Næsten alle elsker denne fine Côtes du Rhône fra Domaine de la Janasse. Når den som her er fra kongeårgangen 2019, så er bliver begejstringen ikke mindre.
Det er en vin, som jeg har smagt tidligere … men det er et stykke siden og dengang var det i en fin årgang 2014. Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset.
Janasses Côtes du Rhône fra Domaine de la Janasse er lavet som et blend på 40% Grenache, 20% Mourvèdre, 15% Syrah, 5% Cinsault og 20% Carignan, sidstnævnte endda fra over 60 år gamle vinstokke med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.
Den er lavet med nøjagtig samme omhu og efter samme vinifikationsmetoder som domainets berømte Chateauneuf-du-Pape-vine. Der foretages afstilkning af 80% af druerne og gæring samt maceration varer i 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 6-9 måneder på en kombination af cementtanke og foudres.
I forhold til tidligere, så er der kommer lidt mere skrald på, mere dybde, for vinen har en dyb, tung aroma med tør engelsk og sød finsk lakrids, en tyk og fuldfed frugt med brombær, jordbær, kirsebær, blommer, lidt tjære og nogle let landlige noter og urter.
Smagsmæssigt har vinen også masser af bundtræk, brombær, lidt marmelade, virker saftig, blød og cremet. Det er en fyldig og næsten tyktflydende vin, hvor der er lidt engelsk tør lakrids, tjære, asfalt og en saftig syre og lidt chokoladesødme. Nam.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er pt er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.