Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2008 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandBestyrelsesmødet hos Jan sluttede også med en vin, som jeg  har smagt før. Men det er dog næsten 10 år siden, at jeg sidst smagte 2008 Burkheimer Feuerberg Spätburgunder Grosses Gewächs fra Weingut Bercher, som ligger smukt lige centralt midt i Burkheim.

Jeg har dog sidenhen selv besøgt vinhuset sammen med Jan, men det kan du læse mere i indlægget; Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim. Det var i 2016, hvor vi mødte den fantastiske Martin Bercher og fik både en god vinsmagning og fik set hele produktionen.

Denne Burkheimer Feuerberg Spätburgunder GG er en af husets topvine … og i 2008 var det en Grosses Gewächs. I dag laves der to røde topvine fra Burkheimer Feuerberg, en Erste Lage Burkheimer Feuerberg og en Burkheimer Feuerberg Kesselberg, som kommer fra GG parcellen parcel Kesselberg på bjerget.

Feuerberg refererer til Kaiserstuhls fortid som vulkansk område. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques i op til 15 måneder.

I glasset er vinen fin transparent med en svag let brunlig/orange kant, klart mere tydelig, eksplicit og udtryksfuld end de forrige vine, men fortsat med en landlig, animalsk hestestald, lyse bær, hindbær, jordbær, kirsebær, god krop, godt fadpræg med lakridskonfekt samt vanilje, sødme, chokolade, tobak … rund og venlig, men alligevel med sten, kant og virkelig ren frugt, hvor alderen faktisk ikke virker til at trykke nogle steder.

Smagsmæssigt har vinen – som for 10 år siden – denne lidt grønne, rene, ranke og klar stil, hvor der er godt med bid. Der er igen også et klart peberbid, en mineralsk og ren syre. Selvom alderen burde have mærket vinen en del, så står den fortsat klippeklar og præcis, har en lys lethed, blødhed og finesse.

Forhandles af Crimewine. Der nyere nye årgange af Burkheimer Feuerberg Spätburgunder 1G til 289 kr., mens Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG koster 325 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2010 Weingut Holger Koch, Pinot Noir *** Selection, Baden, Tyskland

2010 Weingut Holger Koch, Pinot Noir *** Selection, Baden, TysklandNår vi nu er inde i gentagelser, repetitioner og replay, hvorfor så ikke lige skrive lidt om denne 2010 Pinot Noir *** Selection fra Weingut Holger Koch, som Jan også har købt på vingården og serveret i 2013.

Vildt hvor hurtigt tiden går og at Jan har haft denne liggende i nu næsten 9 år siden, at han satte den på bordet til en vinaften.

Holger Koch holder til mellem Vogtsburg og Bickensohl i Kaiserstuhl. Koch familien har gennem generationer dyrket vin her, men det var først da Holger og hustruen Gabriele overtog driften, at vingården begyndte at lave egne vine. Holger har nemlig en forkærlighed for vine på Pinot Noir, og han var fast besluttet på, at vinene endda primært skulle laves på franske Pinot Noir kloner … og ikke tysk Spätburgunder.

Holger Koch ejer sammen med sine forældre samlet 7,5 hektar vinmarker alle tilplantet med Weissburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Pinot Noir fra Bourgogne.

En del af vinstokkene stammer endda fra gamle vinplanter, så man bibeholder de gode gener. Kvaliteten forbedres ved at biodynamisk dyrkning og organisk gødning, som giver bedre og bedre jord år for år.

Al arbejde udføres manuelt hvis muligt. Mange vine fremstilles med den naturlige gær. Der producerer omkring 50.000 flasker årligt hos Weingut Holger Koch.

Denne Pinot Noir *** Selection er Kochs topvin og således en Grosse Gewächse, hvor alle druerne er burgundiske kloner, primært klonen Dijon 114 og selvfølgelig høstet manuelt og samtidig sorteret.

I vineriet er druerne igen sorteret inden forsigtig afstilkning og let knusning af druerne og premaceration i 4-5 timer før spontangæring i store træfade med 30 % hele klaser. Derefter er vinen  lagret 15 måneder på 300 og 500 liters træfade med løbende battonage.

I næsen er det en lidt varm Pinot Noir … frugten er sådan lidt indkogte blommer, solbær, blåbær og virker både gæret og en smule reduktiv med lidt krudt, sod, blomsterpollen, mælkebøtter, hyben, røg og granatæbler.

Smagsmæssigt er det dog en utrolig blød vin, har både blæk, solbær, blåbær og blommer, tranebær, hyldebærsaft, lidt syltetøj, blomster, meget aromatisk og mørksyrlig med en rustik syre. Stilen er faktisk meget specielt … lidt en Arnold Schwarzennegger på tæer … syrlig, saftig, men smager sgu ret godt.

Forhandles af Vinbutikken, hvor en flaske i nyere årgang koster 338 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2012 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandDet er ganske vist imod mine principper at anmelde en vin 2 gange, men når det er 7 år siden og vinen smager så forbasket godt, som nu denne 2012 Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Salwey, så gør jeg gerne en undtagelse.

Mest af alt er det selvfølgelig også for at smage, hvordan vinen har udviklet sig siden maj 2015, hvor Jan serverede den for mig første gang, for vinen er nemlig fra en kasse, som Jan købte nede på vingården for efterhånden lang tid siden.

Henkenberg Spätburgunder GG er selvfølgelig lavet med druer fra Großes Gewächs marken Oberrotweiler Henkenberg, som ligger på en flad højderyg mellem Oberrotweil og Burkheim. Jorden er af vulkansk oprindelse, mens marken er sit navn fra den offentlige, statslige galge, som i gammel tid fandtes der.

På tysk hedder den en Richtstätte … et skafot, hvor dømte blev henrettet. Nu er jeg ikke specil stærk i tysk, men jeg vil gætte på at Henkenberg kommer fra “hängenberg” … altså hængebjerget. En del af Henkenberg kaldes endda også Galgenbuck. Weingut Salwey har primært Grauburgunder og Spätburgunder på Oberrotweiler Henkenberg.

Druerne er høstet med et udbytte på omkring 40 hektoliter pr. hektar og og håndselekteres inden gæringen i åbne tanke. Gæring og maceration foregår med delvist hele klaser ved en høj temperatur på 25-33 grader over 7-12 dage, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på barriques, heraf 33% nye fade.

Egetræet, der anvendes hos Salwey, stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, så træet bliver derefter sendt til de allerbedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Som sidste gang en smuk, lys og transparent vin i glasset, mens duften – trods alderen – er meget oprejst, rank og endda lidt grøn, stilket, støvet og krydret med gran, estragon, animalsk landlighed, en frugt der virker lidt mørkere end jeg husker Salwey … brombær, lidt blåbær og hindbær, nogle mælkede noter, flæsketern, sødme, klare fadnoter med vanilje og mælkechokolade og så bare en funklende, æterisk og fin syre.

I munden er vinen meget som sidst … blød som vat, blid, rund og smelter bare i munden med stoisk ro samt overbevisende lette trin. Selvom det er Bamseline blødt og modent, så er det samtidig bare så rent og klart med både kirsebær, rabarber, blæk, jern, kul og så godt med sten samt mineraler. Den har en lille sødme, lidt chokolade og imponerende lethed, frisk frugt, syre/sødme balance  på den lyse, nærmest feminine måde. Mums.

Jan havde købt kasse på vingården, hvor en flaske dengang kostede 26,00€ … eller omkring 194 kr. Herhjemme forhandles Salwey i dag af Vinova, hvor en flaske i nyere årgang koster 335 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2009 Weingut Dr. Heger, Inhringen Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2009 Weingut Dr. Heger, Inhringen Winklerberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandJan havde også fundet en vin frem fra fra et vinhus, som vi begge har besøgt før, nemlig Weingut Dr. Heger i Ihringen i Baden … og her det endda også en 2009 Inhringen Winklerberg Spätburgunder Grosses Gewächs.

Det var i tilbage i 2016, at vi besøgte Heger … et besøg, som du kan læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen.

Vinen er lavet med Spätburgunder druer fra parcer på en af Hegers bedste og primære marker, nemlig vinmarken Ihringer Winklerberg,  som samtidig er én af de varmeste vinmarker i Tyskland.

Der er flere parceller på Winklerberg, nogle er kategoriseret som Erste Lage og nogle som Grosse Lage … her er det fra de bedste GG marker. Vinen er lavet helt klassisk med gæring og maceration, mens vinen så derefter er lagret 18 måneder på barriques, hvor omkring 70% var nye fade.

I næsen virker vinen først lidt tilbageholdende … som om, at den grundet alderen lige skal vågne. Det er sgu da også sin sag lige at sove tornerosesøvn i 13 år og så lige skal være frisk med det samme. Men det gør også bare, at den duftmæssigt virker rund, blød, lidt støvet, men med en lækker kerne af totalt frisk frugt bestående af jordbær, kirsebær … er bare så fin og betagende.

Samme feeling får du smagsmæssigt, hvor vinen er cremet, rund og utrolig behagelig, endda saftig, smooth og letløbende. Gennem de 13 år er alt modnet, mens kanter og tanninerne er slebet af, rundet. Det efterlader en vin med masser af skovbær, flot integrerede tanniner, røgede og krydrede elementer, let mørk chokolade og slutterlig oss’ en klar mineralsk nerve. Stor vin.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske i nyere årgange koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2011 Weingut Gutzler, Dorn Dürkheimer Pinot Noir Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2011 Weingut Gutzler, Dorn Dürkheim Pinot Noir Trocken, Rheinhessen, TysklandHvor er det utroligt at opdage, hvor yndefuldt en almindelig tysk Ortswein på Pinot Noir aka Spätburgunder egentlig ældes og faktisk slet ikke bliver træt, som nu fx denne 2011 Dorn Dürkheimer Pinot Noir Trocken im Barrique Gereift fra Weingut Gutzler.

Weingut Gutzler ligger i den sydlige del af Rheinhessen ved byen Gundheim og drives af Michael Gutzler sammen med faderen Gerhard. Huset har været i familiens eje gennem generationer.

Således overtog Gerhard driften i 1985 efter hans far, mens Michael for nogle år siden overtog ledelsen efter sin Gerhard. De har samlet 13,4 hektar vinmarker, og deres bedste marker er Liebfrauenstift Kirchenstück, Brunnenhäuschen samt Westhofener Morstein.

Huset laver omkring 110.000 flasker vin årligt, fordelt på 33% Riesling, 33% Pinot Noir, 17% Pinot Blanc og Pinot Gris, 7% Silvaner mens resten er Sauvignon Blanc, Chardonnay og Dornfelder.

Der laves helt klassisk vine opdelt i Gutsweine, Ortsweine samt Großes Gewächs. Derudover laves vine i blends, kaldet Unikate samt lidt Edelbrände og Sekt. Vinhuset råder således over et fint destilleri og har for nylig bygget en state-of-the-art vinkælder til de franske barrique, som anvendes på husets bedste rødvine.

I 2005 blev Gutzler medlem af VDP og får generelt ret gode anmeldelser. Vinhuset anses blandt de bedste røde vinproducenter i Tyskland, bl.a. af Gault Millau og Eichelmann vinguiderne. Derfor er det også Spätburgunder, som er hovedfokus hos Gutzler og er også medlem af Deutsches Barrique Forum.

Og de opnår også tit flotte priser, således er Gerhard blevet tildelt den tyske pris for årets bedste rødvinsproducent. Sønnen Michael Gutzler regnes i dag som en Rising Star indenfor tysk vinproduktion og har modtaget præmier i konkurrencer i hele Tyskland.

Dorn Dürkheimer Pinot Noir Trocken er lavet med druer fra Gutzlers marker et par kilometer nord for Gundheim omkring byen Dorn Dürkheim og så vinificeret i egefade og efter endt gæring lagret en periode på brugte barriques.

I dag er vinen klassificeret som en Erste Lage vin … og Gutzler har ingen Ortsweine.

I næsen en god klar vin med lidt mentol, animalsk landlighed, lidt fond, moden frugt med blommer, mirabeller samt saftige jordbær, røg, chokolade, kaffe og macchiato, en malolaktisk, mælket note og sammenlagt en moden vin, som fortsat har masser at byde på.

Smagen er da også moden, rund og cremet … faktisk rigtig meget cremet med en blød, moden og saftig frugt, mens syren så har fået slebet alle kanter af og fremstår lidt vag, men det opvejes dog af lidt alkohol, der lige bider lidt. Men samlet god frugt og en lidt afdæmpet i smagen, hvilket giver en fin tysk Pinot Noir, hvor jeg ligger lige mellem 5 og 5,5 houlbergske tomler.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men på vingården koster vinen i nyere årgang 26€ … svarende til 194 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Domaine du Clos Saint Landelin, Pinot Noir, Alsace, Frankrig

2014 Domaine du Clos Saint Landelin, Pinot Noir, Alsace, FrankrigVed møde hos Jan forleden hev han en hel kasse ældre tyske Spätburgunder vin på bordet, men startede dog forinden lige i Alsace med denne 2014 Pinot Noir fra Domaine du Clos Saint Landelin, der ligger i Rouffach omkring 15-20 kilometer syd for Colmar i dejlige Alsace.

Vinhuset er oprindeligt  grundlagt tilbage i 1650 af Michel Muré, der slog sig ned som vinavler i Westhalten i den sydlige del af Alsace. Det var imidlertid først i 1935, at Domaine du Clos Saint Landelin opstod, da en senere efterkommer Alfred Muré købte marken Clos Saint Landelin, som også blev navnet på vinhuset.

Clos Saint Landelin har samlet 25 hektar vinmarker, som ligger ved Rouffach. Området ligger beskyttet af Le Grand Ballon .. det højeste punkt i bjergkæden Vogeserne, som forhindrer vinden fra vest i at bringe skyer og regn ind over Rouffach. Dette giver Rouffach et mere tørt og solrigt klima end i det nordligere Alsace. I vinene resulterer dette i mere dybde og fylde.

Domaine du Clos Saint Landelin drives i dag af 12. generation af Muré familien, nemlig Véronique og Thomas Muré. Véronique står for administration og markedsføring, mens Thomas – der er uddannet ønolog fra Beaujolais – står for vinene.

Clos Saint Landelin marken ligger lige syd for Rouffach og har tidligere været ejet af bispedømmet i Strasbourg. Vinmarken blev i det 8. århundrede givet i gave fra biskop Heddon til Sankt Landelin klosteret og allerede dengang var marken regnet som en af de bedste i hele Alsace. I dag er Muré familien eneejer af Clos Saint Landelin marken, som samlet er på 12 hektar.

Og denne Pinot Noir er netop lavet med druerne fra Clos Saint Landelin marken, hvor Pinot Noir vinstokkene står på toppen af marken, mens familien har Riesling i bunden af ​​bjergskråningen, Gewurztraminer og Muscat midt på bjergsiden, Pinot Gris mod sydvest og Sylvaner på den sydøstlige del.

Pinot Noir vinstokkene her på Clos St. Landelin er næsten 50 år gamle i gennemsnit og yder meget et lavt udbytte på 25 hektoliter pr. hektar. Selvom Clos St. Landelin er klassificeret som Grand Cru mark, så er det jo alene vin på  Riesling, Pinot Gris, Gewurztraminer og Muscat, som kan klassificeres som Grand Cru. Vinen lagres i 12 måneder på 100% nye franske fade inden aftapning.

Dejlig lys, let, feminin og moden frugt, jordbær, ribs, tranebær, sødme, let fadpræg med vanilje, træ, luftig, æterisk og fin, men ellers næsten parfumeret og blomstret … meget tillokkende.

Smagsmæssigt er det også en rund, blød og let vin med samme modne frugt, som osede op af glasset, altså jordbær, ribs, tranebær, let jernagtige elementer og fader måske forholdsvis hurtigt ud. Men den har en smuk, lys og elegant side.

Forhandles herhjemme af Skjold Burne, hvor en flaske i nyere årgang koster 545 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USA

2020 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USADet er lannnnnng tid siden, at jeg sidst smagte denne Pinot Noir fra Liberated Winery – et af mange brands under Jackson Family Wines – for sidst var det i en årgang 2013, men siden da virker det til, at de fået mere styr på deres shit, for vinen er klart en tak lysere og mere elegant.

Jackson Family Wines er stor … meget stor og ejer – i skrivende stund – 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika. Blandt de mest kendte vinhuse herhjemme er Edmeades, Carmel Road, Kendall-Jackson, La Crema og Murphy-Goode.

Samlet skulle de vistnok eje 47 vinhuse, hvortil kommer brands som fx Liberated Winery, der ikke tæller som et selvstændigt vinhus.

Jackson Family Wines er oprindeligt grundlagt af Jess Stonestreet Jackson Jr., som både var en amerikansk entreprenør i vinbranchen, advokat og forretningsmand. Jess voksede op i Californien under den store depression, og arbejdede inden uddannelsen til advokat indenfor en lang række erhverv, bl.a. som bolsjer-koger, postbud, humleplukker, livreder og ambulancefører.

I 1974 købte han med hustruen Jane Kendall Jackson en 32 hektar stor ejendom med produktion af pærer og valnødder. Der blev dog i stedet plantet vinstokke, primært Chardonnay og druerne solgte ægteparret de første mange år til lokale vinhuse. I 1981 var der imidlertid overflod at druer, hvilket gjorde afsætningen svær.

I stedet begyndte Jess Stonestreet Jackson Jr. så selv at producere vinene, og besluttede at producere kvalitetsvine til billige penge. Den første vin blev Kendall-Jackson Vintner’s Reserve Chardonnay, som blev en kæmpe succes og samtidig første vin, som i 1983 vandt en Platinum Award ved konkurrencen American Wine Competition. Vinen er bl.a. af Food and Wine Magazine placeret blandt 50 Wines You Can Always Trust.

Jess blev skilt fra Jane Kendall Jackson i starten af 1980’erne og giftede sig i stedet med Barbara Banke, som blev hans partner både privat og i vinproduktionen. Sammen udvidede de vinhuset … til vel nærmest et vinimperium.

Den oprindelig strategiplan lød på en produktion på 50.000 kasser vin årligt, men de blev ved med at vokse med endnu flere vine, større produktion, nye vinhuse og ejer i dag hele 10.100 hektar jord, hvoraf 5.650 hektar er vinmarker. Helt astronomisk.

I 2009 var Kendall-Jackson koncernen placeret som det 9. største vinfirma i USA, og havde gjort Jess Stonestreet Jackson Jr. en meget velhavende mand. I 2005 skrev Forbes Magazine, at Jess var den 366. rigeste person i verdenen med en formue på 1,8 mia. dollars. Jess døde imidlertid i 2011 af kræft … men på det tidspunkt produceret vinhuset 5 millioner kasser vin årligt.

I dag er drives vinhuset videre af  hustruen Barbara Banke i samarbejde med svigersønnen Don Hartford, men også hans 3 børn fra ægteskabet med Barbera – Katie, Julia og Christopher Jackson – er på vej ind i det store familieforetagende.

De har også startet projektet Liberated Winery, hvor de – under ledelse af vinmageren Graham Weerts og nogle af familiens andre vinmagere – laver 3 vine på 3 forskellige druesorter.

Det er nemlig på druesorterne Pinot Noir, Sauvignon Blanc samt Cabernet Sauvignon … og hver vin fås med 3 forskellige etiketter med forskellige navne … på Pinot Noir er det Artist, Urban Dweller og Graduate. Alle etiketterne er designet af illustratoren Jeremy Collins og denne flaske er med etiketten Artist.

Graham Weerts er til dag ansvarlig vinmager på Jackson Family Wines’ sydafrikanske projekt Capensis, men han laver altså også vine fra Sonoma i Californien.

Denne Pinot Noir er lavet med håndplukkede druer og fermenteringen sker på temperaturkontrollerede ståltanke. Den efterfølgende fadlagring sker på franske egefade og kun en lille andel er nye fade.

Det er duftmæssigt en lys, let og venlig Pinot Noir med en let tør sødme, jordbær, hindbær og kirsebær. I næsen er sødmen slet ikke alarmerende og dermed ligger vi stilmæssigt forholdsvis tæt på en mere europæisk stil. Et tydeligt fadpræg bidrager dog med både vaniljesukker, mælkechokolade, bagepulver suppleret med lidt grønne blade og svag mentol.

I munden bliver det amerikanske ophav dog langt tydeligere, for nu titter der godt med sødme frem. Det er en omgængelig, smagfuld og rund vin, hvor der er godt med jordbær og saftige kirsebær. Sødmen og fruktosen er høj, måske er den også lige saftet nok og syren totalt blid som et lam, men det gør venligheden større og drikbarheden ret gigantisk. Der gør også, at bællepotentialet er helt i top og en flaske hurtigt tømt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Michel, Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland

2019 Weingut Michel, Spätburgunder Alte Reben, Baden, TysklandEfter en række italienske topvine, så er det altid rart at smage god, tysk Spätburgunder, som nu fx denne Spätburgunder Alte Reben 2019 fra Weingut Michel.

Vinhuset holder til på Winzerweg i byen Achkarren i Kaiserstuhl fpr  foden af den ikoniske Schlossberg mark. Vinhuset drives af Josef Michel, der overtog driften fra sine forældre i 1983.

De havde drevet den lille vingård siden 1960’erne, men overlod driften til Josef, som var uddannet Weinküfer … en ældre titel for en vintekniker, og altså et uddannelsesniveau under almindelig vinmager.

Men 3. generation i form af Josefs søn Robin Michel er også allerede begyndt at hjælpe i produktionen. Sammen passer far og søn deres 13 hektar marker, hvor de bedste marker er Achkarrer Schlossberg. Achkarrer Castellberg og Munzinger Kapellenberg.

På markerne dyrker de primært burgunder sorter, bl.a. Grauburgunder, Weißburgunder, Chardonnay og Spätburgunder, hvilket danner baggrund for pt 18 forskellige vine.

Weingut Michel er stadig relativt ukendt på den internationale vinscene … og måske er det også derfor, at vinhuset til trods for deres eftertragtede markbesiddelser og medlemskab af VDP stadig formår at lave vine til rørende lave priser sammenlignet med andre af områdets kvalitetsproducenter.

På den nationale scene ser det dog helt anderledes ud, for der er Michel som producent belønnet med 5/5 stjerner og dermed status som Weltklasse i det anerkendte magasin Eichelmann. Derudover har vinhuset tre drueklaser i Gault & Millot.

Her smager vi husets Spätburgunder Alte Reben 2019, hvor alle druerne kommer fra særligt udvalgte, gamle vinstokke på husets vinmarker omkring Achkarren. Al høst er foregået ved håndkraft, hvorefter druerne er nænsomt selekteret i både mark og bagefter ved ankomsten til vineriet. Vinen gæres på ståltanke og lagrer herefter i 12 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt er vinen ikke sådan arketypisk Kaiserstuhl Spätburgunder, for den har en lidt mere rank, grøn og kantet næse med gran, nelliker, vinblade, tørrede blomster, tranebær, jordbær og hindbær samt et klart mineralsk strejf, mens fagpræget ganske svagt med blot en anelse vanilje og mælkechokolade.

I munden er vinen lidt mildere end i duften … ren, lækker og frisk frugt med halvsøde jordbær, hindbær og tynd kirsebærlikør, en lys syre, der giver et frisk udtryk, blide tanniner, let peber og ellers bare voldsom stor drikkevelbehag. Smuk Spätburgunder.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås til 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Domaine Alary, L’Estévenas Cairanne, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Alary, L'Estévenas Cairanne, Rhône, FrankrigFor et par måneder siden smagte jeg en La Gerbaude Côtes du Rhône 2019 fra det franske vinhus Domaine Alary og nu smager jeg så deres 2019 L’Estévenas Cairanne.

 Vinen er lavet på 50% Syrah samt 50% Grenache fra nogle tudsegamle vinstokke fra en sydvendt, kalkstenrig skråning, hvor Syrah druerne faktisk er fra nogle af de ældste vinstokke i det sydlige Rhône.

Alle druer plukkes udelukkende ved håndkraft og der foregår både en sortering af drueklaserne i marken og efterfølgende ved ankomst til vineriet. Vinficeringen er yderst traditionel, hvor man inkluderer omkring 20% hele klaser, mens gæring og maceration sker køligt med daglig pigeage under den 23-28 dage lange gæring.

Efter assemblagen lagrer vinen på 90% cementtanke og 10% demi-muids i 18 måneder og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er kun lavet små 700 kasser af vinen.

Hold da op … sikke lækkerheder, som vinen byder på duftmæssigt med en dyb, landlig aroma, flæsk, baconfedt, mejeri, sorte oliven og tør engelsk lakrids, blåbær, brombær og hindbær, parfumerede samt blomstrede elementer, violer, dild, knuste sten suppleret med små, direkte fadnoter med vanilje og chokolade.

I munden er vinen kraftig med både en pæn portion sødme, men også nogle tørre elementer som engelsk lakrids, peber, tjære samt bitter chokolade. Der er fedme, sort frugt, sorte kirsebær, hindbær, blommer, kaffebønner, tørre tanniner, som dog aldrig bliver vilde eller ustyrlige, men giver rygrad. Det er vitterlig tørt, fedt og voldsomt intens … en maskulin, kraftfuld og stor ener.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Tenuta Sette Ponti, Orma, Toscana, Italien

2019 Tenuta Sette Ponti, Orma, Toscana, ItalienNår vi lige har smagt både Tenuta Sette Pontis smukke Crognolo og forleden topvinen Oreno, hvad er så mere naturligt end at smage vinhusets anden topvin, der simpelthen bare hedder Orma.

Som I måske har læst i  et af de tidligere indlæg om vinene fra Tenuta Sette Ponti, så kommer Orma vinen fra vingården med det samme navn beliggende syd for Livorno i Bolgheri.

Orma ejendommen købte Antonio Moretti Cuseri – den store modemogul – i 2004 efter i mange år at ha’ ledt efter en yderligere vingård til at lave kvalitetsvine … og Orma må siges at opfylde det kriterie, da ejendommen ganske vist kun har 5,5 hektar vinmarker, men de ligger til gengæld lige mellem Sassicaia og Ornellaia.

Og disse 2 ikoniske vinhuse ville også gerne ha’ haft fingrene i de eksklusive 5,5 hektar, men det blev den stenrige Antonio Moretti Cuseri, der skaffede sig skødet på jorden.

Så dermed laver Antonio både den Sangiovese baserede Tignanello dræber Crognolo, kultvinen Oreno og derudover altså Orma … lidt af et felt af vine … vildt.

Orma er fremstillet på et bordeauxblend af 50% Merlot, 30% Cabernet Sauvignon og 20% Cabernet Franc, som håndhøstes fra den famøse mark i smørhullet. Vinen er lavet med gæring over 15-18 dage i ståltanke og er så lagret 18 måneder på 225 liters franske barriquefade og 12 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Og det er på mange måder også – som Oreno – en kult vin, som fx i denne årgang er endt 16 pladser foran Ornellaia på James Sucklings Top 100 og har med 97 point fået samme point som Sassicaia.

Duftmæssigt er vinen pænt tør, mørk og har en vis modenhed, solbær, brombær, blommer, skovbær, skovbund, sandeltræ og andet tørt træ, klar, moden og balsamisk syre … dejlig aroma.

Vinens styrke er dog mest i munden, hvor det er ultra smooth, cremet og så bare skide tørt. Tanninerne udtørrer munden med stor og overbevisende kraft, stramme, uforsonlige og samtidig med en rig balsamisk syre, kirsebær, ribs og tyttebær … men vildt pågående, rund og skarp. Smuk vin og jeg ligger lige mellem 6 og 6,5 fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7