Anden vin på Neumann|s Bistro & Weinbar – og Tysklandsturens sidste vin – blev denne Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken, som er resultatet af et samarbejde mellem to vinbønder fra Pfalz, nemlig Markus Schneider fra Ellerstadt og Thomas Hensel fra Bad Dürkheim … det er ham, som bor ved en flyveplads.
Hensel har jeg tidligere skrevet om, da jeg smagte hans 2010 Spätburgunder Aufwind Trocken.
Markus Schneider har vi ikke tidligere stiftet bekendtskab med her på bloggen, som ham skal vi da lige omkring. Hans far Klaus Schneider fik i 1990 en mulighed for at købe en vingård, og da sønnen Markus kun havde en ting i hovedet … og det var ikke damer … men vin, så købte han ejendommen i Ellerstadt til sønnen.
Markus skulle dog først lære at lave vin, og det skete i perioden fra 1991 til 1994 af Dr. Bürklin-Wolf på Wachenheim og derefter kunne Markus Schneider sende sin første vin på markedet. I 2003 blev han kåret som “Newcomer” af bladet Feinschmecker, og i 2006 blev han af Gault Millau udråbt som “året opdagelse”.
Markus har 50 hektar vinmarker omkring Ellerstadt. Og omkring vinproduktionen, så er Markus Schneiders filosofi, at han ikke har en. Han er passioneret om hvad han gør og producerer vine, som han kan lide at drikke. Dermed er det vigtigt for ham ikke at kopiere andre vin-stilarter, men at handle individuelt. Denne unge vinmager opskrift på succes ligger rent og enkelt i denne individualitet kombineret med kvalitet.
Udtryksmæssigt fremstår Schneiders vine – lidt som Thomas Hensels – en smule anderledes. Vinene har enkelte og stilagtige etiketter, og sjove navne som Black Print, Ursprung, Holy Moly, Einzel Stück og så videre. Alle etiketter er i øvrigt i sort/hvide farver. Elegante.
Og anderledes er samarbejdet mellem de to vinbønder også. De laver 3 vine sammen under navnet Hensel & Gretel, opkaldt efter det gamle tyske eventyr af Grimm brødrene. Der laves en rød Cuveé Rotwein trocken på 100% Cabernet Sauvignon, en hvid kaldet Witch Hunter på 100% Sauvignon Blanc og så denne Cuveé Weiswein Trocken, lavet på 90% Grauburgunder og 10% Weißburgunder. Også her skiller etiketterne sig en smule ud … selvfølgelig illustreret med Hans og Grethe.
Druerne til vinen kommer fra de to vinbønders marker i både Dürkheim og Ellerstadt. Vinen produceres med kontrolleret gæring i rustfrie ståltanke, og den lagrer 150 dage på egetræsfade, som er anvendt én gang tidligere.
Duftmæssigt godt med æbler, god friskhed … næsten kæk og med et svagt animalsk udtryk. God start. Smagen er søde æbler og abrikoser. Der er god klarhed og god tørhed samt syre i vinen. Den er frugtrig og efterlader en flot, lang og stringent eftersmag. Klasse, og en dejlig vin til fornuftige penge.
Ikke fundet en forhandler herhjemme. I Tyskland koster vinen 12,92€ … et lille glas på Bistroen kostede 5,40€.