2018 Julien Guillon, Persane, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Persane, Valais, SchweizDen sidste Julien Guillon vin blev denne 2018 Persane, som er en ren Syrah baseret vin, hvor druerne kommer også fra marker i 900 meters højde.

Jeg havde ikke forestillet mig, at en bio-fætter i alpelandet laver vine på druesorter som Merlot og Syrah, men det er faktisk ret spændende. Denne Persane er produceret efter macération carbonique metoden over en måned, hvorefter vinen så har fået lov at modne i rustfrie ståltanke … altså helt uden brug af eg .  Den trækker aftenens højeste alkoholprocent på 14,5% og der er produceret 1.050 flasker af vinen.

Nordrhône var min første tanke, da jeg snuste til vinen … mørk, våd frugt, frisk frugt, gamle aviser, blæk, grafit, godt med krydderier, som også kun bekræfter tanker om noget Rhône.

Men i smagen hører det sgu op, for nu stikker vi af igen i en syrerus, for vinen har masser af stram syre og smager slet ikke af Syrah. Der er i stedet noget frisk citrus, vildskab … stram og fantastisk. Jeg er vist begyndt at sætte pris på syren, for jeg synes, at det fungerer rigtigt godt i denne vin. Klasse.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Julien Guillon, La Presse de Buitonne, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, La Presse de Buitonne, Valais, SchweizNæste vin 2018 La Presse de Buitonne fra Julien Guillon var overraskende lavet på 100% ren Merlot. Det er fra 14 år gamle vinstokke, som Julien har på sine biodynamiske marker i omkring 900 meters højde.

Vinen er lavet med macération carbonique i en uge og derefter så lagret 6 måneder i koniske og let toastede trækar. Der er lavet 1.050 flasker af denne La Presse de Buitonne.

I næsen er vinen langt mere fyldig og moden end forrige vin .. her er det blommer, modne jordbær, mørke kirsebær, blåbær, brombær, lidt kærnemælk, frisk og på ingen måder en tung vin … blot fyldig med frisk nerve og syrlig mejeri.

Det smager også lidt som duften … nogen sødme, men frugten nok lettere end duften, syrlige kirsebær, lyse blommer, granatæbler, godt med syre, noget læskende og det fungerer egentlig ret godt og vinen har en vildt godt eftersmag.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Julien Guillon, Dio Dio de Fifi, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Dio Dio de Fifi, Valais, SchweizMed næste vin kom der virkelig godt med farve i glasset, for det var denne Dio Dio de Fifi, der er lavet på den – for mig – ukendte drue Diolinoir … og her er det også – som med forrige vin – et blend af både årgang 2018 og 2019.

Lad os først starte med at kigge nærmere på druen Diolinoir, der er en rød druesort, som primært findes i netop Valais regionen i Schweiz. Druen er fremavlet af André Jacquinet på Caudoz, et forsøgscenter for vinavl i Pully i det lille alpeland. Det er en krydsning af Pinot Noir og en lidt ukendt fransk sort kaldet Rouge de Diolly.

Sorten er fremavlet for at give farve til blends og den har en god modstandskraft mod sygdomme, et meget mørkt skind, modnes tidligt og er velegnet til Schweiz’ alpine klima.

Diolinoir er fremavlet på samme tid som andre druer som Gamaret og Garanoir. Hos Julien Guillon har han druen på nogle 20 år gamle vinstokke på marker i omkring 550 meters højde. Efter høst er alle druerne afstilket, hvorefter vinen er gæret og macereret i 2 uger. Der er alene lavet 900 flasker af vinen.

I glasset er Dio Dio de Fifi virkelig mørk, mens duften er rustik, landlig med blæk, et lille fadpræg med kanel og vanilje, en stor spand med maling og nogle biodynamiske træk. Det er måske endda også lidt parfumeret i udtrykket, men absolut spændende.

Smagen er blød, kraftig med god syre … selvom volumenknappen til syreniveauet er skruet en anelse ned. Smagen er lettere end farven egentlig indikerede og præges af både blæk, blomster, strenge og grønne elementer, godt med tanniner og vild stor friskhed. Det er bestemt en god Guillon vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske forventes at skulle koste 420 kr.

Vinanmeldelse 5/7