2018 Julien Guillon, Cuvée Heidi, Valais, Schweiz

2018 Julien Guillon, Cuvée Heidi, Valais, SchweizDenne 2018 Savagnin baserede vin Cuvée Heidi er opkaldt efter Julien Guillons hund. Druerne kommer fra en lille vinmark i 900 meters højde, hvor Heidi elsker at løbe rundt mellem vinstokkene og hvor jorden byder på gnejs, granit og ler.

50% af Savagnin vinstokkene er jurakloner, mens de resterende er kloner fra Valais. Cuvée Heidi er lavet med hele klaser, direkte pres og derefter et år på fad. Så er vinen efterfølgende flasket og det er naturligvis uden tilsætning af hverken svovl eller andet skidt.

I næsen er der her langt mere kraft … en meget spændende og mere eksplosiv duft. Det er tørt træ, røg, bålsted, nødder, melon og en lidt leret aroma. Der dukker også nogle søde noter frem og så – som Bo sagde – lidt chips, måske endda en blanding mellem ostepops og barbecue bølgechips.

Smagen er langt sødere end forventet og selv der fortsat og naturligvis er tonsvis af syre, så er sødmen meget tydelig. Martin fortalte, at han havde drøftet sødmen med Julien, som siger, at det ikke skyldes sukkerindhold, men nærmere lidt babyfedt, da det fortsat er en meget ung vin.

Det betyder dog, at vinen smager af hyldeblomstsaftevand tilsat lidt stikkelsbær, grape, grillet citron og saltede, kalkede mineraler. Trods sødmen er det fortsat holdt i ave af en stram og meget frugtagtig vild syre og samlet er det en vin, som jeg virkelig godt kan lide og klart aftenens – hidtil – mest aromatiske vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 460 kr.

Vinanmeldelse 5/7