Vi skifter totalt spor og skal smage Cava fra Spanien, men fortsat med lidt alder, for det er en Cava Corpinnat Reserva Familiar Brut Nature 2012 fra vinhuset Sabaté i Coca aka Castellroig.
Cavahuset ligger lidt udenfor Sant Sadurní d’Anoia i Penedès i Katalonien og drives af Marcelino Sabaté og hans søn Marcel, der er henholdsvis 3. og 4. generation og har oparbejdet et kæmpe knowhow gennem generationerne og er bestemmer alt,. hvad der foretages hos Castellroig.
Familien har 40 hektar vinmarker fordelt på 66 forskellige parceller og de drives med respekt for biodiversitet og sådan har det været siden de startede med at lave vin i 1800-tallet. Det er så tæt på økologisk, som det kan komme, men Sabaté i Coca er ikke certificeret økologisk endnu.
De anvender udelukkende druer fra egne marker, og familien har derfor i modsætning til mange andre Cavaproducenter fuld kontrol over kvaliteten. Deres fokus på terroir er der ikke mange i Penedes, der kan matche og hver parcel holdes adskilt og sammenstikkes først til sidst lige inden vinen aftappes på flaske til 2. gæringen.
Den sker for husets basis Cava’er altid over 18 måneder inden den degorgering og dette er fx længere end minimum i Champagne og for Reserva og Gran Teserva vinene er modningstiden helt op til 48 måneder. Kun deres basisvinen tilsættes likør ved degorgering og alle andre vine efterfyldes blot med den samme vin.
Marcel Sabaté er meget opmærksom på, at tidspunktet for degorgeringen er væsentligt for forbrugerne på købstidspunktet, og derfor har dette været stemplet på alle flasker i adskillige år. Senest har Marcel besluttet ikke længere at style vinene med den såkaldte vin de reserve og alle Cava’er fra Castellroig er derfor i dag alene fra samme årgang.
Den gennemgående kvalitet og det målrettede arbejde har betydet af Castellroig i dag er et af lokomotiverne i den spanske cavaindustri og i 2016 blev Fina Sabaté i Coca aka Castellroig kåret til årets vingård i Katalonien af Asociación Catalana de Sumilleres.
Denne 2012 Cava Corpinnat Reserva Familiar Brut Nature er en af husets topvine, som heller ikke sælges under navnet Castellroig og i stedet som Sabaté i Coca. Den er lavet på 100% Xarel-lo druer fra familiens ældste vinstokke, der står på parcellen Finca Terroja, der også drives efter økologiske principper.
Efter høsten er der sket en omhyggelig sortering af druerne inden alle stilke fjernes og druerne presses til most. 70% gærer i rustfrit stål og 30% i brugte kastanjefade, men der sker ikke malolaktisk gæring for at sikre mest mulig friskhed.
I forsommeren efter høsten blandes druerne fra tankene med druerne fra fadene, hvorefter vinen tappes på flaske til 2. gæringen over hele 80 måneder inden degorgering, som er sket i november 2021 og der er samlet lavet 6.465 flasker af vinen.
Duftmæssigt er det sgu temmelig kompleks, interessant og anderledes … der er godt med nødder, ristede hasselnødder, valnødder og nødder i sirup, godt med umamiagtige noter af smørristede svampe, briocheboller, saltlakrids og en nærmest tørret frugt af abrikos, melon, syltede citroner, masser af kridt, lejrbål, brændte kastanjegrene, vanilje, chokolade og creme brulée. Det giver en yderst blød, cremet, ædel og næsten dekadent aroma.
Smagen er fabelagtig og smækker … har små fine bobler, afdæmpet syrlighed og dermed fremstår vinen meget afbalanceret. Der er pærer, modne æbler, grillet sødbitter lemon og så noget røg, chokolade, karamel og alt med et modent udtryk. 95 point
Forhandles af Løgismose, hvor en flaske koster 395 kr.
Vinanmeldelse 6/7 




