Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

1997 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, Tyskland

1997 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, TysklandEr du sindssyg? Hvis 1996’eren af Pinot Noir Steil fra Weingut Solveigs er god, så er 1997’eren af samme vin bare endnu bedre, et sandt pletskud, bullseye, touchdown og pragtmål.

I glasset samme farve som 1996’eren og næsen minder også rigtigt meget om den, dvs. grønne noter, aftryk fra fadene, samme æteriske og olieagtige lethed. Men næsen er en kende mere krydret og det bio bio økologiske også mere markant med lidt krudt, malerspand, men samtidig også fortsat modne lyse frugter. Det dufter vildt godt.

Smagsmæssigt er det endnu blødere end foregående vin, så man tænker uden tøven … NØJ hvor er det blødt og forførende. Der er noget burgundisk over smagen, som også slutter med et frisk bid, for der er sgu liv i vinen. Det var én af mine favoritter denne ved denne vertikalsmagning. Far er total glad og hoster op med de maksimale 7 af de Spätburgunderglade fingre.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 7/7 

1996 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, Tyskland

1996 Weingut Solveigs, Pinot Noir Steil, Rheingau, TysklandWeiter in der Reihe … næste er Jens Heinemeyers Pinot Noir Steil fra 1996, som virkelig viste, hvad Weingut Solveigs vine kan præstere med alder. WOAW.

Det er ikke som Present en enkeltmarksvin, men smager helt fantastisk. Igen er vinen transparent og lys med lysebrune kanter, som afslører en vis alder … helt på samme måde som foregående.

Næsen er imidlertid langt mere interessant. Der er grønne elementer, klare og lækre fadnoter samt en nærmest æterisk og olieagtig lethed. Der er urter, lidt bio bio kant, en malerspand samt modne lyse frugter og samlet er det bare total nice.

I munden er det bare mega blødt, let og fortsat med en utrolig frisk frugt, som tilsyneladende har glemt, at den er 23 år gammel. Der er en virkelig frejdig og fint balanceret syre og mit samlede indtryk er, at denne vin lige nu er helt optimal … det smager sindssygt godt og klart 6 fede fingre med pil op.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

1995 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, Tyskland

1995 Weingut Solveigs, Pinot Noir Present, Rheingau, TysklandVi startede vertikalsmagningen med en Pinot Noir Present fra 1995 … en 24 år gammel sag, som endda er fra det år, hvor Jens Heinemeyer startede vinprojektet Weingut Johanninger.

Men alt det kan du jo læse om i referatet fra smagningen af de 20 Pinot Noir vine fra Weingut Solveigs.

Denne Pinot Noir Present er lavet med druer fra marken Presenteberg, der ligger mellem Assmannshaus og Lorch. Generelt sker produktionen ved, at druerne høstes, når de er fuldt modne ved omkring 103° Oechsle, hvorefter de afstilkes inden fermenteringen, som sker i åbne gæringskar.

Processen starter med 14 dages maceration og vinificering sker separat for hver enkelt mark. Efter macerationen presses druerne og gæringen fortsættes i rustfrie ståltanke, hvor vinene også hviler en periode efter fermentering og inden lagring i 18 måneder på brugte egefade. To år efter høsten flaskes vinene normalt og lagrer yderligere 2 år på flaske inden frigivelse … med andre ord lang lagring.

I glasset er vinen lys transparent, men med en klar brun kant, som afslører en pæn alder på vinen. Nu kunne man måske frygte, at det ville være en total overmoden og færdig vin, men det er ingenlunde tilfældet, for vinen er ældet med ynde og byder på hindbær, kirsebær og svag kanel, selvom den måske ikke er så dyb.

Smagsmæssigt er der også fortsat liv og spark i den gamle dame og er meget mere interessant end duften. Det er en intens næse med kirsebær, fennikel, lidt jern, meget blid og feminin. Letheden er forførende, syren moden og fint balanceret. Det er et sted mellem 4½ og 5 af de houlbergske tommeltotter.

Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2013 Staete Landt, Paladin Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

2013 Staete Landt, Paladin Pinot Noir, Marlborough, New ZealandNæste vin var også Pinot Noir og også et glædeligt gensyn, nemlig en 2013 Paladin Pinot Noir fra Staete Landt … en vin jeg sidst har smagt i årgangen før, altså 2012.

Staete Landt ligger i Rapaura området i Marlborough. Huset er grundlagt i 1997 af det hollandske par Ruud Maasdam og Dorien Vermaas, der opkøbte 52 hektar jord i Rapaura … i den del af området som kaldes den gyldne trekant. Det er på den oprindelige del af Wairau sletten i det område, som er kendt for de mange spændende Sauvignon Blancs.

Navnet Staete Landt var det navn, som Abel Tasman først gav New Zealand, da han opdagede landet tilbage i 1642, og det betød noget i stil med “land opdaget i den hollandske republiks ære”, og Ruud Maasdam synes – pga. forbindelse til Holland – at navnet dermed passede godt til vinhuset.

Da gården blev købt i 1997 var den beplantet med frugttræer, men efter omfattende jordbundsundersøgelser, opdelt Maasdam de 52 hektar i 24 parceller før plantningen af vinstokkene.

Hver parcel plejes og høstes forskelligt, nogle af parceller høstes fx via maskiner og nogle med håndkraft.

Druerne til denne Paladin Pinot Noir kommer fra 12 forskellige parceller og endda fra 4 forskellige Pinot Noir kloner, nemlig klonerne 114, 115, 777 og 5. Alle druerne er høstet med håndkraft.

Druerne fra de enkelte parceller holdes separeret igennem hele fremstillingsprocessen frem til den endelige blanding umiddelbart før aftapningen. Lavet med en kold maceration i 6-10 dage og efterfølgende eftermaceration i op til 35 dage. Derefter lagres vinen 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade.

I næsen er der lidt animalsk kostald … klart let, lys og transparent Pinot Noir væske. Den er lidt mere varm i udtrykket end de to foregående Pinot Noir vine, lidt mere krop, fylde og mer’ jordbær og bolsjer i frugten. Derudover svag fennikel, læder og som med 2012’eren også lidt søde krydderier.

Smagen er også lidt varmere med bl.a. kirsebær og hindbær, måske endda lidt brændt eller svag indkogt i frugten, men heldigvis ikke så meget, så det elegante fortabes. Der er samtidig lidt peber, en tilstrækkelig syre, blide tanniner samt lidt krydderier.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Chat Sauvage, Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandVi fortsatte med lækker Pino, som samtidig blev et glædeligt gensyn, nemlig en 2012 Lorcher Kapellenberg Pinot Noir, som jeg sidst smagte i oktober 2017 under et besøg på Weingut Chat Sauvage ved et line-up af 13 forskellige af deres burgundisk inspirerede vine.

Det besøg hos Chat Sauvage med den danske hjælper Gustav samt den smukke og dygtige vinmager Verena Schöttle kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland. Det var nok det bedste besøg på hele vores Rheingau drengetur.

Denne Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er én af husets Lagenweine, altså det øverste niveau. Marken ligger ved byen Lorch i den vestlige del af Rheingau, og der har Chat Sauvage markerne Bodental, Pfaffenwies, Kapellenberg og Schlossberg, hvor sidstnævnte nok er perlen … og i hvert fald giver de dyreste af husets vine. Således koster en 2013 Lorcher Schlossberg 150€ på vingården.

Det er markerne og arbejdet i markerne, som giver en forskel i vinene fra Weingut Chat Sauvage. Det er hårdt arbejde og husets bruger årligt omkring 1.000 mandetimer pr. hektar. Til sammenligning ligger gennemsnittet i fx Pfalz på 200-220 mandetimer pr. hektar.

Lorcher Kapellenberg Pinot Noir er lavet efter gammelt håndværk, dog sker gæringen i rustfrie ståltanke, men alene spontant med druernes naturlige gærceller og en kort maceration. Derefter er vinen lagret 18 måneder på barriques og derefter tappes vinen ufiltreret.

I næsen igen en lækker Pinot Noir næse, som i modsætning til forrige fra Lismore ikke er helt så let og feminin. Her er det langt mere burgundisk og grønt, mens frugten også er lidt mørkere, blommer, lyse kirsebær, måske endda blåbær, lidt gæret og byder ellers på mejeri, yoghurtagtige noter, blæk, kul og nogle blomsterrige æteriske olier og krydderier.

Smagen er tør, let og direkte med jernet samt grøn frugt. Det er knivskarp og syrlig elegance, det er grønne blade, blomster, lyse bær, jordbær, kirsebær og cremet lækkerhed. Det er heller ikke smagsmæssigt helt lyst og feminint, men delikat, grønt med burgundisk bundtræk. Elsker den sgu. Giv den lidt flere år i vinkælderen og så skal du se løjer.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en nyere årgang koster 575 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Lismore Estate Vineyards, Pinot Noir, Western Cape, Sydafrika

2017 Lismore Estate Vineyards, Pinot Noir, Western Cape, SydafrikaDa jeg smagte Samantha O’Keefes 2017 Chardonnay Estate Reserve fra hendes sydafrikanske vinhus Lismore Estate Vineyards var jeg solgt, det smager formidabelt, og derfor kunne denne Pinot Noir fra den smukke kvinde kun skuffe … men det gør den bare ikke. Det smager i særklasse godt.

Jeg får således lyst til at bryde ud i samme glædesrus som ved Chardonnay’en … Jesus Christ, Kali, Baal, Tur, Krisna, Freja, Rame, Herkules, Hades og alverdens andre guder, hvor smager denne Pinot Noir bare godt med totalt europæiske træk. Rundt om bordet var alle da også enige i, at det måtte være tysk Spätburgunder.

Vinen er lavet med ren Pinot Noir, hvor alene 70% af klaserne afstilkes, men fermentering sker i neutrale egekar med blid overpumpning to gange dagligt og lang ekstraktion.

Derefter er vinen presses i en traditionel træpresse, hvorefter vinen lagrer 10 måneder i henholdsvis 225, 300 og 500 liter egefade, hvor den malolaktiske gæring også sker. Omkring 35% af fadene er nye franske fade. Der er kun lavet 510 kasser af vinen.

Det er i næsen – uha – sød, tysk, animalsk kostald, let medicinskab, mejeri og drikkeyoghurt, som nærmest smelter sammen med æteriske olier. Det er virkelig en svævende aroma, forførende, feminin, blid og lys med hindbær, jordbær, lidt kanel, sødme og sommerlige blomstermarker med solstrejf, kærlighed og ungdommelig uskyld.

Smagen er også lys sommer … meget saftig, ren, let, luftig, sart og fin. Det er hvide blonder på flaske med ribs, granatæbler, en fin og elegant syre, let jern og nænsomme krydderier. Det er vin for Houlberg … elegant, feminint og smukt. Vakler et kort øjeblik mellem 6 og 6½ af de houlbergske Thumbs Up, men det er sgu overraskende godt. Nam.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 289 kr., hvilket faktisk er et fund for denne vin.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Weingut Schmitges, Spätburgunder Blanc de Noir Feinherb, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Schmitges, Spätburgunder Blanc de Noir Feinherb, Mosel, TysklandDet føles allerede som forår og rosé’erne springer så småt ud, så jeres flittige vinbloggers forårsfornemmelser står også i knop. Uagtet en mild vinter, så længes vi ud på terrassen … måske med et koldt glas rosévin, som fx denne blegrøde, rosa, lakse- og kobberfarvede Spätburgunder Blanc de Noir Feinherb fra Weingut Schmitges.

Som de trofaste læsere måske allerede ved, så har jeres forårshungrende vinblogger det en kende svært med rosévine, selvom jeg midt i havet af ligegyldige rosébølger også har fundet små perler, som har rokket ved min ellers forudindtagede – og sikkert helt forkerte – holdning.

Men når nu alle tegn i naturen – og hos forventningsfulde havefolk, elskovshungrende teenagere, tykmavede caféejere, pralende lystfiskere, rosésælgende vinfolk samt parringsvillige svaner – antyder, at foråret er på vej, så skal jeres stædige vinblogger da være et væmmeligt skarn, hvis han ikke skulle teste en rosé eller to.

Men denne Spätburgunder Blanc de Noir Feinherb har allerede inden testen et par åbenlyse fordele, som måske kan indikere, at den måske kan falde i den usædvanlige kategori af rosévine, som jeg li’ … nemlig at den kommer fra en supergod producent, er lavet på Spätburgunder og dernæst kommer fra dejlige Mosel.

Weingut Schmitges behøver vist ingen præsentation her på bloggen, da jeg har smagt en del af hans vine. God kvalitet, sindssygt stejle marker, eksperimenterende med bl.a. fade af granit og i det hele taget bare en fantastisk producent. Men ka’ manden også lave anstændig rosé?

Vinen er selvfølgelig 100% Spätburgunder og lavet med ganske kort skindkontakt, således den lige får den blegrøde farve. Druerne presses – bum – gæring i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer ganske kort med bærmen – sur lie – inden den flaskes. Det er en feinherb med 20,5 gram restsukker pr. liter … niveauet mellem halbtrocken og mild.

I næsen oser det op med jordbær samt hindbær  … meget umiddelbar frugt og klart med Spätburgunderens karaktertræk, men meget direkte og ukompliceret. Der fornemmes sødme med lidt bolsjer, noget kandiseret og let prikkende i næsen. Det er rødgrød med fløde og sommer … masser af sødmefuld lyserøde frugt.

Smagen er sødere end forventet, men jeg havde heller ikke forinden set, at det var en feinherb med 20,5 gram sukker. Men hvor er det fornøjelig drikbart, og selvom det er en sødlig vin, så er der bund og tilstrækkelig med friskhed. Det er klart en vin til forførelse, smil, latter og lune sommeraftener. Det er den villige pige, hånden på låret, men alligevel med et alvorlig og seriøst blik i øjnene. Det smager sgu da rasende godt. Det bliver 4½ af de kobberrøde houlbergske forårsfingre med klar pil op.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 99 kr., hvis du køber 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Château Gilbert & Gaillard, Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2017 Château Gilbert & Gaillard, Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigAftenens første rødvin fra Languedoc var igen fra Terre Sauvage serien fra Château Gilbert & Gaillard, altså med opkøbte druer. Det var denne økologiske Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc.

Druerne kommer som nævnt fra andre vinavlere i området, men er dyrket økologisk, men ellers er vinen næsten lavet som den forrige fra de to anerkendte vinanmeldere. Det betyder, at druerne efter høst afstilkes og presses om natten for at bevare friskheden og forhindre oxidering.

Gæringen af denne Terre Sauvage Pinot Noir Pays d’Oc sker i rustfrie ståltanke med lav temperatur og vinen lagrer efter endt fermentering også i ståltankene en periode … hvor lang tid kan jeg dog ikke se. Men vinen har således ikke været lagret på egefade.

På billedet ovenover er det denne gang François Gilbert, som står i en af husets vinmarker.

Næsen afslører en lidt varm Pinot Noir vin, som samtidig har lidt en bio bio næse med lidt krudt, stald, gammelt sengetøj, søde og røde bolsjer, syltede kirsebær, brombær, nogle grønne elementer, blæk og franskbrød. Der mangler måske lidt en rød tråd i aromaerne.

I munden er der først lidt ribs, men igen også mere varme og dermed bliver det en smule kluntet, lidt for fluffy. Det er klart varmere end fx Bourgogne og mangler lidt syre og rygrad efter min mening.

Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Domaine Jacqueson, Rully Les Chaponnières, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Jacqueson, Rully Les Chaponnières, Bourgogne, FrankrigFra skuffelse til total optur, for jeres flittige blev straks Pinot Noir glad igen, da han fik lidt af denne 2016 Rully Les Chaponnières fra Domaine Jacqueson i glasset.

Jeg har tidligere smagt både rød og hvid Rully fra Domaine Jacqueson, der også hedder Paul et Marie Jacqueson. Vinhuset holder til midt i Rully by på adressen Rue Saint Laurent. Rully er jo et af de mest kølige område i Côte Chalonnais, hvilket gør det svært at lave god rødvin, hvorfor det i dag er de hvide som dominerer – og som også er de bedste.

De stille hvide er mineralske, friske og sprøde, grundet den livlige syre og godt med kalk i undergrunden. De røde bærer præg af samme friskhed, hvilket ofte bliver lige lovlig friskt.

Vinene er lyse, lette og syrerige, så for alle vintyperne gælder det, at de skal drikkes unge, gerne 2-3 år efter høsten og skal ikke gemmes mere end 5 år.

Domaine Jacqueson er grundlagt i 1946 af Henri Jacqueson på forskellige af familiens jordlodder i Rully, som dengang var meget lidt kendt vinmæssigt. Fra 1960’erne begyndte Henry at sælge vinen til private og udvidede vinhuset ved at købe flere jordlodder godt placeret i Rully og Mercurey.

Sønnen Paul kom med i driften i 1972 efter at have studeret  landbrug, vinavl, ønologi og efter i flere år at have stået for driften af Station Viticole de Beaune.

Udover Paul deltager hans kone Pierrette og deres datter Marie også i driften, og siden 2007 har Marie faktisk styret domainet, som i dag omfatter 13 hektar vinmarker godt fordelt på små parceller på mellem 0,80 og 1,30 hektar.

Denne Rully Les Chaponnières er altså ikke en 1. Cru hvid fra Rully, men derimod en rød af slagsen, som er lavet med druer fra marken Les Chaponnières, som blev tilplantet i 1985. Efter høst sorteres druerne, hvorefter vinen laves efter de helt gamle metoder, dvs. druerne knusses ved at træde med bare fødder.

Den alkoholiske gæring sker i store gærkar og varer omkring 15-18 dage med pigeage 2 gange dagligt og med en kontrolleret styring af temperaturen. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques, hvoraf 25% er nye fade. Vinen klares med lidt æggehvide og filtreres let inden flaskning.

Næsen afslørede med det samme, at der var tale om Bourgogne … let og grøn Pinot Noir, en herlig og smuk lethed, nærmest dekadent modenhed over den lyse frugt, ribs, hindbær, lidt hengemt kælder, kul, gazebind, æteriske olier og et godt præg fra fadene, en smule kanel og grønne grene.

I munden er vinen let, blød og smager sgu godt. Det er hindbær, jordbær og kirsebær med frugtsødme, men virkelig godt balanceret. Tanninerne er bløde og tilbageholdende, meget let drikkelig og samlet en rigtig lækker RR = rød Rully. Far er glad.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, Sancerre Les Demoiselles, Loire, Frankrig

2017 Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, Sancerre Les Demoiselles, Loire, FrankrigAftenens første rødvin var ganske uventet en rød Sancerre Les Demoiselles på ren Pinot Noir og fra vinhuset Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet, der holder til ved Menetou-Râtel i Sancerre i Loire, Frankrig.

Vingården drives af brødrene Mathieu og Benoit Fleuriet, som overtog driften efter deres far Bernard Fleuriet, som var en anerkendt vinbonde i Loire. Brødrene startede dog med at lave deres egne vine efter opkøb af 15 hektar vinmarker i Sancerre med gamle vinstokke samt 4 hektar i Menetou-Salon, men i dag driver de begge vingården og har samlet omkring 50 hektar fordelt på 35 forskellige sydligt eksponerede parceller, som har en undergrund med flintesten , kalk og småsten.

De primære druer er Sauvignon Blanc og Pinot Noir, som dyrkes efter økologiske principper, og Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har da også været økologisk certificeret siden 2014.

Brødrene arbejder hårdt i marken med manuel høst og en yderst nænsom selektering af druerne. De er uhyggelig forsigtig med ikke at tilføre druerne unødig ilt, da der dermed er større risiko for oxidering.

Fleuriet brødrene ønsker nemlig at udtrykke den friske, sprøde og mineralske stil, og vinificeringen foregår hovedsageligt traditionelt med koldmaceration, temperaturstyret gæring på cementtanke, mens lagringen for de hvides vedkommende foregår på stål. De røde vine på Pinot Noir vine lagrer på en kombination af gamle og nye egetræsfade.

Domaine Mathieu & Benoit Fleuriet har investeret meget i en helt ny, topmoderne kælder, blandt andet har man fået de nye, æggeformede betontanke som mange store ønologer sværger til. Hele vinifikationen er opbygget efter tyngdelovens principper.

Denne Sancerre Les Demoiselles er også på 100% Pinot Noir, som kommer fra 20-40 år gamle vinstokke på kalkrige vinmarker. Efter sortering af druerne, så gærer vinen 25-35 dage med 10 dages koldmaceration, hvorefter den lagrer en uoplyst periode på en kombination af 80% eg og 20% cement.

I næsen kan man godt fornemme, at det er Pinot Noir, men den har sgu en lidt sjov balsamisk og syre, nogle ristede og meget søde noter, lidt grønne blade, kaktus, kirsebær, jordbær, blæk, blyanter, men samlet virker det ærlig talt for sødt.

Smagen er også meget solmoden, sød og en anelse flad, så de fleste omkring bordet gættede faktisk – og forståeligt – på oversøisk Pinot Noir, nogle fra USA og mit bud var Chile. Vinen er lidt fed i frugten, lidt ufokuseret og fesen. Jeg var faktisk overrasket over, at det er fransk vin og samtidig noget skuffet over vinen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7