Jeg har før smagt denne Couveys Pinot Noir fra kooperativet Les Producteurs Réunis Cébazan aka Union Caves Coopératives de Cébazan omkring 25 kilometer nord for Narbonne … og nu smager jeg 2023’eren.
Vinen er en Pays d’Oc, altså en landvin fra Languedoc-Roussillon området og den er lavet med både tidligt høstede druer, der er lavet i store rustfrie ståltanke med kølig gæring samt sent høstede druer, der er fuldmodne og gærer med lang maceration.
Efter endt fermentering er vinen så lagret 2/3-dele på ståltanke, mens 1/3-del er lagret på egetræsfade … men hvor lang tid fremgår dog ikke nogle steder.
Duftmæssigt er det en landmandssøn … masser af autenticitet og ærlighed, men ikke så megen finesse til de bonede gulve, hvormed det bliver bondsk, rustik og lidt kantet. Der er blomster, noget blæk, grønne blade og en frugt med dyb kirsebær og brombær, cedertræ, let svovl, bagepulver, vanilje og mælkechokolade.
Smagen er lidt mørkere end forventet, men den har også en klart sødere smag, men det giver klart et bredt publikum, hvor både fru Larsen og herr Jensen vil kunne lide den. Det er til gengæld så ikke særligt kompleks. Frugtmæssig er det jordbærmarmelade, syltebær, syltebærsauce og tranebærjuice. Det er atter læskende, omgængelig og pleasende … venlig, høflig og all-around. 87 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.