Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2020 Cantine Paradiso, Nonno Angelo Nero di Troia, Puglia, Italien

2020 Cantine Paradiso, Nonno Angelo Nero di Troia, Puglia, ItalienVi skal da smage endnu en vin fra Cantine Paradiso i Cerignola i Puglia, men denne gang er det med vinen Nonno Angelo Nero di Troia i årgang 2020.

Det er en vin lavet på 100% Nero di Troia høstet i start af  oktober. Efter afstilkning knuses druerne og efterlades til gæring og maceration i 15 dage i rustfri ståltanke ved en kontrolleret temperatur under 27 grader og presses så efterfølgende.

Vinen lagres i 2 måneder i rustfri ståltanke og overføres derefter på egetræsfade, hvor den lagres i 12 måneder. Efterfølgende yderligere 4 måneder i flaske for at udvikle sig før den bliver frigivet.

Duftmæssigt kan det minde om en syditaliensk Primitivo, for der er fed solbærmarmelade, sorte kirsebær, svesker og dadler, kanel, kaffe og mælkechokolade, karamel, kakao, men der er også bare en snas af bitterhed oveni den modne, mørke frugt.

I munden smager vinen lidt på samme måde … en maggiterning af fed, håndgranateksplosiv intens mørk frugt. Det er en gammeldags, blød, brun  bredriflet fløjlssofa, som du sætter dig dybt i og næsten aldrig vil komme helt opad igen. Det er blødt, sødt, kraftigt, venligt og har udover chokolade også finsk lakrids, høj oktan alkohol, som lige giver varme, bid og kraftigsød eftersmag. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, Italien

2020 Cantine Paradiso, 1954 Primitivo, Puglia, ItalienCantine Paradiso eller måske mere korrekt Vinolea Paradiso ligger i det nordlige del af den større by Cerignola i Puglia aka Apulien i Italien og derfra smager jeg to vine og starter helt klassisk med en 1954 Primitivo i årgang 2020.

Paradiso-familien har været vinavlere siden 1954, hvor Angelo Paradiso – også kendt som Angelo Primo – grundlagde vingården i Cerignola i hjertet af Daunia provinsen i Puglia.

Derefter overtog Angelos 4 sønner driften og gennem de efterfølgende år udvidede de med køb af nye vinmarker, men i dag er det 3. generation – Angelos barnebarn – der også heder Angelo, der har overtaget driften.

Familien har samlet 12 hektar, som primært er tilplantet med druesorter som Nero di Troia, Primitivo og Negroamaro, men også hvide sorter som  Bombino, Fiano di Avellino samt Trebbiano.

Her smager vi husets 1954 Primitivo, hvor Primitivo druerne er høstet i august fuldt modne. Afstilkning efterfølges af blød knusning og maceration med gæring i rustfri ståltanke i 15-20 dage ved en kontrolleret temperatur og derefter presning.

Efter endt fermentering er vinen lagret 2 måneder i rustfri ståltanke og derefter 12 måneder i  225 liter barriques, før den returneres til ståltanke i yderligere 3 måneder. Efterfølgende tappes og lagres vinen i yderligere 4 måneder før frigivelse.

Duftmæssigt er det fra første snif en fyldig, sødlig, krydret vin, der har masser af krop, fedme og voluminøs kapoow … har både blåbær, kirsebær, svesker, overmodne blommer, lidt mentol, røg, cedertræ, mørk chokolade, læder samt lidt karamel, sød lakrids, kanel … men samtidig med lidt tørhed.

I munden er det også en kraftig, lidt marmeladefed Primitivo, men samtidig har den noget mere, for balancen er klart bedre end lige forventet. Der er fortsat kaffe, kanel, læder, karamel, nødder, røg og sveskegrød. Der er både sødme, alkoholvarme og nougat … meget, fløjlsblød rund, comfortagtig og bredbaget. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2020 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2020 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienVi skal da – når man lige er Etna vulkanvarm – smage mere vin nede fra den iltre dame, for næste vin er nemlig en gammel kending … Pistus Etna Rosso fra vinhuset I Custodi og her i årgang 2020.

I Custodi  er et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti. Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige vinmarker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og samlet 48.700 flasker  årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Her smager vi husets Pistus Etna Rosso, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2017 og 2018 … og det er virkelig en charmetrold, som i denne årgang 2020 igen lavet på 80% Nerello Mascalese samt 20% Nerello Cappuccio fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken i 700 meters højde ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle.

Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke. I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 2 måneder på flaske.

Igen finder man denne fantastiske, transparent og lette farve i glasset, som jo egentlig er helt atypisk for syditalienske vine, men så typisk på etna-vine på Nerello Mascalese. Den virker bare fjerlet og dansende med en lidt landlig og småanimalsk side, klar mineralitet samt en lys, let og endda luftig frugt med jordbær, hindbær, hyben, karamel og egentlig meget blid med blomstersæbe plus en let brændt samt mineralsk note.

Der er noget meget venligt over duften, men det gælder også smagen, hvor man omgående får denne lette, lyse og friske frugt med hindbær, lyse kirsebær, ribs og granatæbler samt en rigtig tæt og frisk syre med lemon bitterhed og virker meget vedholdende i hele munden. Den lyse, lette og friske stil er balanceret, så man får en let, fin og yderst drikkevenlig vin med feminin karakter. Dermed absolut 93 point og kæmpe anbefaling.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 180 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2019 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienMed næste vin er hos det nye vinhus Generazione Alessandro, der laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien og dette er deres 2019 Croceferro Etna Rosso.

Generazione Alessandro er grundlagt i 2015 af de 3 fætre og kusiner Benedetto, Anna og Benedetto Alessandro. De har sammen med deres fædre en mere end 100 år lang historie  bag sig som vindyrkere på den nordvestlige del af Sicilien ikke langt fra Palermo via vinhuset Alessandro Camporeale.

Men i 2015 så opkøbte de 3 fætre og kusiner så knap 10 hektar højtbeliggende vinmarker ved Etna og grundlagde Generazione Alessandro.

De har 7,5 hektar marker på den nordøstlige side af vulkanen i omkring 650 meters højde ved Castiglione di Sicilia og 2,5 hektar vinmarker lidt sydligere tæt ved Linguaglossa.

Bortset fra en halv hektar med særdeles gamle vinstokke er vinmarkerne plantet så sent som i 2016, hvorfor der er tale om meget nye og friske vine, som har udpræget Etna karakter.

Der laves to vine på Generazione Alessandro … en hvid Trainare på Carricante og Catarratto samt denne røde Croceferro Etna Rosso, der er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde.

Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Dejlig lys og transparent i glasset … duften er også ret lækker, let, luftig med en meget landlig, parfumeret og blomstret note, har en frugt med jordbær, kirsebær, hyben og granatæbler, lidt diskret fad med vanilje, let kanel, tørre krydderier … men for pokker, hvor har den en berusende lethed.

Hvor smager den bare drøngodt. Den har en nærmest æterisk lethed, en lys, sart og luftig frugt med masser af smag, sødme og saftighed. Dem har en levende syre, som nærmest har en smule lemon bitterhed, hindbær, lyse kirsebær og granatæbler, hvilket hjælpes af en let mineralsk nerve. Det er sgu rå-lækkert og en etnawine, som absolut omgående vinder mit hjerte. 94 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Domaine du Clos du Fief, Juliénas Tradition, Bourgogne, Frankrig

2021 Domaine du Clos du Fief, Juliénas, Bourgogne, FrankrigFrançis Tête var oprindelig bødker og lavede vintønder inden han grundlagde vinhuset Domaine du Clos du Fief, men det er derfra, at jeg nu smager en Juliénas Tradition 2021.

Vi er selvfølgelig i Beaujolais i Bourgogne … eller mere præcis i byen Juliénas, hvor Domaine du Clos du Fief helt passende ligger på Rue du Gamay.

Domaine du Clos du Fief drives i dag af 3. og 4. generation i form af far Michel og sønnen Sylvain Tête. Michel overtog sammen med sin hustru Françoise driften fra sin far Raymond i 1980 og det var faktisk dem, som gav huset navnet Domaine du Clos du Fief.

I dag har familien 13 hektar vinmarker med Gamay, bl.a. parceller på markerne Les Fouillousses, La Ville, Les Berthets, Les Gonnards, Le Clos du Fief, Aux Capitans samt La Roche og Les Roberts.

De har også en halv hektar til den hvide Beaujolais-Villages på Chardonnay i kommunen Saint-Verand i Saône et Loire lige nord for Julienas i Saône et Loire.

Vinene fra domainet repræsenterer hver sit terroir, og Michel og Sylvain gør deres absolut ypperste for at fremme netop hver crus unikke karakter. De arbejder med lave udbytter og traditionelle teknikker for bedst muligt at lade vinen tale sit eget sprog.

Denne Juliénas Tradition er lavet på Gamay fra vinmarken Les Coteaux du Mont Bessay på 1 hektar, hvor vinstokkene er 45 år gamle. De høstes manuelt, hvorefter gæring sker efter den klassiske semi-carbonic metode med hele druer i storecement tanke over 8-10 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring i cement tankene.

I næsen er det en lidt tør vin med syrlige kirsebær, jordbær samt en smule granatæbler, tørrede roser, violer, lidt banan, blæk med en lidt rustik og bondsk note med en lidt kraftig slagside inklusiv lidt mentol og sort peber.

Men hvor smager Juliénas Tradition godt … har ganske vist en lidt bondsk karakter, men på en let måde, selvom det egentlig er en tæt og kraftig Beaujolais med friske kirsebær, hindbær og tranebær, ret fine og markante tanniner, en sødbitter syre, masser af frugtsmag og egentlig bare en rigtig dejlig Beaujolais. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 142 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Quila, MX-Quila Moretto, Piemonte, Italien

2020 Quila, MX-Quila Moretto, Piemonte, ItalienVi slutter selvfølgelig Bisso Atanassov og dermed Azienda Agricola Quila smagningen med MX-Quila Moretto vinen og i seneste årgang 2020.

Dette er kun 2 årgang af vinen og selvom Bisso har tilplantet 0,44 hektar med Moretto druen på marken Cossano Belbo, så vil marken først kunne give druer til vinen fra 2023.

Derfor er denne lavet med nogle hentede aka indkøbte Moretto druer fra sidst en eksisterende mark nær Tortona. Vinen er så lavet med 3 dages pre-maceration samt en efterfølgende spontangæring og maceration over 25 dage i fade tidligere brugt til at lave Barolo.

Efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder på barrique, men der er alene lavet et enkelt fad af denne MX-Quila Moretto, hvilket svarer til sølle 294 flasker.

Splitte mine bramsejl ville kaptajn Haddock ha’ sagt, for den dufter absolut imponerende med garvet læder, roser, violer, mineraler og har en moden frugt med tyngde, sorte kirsebær, hindbær, brombær samt dyb intensitet. Der er lidt fylde i vinen og dermed ikke helt som Nebbiolo, selvom den også har denne tørre og lækre nerve.

I munden har vinen også en lidt mørkere side end Nebbiolo og tanninerne hverken lammer eller hyller vildt i munden, selvom der fortsat er spræl i vinen. Tanninerne giver dog et godt bid og de sniger sig langsomt frem og sætter sig nærmest ubemærket på  tænderne. Der er jordbær, hindbær, ribs, masser af piemontisk syre og denne friske, stringente, direkte og lyse frugt … meget tør og imponerende, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Quila, Bric Bissarello Langhe Rosso, Piemonte, Italien

2020 Quila, Bric Bissarello Langhe Rosso, Piemonte, ItalienNæste vin fra Bisso Atanassov på Azienda Agricola Quila er ret så spændende og er denne Bric Bissarello Langhe Rosso 2020 lavet på et fieldblend med mest Dolcetto.

Druerne til vinen stammer fra den lejede mark Bric Bissarello, hvor der primært er Muscat for 90% vedkommende, mens den resterende del er Dolcetto,

Eller det troede Bisso Atanassov i hvert fald og det er det næsten også for i hvert fald 85% af druerne, men han opdagede, at der på Dolcetto delen af marken var enkelte stokke, som ikke lignede Dolcetto.

Han fik en fyr fra den lokale planteskole til at løbe rækkerne igennem, og det viste sig, at der imellem Dolcetto, var der plantet 4 forskellige andre sorter … Uvalino, Malvasia di Casorzo, Bonarda Piemontese og Neiran.

Bisso besluttede sig for, at hylde marken ved at høste alt samtidig og lade det indgå i den samme vin, som et slags fieldblend. Gæringen og maceration er sket i store tønder over 25 dage og efter fermentering er vinen lagret 14 måneder på brugte egefade. Der er lavet 852 flasker af vinen.

Etiketten på vinen er malet af den israelske kunstner Elena Kotliarker og det he3dder Splash of Life #8 og ifølge Bisso passer det meget godt med indholdet i flasken.

Duftmæssigt er vinen – ganske overraskende – langt lettere end forventet, har en vild overraskende kompleks og spændende duft af en ellers lidt bondsk drue, som ofte giver lidt småkedelige vine. Det er denne bestemt ikke, for der er kirsebær, kirsch, jordbær, tørrede roser og blomster, let lakrids og vanilje. Fadsødmen runder duften rigtigt godt af.

Smagen er dog mere let, bondsk med nogle vandene kirsebær, saftige jordbær, hindbær, tørre og finkornede tanniner, en rigtig god syre. Jeg tror aldrig, at jeg har smagt Dolcetto med sådan en lethed, hvilket virkelig klæder den ellers nemme drue. Det er rasende fin og elegant Dolcetto, så Houlberg er glad. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Quila, Jeff Pramas Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Quila, Jeff Pramas Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDen dygtige vinmager Bisso Atanassov på Azienda Agricola Quila i Cossano Belbo lidt syd for Asti by har travlt. Sidst jeg smagte en vin fra ham, så lavede han to vine, men i dag laver han 6 forskellige vine og jeg tester nu 3 af dem … startende med denne Jeff Pramas Langhe Nebbiolo 2020.

Bisso Atanassov er oprindeligt fra Bulgarien, har en uddannelse som ønolog fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har blandt andet produceret vin for producenter som Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion, men fra 2012 slog han sig permanent ned i Barolo.

Det blev til seks år som vinmager hos La Bioca inden bruddet med dem. Så i 2018 startede Bisso Atanassov sit eget lille Quila projekt på en ejendom beliggende i i Cossano Belbo ved Isola d´Asti lidt sydøst for Barbaresco.

Bisso var samtidig stødt på den meget mystiske druesort Moretto – ikke at forveksle med den portugisiske Moreto – som man mente var uddød i Piemonte. Men tilbage i 1930’erne havde en ung vinmager imidlertid medbragt druen til Mexico, hvor man dog havde forvekslet den med Nebbiolo.

Den gav godt nok en anden type vin i Mexico end i Italien, men det mente man var klimatisk og geologisk bestemt. Det var først, da der blev taget en DNA prøve af den mexicanske Nebbiolo, at man fandt ud af, at den intet havde med Nebbiolo at gøre. Men samlet findes der i dag 150 hektar med Moretto i Mexico.

Bisso Atanassov stødte først på druen i 2015, men i 2018 fik han efter intense studier om druen, lokaliseret en lille mark med netop Moretto i Piemonte … og Bisso kalder det selv den sidste Moretto mark i Piemonte. Siden har han taget nogle skud og plantet flere marker med druen.

I dag findes der efter sigende samlet 10 hektar med Moretto i Piemonte og heraf har Bisso de 0,44 hektar på en del af Cossano Belbo marken.

På Azienda Agricola Quila har Bisso Atanassov samlet set ikke mange hektar vinmarker … faktisk kun 2 vinmarker, nemlig Cossano Belbo på 2,2 hektar i Cuneo provinsen i Langhe samt Canelli på 0,26 hektar i Asti provinsen i Monferrato.

På markerne dyrker han Nebbiolo, Dolcetto, Moretto, Barbera, Muscat, Favorita samt flere mere ukendte sorter som Zbibbo, Freisa, Malvasia di Casorzo, Uvalino, Brunetta di Rivoli, Neiran og 3 andre sorter, som han endnu ikke har identificeret.

De 3 vine fra Bisso Atanassovs Quila projekt

Jeg har fra årgang 2020 testet 3 af Bissos vine, som I også kan se på billedet nedenunder.

Det er vinene

Jeg har her først smagt 2020 Jeff Pramas Langhe Nebbiolo, der er lavet på Nebbiolo druer fra en sydvendt bakke i 380 meters højde på Cossano Belbo marken.

Han har dog under vinifikationen også undervejs gæret vinen sammen med 8% skind eller kvas fra hans produktion af den hvide Favorita drue, både det almindelig kvas og kvaset fra den amfora gærede Favorita produktion.

Det er efter en teknik, som Bisso kalder F.O.D.S. og det står for fermented on drained skins, altså nærmest gæret på drænet skind … i hvert fald for en lille del. Vinen har med Favorita skindet fået 200 dages maceration og sluttelig 14 måneders lagring på brugte fade. Der er kun lavet beskedne 250 flasker af vinen.

Vinen er opkaldt efter to desværre afdøde vinbønder, som Bisso samarbejdede med, da han arbejdede i Barolo. Pramas døde da en traktor væltede nedover ham, men Jeff tog sit eget liv med en stor riffel. Etiketten er tegnet af en af Bissos venner, nemlig kunstneren Konstantin Novikov, der stammede fra Saint Petersburg, men døde af Corona i 2021.

Mums … virker nærmest som en lidt kødfuld Langhe Nebbiolo, fortsat med alle de herlige noter af læder, tørrede rosenblade, violer, er ganske parfumeret og blomstret, har let medicinsk udtryk, mens frugten er jordbær, lyse og syrlige kirsebær samt en ultrafin, let og stringent syre.

Smagen er ganske tør med tranebær, ribs, saftige kirsebær, en tør bitterhed og saftig sødme, har stor saftighed og lakridsale noter, en lækker og rund smag. Den har måske ikke det lyse, strenge Nebbiolo tanninbid, er mere sjov, bondsk og kødfuld, men for dæleme, hvor smager den godt. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Abremundos, Página 1, Mendoza, Argentina

2018 Abremundos, Página 1, Mendoza, ArgentinaVi skal da også smage de 2 guitarmusikalske og vinøse legekameraters første vin i Abremundos projektet, nemlig vinen Página 1 lavet første gang i årgang 2011 … denne er en 2018’ner.

Druerne til denne Página 1 er lavet på druer fra vinstokke på nogle af Marcelos egen families vinmarker i Valle de Uco i 1.100 meters højde.

Det er 45% Malbec og hele 55% Cabernet Franc, mens vinifikation er sket på 225 liter barriques efter en kold maceration ved 8-10 grader og med pigeage med hånden under gæringen.

Efter endt fermentering kommer vinen på andre fade af samme størrelse, gennemgår malolaktisk gæring  og lagres hele 24 måneder på barriques fadene. Efter aftapning på flaske lagrer den yderligere 6 måneder før frigivelse.

Sidst jeg smagt Página 1 var stilen langt mere kølig end hos Octava Bassa, men her synes det faktisk omvendt, for Página 1 har klart et større og venligt fadpræg … mere elegant og balanceret. Det er også frugt med blåbær, solbær, røg, mentol, cedertræ, nelliker, tobak samt godt med lakrids, lakridskonfekt, kakaopulver og vanilje. Vinen har en frisk, mørk og direkte frugt, meget intens og elegant.

I munden er det tæskegodt … fed, mørk, intens, sød og tør. Man får lidt af det hele med en håndgranats store eksplosion af frugt, blåbær, solbær, sorte kirsebær og ribs, bitter sort te, bitter mørk chokolade, endda også lys sød mælkechokolade, mineraler, kakaopulver, jod og jern, lidt krydrede og pebrede tanniner, der bare hænger timevis i eftersmagen. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 849,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 699,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2019 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, Argentina

2019 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, ArgentinaMarcelo Pelleriti elsker musik … og for et par indlæg siden fortalte jeg om hans vinøse samarbejde med guitaristen Felipe Staiti, men også i projektet Abremundos har han med vennen Pedro Aznar fundet en musikalsk samarbejdspartner. Jeg starter lige med at smage deres 2019 Octava Bassa.

For både Marcelo Pelleriti og Pedro Aznar er begge passionerede for 2 ting i livet … musik og vin. Marcelo Pelleriti er vinmager og musiker, mens Pedro Aznar er musiker og sommelier.

Da Pedro fortalte Marcelo om sin drøm om selv at lave vine, så fortalte Marcelo om det perfekte, højtbeliggende område Valle de Uco i Mendoza og det blev således startskuddet til et joint venture med etableringen af vingården Abremundos ved Tunuyán i 2012.

Marcelo kan I læse mere om i indlægget om Signature Malbec vinen fra Marcelo Pelleriti Wines. Han havde tidligere arbejdet i Bordeaux som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Pedro Aznar er sanger, sangskriver og musiker. Som 18-årig dannede han et rockband, som kom til at definere den argentinske rockscene i flere generationer. Gennem årene var han også med i jazzgrupper og har vundet tre Grammy-priser.

Filmmusik, solokarrierer og mange tildelte priser senere har Pedro nu fordybet sig i vinens verden og har uddannet sig til sommelier hos et af de mest anerkendte vin- og spiritusakademier i Argentina.

Den første vin, som Marcelo og Pedro lavede i projektet Abremundos, var en 2011 Página 1 … et blend lavet af Pedro fra nogle af Marcelos families vinmarker i Valle de Uco. Den var et mix på Cabernet Franc og Malbec, gæret på små franske egetræsfade og lavet som en limited edition med kun 1.200 flasker.

Successen kom øjeblikkelig, idet vinen allerede efter frigivelse i 2014 fik 99 point af vinkritikeren James Suckling og dermed blev hans højeste ratede vin i 2014. Og siden har vinpressen givet masser af udmærkelser til vinene fra Abremundos.

Octava Bassa er lavet på 100% Malbec med druer fra 2,5 hektar marker i 1.100 meters højde ved Chacayes og Altamira i Valle de Uco. Der sker først en kold maceration i 10-15 dage og efter endt fermentering med rotation er vinen også lagret i franske barriques 12-14 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Uha for en mørk, frugtrig og intens vin, hvor der mest er blåbær, solbær, blommer, svesker, en dyb sød finsk og tør engelsk lakrids, nelliker, blæk, grafit. skosværte, cedertræ, tobak og chokolade … alligevel med en vis kølighed og en vase med blomster. Det dufter virkelig af lakridset voksensnolder.

Smagsmæssigt har vinen – trods tonsvis af sort frugt – en næsten luftig og mentolsk lethed pakket ind i en cremet, blød og alligevel meget tør frakke. Vinen er klart mere tør og knap så sød som den foregående årgang. Der er blåbær, solbær, sort kaffe, sort-te og en tør en engelsk lakrids, lidt bitterhed samt mørk chokolade. Der er denne direkte og meget tørre friskheden over vinen, tanninerne også vildt tørre og småvilde, men alligevel leveret i blødeste indpakning. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7