2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken, Mosel, TysklandWeingut Peter Burens er ikke bare en vingut … men en rigtig SaarWeinGut og står bag denne 2019 Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken.

Weingut Peter Burens er et noget nyere vinhus, der ligger på adressen Graf-Siegfried-Straße midt i byen Saarburg ved et af Saar flodens sving omkring 10 kilometer syd for det sted, hvor Saar netop løber sammen med Mosel floden.

Vinhuset er grundlagt i 2015 af Peter Burens, som forinden havde stået i lære hos en række prominente vinhuse, bl.a. de nærliggende Saar vinhuse Schloss Saarstein i Serrig og Peter Lauer i Ayl,  Hans Wirsching i Iphofen samt et traineeår i Oregon hos J. Christopher Wines arrangeret af Ernst Loosen.

Peter har således lært håndværket fra bunden og efterfølgende suppleret de vinøse færdigheder med en økonom uddannelse, mens hans bedre halvdel Eva Burens, der har været med siden 2016, også selv er uddannet vinmager og bachelor i getränketechnologie fra skolen i Geisenheim. Hun har bl.a. også arbejdet for Robert Weil i  Kiedrich, Rheingau.

Peter Burens kalder sig selv en garageproducent … men vinene produceres da også i Peters oldefars gamle hus i Saarburg, mens winzerparret også alene har 0,7 hektar vinmarker, som ligger på Große Lage marken Schonfels … fordelt på 2 småparceller, nemlig Saarburger Auf Schonfels og Ayler Schonfels, begge med 40 år gamle Riesling vinstokke på stejle skråninger.

Peter får fortsatte støtte af Florian Lauer fra Weingut Peter Lauer … ja han er faktisk blevet en slags mentor for Peter. Hans stil er ikke typisk Mosel, for det er slanke og aromatiske vine med høj syre, nerve og mineralitet.

Denne Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken er jo netop lavet med druer fra Saarburger Auf Schonfels parcellen med jordbund af skifer og kalk. Druerne er således Alte Reben, høstet manuelt ved omkring 82 Oechsle og derefter spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Der er dog 8 gram restsukker pr. liter i vinen, men det kan ingenlunde smages, for det er en rigtig syrebasse.

WAUW … det er ikke bare typisk Mosel Riesling, for i næsen er Auf Schonfels Riesling Filtriert Trocken en langt mere biosvedig, urtet og grøn næse med nogle småsyrlige æbler, stikkelsbær, bitter citronskal og umiddelbart uden den sædvanlige Mosel sødme. I stedet kommer der også lidt grønsagsfond, lidt stenede minaler og lidt mere skjult en smule sødme. Det stikker, prikker og pirrer vinen virkelig i næsen på en provokerende måde og jeg ved ikke helt, hvilket ben jeg skal stå på. Men for fanden … det er interessant.

Smagsmæssigt fortsætter vinen i samme bold … masser af syre, citronsur og morgengnaven, men på herligste vis. Det er umodne grønne æbler, en hel skål med citroner og når der på etiketten står trocken, så mener man det for alvor her. Mit syrebarometer er dog indstillet og jeg læsker det i mig. Det er ikke elegant … slet ikke, men det behøver den heller ikke at være på nogen måder, for her får du noget helt andet end Mosel på flaske. Der er skarpt, syrerigt og lidt til den vilde side. Der er gæret syrlig frugt, klart mineralsk aftryk, grape, grønne stikkelsbær, så dette er vinen, som burde indlede enhver fest, for du kommer op på dupperne … en lille vinøs vitaminindsprøjtning.

Forhandles af de to friske gutter Mads og Martin hos Vinifikant, hvor en flaske af denne vin koster 135 kr., hvilket er et vildt godt fund til alle syrebasseelskere.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis 1er Cru Fourchaume, Bourgogne, FrankrigJeg har før smagt Chablis fra Domaine Joëlle Vrignaud, men dog aldrig denne Chablis 1er Cru Fourchaume … og ja, den rammer da lige tangenter lidt højere og mere klart end den almindelig Chablis, som ellers også er ret god.

Det er selvfølgelig en enkeltmarkvin, hvor druerne kommer fra marke Fourchaume beliggende på den højre side af Serein floden lidt nord for selve Chablis. Vinstokkene på Fourchaume er omkring 30 år gamle og står på sydøst vendte marker på bakker med en mergel, leret og kalkholdig undergrund.

Joëlle Vrignaud har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, hvilket betyder spontangæring på ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og så lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Næsen er fra første fløjt lidt stenet, flintet, kalket og mineralsk suppleret med røg, melon, fersken, gule æbler, salt, blomster, en meget blød og nærmest cremet, olieret fornemmelse, små sødlige aromaer, grillede citroner, en fin, let og liflig luftighed, hvor alt bare spiller rigtigt godt sammen.

I munden har vinen Chablis’en rankhed, meget ren, frisk og rolig frugt og næsten helt blottet med den fadfedme, som man ellers kan finde mange andre steder i Bourgogne. Her er det ren Chardonnay uden pis, stenet, cool, crisp og alligevel med afbøjede kanter, grønne æbler, citron og igen med masser af stål, sten og afrundet kalk i eftersmagen … gentil et beau.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 269 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, Frankrig

2018 Jean Michel Gerin, La Champine, Rhône, FrankrigVi fortsætter med noget, som bestemt også kan minde lidt om en baby Côte Rôtie, nemlig den fine 2018 La Champine fra Jean Michel Gerin, der ligger i den nordlige udkant af Ampuis.

Jeg smagte vinen for omkring et år siden i 2017 årgangen og blev totalt blown away og det gør jeg faktisk atter med denne nyere årang. Den står alle steder, at vinen er på 100% Syrah, men der skulle være tilsat bare en lille smule Viognier … ja faktisk tillader lovgivningen op til 20% Viognier, men de fleste producenter anvender alene 2-3%.

Alle druerne kommer fra både unge vinstokke og stokke, som er over 20 år gamle, høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinen laves med en kølig maceration 3 uger i de temperaturstyrede ståltanke, men uden en efterfølgende malolaktisk gæring for at sikre mest mulig friskhed i vinen.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … 70% af vinen i egefade og de sidste 30% alene i de rustfrie ståltanke. Alle vine hos Jean Michel Gerin laves meget tro mod det lokale terroir med den typiske mineralitet, som præger Nordrhône.

Duftmæssigt er det et totalt deja-vu med 2017’eren … samme flæskede, animalske, landlige biosvedige duft, der bare er så vild og fabelagtig. Det er SÅ bondsk, at du ønsker at blive landmand, for det er mælkede aromaer, dyb kalk, sød tobak, lakrids, chokolade, en våd tavlesvamp, sødme, sorte kirsebær, solbær, sorte oliven og måske er der endda ekstra skrald på aromaerne end i foregående årgang. Det er næsten berusende at dufte til og igen fristes jeg til at sige, at den også har samme lethed i udtrykket som en baby Côte Rôtie light … bare på epo samt anabolske androgene steroider.

Der er også skrald på i munden, saftig, godt med peberdåsen, krydderier, tør engelsk lakrids og en gammel lakridsrod, nogen fed bærsødme, frugten klart mørkere og mere fed end i 2017’eren, men på én eller anden måde, så bevarer den en vis elegance, selvom der eddermame er drøn på. Til prisen er denne vin fortsat et fund … og bør blive en storsællert. Igen 5 fede fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 112 kr. ved køb af 6 flasker. Det er hammerbilligt for denne vin … jeg siger det bare.

Vinanmeldelse 5/7