2017 Weingut Ernst Sebastian, Dernauer Hardtberg Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Ernst Sebastian, Dernauer Hardtberg Frühburgunder, Ahr, TysklandHerligt … nu smager jeg en vin fra Julia Bertrams familievinhus Weingut Ernst Sebastian og det er vinen Dernauer Hardtberg Frühburgunder, som er lavet af Julias tante Ricarda Sebastian med hjælp fra Julia.

Det var egentlig Julia Bertrams tipoldefar Gottfried Sebastian, der allerede i 1910 grundlagde familiens vingård, og startede med at lave egne vine fra sine marker. Det fortsatte ældste søn Anton Robert Sebastian med indtil sin død i 1966, hvorefter Julias bedstefar Ernst Sebastian overtog driften. Det er også ham, som vingården oprindelig er opkaldt efter.

Den gode Ernst giftede sig godt, idet Julias bedstemor Rosemarie allerede nogle år forinden var valgt som regional  weinkönigin for Dernau, så det ligger måske i generne, at Julia også skulle opnå samme titel.

Den stolte vinbonde og hans yndige vindronning drev sammen vinhuset Weingut Ernst Sebastian helt frem til 1998, hvor driften blev overtaget af 4. generation, nemlig Ernst og Rosemaries to døtre Andrea Bertram og Ricarda Sebastian.

De to søstre drifter vingården videre med deres samlede 2,5 hektar vinmarker, hvor de dyrker sorter som Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser og Frühburgunder samt de hvide sorter Rivaner og Riesling.

Det primært Julias mor, som står for markarbejdet, mens tante Ricarda står for produktionen i kælderen … i dag med lidt hjælp fra Julia Bertram. På flasken står der da også Abfüller Weingut Julia Bertram!

Men ellers er der faktisk ikke mange oplysninger om vinen … hverken omkring gæring eller lagring. Den er dog lavet med druer fra marken Dernauer Hardtberg, der ligger lige ovenfor Pfarrwingert … og vingården ligger jo faktisk omkring på Hardtbergstraße.

Næsen er dejlig animalsk … hestehår, måske endda ponyhentehår, forslog én omkring bordet, men i hvert fald stald, mælket, yoghurt, kærnemælk, røg, fin lethed som i Julias egne vine, oksefond, et shot blomstervand, smørblomster, jordbær, blæk og samtidig god friskhed.

Smagsmæssigt kommer jeg automatisk til at tænke på Julias vine, for denne Ernst Sebastian Dernauer Hardtberg Frühburgunder har lidt af samme feminine lethed, streng, lys, let med sure kirsebær, jordbær samt flagrende gevandter. Dejlig Frühburgunder.

Gert havde købt vinen på vingården, hvor en flaske vistnok koster 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling, Mosel, TysklandSidst jeg drak Riesling fra Weingut Markus Molitor var hos Gert E. Nu har jeg atter fået Riesling hos min vinbuddy og det var så denne 2018 Haus Klosterberg Riesling.

Marlkus Molitor har jeg vist skrevet om mange gange her på bloggen, men Haus Klosterberg Riesling har jeg – tro det eller ej – ikke smagt før. Retfærdigvis har jeg dog smagt den i en halvtør udgave, men her er den altså i tørreste udgave med lige under 10 gram restsukker per liter … og altså ikke helt så tør endda.

Druerne kommer fra Markus Molitors marker langs med floden … alle meget stejle med op til 50 år gamle vinstokke. Druerne høstes i hånden og gæringen foregår naturligt, kun med druernes egen gær. Efter gæringen på store egetræsfade, ligger vinen i en periode på ståltanke med bundfaldet, for at få yderligere kompleksitet.

Hvor dufter det dog godt, lidt nødder sammen med lys tropisk frugt, fersken, æbler, citronsyre, sten, mineraler og en skøn inderlighed og masser af dybde. I munden er der klart Mosel sødme, men smagen er fin, elegant med blid syre, mineraler, saftighed og imponerende balance. Det er vildt højt niveau for sådan en basisvin.

Forhandles af Otto Suenson, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7