2015 Aux Mages, Orange Pét-Nat Sauvignon Blanc, Californien, USA

2015 Aux Mages, Orange Pét-Nat Sauvignon Blanc, Californien, USATotal dogme … beskidt, nasty Orange Pét-Nat på Sauvignon Blanc fra Emil Skytte Pedersen og samtidig intet mindre end den første vin, som Emil lavede under egne vinger i projektet Aux Mages i Californien.

Emil har selv tagget vinen med #petnasty på Instagram og det er en vin lavet på ren Sauvignon Blanc fra en økologisk mark i Santa Ynez dalen i Santa Barbara County.

Marken hedder Faith Vineyard og vinen er lavet ved, at druerne er fodtrampet og macereret i 30 dage før presning og flaskning, som er sket med 0 svovl og 0 ingenting … bare en masse kærlighed og 5 år på gæren.

Formentlig har Emil lavet vinen hos Ryan Roark på Roark Wine Company i Buellton, da Roark er tagget på samme Instagram indlæg, men det er altså bare et gæt fra mit vedkommende. Men Roark laver faktisk også Sauvignon Blanc vine fra Faith Vineyard.

I glasset er vinen herlig gul/orange, mens duften byder på lidt karamel, appelsinskal, lidt indelukkede brændte noter og der er klart noget orangevin vildskab over tingene. Der er vilde blomster, mjød, hvedeøl, abrikoskerneolie, brændenælder, brun sovs og måske yderligere lidt grøntsagsfond. Den skal jeg lige tænke over.

I munden virker vinen næsten også som en fusion mellem vin og hvedeøl, godt med gærede æbler og pærer, syren sådan nærmest totalt flad og der er stort set ingen bobler. Det smager egentlig fint, men den kræver lidt tålmodighed og imødekommenhed.

Martin havde – som sagt – fået vinen, som ikke sælges.

Vinanmeldelse 4/7