2012 Chat Sauvage, Lorcher Schlossberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2012 Chat Sauvage, Lorcher Schlossberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandChat Sauvage er en rigtig provokatørog laver burgundiske vine på Chardonnay og Pinot Noir midt i Rheingau … én af Rieslings klassiske højborge, men de gør det godt. Denne 2012 Lorcher Schlossberg Pinot Noir smager som et sip af himmelen.

Jeg har faktisk smagt vinen én gang tidligere, nemlig i 2017 da jeg besøgte vinhuset, hvilket du selvfølgelig kan læse om i mit blogindlæg fra dengang Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland. ved besøget fik jeg dog ikke skrevet smagsnoter på vinen og dermed har jeg aldrig anmeldt vinen.

Marken  Lorcher Schlossberg ligger lige helt ud til Rhinen ovenfor Kapellenberg og omkredser nærmest Lorch by. Høstudbyttet holdes nede på omkring 1 kg druer pr. vinstok og der sker yderligere en meget selektiv sortering af de druer, som skal med i vinem

Det er én af husets bedste vine lavet med spontangæring på rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lægges på franske burgundiske egefade i 18 måneder, mens den malolaktiske gæring finder sted.

Ach mein herzliebes Jesulein hvor dufter det bare godt. Den yderligere lagring siden jeg smagte vinen i 2017 har helt sikkert gjort noget rigtigt godt for vinen. Det er en lækker burgundisk næse og man fornemmer med det samme, at dette er stor vin. Der er røg, eg, yoghurt, mejeri, lyse kirsebær, blommer, lidt grønne blade, mint, svag vanilje, fennikel og så delikat. Næsen er så berusende dejlig, at man bare salig hensvømmer, svæver og bare dufter, smiler, dufter, smiler … og sådan kan der gå lang tid.

I munden er Lorcher Schlossberg Pinot Noir tør, skarp med en ung og streng syre … knivskarp med grønne noter, pænt stramme og lette tanniner, sten, stål, renhed og de 8 år mærkes ikke, for vinen virker fortsat utrolig ung. Der er brombær, ribs, hindbær, røg, tør jord, grønne urter … smager ufattelig godt. Brilliant og eventyrligt.

Det er klart 6,5 fede Thumbs Up … endda med en lille pil op.

Købt hos H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten til 550 kr. for en flaske.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2011 Suavia, Le Rive, Veneto, Italien

2011 Suavia, Le Rive, Veneto, ItalienJeg forestod forleden en lille smagning for et lille netværk og startede ballet med denne fine ældre 2011 Le Rive fra Azienda Agricola Suavia, der ligger lige i udkanten af den lille idylliske by Fittà på vejen mod Monteforte d’Alpone i Soave.

Det er et vinhus, som jeg besøgte sidste år, men alt det og historien om vinhuset kan I læse om i mit blogindlæg Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari. Derfor havde jeg også smagt denne vin tidligere, blot i anden årgang, så jeg vidste, at det er godt.

Fra mine nu 2 besøg i Soave vidste jeg også, at Garganega kan blive virkelig fantastisk, når vinene er lavet godt og så får noget alder, hvilket en 2007 Monte Carbonare Soave Classico fra Suavia tidligere havde overbevist mig om.

Og denne Le Rive er endda topvinen fra Suavia og lavet med 100% Garganega druer framarken Le Rive, som ligger på skråningerne lige udenfor Fittà by og høstes forholdsvis sent. Normalt høstes druerne i slutningen af september, men til Le Rive vinen høstes de en måned senere, altså sidst i oktober måned.

Høsten sker manuelt og derefter presses de hele klaser med overmodne druer, hvorefter 30% af vinen gærer i egefade, mens de resterende 70% gærer i rustfrie ståltanke omkring 20 dage ved 15-18 grader.

Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring af vinen i egefadene. Så lagrer de to dele i 15 måneder sur lie … fortsat på henholdsvis egefade og i ståltanke.

Først derefter blendes vinen og lagrer så yderligere 15 måneder I rustfrie ståltanke, hvorefter aftapning på flaske så sker. Og så lagrer vinen endnu 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

WAUW … sikke en næse, der er eksplosiv med masser af fylde, fedme og olieret moden ædelhed. Der er nogle tertiære noter med olievædet tvist, svage æter og benzindampe, pærer, tørret abrikos, tørret appelsinskal, ristede mandler og honningmelon. Der er opulent, svulmende og totalt indbydende.

Smagen er cremet med olieret fedme, fersken, grillede citroner, lemon, en mineralsk renhed, abrikos, svag grape og samtidig – som i duften – også eksplosiv i alle smagsnoterne. Der er lidt tropisk frugtjuice, men for pokker, hvor er det lækkert.

Købt hos Otto Suenson, hvor denne i magnumflaske kostede 489 kr.

Vinanmeldelse 6/7