventet … har nærmest en lille sød buttet topmave, som strutter om kap med en syre, som bliver pakket lidt ind i vat, men sikrer vinen en fin rygrad. Det er smagfuldt, blødt og frugten er pærer, lemon, en snert clementiner og fin syre/sødme balance.

Det er smagsmæssigt meget tydeligt, at vinen har set egefade, for det giver ikke en krisp, sprød, syrlig og streng Sauvignon Blanc vin, men noget andet … og dét andet smager altså bare virkelig godt. Fedmen bliver heldigvis aldrig for anstrengende.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Kies Family Wines, Dedication Shiraz, Barossa Valley, Australien

2014 Kies Family Wines, Dedication Shiraz, Barossa Valley, AustralienDenne Dedication Shiraz er dedikeret til Michaels Kies’ far Ken Kies, som døde i 1996 og som også selv lavede vin med start i 1969. Dedication Shiraz er også topvinen hos Kies Family Wines og den er lavet med druer fra 90 år gamle Shiraz vinstokke.

Der er – som med de forrige to – kun sparsomme oplysninger om produktionen, bl.a. skulle vinen efter endt fermentering være lagret knap 3 år på franske egetræsfade, hvoraf 30% er nye fade. James Halliday har givet Dedication Shiraz 95 point.

Dyb engelsk lakrids, modne – næste overmodne – bær, solbær, sorte kirsebær, læder og fadnoterne er knap som tydelige, selvom jeres trofaste vinblogger spotter lidt vanilje, kanel og mælkechokolade. Der er også læder, lidt smågrønne elementer, som pirrer næsen, en smule egetræ og røg. Næsen bliver næsten lidt tvetydig, lidt fed og samtidig pænt stringent … lidt som Gøg og Gokke på den mest charmerende måde.

Det er i smagen, at denne vin skiller sig ud fra de to foregående, for det er lækkert, cremet og uden at blive alt for fedt, opulent, flommet, flødebolle- eller marmeladeagtigt. For vinen er har smuk stringent, fast, fin og balanceret frugt, som har en god friskhed. Bevares, vi er fortsat på epo, men dopingen har givet vinen en plads forrest i feltet. Tanninerne er blide og godt integreret i vinen.

Der er solbær, hindbær, kirsebær, alt sammen serveret meget blidt, afdæmpet og – for satan – det smager jo godt, så klart 5,5 af de store houlbergske fingre med pil op.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Kies Family Wines, The Suit Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, Australien

2013 Kies Family Wines, The Suit Cabernet Sauvignon, Barossa Valley, AustralienNæste vin klæder vi os næsten på … en habitvin aka The Suit Cabernet Sauvignon fra Kies Family Wines.

Det er en vin, som vingården første gang producerede til Michael Kies i forbindelse med hans 50 års fødselsdag som en overraskende gav til ham … og så har de lige siden lavet vinen. Der er som med forrige vin sparsomt med oplysninger om vinen, som dog er lagret en uoplyst periode på franske fade og som familien lover kan lagres lang tid i din vinkælder.

Der er i næsen pænt moden frugt … lidt Bordeaux inspiration på epo, for det er igen en fyldig, kraftig og ekstraheret vin med fedme, fed og gæret frugt, pænt med fadnoter, vanilje, kanel, pænt med cigaræske, solbær, sorte kirsebær, mælkechokolade og måske endda lidt mint-chokolade. Der ligger dog også en lille frisk frugt under laget af de federe noter, og det klæder virkelig vinen.

I munden er der langt flere tanniner end hos foregående Shiraz, og tanninerne fylder munden med masser af tør, mens frugten også en kende mere stringent og frisk. Smagsmæssigt virker vinen faktisk – trods 6-7 år på bagen – faktisk endnu alt for ung, for der er sgu bid i jakkesættet. Der er blæk, tørhed, mellemrød streng frugt, nærmest både solbær, ribs og rabarber med masser af syrebid og lang eftersmag.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Reverchon, Ockfener Bockstein Riesling, Kabinett Feinherb, Mosel, TysklandMed udsigt over Saar floden i den lille by Filzen 5 kilometer sydvest for Trier finder vi det gamle vinhus Reverchon, som nu igen er ved at vågne af sin tornerosesøvn. Jeg smager nu en 2018 Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb.

Vingården har eksisteret siden 1627, men blev først kendt som Weingut Reverchon, da familien Reverchon købte ejendommen i 1920’erne, renoverede stedet og gjorde vinhuset til et af de førende huse ved Saar i mange år. Men i 1960’erne tabte huset pusten og forsvandt i glemslen.

Men nu rører det gamle vinhus på sig igen … ryster murbrokker af skjorten, banker rusten af rørene, vinstenene af flasken og har fået nyt liv. Den nye epoke startede i 2007, hvor den forfaldne ejendom blev opkøbt af Bernhaart Maas, som er en revisor,  investeringschef, bankmand, ledelseskonsulent i Arthur Andersen og Riesling-elsker fra Trier.

Han ville føre det tilbage til sin storhedstid. Første skridt var en større restaurering, mens det andet skridt var at ansætte en dygtig vinmager. I 2013 ansatte han Ralph Herke, der tidligere har været kældermester på prestigeøse Schloss Vollrads i Rheingau.

Samlet har Weingut Reverchon i dag 16 hektar vinmarker, som ligger i Saar i 160-250 meters højde. De bedste af markerne er bl.a. marken Bockstein i Ockfen samt Herrenberg i Filzen lige bagved vingården.

På den stejle og gamle Filzener Herrenberg mark har Reverschon samlet 6,5 hektar. Det er en skiferklædt sydvestvendt skråning med upodede vinstokke på 80-100 år. Ockfener Bockstein marken er nok en af Saars mest kendte vinmarker og har tidligere været ejet af et statsligt vinavlsdomæne,

Hos Weingut Reverchon arbejder man i pagt med naturen. Der bruges således ikke insekticider, pesticider og herbicider i markerne. Det økologiske og naturlige er vigtigt, for alle vine fermenteres naturligt på den gær, der bringes i kælderen sammen med druerne. Gæringen foregår dels i rustfri ståltanke, dels i store træfade.

Denne 2018 Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb er lavet med druer fra marken Ockfener Bockstein, der er en af topmarkerne ved Saar. Marken ligger over byen Ockfen og har en sydvestlig soleksponering og jordbunden består af skifer.

Og hvordan er det lige med Kabinett og Feinherb vil nogle sikkert spørge? Men det er ikke det samme, for Kabinett siger noget om kvalitetsniveauet i vin … i Qualitätswein med Prädikat er druerne til en Kabinett vin høstet med mindst 75 grader Oechsle, mens Feinherb siger noget om tørhedsgraden i vin.

Således ligger Feinherb over Trocken og Halbtrocken i tørhedsgrad, men altså under Mild, hvor der er over 18 gram restsukker, mens der for Heinferb ikke er regulering af sukkerindholdet, men der er ofte mere end 18 gram, hvilket er grænsen for Halbtrocken og her er vinen jo også med 21,7 gram restsukker.

Reverchons Ockfener Bockstein Riesling Kabinett Feinherb er alene vinificeret på rustfrie ståltanke … og så selvfølgelig med masser af nænsom kærlighed.

WAUW … sikke dejlig aroma, som beriger dine følsomme fimrehår i næsen med fersken, udblødte pærer, grønne æbler og der er også antræk til fin og vanedannende petroleum … og samtidig er der også noget vildt luftigt over vinen, selvom der også fornemmes dybde og stor intensitet. lidt grønne urter og tørrede blomster. Hmmmm.

Med 21,7 gram restsukker i vinen, så skulle man forvente, at det skulle være en sød vin, men det mærker du ingenlunde. Der er pænt med sure, grønne æbler, masser af citron og dirigerende syre. Men sødmeniveauet bidrager her i stedet med en vis fylde, krop og fine muskler på en spinkel, mineralsk og rank sjæl. Men der bliver sgu sjælefred, når man drikker vinen. Tornerose er kysset af dværge, men er absolut vågnet.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Domaine des Bérioles, Auvernat, Loire, Frankrig

2018 Domaine des Bérioles, Auvernat, Loire, FrankrigVi fortsætter med endnu en vin fra Odile, Olivier, Sophie og Jérôme på Domaine des Bérioles i Saint Pourçain. Denne gang er det en rød af slagsen … deres Pinot Noir baserede vin Auvernat i årgang 2018.

Vinen er 100% Pinot Noir, som er høstet sent og manuelt, 100% afstilket og gæret med druernes egne gærceller i store temperaturstyrede rustfrie stålkar og delvis i egefade med 4 ugers maceration, mens vinen så bagefter har gennemgået malolaktisk gæring og lagret 6 måneder i betontanke.

Det er en totalt lille charmetrold med en lille, lækker bio næse, meget lys, syrlig, frugtrig og let med skovbær, kirsebær, tranebær, stikkelsbær, meget ren og frisk, mens små nuancer af blæk og blyanter unægtelig får én til at tænke på Loire.

Smagsmæssigt er der masser af power, lys, let og alligevel med en dyrisk kraft, tæt, tørt, meget smagfuld og meget elegant. Frugten er kirsebær, tranebær, nogle kalkagtige mineraler, men ingen fadpræg, men i stedet præcis, ren og lækker pivfrisk frugt.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Varner Wine, Los Alamos Vineyard Pinot Noir, Californien, USA

2015 Varner Wine, Los Alamos Vineyard Pinot Noir, Californien, USAVarner Wines ejes og drives af de to tvillinger Jim og Bob Varner. Én af deres vine er denne Los Alamos Vineyard Pinot Noir, som Houlberg nu smager i en årgang 2015.

Vinhuset er grundlagt i 1980, hvor brødrebe købte et stykke jord i Portola Valley ved Santa Cruz bjergene og tilplantede marken Spring Ridge Vineyards. Beliggenheden tæt på havet var perfekt for Pinot Noir og Chardonnay … og det var lige præcis målet for brødrene. Under sin uddannelse til ønolog i 1970’erne blev Jim nemlig meget fascineret af de hvide og røde vine fra Bourgogne. Sådanne kølige og mineralske rød- og hvidvine ville han også lave.

Han stod først i lære hos Souverain i Napa Valley, men han vidste, at han selv skulle lave sine egne vin, men fra et meget køligere sted end  Napa Valley.

Da han grundlagde Varner Wines, så fik han overtalt sin tvillingebror Bob til at hjælpe. Bon var i gang med uddannelse indenfor biologisk genetik, men tog en pause fra studierne.

I de første år plantede brødrene nye vinstokke med Chardonnay på egne rødder i stedet for på resistente stokke. De mente, at markerne lå tilpas isoleret til ikke at blive angrebet af den frygtede phylloxera-vinlus, der angriber rødderne på vinstokken.

De blev dog efterfølgende enige om, at de var en stor risiko at løbe, så fra 1987 begyndte de at pode resistente stokke med stiklinger fra deres to originale Chardonnay-marker.

De første mange år solgte brødrene deres druer til andre producenter, men i 1996 begyndte de endelig selv at lave vine, hvilke kom på markedet under Varner Wines navnet. Samlet har brødrene i dag 14 hektar fordelt på 6 marker … 3 med Chardonnay og 3 med Pinot Noir.

Vinene laves så naturligt som muligt bl.a. med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller, malolaktiske bakterier og i stedet for at klare og filtrere vinene, så anvender brødrene en metode kaldt fontaine d’aspiration til aftapning af egefadene, hvilket sikrer vinen ikke forstyres under sur lie lagringen og tappes ufiltreret. Denne 2015 Los Alamos Vineyard Pinot Noir er lavet på samme vis, fermenteret i franske egefade, heraf 40% nye og lagret 2 år.

I dag laver tvillingerne også lidt billigere vine under brandet Foxglove Wine, og senest har de også indgået en joint venture med Neely familien, hvor de laver vine fra Neely familiens marker under navnet Neely.

Nå, men lad os smage vinen, som i glasset er langt mere lys, let og transparent end forventet og normalt for amerikanske Pinot Noir vine. Næsen er lys animalsk, grøn med masser af urter, mynte, røg, granitskærver, tørrede blomster, lidt søde kirsebær, jordbær samt ribs. Det er en smule sødme, varme, grafit og tobak … en lille bitte flomme, men sammenlagt dufter det rigtigt godt.

I munden er vinen saftig, rund, cremet og blød, masser af tørhed, salte mineraler og en lidt bitter surhed. Det er jordbær, ribs samt granatæbler, sorte teblade, streng, rank og med tørrede blomster samt tonsvis af granit, sten og jern. Det lys, stringent, stramt og vidunderligt … klart en US Pinot med europæisk sjæl.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen fra 1/3 til 30/4 2020 er 179 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Fürstlich Castell’sches Domänenamt, Casteller Kugelspiel Silvaner, Franken, Tyskland

2017 Weingut Fürstlich Castell’sches Domänenamt, Casteller Kugelspiel Silvaner, Franken, TysklandNæste Mundus Vini Nordic vindende vin var fra Franken og selvfølgelig en Silvaner, nemlig en 2017 Casteller Kugelspiel Silvaner fra Fürstlich Castell’sches Domänenamt aka Weingut Castell.

Fürstlich Castell’sches Domänenamt holder til på det smukke, gamle slot på slotspladsen i byen Castell omkring 30 kilometer øst for Würsburg i Franken. Det er grundlagt af Castell familien, som kan spores helt tilbage til 1057 og også har lagt navn til byen. Familien var grever i området fra 1202 til 1806, men blev i 1901 ophøjet til fyrster af kongen i kongeriet Bayern.

Vinproduktionen på Fürstlich Castell’sches Domänenamt kan spores tilbage til 1566, hvor de første omtaler om rødvin kan findes, men der i 1659 er dokumenteret og plantet Silvaner vinstokke.

Det er i dag fortsat Castell familen, som ejer og driver det historiske vinhus, som samlet har omkring 70 hektar vinmarker, som er fordelt på 7 marker, hvor de vigtigste marker er Schlossberg, Hohnart, Reitsteig og Trautberg.

I dag er det fyrst Ferdinand Castell, som holder taktstokken, mens Peter Geil har det overordnede ansvarlig for vinproduktionen. De er medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter og så ejer den gode fyrste skam også sin egen bank.

Castell familien grundlagde nemlig i 1774 Fürstlich Castell’sche Bank for at sikre, at regionens bønder fik adgang til køb af jord og for at sikre fortsat velstand … og banken eksisterer fortsat i dag ejet af Castell-Castell … familiens overordnede selskab.

Men her smager vi så en vin fra det store, adelsfamilie … ren Silvaner fra Erste Lage marken Casteller Kugelspiel og spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Halvdelen af vinen er gæret og lagret i rustfrie ståltanke og den anden halvdel i store egefade. Vinen har 0,9 gram restsukker pt. liter.

Næsen er lidt diskret, sagte og stille … men med en utrolig dybde, power og elegance. Der er røg, tørristede nødder, mandler, tropisk frugt, abrikos, mango, en kølig og sødlig syre, let krydrede elementer og tør grusholdig jord, meget liflig og indbydende,

I munden er vinen frisk, men har alligevel en fylde, fedme fra lagringen på egefadene, en fed syre, næsten lidt olieret og alt på en igen sagte, rolig, forsigtig og fin måde. Der er modne æbler, tropisk frugt, mynte, grønne blade, virkelig god energi og balance. Det smager fandeme godt.

Der er – sjovt nok – heller ingen dansk importør af denne vin, men på vingården koster en flaske 14,50€ … svarende til 108 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7