Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2019 Montes, Alpha Pinot Noir, Aconcagua, Chile

2019 Montes, Alpha Pinot Noir, Aconcagua, ChileHvor er det lang tid siden, at jeg har smagt vin fra det chilenske vinhus Montes. Det havde Steffen nok også tænkt, så derfor havde han medbragt denne 2019 Alpha Pinot Noir fra huset som sin første rødvin.

Vi skal faktisk helt tilbage til 2013, hvor jeg smagte en 2009 Alpha Carmenére fra Viña Montes, som det rettelig hedder og det holder i dag til i Santa Cruz, hvor det har 2 vinerier.

Montes har navn efter en af de 4 ejere Aurelio Montes, som regnes som en af Chiles bedste vinmagere, som også har fået et utal af fine priser.

Vingården Montes er startet i 1987, hvor de to erfarne og visionære vinmagere Aurelio Montes og Douglas Murray, besluttede at ville forbedre kvaliteten af chilensk vin og forsøge at lave Chiles bedste vin.

I 1988 kom de sidste to partnere Alfredo Vidaurre og Pedro Grand med i projektet, og allerede i 1991 opnåede Montes sølvmedalje ved U.K. Wine International Challenge 1991 med deres 1987 Montes Alpha Cabernet Sauvignon.

Det blev starten til et sandt eksporteventyr for Montes. I dag har Montes en årlig produktion af 6-7 millioner flasker vin og fået et utal af priser for deres forskellige vine. Montes er vel nok Chiles bedst anmeldte vinhus både i internationale og danske vinmedier.

Montes er fx kåret som Chiles bedste vinhus og vinmager flere gange, topscorer både i Wine Spectator og Robert Parkers Wine Advocate.

Denne Alpha Pinot Noir er lavet med druer fra både Casablanca, Zapallar og Leyda Valley. Vinen er lavet ret teknisk med brug af flere forskellige teknikker … bådemed  kulsyremaceration og gæring af afstilkede druer, delvist afstilkede druer og hele klaser.

Derudover også traditionel fermentering, samt gæring ved lave temperaturer over 7 daga med 2 daglige punch-downs. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder … det mest i ståltanke, men 40% er lagret på franske 225 liter barrriques, hvor 1/3-del var helt nye og resten brugt 1 eller 2 gange. Først derefter er den endelige vin sammenstukket.

Det dufter lidt af oversøisk Pinot Noir … for vinen har denne lidt sødlige, lette og solmodne, kirsebæragtige aroma. Vinen dufter lidt lys, læskende med blomsterbutik og tulipanstilke, mens frugten er mørke kirsebær og lyse blommer, en smule fennikel, marcipan og frisk forårsskov.

I munden kommer Pinot Noirs druens lethed mere frem, for vinen virker lys, læskende med jordbær, hindbær og ribs, men heldigvis er der slet ikke samme sødme, som man fornemmede i duftene. Det er sådan set meget straight, rent og fint … har lidt peber, som Pinot Noir druen ofte kan have, mens tanninerne er bløde, blide og medgørlige, hvilket giver en ganske skøn og helt europæiske Pinot Noir … eller i hvert fald næsen. 92 point.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske i årgang 2020 koster 199 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Raúl Pérez, La Vizcaina El Rapolao, Bierzo, Spanien

2019 Raúl Pérez, La Vizcaina El Rapolao, Bierzo, SpanienGert E havde som sin første vin taget en Mencía baserede vin med fra Raúl Pérez og den gættede jeg både land og drue på. Det var en La Vizcaina El Rapolao i årgang 2019 og det er en mageløs vin.

Jeg har tidligere smagt Raúl Pérez’s 2019 La Vizcaina La Vitoriana og dengang skrev jeg også en del om den hypede vinmager, der også fx har hjulpet Veronica Ortega i gang. Derfor nøjes vi så denne gang med at kigge nærmere på denne vin.

La Vizcaina El Rapolao er en af Pérezs fine topvine fra La Vizcaina-serien, som generelt er kendetegnet ved at være lavet fra vinmarker omkring hans hjemby Valtuille de Abajo … og fra Mencia vinstokke med en gennemsnitsalder på minimum 50 år.

I tilfældet med denne La Vitoriana er der tale om en lille parcel på omkring 1,5 hektar beliggende i 550 meters højde med vinstokke, hvor en andel stammer helt tilbage fra 1920 og en anden andel fra omkring 1980. Al høst og den nænsomme selektering kan kun foregå med håndkraft.

Vinificeringen foregår efter gamle principper med open-vat helklasegæring og en 30 dage lang maceration, før vinen til sidst lagrer på gamle fade af både 225 og 500 liter i 12 måneder og tappes uden klaring eller filtrering.

Sikke lækker aroma … absolut bondsk, blomstret og en forholdsvis saftig i udtrykket med blæk, grafit, tryksværte, jern, engelsk lakrids samt en frugt, der nok mest er  kirsebær, jordbær og tranebær. Der er også noget træ … cedertræ, lidt ristede noter og svagt en smule vanilje og mælkechokolade.

I munden virker vinen en snas mørkere og meget seriøs … man får omgående denne bondske og lidt mørke Mencía karakter, som på nogle måder kan minde en smule om en landlig Cabernet Franc, lidt brovten, kantet med noget blåbær, grafit, blyanter og peber. Her er det imidlertid mere yndefuldt og lyst, da vinen virker lettere med en lys frugtsyre præget af hindbær, ribs og lemon. Tanninerne er også vildt tørre … knastørre med bitterhed og peber, så det hviner i emaljen på alle kronerne og fyldninger i tænderne. 95 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske normalt koster 349 kr., mens prisen er 309 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 San Felice, Vigorello, Toscana, Italien

2018 San Felice, Vigorello, Toscana, ItalienSå blev det Pauls tur … og han havde taget denne Vigorello i en årgang 2018 med og den er en lille supertoscaner fra det store San Felice vinhus.

Società Agricola San Felice ligger i byen Castelnuovo Berardenga, omkring 20 kilometer nordøst for Siena … eller rettere sagt, så er det ét af de steder, som vinhuset ejer.

De ejer nemlig samlet 3 vingårde i form af hovedgården i Castelnuovo Berardenga i det klassiske Chianti samt vingårde i både Montalcino og Maremma.

Det er et pænt stort vinhus med masser af jord, idet San Felice i Chianti Classico zonen har over 650 hektar jord, hvoraf 140 hektar er vinmarker og olivenlunde.

Derudover ejer de på Tenuta Campogiovanni nær Montalcino 65 hektar og så har de på godset Tenuta Perolla i Maremma ikke mindre end 1.000 hektar, hvoraf dog alene 50 hektar er tilplantet med vinstokke.

Godset i Chianti har sit navn efter martyren San Felice da Nola og har en historie, der går helt tilbage det 10. århundrede, men først i det 18. århundrede, hvor Cerretani familien ejer stedet, blev der etableret en vinproduktion på stedet.

De næste hundrede år blev godset drevet af Del Taja familien, men efter 2. verdenskrig forfaldt godset langsomt. I 1968 blev San Felice imidlertid købt af en stor finansiel koncern, for derefter at blive solgt igen i 1978, hvor det blev overtaget af RAS, som i dag er en del af Allianz forsikringskoncernen.

Forsikringskoncernen satte Enzo Morganti til spidsen for projektet, og han havde både erfaring i dyrkning af Sangiovese og en lang erfaring indenfor vinproduktion.

I dag er San Felice bredt anerkendt for sin innovative tilgang og for sin kompromisløs kvalitet, og har fået en bemærkelsesværdige succes i både Italien og på de globale markeder.

Ansvarlig vinmager hos San Felice er i dag Leonardo Bellaccini, som har arbejdet for San Felice siden 1984, først som vinmager og siden 1999 som ansvarlig for vinproduktionen.

Hans ønske er ikke at sætte et særligt personligt præg på vinene, men derimod at gøre sit til, at vinene i så høj grad som muligt er et udtryk for il territorio … det som franskmændene kalder terroir.

Denne Vigorello er i årgang 2018 lavet på 35% Pugnitello, 30% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 5% Petit Verdot. Vinen er lavet med gæring og maceration over 20-25 dage ved 30 grader suppleret med malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 24 måneder på franske barriques og 8 måneder på flaske inden frigivelse. Der er produceret 40.000 flasker.

Duftmæssigt fornemmes fadlagringen ganske pænt … der er bl.a. allerede fra start noget kanel og vanilje, lidt lakrids, gazebind, violer samt en frugt, der mest er sorte kirsebær, ribs suppleret med noget skovbund, nedfaldne efterårsblade, muldjord og dufter faktisk ret godt med lidt sødme og søde krydderier.

I munden har vinen en sindssyg god balance … lander forsigtigt på tungen med en lille tørhed, som rummer lidt grafit, engelsk lakrids, noget peber og denne stringente italienske syre, som understøttes af en klar, ren og frisk frugtsyre af hindbær, ribs og citroner, hvilket giver bid og friskhed sammen med knastørre lyse tanniner, der lige markerer og giver struktur. 93 point.

Købt i Føtex, hvor den pt kan fås til 1.017 kr. for en kasse med 6 flasker eller 169,50 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Celler Escoda Sanahuja, Coll del Sabater, Catalonien, Spanien

2018 Celler Escoda Sanahuja, Coll del Sabater, Catalonien, SpanienJan lagde først ud i rækken af rødvine og det gjorde han med denne 2018 Coll del Sabater fra vinhuset Celler Escoda Sanahuja.

Vinhuset ligger nord for byen Prenafeta i Conca de Barberà distriktet i Catalonien og vel 50 kilometer vest for Barcelona.

Celler Escoda Sanahuja er grundlagt i 1999 af Joan Ramón Escoda Martínez, som sammen med sin frue Marie Carme slog sig ned i fruens hjemby Prenafeta og startede med at lave naturvine fra vinstokke dyrket biodynamisk.

Allerede et par år forinden var Joan Ramón startet med at lave vine og dyrkede den biodynamiske tilgang. Dette gjorde også, at han selv i Celler Escoda Sanahuja i 2003 fuldstændigt lagde produktionen om til at være biodynamisk og siden 2005 er han også holdt helt op med at tilføre svovl til vinene.

Joan Ramón Escoda Martínez har knap 10 hektar vinmarker, som er beliggende ved Prenafeta nær Montblanc i Catalunya, men har også lidt jord til oliven, mandler og grøntsager … og endda lidt dyr, for til stedet hører også restauranten Logo Tossal, som drives af kokken, den russiskfødte Vladislav Degtyarev.

På vinmarkerne dyrker Joan Ramón druesorter som Parellada, Garnacha, Merlot, Pinot Noir, Cabernet Franc, Sumoll, Cariñena, Tempranillo, Macabeo og Chenin Blanc.

Joan Ramón beskrives som værende en vild vinmager … en græsrods-innovator, en radikal vinmager, en sentimental ægtemand, en stresset far og en absolut anarkist, for alle vinene laves absolut rock and roll.

I kælderen eksperimenterer Joan Ramón således  med forskellige lagringsmetoder alt efter årgangen, nogle gange stål, mange gange amfora og nogle gange gamle tønder. Vinene laves altid med spontan gæring og aldrig brug af svovl.

Joan Ramón og hans ven Laureano Serres har også grundlagt PVN, som er den første naturvinsforening i Spanien og han står også bag Spaniens første naturvinsmagning H20 Vegetal, der kun accepterer svovlfrie vine.

Denne Coll del Sabater, der også er navnet på vinmarken, er lavet på ren Cabernet Franc fra marken, der ligger i 450 meters højde og har ler og kalkholdig jord og dyrket økologisk  og efter biodynamiske principper.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller, 15 dages maceration med skindet, malolaktisk gæring og derefter lagret sur lige 7 måneder i ler-amforaer efterfulgt af yderligere 6 måneders hvile på flaske, før den frigives.

I næsen er det en lys, bondsk vin, hvor man på farven kan fornemme en vis modenhed … sådan lidt brunorange i kanten og samtidig pænt grumset. Den virker tæt, lidt solid med tobak, læder, skovbund, mug, muldjord, grannåle, røg, blåbær, blommer, hindbær og ribs, noget røg og samtidig virker det også til at være en krydret vin.

Hvor er den blød … smelter helt i munden … mest kirsebær, blåbær, blommer og dadler, men på en ganske let måde med en smule lemon, fed bitter grape og så også noget peber samt et lidt sandet indtryk, hvilket samlet giver en let, pågående, syrlig, frisk og ren vin, som nærmest danser på tungen. Syrligheden er vild og lækker, så jeg havner dermed på 96 point.

Forhandles af Rosforth & Rosforth, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Vignobles Levet, Condrieu, Rhône, Frankrig

2019 Vignobles Levet, Condrieu, Rhône, FrankrigSom vinaftenens eneste hvidvin havde jeg valgt, at min hummer- og lakserognhotdog skulle ha’ følgeskab af en Condrieu fra vinhuset Vignobles Levet.

Vinhuset holder til i Ampuis overfor kirken i det nordlige Rhône og er en familiedrevet vingård, der blev grundlagt i 1929.

Det var oprindelig gartneren Marius Chambeyron, som selv startede med at plante stokke på en række marker og små lieux-dits, herunder La Landonne, men i dag er det 4. generation i form af Agnès Levet, som står for driften.

Agnes laver kun Côte Rôtie og Condrieu, fra marker hvor de fleste stokke er mere end 65 år gamle. Hun har fx fantastiske vinmarker i hjertet af Côte Blonde og Côte Brune … og 55% af parcellerne blev plantet før 1953.

Domænet har siden 1990’erne praktiseret masseudvælgelse af stokke …. har taget stiklinger fra gamle vinstokke for at udbrede dem på nye vinmarker.

En af de sorter, der dyrkes her, er Petite Serine, som er en gammel type Syrah, som giver lavere udbytte og mindre klynger med bedre afstand. Agnes bruger hele klaser og lagre på store brugte fade. så det er ægte animalsk Côte Rôtie på absolut topniveau.

Denne Condrieu er lavet på100% Viognier, som er lavet med gæring i termoregulerede rustfri stålkar efterfulgt af direkte presning. Efter endt fermentering er vinen også lagret på brugte egefade inden let filtrering og aftapning.

Det er ikke duftmæssigt en tyk og vingummibamsefed Condrieu … har dog en fed lidt eksotisk frugt med abrikos, ananas, mango, pærer og noget hyben samt et karakteristisk krydderi med muskatnød, lidt estragon samt hvid peber … og alt egentlig på en ret luftig og blomstret facon.

I munden viser vinen virkelig de klassiske Condrieu kvaliteter med Viogniers fuldfede, cremede og småparfumeret smag, hvor der både er abrikos, ananas, mango, akaciehonning og samtidig også bid fra peber, bitter lemon, sort frugt-te, kandiseret citron og en saltet mineralitet … alt fedt, mægtigt og smagfuldt. 95 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske normalt koster 499 kr., men denne er købt på tilbud til 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Gebrüder Mathis, Pinot Rosé Brut Nature, Baden, Tyskland

2019 Weingut Gebrüder Mathis, Pinot Rosé Brut Nature, Baden, TysklandTil at sparke vor aften godt undevejs med et syrligt kick, så startende vi med denne Pinot Rosé Brut Nature 2019.

Weingut Gebrüder Mathis holder til ved byen Merdingen for foden af Tuniberg i sydlige Kaiserstuhl vest for Freiburg.

Vingården er grundlagt i 1978 af brødrene Paul og Bernhard Mathis, som fra det lokale pænt  kalkholdige jord, besluttede sig for at lave vine med stor inspiration fra Bourgogne. De to brødre gav således også navn til gården … Weingut Gebrüder Mathis.

I 2020 blev ejendommen dog overtaget af den unge vinmager Severin Stich sammen med hans kæreste Sabeth Sedlatschek, som han havde mødt på Geisenheim. Severin overtog vingården fra sin mor Sonja Mathis-Stich og mormor Ruth Mathis.

Severin og Sabeth havde inden overtagelsen af Weingut Gebrüder Mathis begge studeret på vinskolen i Geisenheim, men også begge arbejdet hos en række kendte vinhus.

Severin havde således arbejdet hos Bernhard Huber, Chateau Montus i Margaux og Hobo Vineyards i Californien, men Sabeth havde været hos Ökonomierat Rebholz, Bernhard Huber og Joseph Phelps i Californien.

Winzerparret kalder sig selv motiverede, kreative og nysgerrige men oven i den ungdommelige vildskab er de også strukturerede. Og det er præcis derfor de er så gode. Det er præcis derfor den unge generation i Tyskland er så dygtig.

Den unge generation formår at have struktur i kaos, for Tyskland er kaos lige nu. Men det er kaos på den gode måde. Nye druesorter finder vej, nyplantninger tager ikke længere udgangspunkt i historien, men i fremtiden.

Samlet har familien 15 hektar vinmarker, der er under omlægning til økologisk certificeret drift. På markerne har familien dyrket Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Gewürztraminer, Müller-Thurgau, Spätburgunder, Cabernet Sauvignon, Merlot og Lagrein … men de unge vinmagere er også i gang med nye sorter.

Spätburgunder fylder meget hos Gebrüder Mathis. Markerne er beplantet med nogenlunde lige dele Freiburger kloner og Dijon kloner. Til husets basisvin indgår dog flere salgs tyske løs-klasede kloner. Det er dog helt åbenlyst for Severin og Sabeth, at kvaliteten skal komme fra de ældre parceller med Freiburgerkloner eller Dijon-kloner. Husets topmarker er Hohrain og Rosenloch.

Denne Pinot Rosé Brut Nature er lavet på Spätburgunder, hvor basisvinen først har føret på egefade og efter endt fermentering så er aftappet på flaske til brug for andengæringen. Vinen har dernæst tilbragt over 3 år på flaske inden den er degorgeret maj 2023 helt uden tilsat dosage.

I næsen er der godt med brus, der rammer med syrlige gærnoter, en syrerig frugt af mest ribs, grønne jordbær, stikkelsbær, citroner samt grape suppleret med jod, jern og en kalket mineralitet.

Smagen er som et slag med en kæp … det svirper, lammer og smerter, men helt masochistisk elsker man det omgående. Vinen har en totalt frisk syrlighed, som kommer fra ribs, citroner, bitter grapefrugt samt nogle lidt gærede elementer. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.,. mens prisen er 225 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 LGI Wines, Les Glaneuses Rosé, Languedoc, Frankrig

2023 LGI Wines, Les Glaneuses Rosé, Languedoc, FrankrigVi fortsætter vores sommerdrømme med endnu en rosévin og det er med en ren Cinsault baseret vin, som hedder Les Glaneuses Rosé og kommer fra LGI Wines.

LGI ligger på adressen Avenue Georges Guille i Carcassonne og er et vinfirma, der skræddersyr private labels vin og andre vine under flere  forskellige navne.

Den innovative vinhus ejer egentlig ikke selv vinmarker, men opkøber alle druer fra en række vinavlere i det sydlige Frankrig og det er primært fra Languedoc, Roussillon, Provence og Gascogne. De laver og flasker vinene på deres anlæg i Carcassonne.

Selskabet blev grundlagt i 1999 i Carcassonne af Alain Grignon, som havde en vision om af designe god og billig Languedoc vin beregnet for de internationale eksportmarkeder.

I 2013, da Alain Grignon gik på pension, overtog Xavier Roger og Cédric Duquenoy roret, hvor Xavier blev administrerende direktør og Cédric blev salgsdirektør.

Les Glaneuses Rosé er – som skrevet indledningsvis – på 100% Cinsault og vinificeres på ståltanke. Der har vinen også lagret i 3 måneder sur lie inden aftapning på flaske og frigivelse. Denne vin i årgang 2023 er en tank sample .. to be tasted rapidly. Javel.

Det er duftmæssigt fortsat en sødlig og aromatisk rosévin, hvor frugten mest er jordbær og hindbær, men her er trutti-frutti noterne mere afdæmpede suppleret med noget landligt og animalsk, hyben og tørre, søde krydderier … samt lidt lemonskal.

I munden er der også mere styr på smagene … virker mere tør, selvom man også får noget sommersødme med.  Der er hindbær, lidt jordbær og så ellers citroner, hvilket også gør denne rosévin frisk, let og endda med let peber i eftersmagen. 89 point.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Le Cellier d’Eole, Bal de la Rosé, Languedoc, Frankrig

2023 Le Cellier d'Eole, Bal de la Rosé, Languedoc, FrankrigDet er ikke sommer … endsige forår, men derfor kan man jo sagtens længes og så kan man jo altid drikke lidt rosévin og forestille sig 25 grader mere på terrassen … som fx med denne 2023 Bal de la Rosé fra kooperativet Le Cellier d’Eole.

Le Cellier d’Eole holder til i Rieux Minervois og har godt 205 medlemmer, der samlet har 1.500 hektar vinmarker, der strækker sig fra Roquecourbe til Minerve via La Livinière og Cesseras.

På vinavlernes marker dyrkes et væld af forskellige sorter som Cinsault, Syrah, Grenache, Merlot og Cabernet Sauvignon samt de hvide druer Sauvignon Blanc, Chardonnay, Viognier og Musca … de fleste sælges som Pay d’Oc vine.

Det er den talentfulde Marilyn Lasserre, som er ansvarlig vinmager og hun har forinden arbejdet i både Bordeaux og derudover også i lande som Sydafrika, Australien og USA.

Her smager vi en Bal de la Rosé, der udelukkende er lavet på Grenache, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om vinen, der formentlig blot er lavet og lagret kort på ståltanke … men så springer vi da bare videre til mine duft- og smagsnoter.

Det dufter sgu af fest på en solrig terrasse … meget aromatisk og næsten helt parfumeret med sød frugttyggegummi med trutti-frutti smag, blomster og en ret sød frugt med modne jordbær, kandiserede skovbær, Dr. Oetker blandede cocktailbær … og tossesød vinøs candyfloss.

I munden kommer der dog en smule syre … men også kun lidt, mens frugten dog heller ikke er helt så sød og kandiseret. Der er jordbær, søde kirsebær, lidt citroner og fersken. Det er ikke voldsomt dybt, men ganske fornøjelig til sommerfest på terrassen og uh hvor jeg glæder mig. 87 point.

Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2022 Domaine Yannick Amirault, Saint-Nicolas de Bourgueil les Malgagnes, Loire, Frankrig

2022 Domaine Yannick Amirault, Saint-Nicolas de Bourgueil les Malgagnes, Loire, FrankrigSaint-Nicolas-de-Bourgueil er en by, kommune og appellation i Indre-et-Loire i det centrale Frankrig. Byen ligger i Loire-dalen midt mellem mange slotte og på adressen Rute du Moulin Bleu nord for Bourgueil finder vi Domaine Yannick Amirault, som står bag denne 2022 Saint-Nicolas de Bourgueil les Malgagnes.

Yannick Amirault overtog sin farfars marker i 1977, men han skulle egentlig have overtaget sin fars marker, men faren brugte dog kemi i marken … og det ville Yannick ikke.

Yannick ville lave vine som sin farfars … de blev lavet uden kemi, uden klaring og filtrering. Dengang blev det anset for kontroversielt, at man ville lave vin på den gammeldags måde, men 20 år senere blev det anset for fremsynet og i dag helt normalt.

Vingården var oprindelig grundlagt i 1936 af Eugène Amirault og ligger på den højre bred af Loire-floden i et kalkstenspræget område perfekt for Cabernet Franc.

I løbet af 1990’erne overrog Yannick også marker fra to ældre vinbønder og endelig blev farens marker også blevet indlemmet, men omgående omlagt til økologisk drift. Yannick Amirault har en nærmest perfektionistisk og organisk tilgang dyrkningen,

I dag har Yannick i alt 19 hektar vinmarker, hvoraf 2/3 ligger i Bourgeuil og 1/3 i Saint-Nicolas-de-Bourgeuil og alle sammen er med Cabernet Franc vinstokke. I dag er det dog Yannick søn – og dermed Eugènes oldebarn – Benoît Amirault, der langsomt har overtaget driften med hjælp fra faderen.

Vinhuset et har siden 2009 været økologisk certificeret med alle markerne og man arbejder også delvist efter biodynamiske metoder, bl.a. bruger de den biodynamiske kalender til at planlægge arbejdet efter.

Alt høstes i hånden, der afstilkes 100 % og så laver man også en grundig sortering af bærrene, mens gæringen sker naturligt uden tilsætning af gær samt pigeage på helt traditionel vis med old-school fodtrædning, så længe alkoholniveauet er lavt.

Basisvine gæres i åbne cementkar, mens enkeltmarksvinene gæres i trækar. Modning sker på fade op til 6 måneder og der flaskes uden filtrering eller klaring.

Der svovles en smule ved aftapning på flaske, selvom Yannick omkring år 2000 forsøgte sig uden tilsætning af sulfitter, men det gik ud over vinenes holdbarhed, så i dag har man fundet et passende lavt svovl niveau.

Denne 2022 Saint-Nicolas de Bourgueil les Malgagnes er selvfølgelig også lavet på 100% Cabernet Franc, der er økologisk dyrket og kommer fra en 2 hektar mark med perfekt beliggenhed i  Saint Nicolas de Bourgueil. Druerne kommer fra Cabernet Franc vinstokke, der er mere end 60 år gamle og giver et beskedent udbytte på  30 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med afstilkning af druerne, som dog ikke knuses, gæring i koniske trækar med maceration over 5 år og efter endt fermentering er vinen lagret 13 måneder på 450 liter egefade, mens dog omkring 20% er lagret på en enkelt amfora af sandsten. Siden 2014 har man faktisk også lavet en særskilt udgave af denne vin, hvor den udelukkende er lagret på en amfora, som kan rumme næsten 800 flasker.

I glasset er det en dyb og nærmest sort bordeauxfarvet vin, som duftmæssigt har noget charmerende oldschool duft med mørkbitter chokolade, tryksværte, lakridsrod, blyantstifter, røget flæsk, tørv og jernmalm samt en frugt af solbær, blåbær og ribs. Der er røg, fedme samt cedertræ og leret jord.

Smagen er cremet og læskende … med en vis tør sødme, som lige i starten overrasker mig totalt. Det er tæt, fyldigt og meget intenst, har en næsten marmeladeblød frugt af solbær, sorte blommer, ribs og hindbær, et voldsomt og tørt tanninbid, som paralyserer munden totalt  … med det er på en cremet og let pebret facon med dybe, tørre balsamiske elementer, lakrids, tør kakaopulver og mørkt lemonbid. Det er sgu virkelig spændende vin … 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

N.V. Les Grands Chais De France, Timberlay Crémant de Bordeaux Brut, Bordeaux, Frankrig        

N.V. Les Grands Chais De France, Timberlay Crémant de Bordeaux Brut, Bordeaux, Frankrig  Det er sjældent, at man smager Crémant de Bordeaux, men nu har jeg fået netop sådan en i glasset og den kommer fra den store franske vinkoncern Les Grands Chais De France aka GCF Group … det er en Timberlay Crémant de Bordeaux Brut.

Det er Crémant, som er lavet på ægte champagnevis med ægte andengæring på flaske. Den er lavet på 80% Sémillon og 20% Merlot, der håndhøstes fra marker med ler og kalksten. Vinen gærer først i ståltanke med temperaturstyring ved 16-18 grader,

Herefter følger andengæringen på flaske, hvor vinen under 9 måneder gæring sur lie udvikler sine bobler samt en brødagtig, champagnelignende karakter.

Duften er nu sødere end de fleste champagner … det er melon, pærer, abrikos, ananas og der er ikke nødder, men måske mere mandler, en snas appelsin, citronskal og små fennikelfrø … og med denne lidt moscatoagtige og læskende sødme.

I munden er der heller ikke så meget Brut … det er en sødlig vin, masser af honningmelon, fersken, bløde pærer, lidt grape og lemon, men på en sød måde, hvor vinen er mest til den søde side og syren er også sødbitter … lidt som læskende gin og tonic, men uden samme dybde og alkohol. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7