Næste vin fra Azienda Vitivinicola e Agriturismo Ada Nada blev en Barbaresco Elisa 2018. Som med den foregående Serena er Elisa opkaldt efter Elvio og Anna Lisas døtre.
De har i alt 3 døtre og ja … der er også en vin opkaldt efter den sidste datter Emma og det er deres Vino Rosato.
Barbaresco Elisa er én af husets 3 Barbaresco’er og som med de fleste kommer druerne fra området ved Rombone i Treisa tæt ved vingården i omkring 200-350 meters højde i med et terræn bestående af kalkholdig hvid mergel og ler.
Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og presses, hvorefter de anbringes i rustfrie ståltanke for vinifikationen. Maceration sker derefter i omkring 10 dage ved kontrolleret temperatur. Derefter presses mosten og overføres til gæringstankene til den alkoholiske gæring og efterfølgende malolaktiske gæring.
Vinen lagrer herefter 18-20 måneder i store egefade, hvorefter den flaskes ufiltreret og lagrer så på flaske i yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg. Der laves årligt omkring 4.000 flaske af denne vin.
I forhold til foregående Langhe Nebbiolo, så er vi et gear oppe … måske nærmere en gearkasse over, for duften er virkelig to die for. Der er knuste rosenblade, læder, violer, knuste sten, hindbær, lyse kirsebær, rabarber, hæfteplaster samt frisk træ. Virker tør med en lys, støvet og let side.
Hvor smager den godt og nu masseres gummerne herlig via lidt tørre tanniner, en lys, syrlig og balsamisk syre, der bare hænger i munden i mega lang tid sammen med en blød og ren frugt af både rabarber, hindbær og lyse kirsebær. Den bløde side, en frisk frugt samt det tanniske bid fungerer bare så godt sammen. Det er mums for sjælen … lækkersmuk Barbaresco.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 265 kr.