Bernard Faurie bliver kaldt den kloge, gamle mand på bakken … og bakken er selvfølgelig Hermitage. Med andre ord har vi hevet et ordentligt krydsermissil frem til sidste omgang i slagudvekslingen fra de gnavne, gamle mænd.
Nu ser hverken Diego Molinari eller Bernard Faurie specielt gnavne eller sure ud … nærmeste ganske rare og omgængelige, men selvfølgelig oppe i årene med de erfaringer, rynker og andre attraktioner, som et langt liv unægtelig giver.
Krydsermissilet er denne Hermitage Le Bessards/Le Meal, et slagkraftigt højre uppercut, men den del vender jeg selvfølgelig tilbage til senere. Lad os først kigge lidt nærmere på den gode Bernard Faurie og hans vinhus i Nordrhône.
Bernard holder til i midt i Hermitage appellationen, nemlig i den lille by Tournon-sur-Rhône med byen Tain-l’Hermitage lige på den anden, østlige side af Rhône floden. Han er 5. generation af Faurie familien og laver sine vine fra 3 parceller på samlet 1,7 hektar på Hermitage, nøjagtig som familien har gjort i over 100 år.
Derudover opkøbte han 1,7 hektar i Saint-Joseph og ejer derudover også et par lunde med abrikos-træer. Imidlertid er det meste af jorden i Saint-Joseph i dag solgt til hans svigersøn Emmanuel Darnaud, som også er en kendt vinproducent i Nordrhône.
På Hermitage bakken består Fauries marker af de 3 parceller Bessards, Méal og Gréffieux, hvor jorden nærmest er granit og vinstokkene over 100 år gamle. Og alt foregår på gammeldags manér … total old school, fodtrampet … som skruede vi tiden mange år tilbage og i marken arbejder Bernard også med hest og plov.
Ved produktionen sker der ingen afstilkning og så anvendes der alene druernes naturlige gær og vinene lagres i op til 24 måneder overvejende i store 600 liters demi-muids. Produktionen er meget begrænset, alene omkring 600-700 kasser vin årligt, fordelt på en ganske lille smule Hermitage Blanc, som kommer fra de nedre skråninger af Bessards og så hans imponerende røde Hermitage vine … hvor de to vigtigste cuvéer er blandingerne Gréffieux/Bessards og denne Bessards/Méal.
Bernard Faurie mener selv at det ikke er en rigtig Hermitage, hvis den ikke indeholder en mængde Bessards, så derfor er der altid en smule druer fra Bessards marken i topvinene. Imidlertid er det svært at se på etiketterne, hvilken vin man har fat i, da etiketterne ligner hinanden. Man skal derfor vide, at vinen Greffieux/Bessards er med hvid/cremefarvet kapsul og koden 15160 på siden, mens Bessards/Meal er med gylden kapsul og koden 15190.
Lad os smage denne Hermitage Le Bessards/Le Meal … et decideret monster af en intens vin, som i næsen har en dyb, dyb aroma af mejeri, kød, velhængt blodpølse, medicin, urter, enebær, vilde bær, modne kirsebær, violer, blomster, moskusokser, svedsker, peber samt lidt krydrede noter. Hvor passer overskriften om stald, læder og hængt kød dog perfekt på denne vin.
I munden er der mørk, kødfuld kraft … smæk på bærene, knuste sten, kridt, kul, granit og en intens peber. Tanninerne er sindssygt stramme og munden er under massiv angreb. Vinen er frugtdrevet som bare pokker, mørke og intens bær, enebær og lang, lang eftersmag med peberbid. Er fortsat helt ung … men for pokker den smager godt.
Og dommen i konkurrencen med de gnavne, gamle mænd = uafgjort, pointlighed, dødt løb og remis … det er sgu ikke muligt at udpege en vinder. Jeg napper gerne begge. Klasse fornægter sig ikke.
Købt hos Vinpusheren, hvor normalprisen er 749 kr., men på tilbud denne aften til 599 kr.