Det var sidste år, at jeg først smagte en vin fra Hanspeter Ziereisen. Jeg nåede endda at smage 5 forskellige vine fra Weingut Ziereisen, men nu hopper jeg på den 6. af slagsen, en overraskende lækker Viviser Gutedel Unfiltered 2018.
Weingut Ziereisen ligger på adressen Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … lige i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig.
Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og er i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.
Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.
Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.
Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.
Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.
Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.
Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.
Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, faktuering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.
Og vi smager her en af Hanspeters vine på Gutedel … Viviser Gutedel Unfiltered, hvor druerne kommer fra den 50% stejle og kalkstenholdige topmark Efringer Oelberg. Vinen er fra vinhusets serie af Rebsorten Weine og navnet Viviser er et gammelt navn for Gutedelen, der jo stammer fra Schweiz … fra det schweiziske Vevey, som netop på tysk hedder Vivis … og derfor navnet Viviser.
Druerne til denne vin kommer fra vinstokke plantet tilbage i 1980’erne og efter den manuelle høst, så er de presset ved relativt højt tryk på 6 bar for at trække ekstra karakter og personlighed ud i mosten, der sidenhen har spontangæret alene med de naturlige gærceller og lang gæring.
Efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder sur lige på 3.000 liters tyske Assmann egetræsfade og så aftappet uden klaring og filtrering – samt med minimal tilsætning af sulfitter
Smørfed Gutedel … WAUW og WTF? Der er klart et pænt lille fadpræg med lakridskonfekt, wienerbrød, kringle og vanilje, men samtidig er vinen herlig aromatisk og nærmest parfumeret med tulipaner og et højt pollental. Frugten er også meget indbydende, nærmest lidt saltet med kvæde, tørret abrikos, pærer … og noget, som virker som en kalket mineralitet, nødder, røg samt en pakke frugttyggegummi. Det dufter faktisk helt vidunderligt.
I munden er det også skønt … saftige æbler, lyse blommer og mirabeller, saftig, mostet og ret saltet. Det stikker ikke sådan vildt dybt i smagen, men har denne sure, syrlige, kalkede friske og lidt grønne smag … tilsat lidt peber også … så både salt og peber. Vinen er samtidig bare så frisk, sprød og krisp. Den har en ganske lille olieret fornemmelse, men det virker sgu bare rigtigt fint sammen, så jeg er ret begejstret for vinen. Gute Gutedel 🙂
PS: brug helst store Bourgogne glas.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.