Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2016 Casas del Bosque, Casas Pinot Noir, Casablanca Valley, Chile

2016 Casas del Bosque, Casas Pinot Noir, Casablanca Valley, ChileSå skiftede vi farve … vor hovedret krævede lidt rødvin, og vi skulle da også smage alle de røde vine fra vinbaren. Den første var en 2016 Casas Pinot Noir fra Casas del Bosque i Chile.

Viña Casas del Bosque ligger i Casablanca Valley omkring 70 kilometer nord for hovedstaden Santiago og 30 kilometer fra den historiske by Valparaiso. Vinhuset er grundlagt i 1993 af Cúneo familie, en gammel italiensk familie, der for generationer siden emigrerede til Chile.

Vinhuset har 235 hektar vinmarker og har en produktion på 1,2 millioner flasker vin hvert år. Der har fra starten været fokuseret på høj kvalitet og elegante vine, og da man fik ansat den i Chile meget kendte winemaker Grant Phelps, så fik ambitionerne endnu et nyk opad.

Grant har tidligere hos arbejdet his bl.a. Viu Manent og stammer selv fra New Zealand. Udover Chile, så har Grant også arbejdet i Argentina, Australien, Oregon, Californien og, Ungarn.

På vingården drives også luksusrestauranten Tanino, som tidligere af bladet Wine Access Magazine er valgt til at være blandt de bedste vinrestauranter i hele verden.

Denne Casas Pinot Noir er lavet på udvalgte druer fra Casas del Bosques egne marker i den vestlige del af Casablanca Valley, Chiles berømte koldklima vinregion tæt på Stillehavets kølige vinde. Vinen er gæret i ståltank, men det fremgår ikke, om vinen er lagret på egetræsfade eller blot i ståltankene.

Det er duftmæssigt en lidt varm og solrig Pinot Noir med solmodne kirsebær med lidt grønne elementer, men samtidig virker den også tung på fad med både vanilje, sød kanel, søde krydderier, lidt grønne stilke, blæk, grafit og nelliker.

I munden er det søde blommer, overmodne, solmodne kirsebær, kanel, peber, en lille bitterhed. Der mangler måske lidt syre, kant og dybde, men bestemt drikkelig og vel samtidig nok den bedste af de tre rødvine denne aften.

Vinen forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 79,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Peter Mertes KG Weinkellerei, Gewürztraminer Gaumenspiel Lieblich, Rheinhessen, Tyskland

2016 Peter Mertes KG Weinkellerei, Gewürztraminer Gaumen Spiel Lieblich, Rheinhessen, TysklandSidste hvidvin i vinbaren var denne 2016 Gewürztraminer Gaumenspiel Lieblich fra det store Peter Mertes KG Weinkellerei.

Peter Mertes KG Weinkellerei er også lidt af en historie, for det omsætter årligt for langt over 2 milliarder kroner, har ikke mindre end  350 ansatte og en årlig produktion på over 2,5 millioner hektoliter vin, som de sælger til supermarkedskæder  som Aldi, Lidl eller Rewe. Det er grundlagt i 1924 af vinmageren Peter Mertes i Minheim med produktion og specielt salg samt distribution af vine fra Mosel.

Det var dog hans svigersøn Dr. Gustav Willkomm, som langsomt udvidede foretagende til også at omfatte produktion og salg af vine fra Rheinhessen og Pfalz … og senere også Rheingau og Nahe.

Alt vin produceres fra druer opkøbt hos vinavlere rundt om i Tyskland, men i dag er dette udvidet til også at omfatte druer fra mange udenlandske markeder … som fx denne Street Food Wine Pinot Grigio fra druer fra Sicilien, men produceret i Mosel.

Vinfabrikken ejer dog også selv en smule marker, nemlig på hjemegnen ved Bernkastel-Kues. Der har man 60 hektar marker, bl.a. parceller på så fornemme marker som Wehlener Sonnenuhr, Graacher Himmelreich, Bernkasteler Schloßberg og Bernkasteler Badstube.

Peter Mertes KG Weinkellerei ejer også Tysklands største barriquekælder … en 240 meter lang, dyb kælder fra 1800-tallet, hugget ind i skiferklipperne og med plads til 1.500 barriques.

Det er fortsat Mertes familien, som ejer det imponerende store foretagende. I dag er det 4. generation, som står for driften af det, som betegnes som en af de største tyske vinproducenter overhovedet.

Og vinene kommer i alle afskygninger og under alle mulige forskellige brands som fx It’s Wine Time, Bree, Käfer, Maybach, Andes, Hugo, Eagle Creek, Castiza, La Corrida og mange, mange flere. Det er fra utallige lande og nogle sågar på dåser.

Og det store foretagende har fortsat mod på mere … senest har de i juni 2018 købt det historiske Mosel vinhus Weingut Witwe Dr. H. Thanisch Erben Müller-Burggraeff.

Gaumenspiel er et ny serie af vine, som vinhuset startede med at lave i 2017 og den omfatter 3 forskellige vine på henholdvis Muscat, Scheurebe og denne Gewürztraminer. Det er billige vine, der er lavet på stålfade og beregnet til at blive drukket unge.

I næsen er byder vinen på … masser af sødme og så ellers blomster, mynte, grøn eukalyptus, meget aromatisk med søde krydderier. Det er også pænt sødt i munden og samtidig lidt vandet … men suk alt, alt for sødt og efter min mening – som et match til forretten – helt skæv, selvom en af de unge tjenerinder fortalte, at hun synes lige netop denne vin var bedste match.

Ikke fundet herhjemme, men i Tyskland koster den 4,49€ … svarende til 33 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2018 Globus Wine, Rivermoore Chardonnay, South Australia, Australien

2018 Globus Wine, Rivermoore Chardonnay, South Australia, AustralienNæste vin Rivermoore Chardonnay var også – set vidt jeg kan se på mit lidt utydelige foto af etiketten bag på flasken – fra Globus Wine, altså en vin, der er kommet til Danmark i store tanke og så tappet på flaske.

Og pardon, hvis den så alligevel ikke er fra Globus Wine. Her er det dog oplyst, at druerne skulle være fra området South Australia.

Men derudover er der igen meget sparsomme oplysninger om produktionen, selvom det dog fremgår, at vinen er delvis lagret sur lie på egefade og også trækker omkring 13% i alkohol.

I næsen lidt smørfedme, fed/syrlig, tykkrydret og sådan lidt rustik, unøjagtig og kønsneutral. Der er dog tropiske frugter, ananas, lime, røg, spidskommen og andre småsøde krydderier.

Smagsmæssigt er der bestemt også lidt Chardonnay fedme med fersken, ananas, abrikos og banan, en lille bitterhed, men igen er det meget neutralt og ærlig talt lidt kedeligt.

Set i Meny til en pris på 225 kr. for 6 flasker, hvilket svarer til 37,50 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 3/7  

2019 Globus Wine, Solanera Sauvignon Blanc, Colchagua, Chile

2019 Globus Wine, Solanera Sauvignon Blanc, Colchagua, ChileFra vinbaren på Det Glade Vanvid startede vi med et glas af denne 2019 Solanera Sauvignon Blanc … en vin, som der ikke er mange oplysninger om på etiketten.

Men det er en vin, som er flasket herhjemme af Globus Wine, der ligger i Køge. Det betyder også, at vinen er sendt til Danmark i store tanke. Der står heller ikke, hvor i Chile, at vinen kommer, men med lidt detektivarbejde kan jeg se, at det skulle være fra Colchagua Valley i Central Valley i det varme vinland.

Der er ingen oplysninger om vinen, produktionen eller andet … udover altså oplysning på etiketten om, at vinen trækker en alkohol på 13%.

Vinen er meget atypisk Sauvignon Blanc meget lidt syrlig, men derimod lidt småbuttet med nogle grønne urter, hø, hyld, kaktus og gamle vaskeklude. Det er lidt en rustik, fed og lettere kluntet Sauvignon Blanc rent duftmæssigt.

Smagsmæssigt gør den ingen fortræd … men den er utrolig flad i smagen og helt uden Sauvignon Blanc druens normale syre, kant og stramhed. Her bliver det lidt mushy mushy blødt og ufokuseret, hvor jeg dog fanger lidt fennikel, lakrids og søde elementer.

Forhandles fx af Depot Odense, hvor en flaske koster 50 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7  

N.V. Bodegas Bonaval, Cava Brut, Extremadura, Spanien

N.V. Bodegas Bonaval, Cava Brut, Extremadura, SpanienBesøget på restaurant Det Glade Vanvid startede med et lille glas af denne Cava Brut fra vinhuset Bodegas Bonaval, der er en del af spanske Bodegas López Morenas, der ejer flere vinhuse.

Bodegas Bonaval ligger i byen Almendralejo i Extremadura og omkring 100 kilometer nord for Sevilla. Bodegas López Morenas ligger blot 50 kilometer længere mod syd tæt ved byen Fuente del Maestre, hvor vinhuset også er grundlagt tilbage i 1943 som et almindeligt vinhus, men allerede et år senere installerede man et stort et stort flaske/tappeanlæg, som kunne flaske 1.500 flasker hver time.

I starten blev vinene primært solgt lokalt i provinserne Andalusia og Badajoz, men siden 1990 har virksomheden ekspanderet og er i dag et kæmpe foretagende, som producerer millioner flaske vin samt masser af bag-in-box vin.

Bodegas López Morenas købte Bodegas Bonaval i 2011 … og bare i Bonaval laver de årligt over 4 millioner flasker cava’er. Ser man fotos fra vineriet, så er der tale om en stor fabrik med kæmpestore tanke, voldsom store tappeanlæg og vinene er også primært vine i den billige ende af skalaen.

Cava’erne laver Bodegas Bonaval under det kendte appellation DO Cava.  De fleste forbinder DO Cava med de mousserende vine fra Penedès i Catalonien, der da også producerer omkring 95% af den samlede mængde cava i Spanien.

Men af de i alt 33.591 hektar vinmarker under DO Cava appellationen, så findes en del faktisk flere steder i hele Spanien, bl.a. i Lleida, Girona, la Rioja, Álava, Valencia, Navarra, Zaragoza og så også netop i Badajoz i Extremadura.

Fælles for cava’erne er dog, at de skal være lavet efter Méthode Traditionelle, altså med andengæring i flaske og så på druersorterne Parellada, Macabeo og Xarel-lo, selvom andre druer også tillades, fx Chardonnay og så Cabernet Sauvignon, Pinot Noir og Garnacha til de roséfarvede cava’er.

Denne Cava Brut fra Bodegas Bonaval er lavet på et mix af Perellada og Macabeo, men derudover er der ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet … udover med ægte andengæring på flaske.

I næsen nærmest lidt saltede citroner, æbler, pærer og tropiske frugter, nødder, rugbrød og bagt brød, sådan meget klassisk uden at stikke helt ud. Dufter fint. I munden er boblerne fine, små, småbitre med smag af grønne og syrlige æbler, men ren frugtsmag, lidt jern, mineraler og lille sødme, som giver fin balance.

Forhandles af Vinsalget.dk, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse  4/7 

2017 Weingut Nelles, Riesling Deutscher Sekt Brut, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Nelles, Riesling Deutscher Sekt Brut, Ahr, TysklandI troede måske, at jeg var igennem vinene fra Weingut Nelles i Ahr? Næ … slet ikke, for jeg mangler endnu nogle af de store Spätburgunder Grosses Gewächs kanoner, men inden vi kommer dertil, så bobler vi lige over af glæde på grund af Nelles 2017 Riesling Deutscher Sekt Brut.

Det en skam en Sekt, som er lavet efter den klassiske gamle metode med andengæring i flasken. Men først er basisvinen lavet med 2 dages kølig udblødning med drueskallerne, herefter sker presning og så 4 dages alkoholisk gæring ved lave temperaturer.

Derefter er vinen flasket og lagret 9 måneder med andengæring indtil degorgering og så lige 3 måneder ekstra lagring inden vinen frigives til salg.

I næsen er det en sprød, rank Deutscher Sekt, virkelig nice, svag animalsk og med aromaer af lidt hvide asparges, fersken og anden eksotisk frugt, ananas og mango. I munden kommer der med det samme et vildt og frisk brus, herligt med små og søde bobler. Men derudover er der citrus, grape, lettere nødddede elementer, umami, grønne urter, et lille jernagtigt eller mineralsk element … men for pokker, hvor er det god mousserende vin. Tilgængelig, venlig og alligevel med raffineret finesse.

Forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 189 kr,  mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Finca Bacara, Tortuga Rosé, Murcia, Spanien

2019 Finca Bacara, Tortuga Rosé, Murcia, SpanienMed sommeren på fuld blus, så skal der bl.a. nydes rosévine ude på terrassen. Jeg har såmænd også fået et glas med rosévin i hånden. Flasken har en sjov etiket, hvor en skildpadde svømmer med et isbjerg på ryggen og på isbjerget står der en isbjørn. Jeg fatter nada, men vinen er en Tortuga Rosé fra Finca Bacara.

Vinhuset ligger i Jumilla i Murcia regionen og er startet i 2014 af Ioana Paunescu og Santos Ortiz som et lille joint-venture med at lave vine på gamle pre-phylloxera Monastrell vinstokke.

Ioana Paunescu og Santos Ortiz har vi stødt på her på vinbloggen tidligere, for de ejer også en anden vingård i Jumilla, nemlig den fine og moderne Bodegas Ego.

Ioana og Santos arbejder sammen med en håndfuld af kreative vinmagere og deres fokus er, at lave gode kvalitetsvine til billige penge og med spændende, kreative etiketter. I øvrigt har de fleste vine fra Bodegas Ego også sjove og anderledes etiketter.

Santos Ortiz og vinmagerne arbejder derudover med en række andre vinavlere, hvorfra de opkøber alle druerne og så laver vinene, som tillige har sjove navne som; Time waits for no one, Crazy grapes, 3015 og så også seneste nye vin, denne Tortuga Rosé.

Tortuga Rosé er lavet på 100% Garnacha, der er høstet ved håndkraft og vinificeret alene på rustfrie ståltanke. Vinen er lavet efter Saigneé metoden. Saigneé er det franske ord for blødning. Når der laves rødvin, så kommer der et lille biprodukt, som slynges ud tidligt i gæringen.

Det gør rødvinen mere intens, men de lille biprodukt kan fx anvendes til produktion af rosévine. Mosten der er “blødt” har en svag rød farve og er fri af skallerne. Derefter sættes mosten til gæring i ståltankene ved kontrolleret temperatur. Vinen har derefter lagret kort tid i ståltankene.

Bang! Masser af søde, modne jordbær, hindbær samt lidt mørkere bær, astronaut-is, meget sødkrydret i et højt gear. Der er sgu drøn på drengen i epo-hastighed, godt med sødme og faktisk også ganske aromatisk, sådan lidt uldne blomsterpollen.

Smagen er dog mere bitter og mere tør end duften egentlig lovede, men syren er forholdsvis lav, hvorfor sødmen dermed også får den ledende rolle i hele skuespillet. Frugten er sådan lidt tranebær og grape i skøn symbiose og vinen sjov og habil til terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2015 Weingut Josten & Klein, Mayschloss Pinot Noir, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Josten & Klein, Mayschloss Pinot Noir, Ahr, TysklandNu har jeg igen lidt Ahr Spätburgunder i glasset og dermed er der smil over hele  munden. Det bliver endda endnu større, når jeg samtidig tænker på, at denne 2015 Mayschloss Pinot Noir fra Weingut Josten & Klein faktisk er lidt af et røverkøb.

Logoet på denne Mayschoss Pinot Noir er sølvfarvet. Det indikerer, at denne vin er én af husets Ortsweine, hvorimod logoet er grønt på Gutsweine … og selvfølgelig guldfarvet på de Lagenweine, hvor druerne kommer fra VDP certificerede Grosses Gewächs marker.

Denne Mayschoss Pinot Noir er lavet med druer fra området Mayschoss, ja helt præcist fra markerne Burgberg og Mönchberg. Den er lavet med gæring og maceration over 10 dage, hvorefter den er lagret 8 måneder i 500 liter Eichenholzfass aka Tonneaux og så derefter yderligere 10 måneder i brugte barriques inden en aftapning på flaske uden filtrering.

Meget lækker, blød, fin Spätburgunder næse, jordbær, hindbær, pænt med fagpræg, vanilje, kanel, lidt typiske Ahr røgede noter, en frisk, syrlig mineralsk nerve, gran … fin kølig og elegant stil. Trods masser af fadpræg, så bliver den på ingen måder voluminøs.

Smagen er sgu også ganske perfekt med hindbær, jordbær, ribs, virkelig frisk frugt, grønne grene, peber, en rank ryg med masser af mineralitet, syre og grønne elementer. Det smager faktisk rasende godt og samlet set bare et virkelig godt glas Ahr saft og selvom det er årgang 2015, så virker vinen fortsat total teenager ung med den stramme og måske lidt bitre syre, som hænger i eftersmagen.

Forhandles af WineFLY, hvor en flaske koster 140 kr. og det er sgu lidt et scoop for sådan en vin med lidt alder på.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2011 Château Mont-Redon, Vignoble Abeille Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2011 Château Mont-Redon, Vignoble Abeille Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi har tidligere smagt Châteauneuf-du-Pape fra Château Mont-Redon til vores vinaftener. Og det var netop sådan en fætter, at vi sluttede denne aften med … en lille 2011 Vignoble Abeille Châteauneuf-du-Pape.

Château Mont-Redon ligger på adressen Chemin de Maucoil ved Châteauneuf-du-Pape … på et historisk sted, som helt tilbage i 1300-tallet blev kaldt Mourredon efter det latinske navn muntem retundum, som betyder det runde bjerg. Mourredon blev senere til Mont Redon og senere blev stedet også beboet af poeten Anselme Mathieu, som kaldte sig Marquis de Mont-Redon.

I 1923 købte Henri Plantin en ejendom ved højdedraget med skovarealer samt sølle 2,5 hektar vinmarker. Plantin ryddede dog mange af skovarealerne, plantede vinstokke og tilkøbte mere jord og det blev grundlaget for det nuværende Château Mont-Redon.

I dag drives Château Mont-Redon af Plantins efterkommere, nemlig 4. generation i form af familierne Abeille og Fabre. Det er nemlig Pierre Fabre samt Patrick, Yann og Jérôme Abeille.

I dag har familierne samlet 186 hektar jord, hvoraf omkring 100 hektar er vinmarker. Markerne dækker over 3 appellationer, nemlig Châteauneuf-du-Pape, Lirac og Côtes-du-Rhône.

Og det giver bl.a. basis for en årlig produktion af omkring 350.000 flasker rød Châteauneuf-du-Pape og 100.000-110.000 flasker hvid Châteauneuf-du-Pape.

Denne Vignoble Abeille Châteauneuf-du-Pape har et lille digt på forsideetiketten. Digtet hedder Le Bonheur De Ce Monde, som jo betyder noget i retning af; denne verdens lykke. Digtet er skrevet af digteren Christopher Plantin.

Vinen er lavet på et druemix af Grenache, Syrah,  Mourvedre, Cinsault, Counoise, Muscardin og Vaccarese med gæring og daglig punch-down over 20 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Så er vinen derefter lagret med halvdelen i barriques fra Bourgogne og den anden halvdelen i ståltankene.

Duftmæssigt en fed, tung og våd aroma, masser af mørk og dyb frugt, men alligevel bliver det aldrig for tungt. Der er noget animalsk og landligt over næsen, men pokkers indbydende suppleret med lakrids, våde fade, chokolade og lidt søde krydderier.

I munden er vinen rund og blød, dog fortsat med en let syre, masser af intensitet, masser af sødme, blæk, kirsebær, blommer, grafit, stor tørhed og småtykke tanniner. Det er en let stil med masser af liv, kraft og syre.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske af nyere årgang koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Bodegas Mengoba, Estaladiña, Bierzo, Spanien

2016 Bodegas Mengoba, Estaladiña, Bierzo, SpanienMed Jans vin nr. 2 gættede vi ikke druesorten, for det var en vin fra Bodegas Mengoba lavet på den for mig totalt ukendte drue Estaladiña. Den skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Bodegas Mengoba er jeg stødt på et par gange tidligere. Det holder til San Juan de Carracedo nord for byen Carracedelo i Bierzo området, ikke langt fra et af de største og mest historiske klostre i Spanien. Det er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2007 af den spansk/franske Grégory Pérez.

Grégory har sin viden om vin fra Bordeaux, hvor han blev uddannet ønolog fra Blanquefort i 1998. Derefter har Grégory arbejdet for bl.a. Château Grand-Puy-Lacoste og Château Cos d’Estournel inden han kastede sig over sit eget projekt.

Og han slog sig ned i Bierzo området, tiltrukket af det enorme potentiale med højt beliggende vinmarker, der giver et relativt køligt klima, alsidige jordbundstyper med skifer, kvarts, kalk, grus og gamle stokke med lokale højkvalitets druesorter, som fx den blå Mencia og de grønne Godello og Doña Blanca.

Samlet driver Grégory Pérez 5 hektar vinmarker og laver 8 forskellige vine, alle på lokale sorter som Mencía, Alicante Bouchet, Godello, Estaladiña og Doña Blanca.

Hans filosofi består af 8 simple regler, og det er kendskab til jorden, beskyttelse af biodiversiteten, lokale druesorter, en skånsom behandling af druerne, ingen brug af pesticider, lavt udbytte, modning af druerne i markerne samt en helt traditionel og gammeldags produktion.

Der dyrkes efter økologiske principper og med lavteknologiske løsninger – bl.a. pløjes de højest beliggende marker med okser.

Navnet på vinhuset … Mengoba er en sammensætning af Men for Mencia, Go for Godello og Ba for Doña Blanca.

Men her har vi altså fat i en vin på Estaladiña, som også kaldes Pan y Carne. Det er en meget sjælden druesort, som alene findes i Bierzo i meget begrænset omfang – beskedne 2 hektar – og faktisk mest er kendt fra netop Bodegas Mengoba.

Det menes, at Estaladiña er lig med Trousseau fra Jura, men de er imidlertid ikke helt identiske, så de fleste mener, at Estaladiña er en sort, der er helt unik for Bierzo.

Druerne til Mengobas Estaladiña kommer fra en mark beliggende i Cacabelos i 540 meters højde. Der er vinstokkene omkring 25 år og druerne høstes i hånden, hvorefter de trædes/knuses med fødderne og gærer med stilke i en stor 400 liters amphora lerkrukke. Tappes på flaske efter 10 måneder uden filtrering eller svovl. Der er kun lavet 540 flasker af denne vin.

Næsen har en ultralet, stram syre med violer, læder, rosenblade, masser af blomster, eukalyptus, mynte, brombær, måske kirsebær og meget frugtrig på en lidt afdæmpet facon.

Smagen er også langt mere blomstret end forventet … det er næsten som om, at man vitterlig gnasker i sommerblomster hos den lokale blomsterbutik suppleret med bløde jordbær, let, stram, bidsk og flysk syre, en god mineralitet, masser af friskhed og nogle krydrede elementer. Blomsterbutikken er åben, men det er med balance og luftrig charme. Hvor er der forbandet svært ikke at holde af sådan en vin.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7