Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2010 Champagne Mailly Grand Cru, L’Intemporelle Grand Cru Brut, Champagne, Frankrig

2010 Champagne Mailly Grand Cru, L’Intemporelle Grand Cru Brut, Champagne, FrankrigByggemødet blev sparket behørigt i gang med en tidløs champagne … L’Intemporelle Grand Cru Brut fra Champagne Mailly Grand Cru.

Champagne Mailly Grand Cru er ikke et helt traditionelt champagnehus, men derimod et kooperativ i Champagne.

Det er grundlagt i 1929 af en flok vinbønder omkring byen Mailly. De slog kræfterne sammen grundet de økonomiske hårde tider efter 1. verdenskrig med et motto om, at de sammen kunne få det til at ske. På fransk hedder det à la tête par la main.

Champagne Mailly Grand Cru har kun – som navnet måske også indikerer – Grand Cru marker, men alene dog samlet omkring 70 hektar fordelt på samlet 80 vinavlere.

Det betyder en årlig produktion på 500.000 flasker årligt fordelt på 10 champagner i 4 kvalitetsniveauer, som kaldes Classic, Special, Artistic og Prestige. Denne L’Intemporelle Grand Cru Brut kommer fra den sidstnævnte serie, som er husets topchampagner.

Champagnen er lavet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay, hvor Pinot Noir druerne kommer fra parceller på Grand Cru markerne Les Chalois, Les Côtes, Les Godats, Les Baraquines og Les Longues Raies, mens Chardonnay druerne kommer fra Les Crayats, Les Coutures og Les Roses.

Druerne er høstet med håndkraft og presset i hele klaser uden afstilkning. Den første gæringen sker i store rustfrie ståltanke ved 16 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Efter flaskning lagres vinen i husets store, kalkrige vinkældre nogle år.

I den gennemsigtige flaske ligner det næsten en omgang æblemost, men har en fantastisk lækker næse … hyben, fersken, pærer, blomster, gæret dej, mineraler og skolekridt. Virkelig nice.

Smagsmæssigt er det blide og små bobler med fremførende, let, stringent og dejlig citronsyre, blid og cremet, sart og alligevel ganske frisk. Frugten er nærmest pærer og mirabeller og den sikrer sammen med citronsyren en god balance. Perfekt velsmag.

Laudrup Vin er importør, men kan fx fås hos Salling til 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2017 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, ØstrigDet er kun få uger siden, at jeg drak den  friske 2017 Grüner Veltliner Terrassen fra østrigske Weingut Huber fra den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich.

Nu drikker jeg igen en terrasse vin fra Huber, men denne gang blot på 100% Riesling, som kommer fra forskellige marker med forskellig jordbund i Traisental. Det er en frisk, ung årgang 2017, som i Østrig blev et rigtigt godt vinår med et udbytte, som var en 1/4-del højere end seneste 5-års gennemsnit. I mange andre af vinlandene i Europa blev 2017 ellers et skidt år.

Selvom der i Traisental kom sen frost og senere store haglbyger, så forårsagede dette langt mindre skade end tidligere år. Det blev en tidlig høst med høj kvalitet.

Vinen er lavet med 4 timers kold udblødning, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes. Det er stort set samme produktionsmetode som søstervinen Grüner Veltliner Terrassen.

Duftmæssigt fin lille Riesling … fersken, æbler, grape, citrus, papkasser og en let sødkrydret aroma. I munden har vinen en markant syre … citronskarp og lidt dominerende, men giver vinen en fin friskhed, struktur og syrligt udtryk.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Chassagne-Montrachet Vieille Vigne, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Chassagne-Montrachet Vieille Vigne, Bourgogne, FrankrigChassagne-Montrachet Vieille Vigne blev eftermiddagens sidste node i det vinøse felt fra den musikalske, lille vinmager Jean-Charles Fagot.

Chassagne-Montrachet hed oprindeligt Chassagne-le-Haut, men blev i 1879 omdøbt for at ære den mest berømte Grand Cru parcel i området Le Montrachet. Det er også det område i Côte de Beaune – ja vel i hele Bourgogne – som har rekorden med flest Premier Cru marker … hele 51 af slagsen. Der dyrkes dog mest hviidvin i Chassagne-Montrachet, hvor halvdelen er beplantet med Chardonnay og 76% af Premier Cru vinene er hvidvine.

Hos Jean-Charles Fagot kommer druerne til denne Chassagne-Montrachet Vieille Vigne imidlertid ikke fra Premier Cru marker, men til gengæld fra gamle vinstokke på omkring 55 år og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinificering sker alene med druerne naturlige gær og vinen er lagret omkring 1 år på egefade, hvor 1/3-del er nye fade, 1/3-del fade brugt en gang før og den sidste 1/3-del fade, som er anvendt to gange tidligere. Flasket uden klaring og med let filtrering. Der laves årligt små 1.500 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er blomsterduften virkelig meget tydelig i denne vin … ja nærmest stærk, så det endda næsten tangerer lidt kampfer, hvilket så kombineres med hindbær, jordbær, røg, godt med karamel og lidt chokolade. Duften er meget insisterende.

I munden er vinen godt fyldig og næsten eksplosiv i frugten. Der er noget sødme … karamel og det bevirker, at vinen bliver meget rund og blød i eftersmagen.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 279,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 thumbthumbthumbthumb

2015 Domaine Jean-Charles Fagot, Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Jean-Charles Fagot, Mercurey Premier Cru Le Clos l'Évêque, Bourgogne, FrankrigSå er det næstsidste vin fra bourgognesmagningen på Restautant ET … en ung Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque fra Domaine Jean-Charles Fagot.

Der er i alt 634 registrerede Premier Cru marker i Bourgogne …alene bare i Mercurey i Côte Chalonnais findes der 32 Premier Cru marker, hvor Clos L´Evèque er én af dem. Og på netop Clos l’Évêque har Domaine Jean-Charles Fagot altså en lille parcel, hvor 40 år gamle vinstokke leverer druerne til Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque.

Druerne er høstet manuelt og vinificeret alene med druernes naturlige gær i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvorefter vinen har lagret 12 måneder på franske foudres egefade.

Duftmæssigt er stilen hos Fagot her mere aggressiv end fx Rion, langt mere maskulin med både blæk, penalhus, røde og sorte kirsebær, grønne blade, godt med kanel og masser af eg.

Smagsmæssigt er Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque også mere mørk i frugten med solmodne kirsebær og stor saftighed. Men når det så er sagt, så smager den fandeme godt, blød, rund og med power og trods alt let, saftig og blød med grønne burgundiske elementer. Den er samtidig virkelig fast i eftersmagen.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 289,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 229,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2017 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Rosé, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Rosé, Bourgogne, FrankrigVi skulle skam også smage lidt rosé fra Jean-Charles Fagot og endda frisk fra høsten sidste år … Bourgogne Rosé 2017.

Vinen skulle jf. Brdr. D’s Vinhandel være lavet på et skønt mix af  Chardonnay, Aligoté og Pinot Noir.

Jeg har ingen oplysninger – what so ever – om produktionen, så derfor springer jeg uden videre tøven, dvælen eller yderligere sendrægtighed direkte videre til mine smagsnoter, som uden omsvøb afslører, at det ikk’ er en vin, som vælter mig omkuld.

Der er nogle sjove aromaer og det er ikke hverken hindbær, jordbær eller noget i den boldgade, men mere en lidt sjov og halvsød aroma, som jeg ikke helt kan stedfæstne. Det er iblandet lidt grønne blade og sammen fungerer det bare ikke helt.

I munden har vinen en striks syre, hvilket den imidlertid ikke skal høre for. Det er faktisk ganske stålsat og samtidig meget let drikkelig, så den redder det hjem i sidste sekund som en okay rosé, som dog aldrig imponerer.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske 2016 koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 119,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 thumbthumbthumb

2015 Domaine Jean-Charles Fagot, Rully Blanc, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Jean-Charles Fagot, Rully Blanc, Bourgogne, FrankrigFra de kalkrige skråninger ved Rully skal vi smage en lille Rully Blanc perle fra Domaine Jean-Charles Fagot.

Rully er jo det mest kølige område i Côte Chalonnais og det kølige klima er perfekt for hvidvine … og druerne til denne vin kommer fra Jean-Charles Fagots parcel, som ligger med en syd/øst vendt eksponering.

Vinstokkene er gennemsnitlig 30 år gamle og høstet med håndkraft, selvfølgelig 100% Chardonnay og alene lavet med druernes naturlige gær. Vinen er lagret 12 måneder på fransk eg inden den flaskes med let filtrering.

Og det er virkelig en lækker lille hvidvin, som Fagot har lavet … næsen oser af blomstereng, virkelig blomsterrig og aromatisk med fedme, solcreme, fersken, vanilje, let citrus og det dufter bare sindssygt godt.

I munden er vinen klar, med både fedme, ren frugt og en lækker underliggende syre … meget kontrolleret med citronsyre, stram og præcis. Det er god hvid bourgogne.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Aligote, Bourgogne, FrankrigDen sidste og tredje bourgogneproducent på Restaurant ET var kvikke og charmerende Jean-Charles Fagot. Vi startede med at smage en 2016 Bourgogne Aligoté fra ham.

Domaine Jean-Charles Fagot holder til ved byen Corpeau i Chassagne-Montrachet. Familien Fagot har boet i området siden 1860, men dog alene været vinbønder i tre generationer. Jean-Charles Fagot er den 3. generation, men havde forinden overtagelsen af familieforetagendet fulgt sin egen drøm.

Først studerede han ønologi på den prestigefulde vinskole Lycee Viticole de Beaune, men derefter studerede han musik – trommer og sang – på konservatoriet i Mâcon.

Efter endt uddannelse tog Jean-Charles Fagot så til henholdsvis Paris og Los Angeles for at optage 2 albums og producere tv-shows, men midt i 1990’erne vendte han dog hjem for at overtage driften på vingården fra sin fader.

Ved siden af vingården åbnede han i 1998 også sin egen restaurant Auberge de Vieux Vigneron i Corpeau. Og da jeg snakkede med Jean-Charles på Restaurant fik jeg da også hans visitkort … både for vingården samt fra hans restaurant.

Domaine Jean-Charles Fagot har samlet 3-5 hektar vinmarker og laver beskedne 35.000 flasker vin årligt. Alle vinmarkerne dyrkes lutte raisonée … efter bæredygtige principper og Fagots vine vinificeres traditionelt, naturligt og med 12 til 14 måneders lagring på fad i domænets kældre.

Nå, men lad os smage på den første vin fra Fagot … hans Bourgogne Aligoté, lavet på 100% Aligoté, som jo er lidt Bourgognes oversete eller sekundære hvidvinsdrue. Når vi tænker hvid bourgogne, så tænker vi jo Chardonnay, men Aligoté fylder da også kun 6% af det beplantede areal for hvidvinsdruerne.

De fleste vine på Aligoté laves til at blive drukket unge og uden brug af fadlagring, da de ikke egner sig hertil. Denne fra Jean-Charles Fagot er da også lavet på ren stål uden lagring på eg.

Næsen virker – ærlig talt – en smule neutral og jeg har rigtigt svært ved at fange nogle aromaer. Der var reelt set den første vin, som jeg smagte på ET, så det er ikke fordi, at vinen blev overdøvet af andre vine. Smagen er virkelig ganske syrerig med både grønne elementer og stor mineralitet. Jeg blev vist aldrig helt venner med vinen.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 129,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 thumbthumbthumb

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis, Bourgogne, FrankrigVi sluttede med Bourgogne Grand Cru fra Domaine Daniel Rion & Fils … nemlig deres 2014 Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis.

Rions parcel på den legendariske Clos Vougeot mark ligger i den øverste del af marken og vinstokkene er omkring 40 år gamle. Det er stenet og kalkrig jord og marken er vel blandt de mest kendte vinmarker i hele Bourgogne. Marken blev allerede i  1100-tallet plantet af Cistercienser munke, der ønskede et mere arbejdsomt liv end i Cluny.

De byggede derfor det kendte slot, som stadig ligger midt i vinmarken og i dag er hovedsæde for vinbroderskabet Confrérie des Chevaliers de Tastevin.

Marken er er omgivet af mure, er en af de større enkeltmarker på hele 50,96 hektar og den største i Côte de Nuits. Den har – som nævnt – Grand Cru status.

Den bedste del er øverst på skråningen omkring slottet, den næstbedste midt på skråningen, mens den mindre gode er det ret flade jord nederst på skråningen nær landevejen.

Der er i dag mere end 80 ejere af parceller på Clos Vougeot, og de skal overholde regler om en høst på maksimalt 35 hektoliter pr. hektar … også hos Domaine Daniel Rion & Fils.

Denne Clos Vougeot Grand Cru Le Petit Mauperthuis er lavet med afstilkning af druerne, udblødning i et par dage inden presning og med vinificering  i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf 70% er nye fade.

Vinen er har en ganske anderledes aroma end de to foregående fra Domaine Daniel Rion & Fils … lidt specielt og en kende mere krydret. Frugten er måske også en kende mørkere … kirsebær, brombær, ribs, blomster, læder og virker måske også samtidig en smule mere maskulin.

Smagsmæssigt har vi samme svævende lethed med en vis barskhed over sig. Det er alt, alt for ungt endnu, men smager godt. Vi er dog blot begyndt at kravle op af bjerget og på toppen venter der magi. Det er dog allerede nu koncentreret, let og stor vin.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske i årgang 2011 koster 999,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Daniel Rion & Fils, Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes, Bourgogne, FrankrigMed denne 2015 Nuits-Saint-Georges Premier Cru Vignerondes fra Domaine Daniel Rion & Fils bliver vi i det højere luftlag … uden synlig luftsyge udover et stort veltilfreds smil bredt over hele kæften.

Druerne kommer med denne vin fra Premier Cru vinmarken Vignerondes,  der er beliggende i det nordlige Nuits-Saint-Georges. Marken har en undergrund med brune kalksten med fin tekstur af ler, silt og fossile rester, som giver godt med mineralske elementer til vinen. Vinstokkene på Vignerondes er mellem 30 og 55 år gamle.

Vinen er lavet efter samme læst som de øvrige bourgogner fra Rion, dvs. med afstilkning af druerne og  udblødning et par dage inden presning.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Duftmæssigt læner vi os en smule op af foregående vin … igen samme forførende lethed, en lille smule mere sødme og lidt tættere i aromaerne. Men – my god – hvor det dufter herligt. Det er blomstermarker, svævende lethed, kirsebær, hindbær, ribs … en sand strøm af lækker, let frugt, fennikel, komposterede vinblade og sammenlagt en berusende aroma.

I munden er vinen blød, lækker, svævende, let, smidig og samtidig intens dybde, så det er sgu virkelig lækker, lækker vin. Det er delikat blondeundertøj på flaske, sexet og lækker. Far er sgu meget glad.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 499,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 thumbthumbthumbthumbthumbthumb

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne-Romanée Village, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Daniel Rion & Fils, Vosne Romanée Village, Bourgogne, FrankrigMed næste vin et lille kvantespring. Vinen er Domaine Daniel Rion & Fils’ 2014 Vosne-Romanée Village … og nu begynder fuglene for alvor at synge fransk og det lyder unægtelig som u-la-la.

Druerne til denne vin kommer fra to parceller på samlet 1,90 hektar beliggende i 250 meters højde i Vosne-Romanée. På den ene vinmark er vinstokkene mellem 35 og 55 år gamle og på den anden vinmark er de omkring 25 år gamle.

Druerne fra de to marker er vinificeret separat og samles først lige før vinen tappes på flaske. Men inden da, så er druerne afstilket og vinen – som de øvrige fra Rion – lavet med udblødning druerne et par dage inden presning.

Vinificeringen sker i åbne, rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage og derefter har vinen lagret 15-18 måneder på barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Og så er det en vin, som faktisk helst bør gemmes et sted mellem 8-15 år, men det giver vi en fuckfinger og smager bare denne årgang 2014 med det samme. Og der er faktisk ingen grund til at vente … for det smager allerede nu ganske fortryllende.

Uha … næsen er fjerlet og lys som en blond, fransk pige. Det er blomster, roser, sæbe. grønne blade og nærmest komposterede blade, skovbund og svampe. De lyse bær er kirsebær, hindbær, ribs og de emmer af delikat inderlighed.

Smagsmæssigt blødt – uha igen – cremet, let, lyst, briliant og svævende. Der er lidt kul, de lyse bær fra duften går igen og det er sgu skøn vin. Det er virkelig elegant med lidt jern, blid, blødt og forførende. Sådan skal bourgogne sgu smage og det var vel en af eftermiddagens bedste vine.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 479,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 399,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 thumbthumbthumbthumbthumbthumb