2016 Albert Sounit, Rully 1. Cru La Pucelle, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Rully 1. Cru La Pucelle, Bourgogne, FrankrigVi sluttede det hvide felt hos Maison Albert Sounit og Domaine Bernollin med endnu en Rully vin … Rully 1. Cru La Pucelle.

Igen er vi på den store skråning på 1. Cru stykket La Pucelle, hvor vinstokkene er omkring 70 år gamle. Marken regnes som en af de fineste 1. Cru marker i området og jordbunden er kalkholdig med et tyndt lag sten og ler. Det er dog en anden slags kalk end hos de andre parceller på samme skråning, hvor kalken har en anden struktur og det kan faktisk smages i vinen.

Vinen er gæret på fad og lagret i 12 måneder på franske barriques og med denne vin kun i 228 liters barriques, hvoraf 40% af fadene er nye. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

Duften er faktisk klart lettere end de foregående vine fra Rully … lettere og mere rank i duften. Det er fortsat eksotiske frugter, hyld og måske en anelse tilbageholdende i frugten, men har til gengæld sarte blomster, luftighed og en smule citrus.

Smagen er også lettere og mere fin i det. Det er nærmest mere feminint … vandlig vil nogle måske endda sige, men letheden bindes fint op af en intensitet og sprød syre. Dejlig vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Albert Sounit, Rully 1. Cru Les Raclots, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Rully 1. Cru Les Raclots, Bourgogne, FrankrigLes Raclots 1. Cru marken ligger lidt længst mod vest af Maison Albert Sounits marker i Rully på den store markante skråning vest for landsbyen Rully. Det er på denne markante skråning, at nogle af Rullys allerbedste 1. Cru vinmarker ligger.

Les Raclots er sammen med nabomarken mod nord, Rabourcé, de stejleste marker i Rully, og undergrunden består primært af kalk og sten. Vinen er derfor naturligt meget mineralsk. Les Raclots ligger lige ovenover Les Cloux marken, og den højere beliggenhed giver også lidt mere kølighed og mineralitet.

I forhold til fx La Pucelle marken, så har Les Raclots større sten, som er med til at holde længere på solens varme, hvilket normalt giver vinen mere krop, varmen og modenhed.

Chardonnay-vinstokkene er omkring 35 år gamle, og vinen er stort set lavet på samme måde, som foregående vin, dvs.  gæret og lagret 10 måneder på 228 liter og 300 liter egetræsfade, hvoraf 15% er nye. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

I forhold til Rully Blanc Les Saint Jacques har denne Rully 1. Cru Les Raclots en tand mere kraft, fylde og varme. Frugten er endnu mere eksotisk og fremme i duften og det hele virker også mere intenst, fortsat med blomster, mineraler og hvalpet fedme.

Smagsmæssigt er mineraliteten dog fortsat til stede i stor stil, så det er meget mineraler, citrus og en stringent syre, som spiller hovedrollen i smagsspektret. I forhold til Montagny vinene, så er Rully vinene klart mere rene i smagen, hvilket virkelig kommer til udtryk i denne vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 319 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Rully Blanc Les Saint Jacques, Bourgogne, FrankrigEfter 4 x Montagny 1. Cru, så springer vi retur til Maison Albert Sounit i Rully med denne Rully Blanc Les Saint Jacques.

Vi smagte 3 vine fra samme skråning, som er plantet tilbage i 1985. En del af skråningen består af 1. Cru parcellerne Les Raclots og La Pucelle, men druerne til denne Rully Blanc Les Saint Jacques kommer altså fra parcellen Les Saint Jacques fra den del af marken, som ikke er kategoriseret 1. Cru. Det gør dog nødvendigvis ikke vinen spor ringere.

Les Saint Jacques ligger på en skråning med 10% hældning mod øst/sydøst, hvor jordbunden hovedsageligt består af brun lerjord blandet med småsten, kalk og sand.

Det er en sammensætning, som giver en perfekt dræning. Vinen er gæret og lagret 10 måneder på 228 liter og 300 liter egetræsfade, hvoraf 33% er nye. Vinen er aftappet uden klaring eller filtrering.

Duft og smag er her mærkbar anderledes end hos Montagny … mere ananas, eksotiske frugter og grape i duften og mineraliteten også tydeligere, selvom der fortsat er fedme, citrus tilsat fadnoter, vanilje, hasselnødder og svag blomstereng.

Smagen er mere crisp, sprød og direkte. Der er flot kompleksitet, mere stålsat og godt med grape i eftersmagen. På en eller anden måde virker det mere elegant end Montagny.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Vignes de 1928, Bourgogne, Frankrig

2013 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Vignes de 1928, Bourgogne, FrankrigMontagny 1. Cru Vignes de 1928 er egentlig samme vin som foregående Montagny 1. Cru Les Chaniots. Men det er blot de to bedste fade, som er vinificeret med de ældste druer, altså vinstokkene plantet tilbage i netop 1928.

Udgangspunktet er således 1, Cru marken Les Chaniot, der består af tre parceller, nemlig La Cabanne der er beplantet med 70-90 år gamle vinstokke, Jeune Vignes parcellen med 30-40 år gamle vinstokke og endelig Vieilles Vignes parcellen, som blev beplantet i 1928.

Tidligere var de tre parceller blevet høstet og vinificeret hver for sig, for at forstå og optimere udtrykkene fra hver enkelt parcel inden sammenstikningen.

Vieilles Vignes vinstokkene fra 1928, gav bittesmå druer med en helt intens gul farve. Det betød altid en unik og nærmest guddommelig koncentreret vin med mineralitet og finesse, der i særlig grad blev understøttet af gæring og lagring i nye egefade.

Knud Kjellerup og hans team lavede et projekt, som de kaldte Vignes de 1928, og det gik ud på at vælge det eller de bedste fade med vin fra Vieilles Vignes parcellen på Les Chaniot. De ville aftappe denne vin som en separat og unikt cuvée.

De anvendte luksus egefade på 228 liter er af typen Special Blanc, hvor træet er langtidstørret med efterfølgende let og langsom brænding.

Resultatet er den majestætiske og stærkt limiterede Vigne de 1928, som der årligt alene laves omkring 600 flasker af … altså svarende til 2 barriques. Og nu har vi altså denne vin i glasset i en årgang 2013.

Og uha … nu lukker vi op for sluserne og presser gashåndtaget i bund med en voldsomt kraftfuld, animalsk og fed vin. Der er fad, vanilje og tonsvis af eksotisk frugt kombineret med florlet mineralitet og nogle røgede elementer.

Det bedste er dog smagen, hvor vinen nærmest smelter på tungen, blød, cremet, fed og kraftfuld, men dog langt mere kompleks end de tidligere vine. Nøj, det smager godt. Far er glad og far spytter ikke ud.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 519 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Chaniots, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Chaniots, Bourgogne, FrankrigVi ræser videre i de hvide bourgogner og næste på skafottet er denne Montagny 1. Cru Les Chaniots fra Domaine Bernollin.

Marken Les Chaniots må anses for at være Domaine Bernollins flagskib og er den nordligste del. Domaine Bernollins parcel er på godt 1,7 hektar og en stor del af vinstokkene er plantet helt tilbage i 1928.

Disse mere end 80 år gamle Chardonnay-vinstokke, giver en meget lille produktion, men druernes juice er til gengæld kolossalt koncentreret.

Denne Montagny 1. Cru Les Chaniots er dog lavet med druer fra både de gamle stokke og lidt yngre stokke, som alene er 40 år gamle. Jordbunden består hovedsageligt af kalk.

Druerne høstes som alle Sounits og Domaine Bernollins vine ved håndkraft. Vinen er 100% fadgæret og lagret i 12 måneder på 228 liter og 300 liter franske egefade, hvoraf omkring 35% af fadene er nye. Aftappet uden filtrering.

Duftmæssigt er vinen tættere og en smule mere varm i udtrykket, bl.a. med henkogte pærer, eksotiske frugter, bolsjer, citrus, en lidt nøddet aroma, salt og karamel. Det er fedt, voluminøs, men alligevel med mineraler og nerve.

I smagen er der mere syre, selvom det fortsat er cremet med fedme, fløjl, en smule bitterhed og længere eftersmag. Syren har nu fået en klart større rolle, og sikrer både præcision og løfter om virkelig lang levetid på denne vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 319 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2015 Albert Sounit, Montagny 1. Cru Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Montagny 1. Cru, Bourgogne, FrankrigNæste hvide bourgogne blev denne Montagny 1. Cru Vieilles Vignes, som laves af Maison Albert Sounit.

De har siden overtagelse af Domaine Bernollin i 2005 målrettet forsøgt at frembringe langt mere intense og komplekse vine.

Det er bl.a. sket igennem hård beskæring og dermed lavt udbytte med øget koncentration til følge. Druerne høstes i hånd, hvorved den første sortering allerede sker i vinmarken. Druerne til denne Montagny 1. Cru Vieilles Vignes kommer fra den del af Chaniots marken, der kaldes La Cabanne.

Vinstokkene er i gennemsnit over 50 år gamle, og de ældste er formodentligt mere end 70 år gamle. Det vil sige meget lavt høstudbytte med stor koncentration til følge.

Vinen er 100% gæret på 300 liter egetræsfade. Ingen nyt fad, – men udelukkende på 3-4 år gamle fade for at understøtte vinens frugt og mineralitet og samtidig give vinen den bund og volumen, som opstår ved fadgæring. Vinen er aftappet uden filtrering efter 10 måneders fadlagring.

Næsen er her lidt mere tilbagetrukket … lidt sværere at lokke frem, men giver til gengæld også mere, når der sker med lidt luft i glasset. Aromaen er mere ren og luftig, mere svævende og frugten meget klar i billedet. Det er fersken, abrikos, blomster, grønne grene, bark og igen med smørfedme.

Elegancen fortsætter i smagen, hvor det er cremet og blødt, men med florlette blonder og præcis syre. Man får både fedme, kraft og lethed på en gang og det smager sgu godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Coères, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Bernollin, Montagny 1. Cru Les Coères, Bourgogne, FrankrigVi stepper et trin op med næste vin fra Domaine Bernollin, nemlig med deres Montagny 1. Cru Les Coères.

Druerne kommer jo fra 1. Cru marken Les Coères, som ligger på én af de bedste skråninger i Montagny. Marken er orienteret mod øst, og ligger nabo til Les Chaniots.

Domaine Bernollins parcel på 1 hektar og er beplantet med Chardonnay vinstokke, som i gennemsnit er omkring 50 år gamle, og giver dermed en rigtig god og koncentreret vin. Jordbunden er meget kalkholdig, hvilket giver vinen en rank og mineralsk karakter.

Druerne høstes som alle Domaine Bernollins vine i hånd. Alt efter årgangens lune er 40 % – 60 % af vinen gæret og lagret på franske egetræsfade i omkirng 10 måneder, og resten er vinificeret ved lav temperatur på ståltank.

Knud Kjellerup fortalte, at det for denne 2015 er omkring 70% af vine, som er lagret på ståltanke og 30% på fade og kun 300 liter fade, hvoraf 30% er nye.

Duftmæssigt er det en mere feminin vin end foregående. Der er også flere blomsteraromaer, flere grønne elementer og syren virker duftmæssigt mere kontrolleret. Der er selvfølgelig stadig en vis fedme, saftighed og spændstighed over vinen.

Smagen er også mere frisk og rank … men fortsat lidt cremet og har også balanceret syre samt dejlige kalkagtige mineraler. Det er også en lækker vin … måske ikke bedre end foregående Bourgogne Blanc, men anderledes.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Bernollin, Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, Bourgogne, FrankrigBourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche er en af de vine, som er en storsællert hos Domaine Bernollin, og som jeg tidligere har smagt i årgang 2012.

Ja, det troede jeg dog indtil denne aften med Knud Kjellerup, hvor jeg fortalte Knud, at vinen i årgang 2012 havde en forkert prop … der stod nemlig Montagny 1. Cru. Men det var nu rigtigt nok og samtidig lidt en sjov historie, idet den smagte vin fra 2012 faktisk var en Montagny 1. Cru, som Østjydsk Bank havde købt af Knud Kjellerup.

Selvom de havde fået vinen til en god pris, så synes de alligevel ikke, at det var passende at servere en 1. Cru vin til kunderne, når nu banken havde økonomiske problemer, hvilket meget pragmatisk blev løst ved at sætte en etiket med Bourgogne Blanc på vinen.

Men denne 2016 hvide bourgogne er imidlertid nu rigtigt nok en Bourgogne Blanc Côte Chalonnaise Sous la Roche, hvor druerne til vinen kommer fra en parcel på marken Sous La Roche, som ligger under et markant klippefremspring med udsigt over Domaine Bernollin og det sydlige Montagny.

Markerne ligger på en relativt stejl skråning i naturlig forlængelse af Montagny 1. Cru markerne, blot nogle få hundrede meter mod nord, så på den måde er det jo næsten en Montagny 1. Cru og i denne årgang 2016 skulle der endda også være 25% deklassificerede Montagny druer i.

Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, som håndplukkes. Efter presning og bundfældning hældes juicen direkte på franske egetræsfade, hvor vinen gærer og lagres i omkring 10 måneder. Ved lagring anvendes både 300 og 500 liter egefade samt store 22,5 hektoliter fade, men samlet alene 15% nye fade.

Under lagringen omrøres vinens bundfald jævnligt ved batonnage, hvorved vinen får større fylde og bliver mere rig på aroma. Kjellerup og kompagni laver årligt 12.000 flasker af denne vin.

Og det dufter sgu ret godt … virkelig fed, kraftig og smøragtig med noter af både eg, vanilje, hvide blomster, abrikos, citrus og kalkagtige mineraler.

Smagen er meget blid, fadene godt integreret med svag eg, blød syre, tørhed og mineralsk bid. Der er fedme og lækkerhed i smagen og sammenlagt et godt glas hvidvin.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, Bourgogne, FrankrigDen bedste af crémanterne fra Maison Albert Sounit var efter min mening denne Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, selvfølgelig udelukkende lavet på Pinot Noir.

Som foregående vin kommer druerne faktisk udelukkende fra vinmarken, og derudover er vinen også lavet helt på samme måde som de andre crémanter, dvs. med manuel høst af druerne, brug af druernes egen naturlige gør og efter Méthode Traditionelle, hvor crémanten er lagret på sit bundfald i 18-20 måneder inden dégorgering.

Der laves alene årligt omkring 1.800 flasker af denne Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, som vi her smager i en årgang 2016, hvilket koden 173 på bagsiden også indikerer.

Duften er virkelig elegant og Pinot Noir’en slår klart mere igennem i aromaen. Det er mere champagneagtigt i duften med æbler, pærer, toast, blomster, citrus og en kalket mineralitet. I smagen er der igen en virkelig god syre, fint balanceret og boblerne pænt aggressive. Alligevel er der lethed, syre/sødme balance og det smager rigtigt godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut, Bourgogne, FrankrigDen 3. i rækken af crémanter fra Maison Albert Sounit blev denne elskovsrøde Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut, hvor druerne primært kommer fra Châtaignier vinmarken, som har fået sit navn fra de store kastanjetræer ved marken.

Vinen er lavet på 40% Pinot Noir, 40% Pinot Beurot samt 20  Gamay. Jeg har vist ikke tidligere stødt på druen Pinot Beurot, men det er egentligt blot et synonym for Pinot Gris, som jo faktisk har et hav af synonymer. Det er nu mest i Bourgogne og Loire, at vi finder druen under navnet Pinot Beurot.

Som de andre crémanter, så er druerne til denne Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut høstet manuelt, og der er ved fermenteringen alene anvendt druernes naturlige gær. Lavet med andengæring i flaske og lagret på sit bundfald i mere end 24 måneder inden dégorgering.

Næsen har godt med jordbær, let parfumeret og de røde bær slår her klart mere igennem. Det er blomster og stor rigdom i frugten, mens vinen i smagen har en større tørhed end de første, men også lidt mere bitterhed med grape og citrus.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7