Jeg havde sjovt nok også taget lidt østrigsk vin med, så det blev dermed 3. østrigske vin i streg. Denne gang ikke på Sankt Laurent, men Blaufränkisch … en anden af Østrigs nationaldruer, og det var vinen Joschuari fra vinhuset Gut Oggau.
Gut Oggau er ét af Østrigs mest spændende og nytænkende vinhuse, der ligger i byen Oggau am Neusiedler i Burgenland. Vinhuset med det sjove navn drives af parret Eduard Tscheppe og Stephanie Tscheppe-Eselböck. Han er søn af en vinmager, og hun datter af en 2-stjernet michelinrestaurant-ejer.
De grundlagde vinhuset i 2007, da de overtog et gammel vinhus Weingut Wimmer med tilhørende 10 hektar marker omkring Oggau og gik i gang med at producere vine efter deres egne idéer.
Parret dyrker markerne helt biodynamisk, og arbejder meget klassisk i vinkælderen. De bruger ingen tilsætningsstoffer af nogen art, presser vine ved at trampe i mosten med fødderne, anvender spontangæring i åbne kar, bruger ingen filtrering og så laver de fremragende vine.
Vinene markedsføres alle med et tegnet hoved på hver etikette … nærmest opdelt i en fiktiv familie i 3 generationer, de unge, forældrene og bedsteforældrene. Der findes i alt 9 vine i familien … med stamtræ og det hele. Nogle påstår, at alle navne er taget fra de tidligere beboere af den gamle vingård Weingut Wimmer.
Alle ansigterne er tegnet til den enkelte vins personlighed og etiketterne bag på flaskerne nævner også vinenes personlighed frem for en detaljeret beskrivelse af smag, område og lagring. Hos Gut Oggau er det ikke så meget druesorten, som det er alder og terroir, der betyder noget.
Og vinhuset laver vinene på de lokale druer, dvs. Zweigelt, Blaufränkisch, Grüner Veltliner, Zierfandler og Rösler. I den unge serie hedder vinene Theodora, Winifred og Atanasius. Forældrene er Emmeram, Timotheus, Josephine og Joshuari, mens de gamle – og topvinene – er Mechthild og Bertoldi.
Denne Joshuari er den voksne generation af vinene fra Gut Oggau. Søn af Metchild og Bertholdi, lavet på 100% Blaufränkisch, der er gæret på 500 og 1200 liter træfade med 3 ugers maceration og efterfølgende lagring 18 måneder på 500 liter egefade.
For pokker, hvor det dufter af vildskab … en tobaksdåse stillet ovenpå en mødding, viser klart et biodynamisk ansigt lagt i de rigtige folder, en mørk animalsk frugt, boysenbær, brombær, blåbær, sorte kirsebær, meget maskulin og potent med stor tørhed, en håndfuld Polo pebermynte pastiller, svag reduktiv med en vis modenhed. fadnoter, juleagtige aromaer samt tulipaner.
Smagen er … zenblød med frisk, saftig og intens frugt, masser af tanniner og garvesyre, hold da op, den udtørrer munden som var det italienske Nebbiolo, blot meget mere saftigt. Det er oss’ stram, tæt og powerfuld vin, som giver dig masser af bærsmag … mørke bær, bitterhed og crazy lang eftersmag.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 375 kr.
Da jeg sidst smagte vin fra Weingut Allram, så blev jeg mega skuffet. Det er snart 8 år siden og vinen var en Grüner Veltliner. Nu er jeg begejstret over en Gaisberg Sankt Laurent Reserve fra Allram … den smager langt bedre.
Sidst jeg – for et par år siden – drak en vin fra den dygtige unge vinmager Hannes Schuster på Weingut Rosi Schuster, der var det på Sankt Laurent. Det er det også denne gang … en 2013 Zagersdorf Sankt Laurent.
Da jeg for lidt over et år siden smagte en 2014 Albillo Viñas Viejas fra vinhuset Dominio del Águila – helt uhørt en vin på ren Albillo – røg jeg nærmest ned af stolen. Og nu smager jeg igen en vin fra vinhuset, men nu er det imidlertid den røde Picaro del Àguila.
Hver gang gang jeg smager en vin fra Elisabetta Foradori bliver jeg en smule mere forelsket … hendes vine smager himmelsk og det gælder også denne 2014 Morei Teroldego Vigneti delle Dolomiti.
Soave er i mine øjne perlen i Veneto området. En række små producenter laver fremragende hvidvine på specielt Garganega druen … og det er netop sådan en, at vi nu har fået i vinglasset, nemlig vinen Monteseroni fra Filippo Filippi på Cantina Filippi.
Vor vinaften startede på terrassen hos Jan med et glas af denne Pinot Blanc de Noirs Prestige Brut fra Sekthaus Raumland, der nærmest er nabo til legendariske Klaus Peter Keller midt i Flörsheim-Dalsheim i Rheinhessen.
Nogle siger, at Weingut Markus Molitor er Kongen af Mosel, men der er jeg ikke enig. Riesling er nemlig Kongen af Mosel, men Molitor hører bestemt med i flokken af de bedste fortolkere af druen i Mosel. Han er laver også smukke Spätburgunder vine og her smager jeg en af de røde, nemlig Molitors Pinot Noir Einstern, altså med 1 stjerne.
Azienda Agricola Gozzelino Sergio er et lille familiedrevet vinbrug, der ligger et par kilometer øst for den lille by Costigliole d’Asti omkring 13 kilometer syd for Asti. Men derfra smager jeg nu – for nu at sige det ligeud – en røvlækker Barbera d’Asti.
Fra Artur Steinmann – Weingut im Pastoriushaus i den lille vinby Sommerhausen smager vi noch ein Spätburgunder, nemlig en 2015 Sommerhausen Steinbach Spätburgunder Spätlese Trocken, som jeg købte med hjem efter et rigtigt hyggeligt besøg på vingården sidste sommer.