2016 Château Méric, Le Plantier de Méric, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Méric, Le Plantier de Méric, Bordeaux, FrankrigChâteau Méric er et Cru Bourgeois vinslot med en lang historie. Det ligger godt oppe – næsten på spidsen af Médoc halvøen – ved den lille by Jau-Dignac-et-Loirac og herfra kommer denne Le Plantier de Méric, som er en specialcuvée lavet med slottets allerbedste druer.

Méric navnet har været kendt i Bordeaux siden middelalderen omkring år 1100 og det siges, at Château Méric har sit navn efter den berømte kriger og korsfarer Méric, som efter at ha’ overlevet de farlige store korstoge begravede sin gyldne rustning under en eg på det sted, hvor Bordeaux slottet i dag ligger.

Château Méric blev efterfølgende ét af de største vinhuse i Médoc og var allerede i 1868 anerkendt som den fineste og dyreste Cru Bourgeois i Jau-Dignac-et-Loirac, men en senere ejer – jarlen af Lussay – sollede formuen op på kvinder.

Siden 1999 har slottet været drevet af den farverige og passionerede Marius Chala, der har en fortid i det elektroniske rockband Pills. Han laver vinene på slottet sammen med ønologen Marie Bordy fra slottets 18 hektar vinmarker … ud af sammenlagt 33,5 hektar jord.

I gamle dage var vinene fra Château Méric værdsat for deres store finesse, silkeagtige tanniner samt aromaer af rød frugt og vanilje, hvilket gjorde vinene særlig efterspurgte. Det forsøger Marius Chala at genoplive med både respekt for traditionerne og moderne, avancerede teknologier til vinfremstilling.

Denne Le Plantier de Méric er en specialvin og er i denne årgang 2016 lavet på 52% Cabernet Sauvignon, 34% Merlot og 15% Petit Verdot fra Château Mérics bedste parceller med god veldrænet og varmeabsorberende grusjord.

Vinen er lavet i temperaturregulerede ståltanke med gæring og maceration i 3-4 uger for at give særligt udtræk af farve, smag og tannin. Vinen tilføjes ekstra kompleksitet, struktur og krydderi via 18 måneder lagring på 400 liters franske egetræsfade

Klassisk Bordeaux næse med solbær, kirsebær, blåbær, fantastisk stor dybde og mange af de klassiske dyder, muldjord, cigarkasser, tør jord, violer, masser af lakridspoletter, tydelig fadpræg med vanilje, kanel, tobak, mørk chokolade samt en lille grøn kant med mynte.

I munden er der en syrlig, stringent, rank og stoisk Bordeaux, hvor dybden måske ikke er stor, men i stedet afløst af en syre, masser af frisk frugt, hindbær, kirsebær, pænt med syrlige tanniner, cedertræ, lakridsrod, røg, en vis bitterhed … og så oveni en pæn lang, frisk og frugtsyreagtig eftersmag.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Sarah Selections, Latido de Sara, Navarra, Spanien

2017 Sarah Selections, Latido de Sara, Navarra, SpanienSarah Selections er ikke et traditionelt vinhus, men mere et firma, hvor et par vinmagere anført af Sara Martinez-Lagos Gallego i det meste af Spanien finder små spændende vinhuse, hvorfra de i samarbejde laver og markedsfører vine. Denne 2017 Latido de Sara er netop en af disse vine.

Sara Martinez-Lagos Gallego er selv startet i vinbranchen i 2007 på familiens vingård. Men nogle år senere i 2013 grundlagde hun firmaet Sarah Selections sammen med Léon Florez, de sammen finder små producenter og hjælper disse med produktion og markedsføring af vinene …. hvilket sker under Sarah Selections.

Således omfatter Sarah Selections brandet i dag vinhuse fra både Priorat, Rioja, Txakoli, Rías Baixas, Bierzo og Navarra … og sikkert også flere steder. Og målet er at få vinene markedsført og solgt internationalt.

Denne Sarah Selections Latido de Sara har Sara Martinez-Lagos Gallego lavet sammen med Bodegas San Martín, der netop ligger i byen San Martín de Unx i vinregionen Navarra.

Bodegas San Martín er et stor vinkooperativ i det område og er oprindelig grundlagt tilbage i 1914 af 192 fremsynede vinavlere. I 2000 byggede de det store vineri, hvor de bl.a. har lavet denne vin sammen med Sara. Kooperativet har i dag en produktionskapacitet på 5 millioner liter vin samt et tappeanlæg, der kan tappe 6.000 flasker vin i timen.

Latido de Sara er 100% Grenache, som kommer fra nogle gamle marker, der ligger i terrasser i 650 meters højde over San Martín de Unx med en jordbund af kalkholdigt ler og sandjord samt vinstokke, der er mellem 35-45 år gamle.

Druerne høstes manuelt og vinificeres i rustfrie ståltanke … først med en kold premaceration i 24-48 timer efterfulgt af gæring samt maceration ved 20-22 grader over 10 dage inden den malolaktiske gæring og så lagring 4 måneder på egefade, som kommer både fra Navarro og USA.

I glasset er vinen overraskende lys og transparent … ikke som fx Pinot Noir, men med lidt mere farve, men slet ikke så mørk, som mange spanske Grenache vine.

Duften er lidt grøn, urtet med blomster, lavendel, violer, lyng, lidt mentol og en frugt, som vel er brombær. sorte kirsebær. Det er en let, blomsterrig og meget frisk duft, men under det friske også lidt  lidt karamel, appelsinskal, krydderier og peber.

Smagen er langt sødere, end jeg lige havde forventet .. og meget saftig med en sådan nærmest sød/sur aroma. Den har bællevenlig saftevandsagtig lethed, hvor syren slet ikke fylder så meget, som man måske ville forvente. Der er klare lakridsale elementer, nogle bløde tanniner samt rød kirsebær- og jordbærsaftighed. Det er ukompliceret og let fornøjeligt.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 70 kr. ved køb af 6 flasker. Det er sgu en god pris for en lille let Grenache perle.

Vinanmeldelse 4/7