Vi fortsatte i det nordlige Rhône, men nu med en 2020 Saint-Joseph Terres d’Encre fra vinhuset Domaine Georges Vernay, der ligger for foden af Coteau de Vernon i Condrieu.
Det var Francis Vernay, der i 1937 grundlagde vinhuset, da han startede med at plante de første vinstokke på Coteau de Vernon i Condrieu. Han plantede vinstokkene på skråningerne, mens han på det flade land omkring ham, dyrkede andre afgrøder.
I 1940 var han klar med sin første vin … en cuvée Coteau de Vernon og han indså hurtigt, at han havde nogle fremragende marker. Han dedikerede al sin opmærksomhed på druen Viognier og Coteau de Vernon er i dag en legendarisk vin.
I 1953 overtog sønnen Georges driften efter sin far og han investerede massivt i produktion af de hvide Condrieu og han er senere blevet pænt anerkendt for at have reddet hele Condrieu betegnelsen, der næsten var gået i glemslen tilbage i 1950’erne.
Siden 1996 har det dog været Georges’ datter Christine Vernay, der har stået i spidsen for vinhuset og skal videreføre arven efter hendes far og farfar. De første 10 år var Christine alene om arbejdet i huset og det er intet mindre end imponerende, hvad hun har formået.
I 2006 foreslog hun dog sin lillebror Luc Vernay om at samarbejde og siden har han også deltaget i driften.
Huset har samlet 24 hektar vinmarker, som drives økologisk. De 10 hektar ligger i selve Condrieu appellationen, 6 hektar i Côte-Rôtie, 2 hektar i Saint-Joseph og yderligere 6 hektar med Syrah og Viognier og klassificeret under Protected Geographical Indication.
Christine og Luc eksperimenterer og analysere konsekvent i markerne, for at fortsætte den bæredygtige og kvalitative udvikling af området … og siden 2020 har Christines datter Emma også sluttet sig til vinhuset og lærer sammen med sin mor at lave vin.
Produktionen er i dag fordelt på 10 forskellige vin og den samlede årlige produktion ligger på 100.000 flasker.
Her smager vi Christines 2020 Saint-Joseph Terres d’Encre, hvor Syrah druerne kommer fra den 1,5 hektar store vinmarker Terres d’Encre, der direkte kan oversættes til land af blæk. På marken er vinstokkene 30 år gamle og anlagt på de stejle terrasser.
Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket, hvorefter gæring samt maceration er sket over 2-3 uger på egetræsfade. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i gamle træfade. Der laves årligt 7.000 flasker af vinen.
I næsen er der godt med lakrids, violer, engelsk lakrids, balsamiske noter, fadsødme …men sjovt nok næsten elegant burgundisk lethed, nogle blomster, kanel og lakridskonfekt. Der er noget parfumeret i næsen, hindbær, sorte blommer, blåbær, blodpølse, jern og knust peber. Det er kompleks og ultra interessant.
Hvor smager den også godt … blød, mørk og samtidig med en utrolig friskhed. Der er brombær, hindbær, blåbær, ribs og en syre, hvor der endda også er lidt lemon og citroner med svag bitterhed. Det giver en meget levende vin, som virker ungdommelig, skarp, præcis og voldsom elegant. 94 point.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 385 kr.