Tag-arkiv: 6½

2006 Mathilde et Yves Gangloff, La Barbarine Côte-Rôtie, Rhône, Frankrig

På adressen Rue de la Garenne 2 for enden af en blind vej i Condrieu … lige dér hvor bjerget Cote Bonnette begynder at rejse sig … finder vi et lille vingård, som ligger smukt og uforstyrret på dette maleriske sted. Det er Domaine Mathilde et Yves Gangloff , som står bag denne La Barbarine Côte-Rôtie … noget af det bedste vin, som Rhône kan byde på.

Jeg har tidligere smagt både Gangloffs Saint-Joseph i en årgang 2009 samt hans anden Côte-Rôtie La Sereine Noire i årgang 2006, og det er sindssygt flotte vine.

Domænet drives af Yves Gangloff, en excentrisk person … musiker, digter og vinproducent. Han blev født i Alsace, men han blev tidligt forelsket i vinene fra Rhônedalen. I begyndelsen af 1980′erne flyttede han til Rhône.

Hans bror, som er kunstner arbejdede på det tidspunkt hos Chateau d’ Ampuis før Guigal købte det, havde fortalt ham, at der var arbejde at få i Rhône.

Yves fik arbejde hos Delas Freres, som han arbejdede for i 7 år og her mødte han også  sin store kærlighed Mathilde, inden han i 1983 købte sin første vinmark. I starten solgte han sin druer til andre producenter, men begyndte hurtigt at lave sine egne vin. Lidt efter lidt han købte og lejede Yves også flere marker, og i 1987 begyndte han at sælge vinene under ejet navn.

Yves Gangloff ligner en gammel rockstjerne, og han er selv habil guitarspiller og -samler, og har bl.a. et par gamle Gretsch and Telecaster. Han har haft en rockgruppe sammen med et flok kolleger fra et andet vinhus, nemlig Domaine George Vernay, som er også til både blues og jazz.

Mathilde var som Yves også meget kunstnerisk .. og dermed et perfekt match for Yves. Hun sang jazz, designede sæber og hjalp ellers Yves i arbejdet på vingården. Desværre døde Mathilde i 2011 i en alt for ung alder … blot i starten af 50’erne.

Som vinmager er Yves Gangloff er selvlært, men har en spektakulær kvalitet og stil i hans vine, og den meget begrænsede produktion gør også. at vinene er eftertragtede og at Yves er én af superstjernerne i regionen.

Gangloff har nu 3 hektar i Côte-Rôtie og 2 hektar i Condrieu, og han ville gerne udvide, men dels er priserne for jord her tårnhøje, og især er Guigal “altædende” når det gælder opkøb af land til overpriser.

Her har vi Gangloffs La Barbarine Côte-Rôtie, som kommer fra forskellige Côte Blonde parceller med yngre vinstokke, nemlig parceller på markerne Le Mollard, Tupin, Le Combard og Côte Rozier. Gangloff bruger ikke nye egefade under den omkring 18 måneder lange lagring, og han iblander også mellem 5-10% Viognier alt efter årgang. I 2006 er der anvendt 8% Viognier.

Som på alle Gangloffs vine er etiketten selvfølgelig malet af hans kunstneriske bror.

Og hvilken vin. I næsen rustik med flæsk, røget bacon, blæk, røg, hengemt kælder, et urtet touch, balsamiske noter, sorte kirsebær, brombær … hold da op, hvor dufter denne vin bare helt fantastisk. Nogle gange er det svært, at overføre indtrykkene til papir … og dette er helt sikkert én af de gange.

I munden har vinen peber, krydderurter, violer, lakrids samt en mørk, … nærmest sort og aromatisk frugt, som holder den præcise mørke frugtintensitet i hele smagsforløbet. Flot balance. Virkelig en vin med både muskler, elegance, kølighed … lige præcis den kølighed, som ofte findes i Nordrhône. Det er voldsomt godt … totally commited … det er lige mig.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en årgang 2009 eller 2011 kan købes til 559 kr.

Rating 6,5/7  

2009 Viña Cobos, Cobos Malbec, Mondoza, Argentina

Byggemødets topvin blev denne Cobos Malbec, som er vinhuset Viña Cobos’ top Malbec. Den laves kun i ekstraordinært gode årgange og laves på de bedste druer fra 60-80 år gamle stokke. Efterspørgslen på de unikke dråber er meget stor, så denne topvin fra Viña Cobos er ikke blot én af de bedste, men samtidig én de mest sjældne og eksklusive vine fra Sydamerika.

Viña Cobos er sammen med Nicolas Catena toppen af kransekagen inden for argentinsk vin. Cobos er et joint venture mellem den californiske superwinemaker, Paul Hobbs, Marchiori-familen, der ejer vinmarkerne og Luis Barraud, en fransk ønolog.

Paul Hobbs er kendt som pioner inden for californisk og argentinsk vinproduktion, og er blandt de få vinmagere, der har oplevet at blive belønnet med de magiske 100 point hos Robert Parker. Paul Hobbs’ far er æbleproducent og vist også afholdsmand, men det har ikke afskrækket sønnen for at lave vin.

Paul Hobbs er ønolog og startede sin vinkarriere hos Robert Mondavi i starten af 1980erne. Det er almindelig kendt at mange der startede hos de store huse i 80’erne senere har haft stor succes efter de fandt andre vinmarker. Stags Leap, Caymus m.v. bare for at nævne nogle få.

Senere fik Paul ansættelse hos Catena i Argentina inden han senere startede sin egne vingård i Californien. Hobbs har altid bevaret kærligheden til Argentina, bl.a. via sit kendskab til området gennem Catena og ja, så mødte han også sin kone dernede.

Ud over sine egne huse er han også konsulent for en del vinhuse i Argentina, pt. har han konsulentopgaver for 14 argentinske vinfirmaer, foruden at han er den ene tredjedel af Viña Cobos.

Vingården har sit navn Cobos efter navnet på de lokale dværgugler, som bygger rede i jorden omkring Viña Cobos. Andre siger, at navnet Cobos er valgt for at hædre Juan Francisco Cobos, der fandt på noget så værdifuldt som at plante poppeltræer i Mendoza for at holde på det kostbare vand. Man må bestandigt huske, at uden kunstvanding var hele vindistriktet Mendoza én stor ørken!

Lige en sjov historie, som jeg har fundet om Hobbs tid hos Catena. Det var nemlig hos Catena, at Hobbs lærte at lave Malbec, men det var slet ikke meningen. Catena havde slet ikke fidus til den lokale drue og ville hellere lave vin af de internationalt mere givtige druer Chardonnay og Cabernet Sauvignon.

Men en dag opdagede Hobbs nogle gamle vinstokke med Malbec på en lokalitet ved navn Lunlunta ved Rio Mendoza. Han fik overtalt Catenas viticulturist Pedro Marchevski til at skrue drastisk ned for drypvandingen, så druerne kunne blive mere koncentrerede, og endelig tog han mod til sig og spurgte Nicolás Catena, om de ikke skulle lave en Malbec af de gamle druer, men nej.

Året efter gjorde Hobbs det alligevel i tys-tys samarbejde med Marchevski og sin vinmager kollega José Galante. De smuglede vinen ind i en større pressesmagning, som Nicolás Catena skulle have med amerikanske vinskribenter i 1993, især for at lancere sin første Chardonnay i USA, og Hobbs’ Malbec gjorde så stor lykke hos journalisterne, at Catena satte den i produktion fra den kommende årgang under navnet ”Alamos”.

Nå, men tilbage til denne topvin Cobos Malbec, hvor druerne kommer fra én af Mendozas bedste vinmarker, nemlig Marchiori, som er på 52 hektar og beplantet med vinstokke, som er op til 80-90 år gamle, primært med Malbec, men på marken er der også Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Merlot. Vinstokkene er upodede, og der kunstvandes ikke. Hobbs har indført natteplukning af druer i Argentina, og det medvirker til at holde druerne kølige og intakte.

Vinmarken ligger ved byen Pedriel i Luján de Cuyo regionen i Mendoza, der er Argentinas vinøse centrum. Normalt er argentinske vinhuses besiddelser spredt meget ud rent geografisk, men Cobos laver fortrinsvis vin fra Marchiori i Lujan de Cuyo, men også i Valle de Uco på marker op til 1.400 m over havets overflade.

Efter høst gærer vinen i store 8 tons lukkede rustfrie ståltanke. Først 4-5 dages kold maceration … og en samlet macerationsperiode på hele 31 dage efterfulgt af malolaktisk gæring i tønder i 8 måneder, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på franske Taransaud eg og sluttelig flaskes ufiltreret.

I glasset en virkelig sort og fed satan … hold da op. Næsen er kakao, chokolade, blommer, engelsk lakrids, blomster, blyanter … virkelig saft og kraft. I smagen er der også smæk for skillingerne, men pakket ind i fløjl. Den er cremet, blød og i flot balance med eg, cigarkasser, svampe, krydderurter, solbærmarmelade. Den bliver trods høj power og fedme aldrig for meget … der er en nærmest fin harmoni i vinen. Hmmm, smager fremragende.

Forhandles hos Philipson Wine, hvor prisen er 1.269,95 kr. for en flaske, men “kun” 999,95 kr. ved køb af 12 flasker. Jeg købte mit eksemplar i Tyskland, hvor prisen var lidt mindre.

Rating 6,5/7  

2005 Ernesto Ruffo, Basaltico Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Formidable – som de synger i en af tidens reklamer – intet mindre. Jesper havde nytårsaften åbnet denne bombe gigantos … Ernesto Ruffos Basaltico Amarone della Valpolicella … en vin, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2003 og 2004 og været ovenud begejstret for … og 2005’eren cementerede blot denne begejstring.

Azienda Agricola Ernesto Ruffo ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone.

Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året.

Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin.

Som nævnt er det svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigst fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner … og dette er altså én af de 100 flasker. Ved ikke, om dette er ændret med 2005’eren … men det er stadigvæk en eksklusiv vin, hvilket prissedlen på vinen også bekræfter.

Men hvilken vin … et sandt kraftværk, powerplant, dynamo atomreaktor. I næsen er der røget bacon, gammel kælder, indkogt balsamico, frugt og mørke blommer samt let rosin. Hmmmmmmm, næsten vanedannende. I munden et sand eksplosion, som er en nytårsaften værdig. Der er mørke bær, blommer … nærmest bløde blommer, fylde, varme, chokolade og blid syre. Det mest imponerende er nok den utrolige intensitet og overdrevne klare frugt … meget atypisk for normale Amaroner. Og som sidst bliver man sgu i godt humør af denne vin.

Vores respektive fruer meldte begge pas til vinen … for stærk var én af kommentarerne. Sådan kan man være så heldig, så Jesper og jeg endte med at dele vinen. Hurra for kræsne fruer. Men det er måske også mest en mandevin? Klart aftenens bedste vin.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 825 kr.

Rating 6,5/7  

2008 La Spinetta, Barbaresco Vigneto Bordini, Piemonte, Italien

Hold nu op! Jeg havde læst meget om La Spinetta og brødrene Rivetti. Jeg havde også læst, at vinene fra dette meget berømte, anmelderroste og hypede vinhus var stærkt overvurderede … men det kan jeg ikke skrive under på, efter jeg til vores vinaften smagte denne Barbaresco Vigneto Bordini, en imponerende enkeltmarks-Barbaresco med en kompleksitet, der er langt ud over det sædvanlige.

La Spinetta ligger på toppen af en bakke i den lille Castagnole Lanze omkring en kilometers penge nordøst for selve Barbaresco by.

Huset er grundlagt i 1977, men historien om Rivetti familien startede imidlertid en del tidligere, nemlig i 1890’erne, da Giovanni Rivetti forlod Piemonte og rejste til Argentina. Han drømte om at skaben en formue i det nye land og vende tilbage som en rig og betydningsfuld mand … og måske endda starte en vingård. en stærk mand, måske endda starte en vingård.

Den drøm gik aldrig i opfyldelse, men sønnen Giuseppe, som gik under øgenavnet Pin, forfulgte faderens drøm. Han blev gift med Lidia, rejste til Piemonte, hvor han i 1977 købte sin vingård på La Spinetta, på toppen af en bakke i Castagnole Lanze. Det var hjertet af Moscato d’Asti land, hvor man normalt lavede lette og simple dessertvine.

Men Giuseppe Rivetti havde en overbevisning om, at Moscato havde potentiale for noget større, så det besluttede han sig for at bevise, så allerede i 1978 producerede ægteparret deres første 7.000 flasker Moscato Bricco Quaglia og Biancospino.

Vinen Moscato Bricco Quaglia satte nye standarter for, hvor forfriskende en sød vin kunne være, og den dannede grundlaget for de lykkelige investeringer, som senere fulgte. Ganske hurtigt valgte man dog at vinificere og markedsføre Moscato d’Asti produktionen under fire enkeltmarker, men Bricco Quaglia er fortsat den dag i dag ganske mytisk.

Det var først i 1985, at vinhuset begyndte at producere rødvine, men denne produktion tog først rigtigt fart i 1989, hvor huset introducerede vinen Le Pin på Nebbiolo, Barbera og Cabernet Sauvignon, som et blændende eksempel på, hvad man kunne levere i den mere rummelige Langhe appellation.

I 1995 kom så den første Barbaresco med det nu legendariske næsehornslignende væsen på etiketten, og siden er det gået stærkt. I 2000 blev der tilkøbt 8 interessante hektar Barolo. I 2001 fulgte nærmest ved en tilfældighed 65 hektar i Toscana og i 2011 blev det interessante Piemonte basserede Spumantehus Contratto indlemmet i familien.

Udover Pin, producerer Spinetta i dag 7-8 forskellige røde, Babera d’Asti, Barbera d’Alba og Barbaresco, der hver især er små mesterværker.

I dag ledes ejendommen af de tre brødre Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti … børnebørnene efter den gamle emigrant Giovanni Rivetti. Huset har samlet over 150 hektar vinmarker, hvor de 85 hektar alene ligger i Piemonte. I Piemonte udgør halvdelen af produktionen Moscato d’Asti, og resten fordeles primært på røde vine.

La Spinetta producerer aromatiske, frodige og koncentrerede vine, der skaber umiddelbar begejstring straks de frigives til salg. Men det er også vine, der på forunderlig vis belønner dem, som vælger at vente på de ekstra dimensioner og de mere subtile aromaer, som flaskemodningen til overflod bringer til La Spinettas røde topvine.

Anmeldelserne i den internationale presse har dokumenteret det gang på gang, nemlig at La Spinetta er i dag placeret helt oppe i toppen af hierarkiet ikke bare i Piemonte, men i hele Italien. Huset er bl.a. honoreret med udnævnelsen til Cantina dell’Anno 2001 af Gambero Rosso. Med hele 25 opnåede 3 glas i Gambero Rosso er La Spinetta også på en top tre over vinhuse med flest topkarakterer gennem tiderne!

La Spinetta er i dag kendetegnet på næsethornet, som går igen på husets på etiketter, tønder, kasser … ja faktisk på alt materiale fra huset. Motivet kom dog ved en tilfældighed, da Rivetti familien skulle vælge grafik til deres etiketter. De sad og snakkede en aften, og der så de en tegner, som lavede et fint næsehorn. Det kunne alle lide … og det blev til det ikoniske kendetegn for La Spinetta.

Her har vi husets Barbaresco Vigneto Bordini, en enkeltmarks Barbaresco med druer fra vinmarken Bordini, som ligger lidt nord for Castagnole Lanze.

I næsen er vinen ganske kompleks, voldsom landlig, animalsk, rustik … med blommer, violer, roser, blomster, chokolade … nærmest nougat, en lillesmule eg, marcipan og et skvat krydderier. I munden er der godt med nerve … voldsom tørhed og ganske markante tanniner. Der er blæk, kul og det hele er meget intens. Det smager altså bare rigtigt godt og jeg er sgu oppe at ringe.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af Løgismose Vin, pris 379 kr.

Rating 6,5/7 

2010 Weingut Jean Stodden, Pinot Noir Recher Herrenberg, Ahr, Tyskland

På Rotweinstraße i byen Rech i Ahr finder vi das Rotweingut Jean Stodden, som står bag næste vin, nemlig denne Pinot Noir Recher Herrenberg.

Jeg er tidligere stødt på Stodden, da jeg smagte hans basis (laveste) Spätburgunder, og den var jeg mildest talt en smule skuffet over.

Her er vi imidlertid i en helt anden boldgade … for dette er simpelthen fantastisk vin og samtidig dagens bedste.

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på 4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Herrenberg er Gerhard Stoddens bedste skråning, skifer vendt perfekt mod syd. Hældningen på 60 grader udnytter solenergien perfekt. Faderen Gerhard Stodden er gået målrettet efter den absolutte top. Udbyttet blev skåret ned til 40-45 hl/hektar … og nogle steder endog 20-25 hl/hektar … et meget lavt udbytte på skrænter, der kræver ganske anderledes hårdt arbejde end de blide bakker i Bourgogne!

“Hvis man ønsker at skabe en topvin, bør man købe og drikke en Romanée-Conti”, siger sønnen Alexander Stodden. “Det er en stor investering, men så ved man hvad idealet er”. “Målet er en dag at lave en slags tysk Romanée-Conti. Kald det bare storhedsvanvid, men det er nødvendigt med den slags mål – i en fjern tid. Ellers kan det aldrig blive til virkelighed”, slutter Alexander Stodden.

Gastro har givet vinen 94/100 og skrevet følgende; “Herrenberg gennemsigtig, fitnesfolket og maskuline Berlingo-hadere vil endda kalde den tynd, men le ad dem. Os med forstand på Pinot er på. En vidunderlig krydret duft af muskatnød, let oxyderet tranebærsaft, Campari og Dr. Nielsen, men frisket op af ribssaft og aromatiske rødder. Ja, den svitser lige tungen med alkohol, men det bliver ikke for meget. Syren griber spritten og holder den i sikkert greb. Mineraliteten samler det hele i eftersmagen”.

Druerne er selvfølgelig håndplukket og nøje udvalgte på de stejle bakker. 19 dages gæring før malolaktisk gæring og lagring 17 måneder i nye små fade af fransk eg.

I glasset er vinen ganske rigtigt voldsomt transparent … men det skræmmer ingenlunde. Duften er sindssygt god … jeg gentager … sindssyg god med sød kostald, hmmm skøn animalsk, intens som bare pokker med krydret touch, lyserøde skovbær, blomster, mandler og godt med mineraler. Smagen er præget af hindbær, let peber, lethed og mineraler. Præcis og sikker … som på togskinner og mega lang eftersmag. Det er altså bare godt.

Jeg har tidligere læst om Stodden, at det skulle være helt specielt … og selvom mit første møde med en vin fra rødvinsgutten ikke var prangende, så bøjer jeg mig i støvet denne gang, for denne Pinot Noir Recher Herrenberg er ganske outstanding. Thumbs Up. Big Time endda.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 399,95 kr.

Rating 6,5/7  

2005 Luciano Sandrone, Barolo Le Vigne, Piemonte, Italien

Aftenens kultvin havde Steffen valgt efter råd fra Gunnar hos Bichel Vine, og det var denne 2005 Barolo Le Vigne fra vinhuset Luciano Sandrone, som ligger nogle få kilometer nordøst for Barolo by. Luciano laver vine i appellationerne Barolo, Barbera D’Alba, Dolcetto D’Alba og Nebbiolo D’Alba.

Luciano Sandrone arbejdede i årevis som kælderarbejder for andre vinhuse, bl.a. hos det nærliggende Marchesi di Barolo. I 1977 købte han en lille parcel på Barolo-marken Cannubi Boschis og det blev starten for vingården.

Det følgende år producerede han sin egen vin … alene små mængder og under beskedne forhold i garagen hos sine forældre. Luciano havde dog nogle klare ideer om, hvordan man skulle lave Barolo vine med høj kvalitet og respekt af traditionerne i Barolo, men samtidig indarbejdelse af mange af de nye teknologiske metoder.

Lucianos far havde selv tumlet med at lave lidt vin af druer, som han købte bulk. De var primært til eget forbrug, men faderen satte en familie-etiket på dem og brugte dem ellers som gaver til forretningsforbindelser og venner. Ja, faktisk så står flere af disse flasker fra periode 1973-1977 udstillet på Luciano Sandrones vingård.

I 1982 mødte Luciano Sandrone sin første internationale distributør på VinItaly, og han købte næsten alle 1.500 flasker af Lucianos 1978 Barolo, Vinen blev eksporteret til USA, og langsomt blev vinene fra Sandrone mere og mere berømt. Luciano fik købt sin egen vingård, og der blev også løbende opkøbt nye vinmarker.

Det var dog årgangene 1989 og 1990 af Sandrones Barolo Cannubi Boschis, som fangede hele verdens opmærksomhed. De modtog nemlig henholdsvis 97 og 100 point af Robert Parker … og dermed blev Sandrone alene den tredje italienske vinbonde, som scorede de magiske 100 point hos Robert Parker.

I 1998 byggede Sandrone et nyt vineri, der ligger ved foden af Cannubi. Her arbejdes der med en moderne vinifikation, der dog kombinerer tradition og fornyelse. Der bruges kort skindkontakt og der bruges kun ca. 10 % nye fade. Vinene er lavet i en moderne stil, hvor elegance kombineres med mere traditionelle Barolo karakterer som kraft og struktur.

Luciano Sandrone producerer som nævnt Barolo, Barbera d’Alba, Dolcetto d’Alba og Nebbiolo d’Alba. Hans vine er feminine med en kolossal kompleksitet og en ren frugtkarakter, som bl.a. skyldes at vinstokkene beskæres meget kraftigt, og derved har en meget lav ydelse. Vinene er kendt for deres burgundiske stil og charme.

I dag producerer Luciano Sandrone ca. 100.000 flasker fra 27 hektar. Lucianos bror Luca er en stor del af teamet på vingården og tager sig primært af arbejdet i markerne. Endelig er Lucianos datter Barbara den, der oftest tager sig af PR, smagninger etc.

Her har vi husets 2005 Barolo Le Vigne, som er lavet på et blend af druer fra markerne Ceretta, Conterni, Merli og Vignane. Det er 4 relativ højtbeliggende parceller, og ellers lagrer vinen på 500 liters egefade i 24 måneder, hvilket efterfølges af 18 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen rangerer lige under Sandrones topvin, som selvfølgelig er den præmierede Barolo Cannubi Boschis. Denne 2005 Barolo Le Vigne har fået 94 Parker point. Der er lavet 17.500 flasker af vinen i denne årgang.

Og hvor er det dog en lækker vin med en næse, som byder på kirsebær, hindbær, røg, blomster, grafit, violer, let vanilje … meget elegant og med god intensitet. Blid og delikat virker første indtryk. I munden er vinen uhmmmmmmm, og hvor klæder lidt alder altså bare Nebbiolo druen. Den er blid, som fløjl, elegant og tanninerne er bløde og velintegrerede.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Bichel Vine, pris 649,75 kr.

Rating 6,5/7  

2006 Pierre Gonon, Saint-Joseph Rouge, Rhône, Frankrig

2006 Pierre Gonon, Saint-Joseph Rouge, Rhône, FrankrigSidste gang jeg drak en Saint-Joseph Rouge fra Pierre Gonon var jeg ovenud begejstret … dengang var det en årgang 2009, og onsdag tænkte jeg, at mine gæster skulle ha’ samme oplevelse. Jeg havde derfor fra mine gemmer fundet samme vin, blot i en lidt ældre udgave, nemlig denne 2006 Saint-Joseph Rouge.

Og det er altså bare klassisk nordrhône, når det er bedst.´Niels Lillelund har også udtalt følgende om Gonon; “”Den ubestridte mester i området og en eksponent for den helt igennem klassiske stil, .. der er ingen over eller ved siden af Gonon. Hans vine har en tæt moden frugt, den har tydelige tanniner, men er samtidig elegant og silkeblød. En komplet vin for Syrah-elskere, og er man ikke det, så drik noget andet”.

Saint-Joseph er det længste vindistrikt i det nordlige Rhône. Det strækker sig fra syd for Condrieu til nord for Cornas. Og hele vejen ned er vinområdet kun på den vestlige Rhônebred. Det bedste område er det, der ligger over for Tain l’Hermitage og strækker sig ca. 5 km i hver retning. Her er der skråninger, hvor vinen har de bedste betingelser. De øvrige vinmarker i Saint-Joseph er flade og giver slet ikke den samme gode vin.

Saint-Joseph vine er i hvert fald kendt siden det 16. århundrede og blev blandt andet drukket af de franske konger. Vinen er også nævnt i den franske forfatter Victor Hugo’s “Les Miserables” fra 1800-tallet. Der dyrkes både røde og hvide vine i Saint-Joseph. De røde på Syrah-druen og de hvide vine på Marsanne og Roussanne.

Domaine Pierre Gonon er beliggende i byen Mauves, og er grundlagt af Pierre Gonon i 1958, kort efter appellationen så dagens lys. I dag er det de to sønner Jean og Pierre, som driver vingården. Domainet har nogle af de ældste vinplanter i området, og deres vinmarker er i alt 9 hektar, heraf 7 hektar Syrah og 2 hektar Marsanne og Roussanne.

De ældste Syrah stokke blev plantet i 1915, og jorden er stenet med granit, rødt ler og en smule sand. Udbyttet holdes ofte lavt, ofte omkring de 15-20 hektoliter per hektar, og vinen filtreres ikke. Lagringen foregår op til 1½ år på store foudres, for Jean Gonon tror ikke på værdien af nye fade, der efter hans mening meget nemt forstyrer frugten. Der laves kun to vine; en rød og en hvid, basta! Produktionen er meget lille, kun sølle 12.000 flasker om året.

I glasset mørk og indbydende … alderen ser ikke ud til at ha’ svækket dens forsvar, og den bombarderer dig totalt med de mest indbydende dufte. Der er en voldsom … og jeg mener voldsom animalsk kostald, hvilket i samspil med yoghurt, mælkenoter, brombær, støv, grafit, sød tobak, gammel kælder, sorte oliven og champignon blæser dig totalt omkuld. Hold da op for en duft … spitzenklasse.

Smagen er ren frugt, solbær, nerve … meget fokuseret med en utrolig kølighed, som gør denne vin et fantastisk oplevelse. Der er godt med tanniner, vinen spiller rundt inde i munden, meget frugtrig … men cremet og forførende. Ganske enkelt et super glas vin. Normalt kan jeg godt blive lidt nervøs, når den står på ren Syrah, men her smager du ingen peberagtig pumpet Syrah, men elegance, kraft og kølighed af bedste skuffe fra det nordlige Rhône.

Hmmmmm …. og vinen bekom vist alle … for det var dén flaske, som hurtigst blev tømt. Det fortæller også altid noget.

Kan ikke huske, hvor jeg har købt vinen, men en årgang 2012 kan fåes hos Genereux Vinkælder i København for 235 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2004 Ernesto Ruffo, Basaltico Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2004 Ernesto Ruffo, Basaltico Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienSå hev Keeper det tunge skyts frem … monstervinen har jeg tidligere kaldt den. En helt fantastisk oplevelse, nemlig en Basaltico Amarone della Valpolicella fra Azienda Agricola Ernesto Ruffo, som ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.

Jeg har tidligere smagt denne Amarone … da havde Keeper den også med, blot i en årgang 2003. Der var jeg også vildt imponeret … og igen leverer vinen bare en kanon oplevelse.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone.

Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året. Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin. Som nævnt er det svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigst fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner … og dette er altså én af de 100 flasker.

Og sikke en næse … af næsten Obelix’sk størrelse. Her er røget bacon, tørret oksekød … Beef Jerky, gær, gammel kælder, balsamico, mørke blommer og lidt rosin. Synes ikke, at 2003’eren havde samme rosin i næsen, men der er en anelse i denne. I munden samme eksplosion som sidst med mørke bær, fylde, varme, grafit og syre. Meget tør, næsten støvet i udtrykket … men er du så færdig for en stram og solid intensitet. Man bliver sgu i godt humør af denne vin.

Tegnebogen er dog knap så lykkelig … for helt billig er vinen ikk’. Men flere omkring bordet mente nu, at vinen er alle pengene værd. Jeg er også begejstret … og lander på 6,5 Thumbs Up … mod 7 sidste gang. Måske det er den lille duft af rosin eller måske er det bare dagsformen, der reducerer med en halv. Men fantastisk er vinen. Jeg har fortsat et eksemplar af 2004’eren liggende … så der er bare noget at glæde sig til.

Købt hos Jysk Vin, pris 825 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2009 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, Italien

2009 Pio Cesare, Barolo, Piemonte, ItalienOnsdagen bød på et frokostmøde med arbejdet … og her fik jeg på Restaurant Østergade 1 bestilt en fabelagtig vin, nemlig en 2009 Barolo fra det gamle, klassiske vinhus Pio Cesare. Dirty Job … But Someone Has To Do It. Business and Pleasure, en god kombination.

Vingården Pio Cesare blev grundlagt helt tilbage i 1881 af Cesare Pio. Han var en af ​​de allerførste vinproducenter til at tro på det store potentiale og kvaliteten af ​​Barolo, Barbaresco, Barbera og de andre store vine fra Piemonte.

I fem generationer har Pio Cesare familien produceret traditionelle Piemonte vine i de gamle kældre, der ligger i centrum af byen Alba, så der er tale om et klassisk gammelt vinhus. Faktisk kan væggene i kældrene endda dateres tilbage til Romerriget, omkring 50 f.Kr.

Pio Cesare ejer mere end 50 hektar vinmarker, der ligger i de bedste områder indenfor regionen. Udover at anvende druer fra egne marker, så har Pio Cesare gennem generationer også købt druer fra andre vinbønder i området.

Nogle af bønderne har man købt fra i flere generationer og Pio Cesare styrer alle aspekter af vinavlen hos disse vinbønder, således druerne lever op til kravene hos Pio Cesare. I markerne er produktionen med vilje begrænset for at sikre høj kvalitet.

I dag drives domainet af Pio Boffa, oldebarn til Pio Cesare. Under hans kyndige hånd er Pio Cesares vine blevet kendt verden over og nyder stor anerkendelse i den internationale vinpresse. Selvom Pio Cesare kun producerer i beskeden antal, så høster de altid de fineste anderkendelser og topscores rundt om i verden.

Druerne til vinen kommer dels fra husets egne marker, bl.a. fra marker i Serralunga d’Alba (Ornato), Grinzane Cavour (Gustava), La Morra (Roncaglie) og Barolo -Novello (Ravera), men også fra nogle af de vinbønder, som Pio Cesare har leveringsaftaler med. Vinifikationen sker i ståltanke med skinkontakt i omkring 20 dage, hvorefter vinen lagrer i medium ristede franske fade i 3 år, 70% af vinen i 20 til 50 hektoliter fade og 30% i barriques.

Og ihhhh altså … det er altså saft for guderne. Sådan skal en Barolo bare smage. Duftmæssigt fornemmes finheden i vinen … hindbær, læder, rosenbuske, blomstereng, violer, svag lakrids … blidt, behageligt, delikat. Smagen er elegant, let og silkefin … hindbær, jordbær, jord, syrlighed med blide tanniner, som dog fortsat formår at holde vinen helt i skøn balance. Flot, flot struktur. Skal man være alene med en vin på en øde ø, så er dette sgu et godt bud på vinen.

Forhandles flere steder, bl.a. Laudrup Vin, hvor prisen er 600 kr. ved køb af 1 stk. og 450 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2006 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2006 Dal Forno Romano, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Dal Forno Romano ligger i den lille by Cellore d’Illasi tæt på Verona i Veneto. Og denne lille, men eksklusive producent er i dag en levende legende i Veneto og uden tvivl områdets største kultvinmager! Som en kultvin nr. 2 havde jeg indkøbt en Dal Forno … nemlig hans Valpolicella Superiore.

Vinene fra Dal Forno bliver ofte også kaldt Dal Porno … fordi hans Amaroner er helt vilde og “for meget” … men på den gode måde. Jeg faldt over et citat fra Jesper Uhrup Jensen fra Euroman, og det fortæller meget rammende om, hvilke vine Dal Forno laver:

“Man tager tre flasker vin og propper dem ned i én flaske! Amorone-producenten over dem alle, Dal Forno, laver så kraftige og koncentrerede vine, at man næsten lige så godt kan droppe maden og sige, at vinen i sig selv gør det ud for et måltid. Der er lakrids, kaffe og tonsvis af frugt i denne her vin, som bliver ved og ved med at smage i munden. Mens banal Amarone ofte blot er tung og sødmefuld, er Dal Fornos Amarone et veritabelt smagekatalog, hvor nye smagsnuancer hele tiden dukker op … en vin, der fortjener at blive mediteret over i fred og ro. Og uden at man er for mange om flasken!”

Jeg tænkte straks på Ernesto Ruffo … og hans Amarone og Valpolicella, da jeg læste dette … måske lidt i samme boldgade?

Romano, manden bag kultvinene, roses blandt sine kolleger og konkurrenter som en minutiøs, lidenskabelig og topdedikeret vinmager, som sjældent, om ikke aldrig, tillader sig selv en fridag fra vinkælder og -marker. Vinene fra Dal Forno er blandt kendere de absolut mest efterspurgte vine fra regionen grundet en kompromisløs kvalitet og stil, som ikke findes mage!

Manden, hvis vine næsten er umulige at opdrive, er næsten ligeså umulige at betale. Grundet lutter topkarakterer og lovprisninger fra en enstemmig vinpresse verden over har efterspørgslen medført, at priserne de senere år er braget gennem lydmuren og har opnået et astronomisk højt leje – et prisleje, som man selvfølgelig kan diskutere rimeligheden af. Dedikerede vinentusiaster er dog aldrig i tvivl, hvorfor efterspørgslen altid overstiger den mikroskopiske produktion.

Romano Dal Forno er 3. generation af vinbønder i Dal Forno slægten, som i gamle dage solgte mosten til det lokale kooperativ, indtil Romano i 1983 lancerede sin første årgang. Som 22 årig mødte Romano Valpolicellas ”Great Master of Amarone” – Guiseppe Quintarelli, hvilket blev et skelsættende møde. Et møde og et venskab, der inspirerede Romano til at satse på det ypperste, hvad angår områdets potentiale.

Som udgangspunkt mente Quintarelli imidlertid ikke at Dal Fornos vinmarker og beliggenhed (ved Cellore d’Illasi udenfor Amarone Classico-området) havde potentiale nok – et synspunkt den unge og selvstændige Romano ikke delte!

Da Dal Fornos få hektarer vinmarker i mange år alene var blevet brugt til at levere udpræget kvantitet frem for kvalitet, så var første skridt derfor at reducere vinstokkenes produktivitet samtidig med, at vinstokkenes tæthed blev øget for at stresse stokkenes rodnet til at søge længere ned i undergrunden. Herigennem kunne Dal Forno opnå yderligere kompleksitet og intensitet i druematerialet.

Udover vinmarkernes ringe beskaffenhed havde Romano heller ingen erfaring med selve kælderarbejdet, men derimod kun med markarbejdet. Romano lod sig derfor indskrive på Agrarian School, hvor vinfikationsprincipperne blev slået fast.

I 1983 lancerede Romano sin første årgang, som dog langfra levede op til hans skyhøje kvalitetskrav. I 1990 blev der derfor investeret massivt i renovering af kælder samt i nyt vinifikationsudstyr. Som noget helt nyt for området kasserede Romano de traditionelle slovenske fade og indførte som noget nyt små 225 liters barriques.

Herudover var Romano utilfreds med Molinaradruens indflydelse på Amaronen, og Molinara blev derfor helt og holdent kasseret til fordel for den frugtige røde drue Oseleta. Siden 1990’erne er kvaliteten således steget og steget, hvilket i bund og grund kan tilskrives en nærmest umenneskelig stræben efter det ultimative samt en fordomsfri holdning til håndværket, fri for besnærende traditioner og normer.

Den “almindelige” Valpolicella fra Dal Forno er en af de mest usædvanlige vine ikke blot nord for Verona, men i hele Italien. Det var denne vin, som flyttede grænserne for hvad Valpolicella kunne være og hvad den skulle bruges til. Med et blev dette vinnavn rykket væk fra den joviale pizza, og fremstod nu med en koncentration, struktur og kompleksitet og ikke mindst et udviklingspotentiale, som ikke var set tidligere.

Det er en vin der skal sammenlignes med en Brunello, og da Dal Forno’s ambitioner med denne vin er vokset gennem årene, således at der f.eks. fra 2002 årgangen udelukkende anvendes tørrede druer i vinen, er vinen idag lige så kraftig som mange Amarone vine.

Dal Fornos Valpolicella er en blanding af 70% Corvina, 20% Rondinella, 5% Croatina og 5% Oseleta gæret på ståltank med flittig omrøring af pulpen, lagret 2 år på små nye franske barriques og til sidst 12 måneder på flaske inden frigivelse. Inden aftapning tilsættes 10-20 % amarone, hvilket forklarer Valpolicellaens rigdom og kompleksitet. Serveres Valpolicellaen blindt kan den i visse årgange minde om en ung bordeaux med klassisk ren stram og mørke frugt og udpræget elegance.

Og sikke en vin. Duftmæssigt bacon, kød, blæk, spidskommen, kardemomme, tørrede blommer og rosiner, blod … en ren buldozer lige i sylten. Og smagsmæssigt en vild vin, som er svær at tæmme. Der er sindssyg tørhed, jord, blæk … den er stram … tanninerne er voldsomme, der er grønne toner og alligevel også en fornemmelse af fløjl og balance. Sikke en vin!

Hvem medbragte vinen: Jan

Svær at få fingrene i, men Leisner Vine har den pt. på udsalg til 550 kr., normalpris 795 kr. Sigurd Müller forhandler den også.

Vinanmeldelse 6,5/7