2017 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Lirac, Rhône, Frankrig

2017 Newrhône Millésimes, Romain Duvernay Lirac, Rhône, FrankrigAlle gode gange tre … for nu smager Houlberg den 3. vin fra samarbejdet mellem Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay på Newrhône Millésimes og denne gang er det en 2017 Romain Duvernay Lirac.

Vinen er lavet på et blend af Grenache, Syrah og Mourvèdre, som efter høst er afstilket, knust og så lavet med maceration og gæring over 20-25 dage. Eller det fremgår i hvert fald på den bagerste etikette på vinen, men der på vinhusets hjemmeside står, at vinen er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache. Hvad der er rigtigt ved jeg ikke, men hver druesort er i hvert fald vinificeret separat inden samling af det endelig blend.

Uha, det er virkelig klassisk Rhône med sådan en tør og krydret næse, godt med blåbær, mørke kirsebær, grønne blade, nelliker, kanel, peber, provencekrydderier … og lige under alt det tørre fornemmes der også en diskret lille sødme.

Smagsmæssigt spot on for en klassisk Lirac … tørhed samtidig med stor frugtrigdom. Tanninerne er pænt tydelige, frugten ren, stram og stringent. Det er en smule krydderier og peber i smagen, som ellers står fint afbalanceret og frisk med lidt mentol samt syrlig bitterhed i eftersmagen. Houlberg balancerer den hen til 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Frédéric Agneray, Gare du Nord, Rhône, Frankrig

2019 Frédéric Agneray, Gare du Nord, Rhône, FrankrigDet skete sidste efterår, da svalerne fløj … til deres vinter paradis. Jeg tog et tilfældigt tog, ned til Madrid, til solen åh så varm og blid. Hun stod på ved Gare du Nord og jeg slog blikket ned, er det hvad man kalder kærlighed?

Gasolin sangen kender vi alle vist, men få kender den lette rødvin Gard du Nord fra bio- og naturvinsgutten i Gard Frédéric Agneray. Vi fortsætter nemlig med endnu en vin fra ham og denne gang har han blot opkaldt den efter området Gard i den nordlige del af Sydfrankrig.

Igen skulle det – så vidt jeg kan se – være Grenache baseret vin fra vinstokke, som er over 30 år gamle, men her skulle der være tilsat 15% Syrah i mixet. Vinen er lavet med en mellemlang macération på 10 dage i rustfrie ståltake. Frédéric havde egentlig planlagt at bruge neutrale egefade i kælderen, men indtil videre foretrækker han rustfrie ståltanke og en stil præget af høj syre og lys frugt.

I glasset er Gard du Nord også pænt transparent, men slet ikke så meget som den foregående. Her er der klart mere farve, mere mørk og det er næsen sådan set også. Der kommer først lys og frugtagtig sødme, men frugten er bitre kirsebær og hyben. Det dufter virkelig frisk og samtidig med en utrolig lethed. Der er et støvet element, svagt en smule lakridsale elementer og krydderier.

I munden er vinen også lige lidt mere skarp, med jernagtig syre, mineralitet og lyse, men absolut markante tanniner. Det er slet ikke så ubekymret som d’Équerre, selvom det fortsat er en let, luftig og imødekommende vin. Der er fennikel, æbler, hindbær, ribs og jeg indrømmer igen, at jeg er begejstret. Det er ikke bedre end d’Équerre, men bare lidt anderledes … et nyt kapital.

Vinen har jeg fået fra Extra Brut Vinimport … men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Frédéric Agneray, d’Équerre, Rhône, Frankrig

2019 Frédéric Agneray, d'Équerre, Languedoc, Rhône, FrankrigÀ l’analyse il ressortirait, Que je suis pas d’équerre siger teksten på etiketten af næste vin, som kommer fra Frédéric Agneray … en økologisk og biodynamisk naturvinsfreak fra den lille by Sabran i Gard nær Bagnols-sur-Cèze … sådan vel nærmest lige mellem Rhône og Languedoc.

Teksten er taget fra sangen Volontaire af den afdøde sanger, sangskriver og skuespiller Alain Baschung og teksten betyder – med bedste Google translate – vistnok noget i retning af; ved analyse ville komme frem, at jeg ikke er firkantet. Og så må vi jo vurdere om vinen er kantet eller firkantet? Mere om det senere.

Det var egentlig en vintjener på den økologiske vinbar La Cave des Papilles i 14. arrondissement midt i Paris, som oprindelig vækkede Frédéric Agnerays lidenskab for vin, mens han passede sine studier og i sidste ende medførte beslutningen om at blive vinbonde.

Men inden Frédéric Agneray grundlagde sit vinhus i 2014, så tilbragte han 5 års læretid hos både Foucault brødrene på Foucault Clos Rougeard, på La Grange aux Belles i Loire og Clos Rougeard i Loire, hos Georges Vernay i Rhône samt Mas de Libian i Ardèche … alle vinerier, der er kendt som både økologiske eller biodynamiske.

Derefter startede han sit eget projekt på en vingård i Margelet i Gard lige nord-vest for Tavel med 3 hektar nordvendte marker med  kalkholdigt sand afsondret fra nærliggende vinmarker af en egeskov, hvor der vrimler med dyreliv. I 2018 købte han så yderligere en 7 hektar økologisk ejendom i Sabran kun 20 kilometer nord for Margelet tæt på Bagnols-sur-Cèze.

Dér har Frédéric i dag sit vineri, som ganske vist ligger i stueetagen, mens Frédéric selv bor ovenpå med familien. Selvfølgelig driver han sit domæne fuldstændig øko og biodynamisk. Han anvender slet ikke noget som helt skidt i vinene og det gælder også sulfitter aka svovl. Intet.

Inspirationen til vinene er klart fra Loire området … rene og klare naturvine. Han passer markerne ene mand og sætter for hver årgang kæmpe aftryk på sine naturvine, som alle laves med lidt sjove og anderledes etiketter.

Denne d’Équerre er lavet på 2/3 dele Grenache og en 1/3 del Roussanne. Men det er ikke fed og mørk Grenache … tværtimod, for farven er næsten lys som en rosé og alkoholprocenten nede på 11,5%. Men ellers er der ret beskedne oplysninger om produktionen. Lad os smage.

I glasset er det en let, lys og fin transparent vin, blot her lidt smågrumset og uklar og – gud forbyde det – næsten helt roséfarvet. Det er klart naturvin, men næsen stikker på ingen måder af, men har en fin, sart, lys aroma med både rabarber, hindbær, ribs, tør lerjord, lyse blomster, solcreme, fennikel, bladselleri og nogle røde, syrlige små bolsjer … vildt lækker duft.

Smagsmæssigt er det også interessant. Vinen har en meget spinkel, benet næsten anoreksi undervægtig krop, utrolig let med en masser af lys syre, citronsyre, jernagtige noter og fortyndet saftevandagtig, let feminin tyngde. Skal man komme med en anke, så mangler vinen måske blot en smule nosser eller bundtræk, men for pokker hvor er det frisk, letdrikkeligt og  letfordøjeligt. Lad os få lidt sol og varme, hvor jeg så drikke spandevis af denne vin på min terrasse … eller indenfor … eller i kælderen eller på loftet … til enhver tid.

Vinen har jeg fået fra Extra Brut Vinimport … men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7