Jeg har tidligere smagt Amarone fra MGM Mondo del Vino. Dengang var det deres Soprasasso Amarone della Valpolicella fra supermarkedernes store hylder, men her er det deres Zîronda Amarone della Valpolicella.
Mondo del Vino – vinens verden – er oprindelig startet i 1991 … og MGM er forbogstaverne fra efternavnene på de tre grundlæggere Alfeo Martini, Roger M. Gabb og Christoph Mack. De var alle tre henholdsvis ønologer/vineksperter og slog pjalterne sammen for at producere innovative italienske vine.
Der er ikke tale om et vinhus med egne marker, men et industrielt foretagende … et stort aktieselskab med en aktiekapital på 10 mio. euro. De opkøber druerne hos forskellige vinavlere, har ansat et stort team af vinmagere, producerer vinene og sælger dem under en række forskellige brands. Og det var været en stor succes.
Siden 1991 har MGM Mondo del Vino formået at investere i teknik og professionalisme med så stor succes, at kun få andre italienske vinproducenter har kunnet følge med.
Vinfirmaet er således i dag blandt de 15 største producenter i Italien med en produktion på over 25 millioner flasker hvert år og små 4,5 millioner 3 liters Bag-in-Box. Alt fra billige Amaroner, Bag-in-Box vine til vine som fx denne Barolo. Der eksporteres til ikke mindre end 55 forskellige lande.
MGM Mondo del Vinos har et ultramoderne vineri fyldt med “state-of-the-art” udstyr, placeret på en stejl bjergskråning midt i landsbyen Priocca tæt på Asti i Piemonte. Det er bygget således, at tyngdekraften transporterer vinen igennem de forskellige etaper af produktionen.
Selve vineriet er delvist omlagt til grøn energi og der arbejdes målrettet med miljøbeviste dyrknings- og produktionsmetoder. Det lyder jo meget fint … men selve vineriet ligner nu en stor industriel fabrik, og der er ikke meget charme eller idyllisk vingård over Mondo del Vino.
MGM har nogle af Italiens bedste ønologer ansat, så som Gaetane Carron og Scipione Giuliani. Dog arbejder det faste team også sammen med et team af flying winemakers til hver ny høst for at få inspiration og input.
MGM Mondo del Vino arbejder over hele Italien, men har som sit speciale Piemonte, Emilia Romagna og Veneto i nord og det meste af Syditalien. De producerer faktisk en hel del vine fra specielt Puglia og Sicilien. Men der er også vine fra Toscana … ja faktisk fra hele Italien. Nogle er endda blot italienske vine uden angivelse af vinområde.
Vinene markedsføringer under 22 forskellige mærker/brands, bl.a. Soprasasso, Itenera, Riva Leone og mange flere. Og så står de altså også bag denne Zîronda Amarone della Valpolicella, som er lavet på 85% Corvina, mens resten er et mix af Corvinone, Rondinella og Molinara.
Druerne kommer fra vinstokke med en gennemsnitsalder på 20 år og er høstet med et udbytte på 80 til 90 tons druer pr. hektar. Efter høst tørres druerne på stråmåtter i 120 dage.
Efter tørreprocessen er mængden reduceret med omkring 40%, hvorefter druerne presses, gæres i 30 dage, hvoraf de 12 dage foregår som koldgæring. Derefter lagres vinen efterfølgende på brugte fade af fransk eg eller de klassiske store slovenske egefade. Vinen hviler på flaske i 12 måneder.
I forehold til foregående Amarone, så er denne mere ærketypisk i næsen, mere landlig og frugtrig med mere tyngde, overmodne fede blommer, nærmest en smule til den vamle side, så nyd den endelig ikke for varmt. Der er også lidt lakrids samt noget, der kan minde om en gammel afsyret kommode … jeg er sgu ærlig talt ikke særlig vild med duften.
Smagsmæssigt? Tja, hvad skal jeg sige? Der er syre, peber og samtidig er det en varm og solrig vin. Den bider lidt af mig og er ikke specielt elegant eller sammenhængende.
Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske i dag koster 250 kr. Den er nogle gange set på tilbud til 125 kr.
Vinanmeldelse 2,5/7