Tag-arkiv: Frankrig

2012 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape la Cuvée du Papet, Rhône, Frankrig

2012 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape la Cuvée du Papet, Rhône, FrankrigDer var skam mere god Clos du Mont-Olivet Châteauneuf-du-Pape i vente, for den næste vin var deres 2012 Châteauneuf-du-Pape la Cuvée du Papet.

Det er husets luksuscuvée, der kun fremstilles kun i de bedste årgange. Det er 75% Grenache, 15% Syrah og 10% Mourvedre, fra de 4 lieux-dits;  Montalivet, La Crau, Palestor samt Bois Dauphin.

De ældste af Grenache vinstokke er plantet helt tilbage i 1901, hvorfor udbyttet også er lille … men kvaliteten meget høj. Druerne er høstet manuelt, så sorteret og delvis afstilket inden fermentering i cementtanke. Sjovt nok så sker gæring af de 3 druesoter sammen i betontanke for at skabe en naturlig harmoni.

Man er meget opmærksomme på at undgå maksimal ekstraktion. I stedet er der fokus på at bevare elegancen i vinen. Efter endt gæring er vinen lagret med 85% i foudres og de sidste 15% i demi-muids og barriques.

Sikke en dejlig og rolig duft … igen godt med engelsk lakrids, meget blid med moden og let frugt. Der er kirsebærlikør, søde og lidt sorte kirsebær, meget soft, blød og moden, godt med blomster, solcreme, lavendel, våde fade, et par våde vaskeklude, røg, ristede nødder og peber.

Hvor er det smagsmæssigt blødt og cremet. Der er et godt bid med moden frugt … brombær, jordbær og søde kirsebær, er meget saftig, ren og klar i smagen. Der kommer lidt peber, bløde tanniner, virker koncentreret og intens … bare på en let og cremet måde. Houlberg ligger lige mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske i en nyere årgang 2019 kan fås på tilbud til 499 kr. Denne 2012’er er fra magnum-flaske og kan nok være svær at skaffe i dag.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2019 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi fortsatte Châteauneuf-du-Pape ræset med endnu en vin fra Clos du Mont-Olivet, for det var nemlig deres basis røde Châteauneuf-du-Pape i en årgang 2019.

Denne vin er lavet på 78% Grenache, 11% Syrah, 8% Mourvèdre og 3% Cinsault. Vinificeringen foregår ganske traditionelt, hvor Syrah samt Mourvèdre-druerne afstilkes 90%, mens Grenache druerne kun afstilkes med 20%. Maceration og gæring sker i store cementkar og varer 3 uger, hvor man hyppigt foretager nedpresning af hatten – le chapeau’en – og omstikning.

Den malolaktiske gæring sker ligeledes i cementkar, hvorefter vinen primært lagres 18 månederpå store 60 år gamle foudres kombineret med en andel i cementtanke.

Duftmæssigt snakker vi våde fade, våd hund, grøntsagsfond, tobak, gammel balsamisk eddike, blæk, tør engelsk lakrids, grønne grene og fed mørk frugt med sorte kirsebær, jordbær og blommer, fennikel samt lidt apotek.

I munden er der stærk, engelsk lakrids, lakridsrod, solbær, sorte kirsebær, et nærmest balsamisk frugtbid, lidt bitterhed og tanniner, der er bløde, men mærkbare, en god saftighed samt en vis friskhed med en gennemgående syre. Flot vin, så 5 saftige fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske på tilbud i dag koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, Frankrig

2020 Clos du Mont-Olivet, Châteauneuf-du-Pape Blanc, Rhône, FrankrigEfter champagnen stod den udelukkende på Châteauneuf-du-Pape vine og vi startede med en 2020 Clos du Mont-Olivet Châteauneuf-du-Pape Blanc.

Vinhuset ligger på adressen Chemin du Bois de la Ville midt i Châteauneuf-du-Pape by og er grundlagt i 1932 af Séraphin Sabon og hans hustru Marie Jausset.

Det var Séraphins svigerfar Romain Jausset, der havde erhvervet nogle parceller, som nu gik i arv til hans svigersøn, men det blev Séraphins sønner Jean-Claude, Pierre og Bernard, der drev vingården videre under navnet Les Fils de Joseph Sabon.

I dag ledes Clos du Mont-Olivet af Jean-Claudes søn Thierry Sabon samt Pierres to børn David og Celine, mens Bernards datter Mylene Sabon også en kort periode var med i driften. Hun forlod dog Clos du Mont-Olivet i 2013, fik sin arveandel på 7 hektar marker og driver i dag sammen med sin mand Domaine les Serres des Mourres.

Det er Thierry Sabon, har ansvaret for vinfremstillingen på Clos du Mont-Olivet, mens David arbejder i markerne, men også bidrager til at promovere domænets vine på eksportmarkederne, mens Céline arbejder med salg og regnskaber.

Samlet har de 21 hektar vinmarker i Châteauneuf-du-Pape, 14 hektar i Lirac, 10 hektar under Côtes du Rhône og 3 hektar, hvorfra de laver IGP vine. Som det ofte er tilfældet i Châteauneuf-du-Pape, er vinmarkerne  vidt spredte over ikke mindre end 15 lieux-dits i appellationen. 

Det er markerne Montalivet, La Crau, Les Blachières, Coste Froide, Bois Seneseau, Palestor, Bois Dauphin , Pied de Baud, Les Marines Les Bousquets, Les Parrans, Le Bois dela Ville, Cansaud, Les Gallimardes og Les Serres.

Her smager jeg så husets hvide Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på 40% Clairette, 31% Roussanne, 15% Bourboulenc, 10% Grenache Blanc, 2% Clairette Rose, 1% Picpoul og 1% Picardan. Druerne er hovedsageligt fra lerede og sandede parceller på Montalivet, Le Chemin de Sourgues og Les Cabanes.

Thierry Sabon prioriterer en friske hvid Châteauneuf-du-Pape og det betyder en manuel høst, selektering og en vinificering på rustfri ståltanke ved 16 grader, hvorved den malolaktiske gæring blokeres. Efter endt fermentering lagrer vinen … 90% i ståltanke og 10% på egefade,  hvoraf halvdelen normalt er nye fade.

Duftmæssigt er det en fyldig og sødkrydret hvidvin med lidt fadnoter, let lakridskonfekt, vanilje, pærer, fersken, melon samt lidt tørt brød.

I munden er vinen lidt stærk med peber og alkohol i intim infight, ganske kraftig, har lidt cedertræ og bliver blid, når der kommer mad til. Vinen har en krydret eftersmag … fyldig ganske vis, men med en rank syre. Houlberg ligger lige i underkanten af 5 fingre.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 319 kr., mens prisen er pt er 275 kr. ved køb af3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Doyard-Mahé, Blanc de Blanc Cuvée Empreinte Brut, Champagne, Frankrig

2018 Doyard-Mahé, Blanc de Blanc Cuvée Empreinte Brut, Champagne, FrankrigEn aften med jubilæumsfest i Randers Vinlaugh startede med champagne … en 2018 Blanc de Blanc Cuvée Empreinte Brut fra Doyard-Mahé.

Champagnehuset ligger i den lille landsby Vertus i det sydlige Côte des Blancs i Champagne-området i Frankrig.

Doyard-Mahé er et lille familieforetagende, der er grundlagt i 1927 af Maurice Doyard, som også i 1941 var medstifter af CIVC aka Le Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne, altså den organisation, der styrer champagne-producenterne i Frankrig.

I dag drives champagnehuset af den 4. generation i form af Carole Doyard … dog fortsat med hjælp fra hendes far Philippe Doyard og de har samlet 6 hektar vinmarker, hvorfra der produceres omkring 50.000 flasker champagner årlig. Arbejdet på vingården udføres så bæredygtigt som muligt, og man undgår så vidt muligt al brug af pesticider.

Der produceres 8 forskellige Champagner, hvoraf størstedelen er Blanc des Blanc. Doyard-Mahé er eksperter i Blanc des Blanc-typen, hvor familien virkelig formår at producere sprøde, mineralske og knivskarpe champagner, som er tro mod Vertus områdets unikke terroir.

Her er det husets  Blanc de Blanc Cuvée Empreinte Brut, hvor Chardonnay druerne kommer fra særdeles kalkholdige jorde ved Vertus, hvor der desuden findes kridt og fossile aflejringer. Vinen er fra primært fra 2018 høsten tilsat lidt Réserve vin … alt vinificeret i rustfrie ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring. Så er 2. gæring sket på flaske og lagret to år, idet degorgering er sket i november 2020 med tilsætning af dossage 10 gram pr. liter.

Fin syrlig næse … en lettere gæret note, grape og citroner, æbler, pærer, blomster, tulipaner, lidt fad mahogni, egetræ, nødder samt mandler. Det er en dejlig frisk og alligevel afbalanceret aroma.

Vinen har fine, blide og dejlig afrundede bobler, æbler, citron, lidt pære og fersken suppleret med en smule frugtsødme samt en rigtig tør og mineralsk syre. Meget liflig og tiltrækkende,

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er pt er 245 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de la Janasse, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNæsten alle elsker denne fine Côtes du Rhône fra Domaine de la Janasse. Når den som her er fra kongeårgangen 2019, så er bliver begejstringen ikke mindre.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere … men det er et stykke siden og dengang var det i en fin årgang 2014. Dengang skrev jeg også lidt om vinhuset.

Janasses Côtes du Rhône fra Domaine de la Janasse er lavet som et blend på 40% Grenache, 20% Mourvèdre, 15% Syrah, 5% Cinsault og 20% Carignan, sidstnævnte endda fra over 60 år gamle vinstokke med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Den er lavet med nøjagtig samme omhu og efter samme vinifikationsmetoder som domainets berømte Chateauneuf-du-Pape-vine. Der foretages afstilkning af 80% af druerne og gæring samt maceration varer i 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 6-9 måneder på en kombination af cementtanke og foudres.

I forhold til tidligere, så er der kommer lidt mere skrald på, mere dybde, for vinen har en dyb, tung aroma med tør engelsk og sød finsk lakrids, en tyk og fuldfed frugt med brombær, jordbær, kirsebær, blommer, lidt tjære og nogle let landlige noter og urter.

Smagsmæssigt har vinen også masser af bundtræk, brombær, lidt marmelade, virker saftig, blød og cremet. Det er en fyldig og næsten tyktflydende vin, hvor der er lidt engelsk tør lakrids, tjære, asfalt og en saftig syre og lidt chokoladesødme. Nam.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er pt er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2020 Closerie des Alisiers, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Closerie des Alisiers, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig Den sidste vin, som jeg har smagt fra Stéphane Brocards Closerie des Alisiers var den imponerende2017 Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes, som jeg var helt himmelhenrykt over. Nu smager jeg endnu en Closerie des Alisiers vin, nemlig en hvid 2020 Meursault Vieilles Vignes.

Chardonnay druerne kommer her fra to kalkholdige vinmarker, nemlig Vireuil og Pré de Mache, der ligger i 260-270 meters højde og har vinstokke, der er omkring 30 år gamle. Alle druerne er høstet ved håndkraft og vinen er lavet helt traditionelt.

Det omfatter bl.a. lagring af vinen i vinen i 15 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, hvoraf 20% er helt nye med en løbende batonnage for ekstra fedme og kompleksitet.

I næsen virker vinen blød og blid med brunet smør, nødder, vanilje, mariekiks, sødme, en frugt med pærer, fersken, ananas, citroner, lidt blomstersæbe og blomsterpollen.

Vinens store styrke er dog smagsmæssigt, hvor vinen er cremet og luftig, men så alligevel med en slank krop … ingen fadfedme her. Der er tværtimod en syrlig, grøn og frisk smag med saltede mineraler, en del umodne grønne æbler og sure citroner samt en syleskarp syre, der gennemhuller og punkterer fedme, sul eller spæk. Houlberg giver 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., men kan pt fås på tilbud til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Clos St. Antonin, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2019 Clos St. Antonin, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigClos St. Antonin er et nyere vinhus grundlagt i 2014, da Isabelle Sabon-Roulan og Aimé Sabon fra det kendte Domaine de la Janasse købte en ældre gård og vinmarker i Jonquières. Derfra har jeg nu smagt denne Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages 2019.

Ejendommen er reelt et provencalsk bondehus fra det 18. århundrede … altså tilbage fra napoleonstiden og da en inskription på facaden af den gamle bygning fortalte, at her blev Sankt Antonin født, så var navnet selvfølgelig indlysende.

Ifølge pålidelige kilder, så skyldes købet af vingården, at Sabon familien gør klar til en deling af deres vinhus mellem de to søskende Isabelle og Christophe Sabon.

Dermed ligger det i kortene, at det er Isabelle, som skal overtage  Clos St. Antonin og hun er da også uddannet ønolog fra fakultetet i Toulouse og har sammen med hendes bror omkring 20 års erfaring med at drive Domaine de la Janasse.

Efter købet har Clos St. Antonin da også overtaget nogle af Domaine de la Janasses marker, således vinhuset sammen med markerne fra købet af Clos St. Antonin har 15 hektar vinmarker. Man har således overtaget parceller på fine marker som La Crau og Font du Loup i Châteauneuf-du-Pape fra Domaine de la Janasse.

Da der endnu ikke er etableret et moderne vineri på Clos St. Antonin, så vil vinene fra Jonquières blive fremstillet på Domaine de la Janasse, som også i starten vil stå for fælles markedsføring.

Den første årgang med Clos St Antonin navnet var 2015, men her smager vi altså en langt nyere Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, som netop er lavet med druer fra nogle af de marker, som altid har tilhørt  Clos St Antonin på  den sydlige del af Plan de Dieu mellem Vacqueyras og Cairanne … tæt ved grænsen til Châteauneuf-du-Pape.

Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages er lavet på 50% Grenache, 30% Mourvèdre og 20% Syrah. Efter høst afstilket 90% af druerne, hvorefter gæring og maceration sker over 25 dage med en daglig overpumpning og pigeage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … Grenache lagres på foudres, mens Syrah og Mouvèdre lagres på barriques.

Igen er det klart Rhône … her dog mere kantet, stenet, mineralsk og maskulin. Næsen er ikke så så opulent og venlig, men har mere grafit og blæk, tydeligere Rhône krydderier, lavendel, timian, en god intens power og mere bitterhed i frugten, der er hindbær og kirsebær. Den lefler ikke for publikum, men står stenhårdt med en lille kæk landlighed. lakrids og oksefond.

For pokker, hvor er der da også kraft i smagen … tør, intens med power og langt vildere tanninerne end forventet. De udtørrer din mund med køkkenrulle saftabsorberende kraft. Det er engelsk, tør lakrids, saltlakridser, peber og dynamik. Flot Côtes du Rhône Villages med næsten nordrhôneagtig renhed.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2019 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDet er ved at være et par år siden, at jeg sidst har smagt vin fra Domaine Alary, men det kan jeg så passende gøre nu med en La Gerbaude Côtes du Rhône i årgang 2019.

Domaine Alary ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue i Rhône. Vinhuset er grundlagt i 1692 og har siden  gået i arv fra far til søn, og drives i dag af Denis Alary med hjælp fra sønnen Jean-Etienne. De har samlet 29 hektar, fordelt med 26 hektar røde druer og 3 hektar med hvide druer.

Derudover ejer Alary en mosaik af mindre parceller, som ligger op mod landsbyen Carainne, hvor jordbunden minder meget om Châteauneuf-du-Pape.

Denis har tidligere arbejdet målrettet på at dyrke sin vingård uden brug af sprøjtemidler og pesticider og blev i 2012 også certificeret økologisk. Derudover er Denis Alary også formand for det lokale Syndicat des Vignerons de Cairanne. I dag arbejder han efter nærmest hysteriske, biodynamiske principper i marken.

På vingården sker produktionen i stor respekt for traditionerne, fx skrottede Denis de nye rustfrit stål gæringstanke for omkring 5 år siden og geninstalleres traditionelle cement tanke. Og samtidig blev de eksperimenter med små nye egefade, som faderen ellers havde indledt, indstillet.

For Denis handler det om, at gøre arbejdet så godt som muligt ude i vinmarkerne og derpå fremstille nogle vine, som ikke forstyrres af uvedkommende aromaer, men derimod formidler frugten fra druerne og det terroir, som vinstokkene har rod i.

Midlet hertil er bl.a. lagring af vinene på store foudres, som ifølge Denis bidrager med mere kompleksitet samtidig med, at vinens grundelementer bevares.

Siden 2016 har Dennis fået sønnen Jean-Etienne med i driften som 11. generation efter hans uddannelse til vinmager og lidt erfaring på ophold på vingårde i både Australien og New Zealand.

Her smager vi far og søns La Gerbaude Côtes du Rhône i den flotte årgang 2019 … lavet på et mix af Grenache, Syrah og Carignan, hvor de to første sorter kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Les Garrique i Cairanne, mens Carignan druerne er fra 50 år gamle stokke på marken Saint-Cécile-les-Vignes.

Alle druer plukkes udelukkende med håndkraft, så der foregår både sortering af drueklaserne i marken og siden også ved ankomsten til vineriet. Alle druer afstilkes inden vinificationen, som foregår over 15-18 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret på store, gamle cementtanke.

Slam … arketypisk Côtes du Rhône dufte, men her i 6. potens, for der er et kampvognskraftigt bundtræk. Det er mørkt og svulstigt med en sort og sød lakrids, mørke bær som blåbær, sorte kirsebær, lidt søde jordbær, krydderier og lidt mørkbitter chokolade og blodpølse.

Hvor smager den også godt … virkelig fed, cremet følelse, når vinen slippes løs i munden. Det er blødt med blødt på, bundlækker, rundt og behageligt, men fortsat med et lille bid, rund syre og polerede tanniner samt et let peberbid.

Tæskelækker Côtes du Rhône på niveau med langt dyrere Châteauneuf-du-Pape vine, hvorved prisen næsten er ran, rapseri eller røveri.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 115 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2019 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNår vi nu lige har høvlet en række fine Châteauneuf-du-Pape vine igennem som slutning på vort seneste byggemøde, hvorfor så ikke lige nappe endnu en? Det klarer vi med denne basis Châteauneuf-du-Pape 2019 fra La Bastide Saint-Dominique.

Vinhuset er forholdsvis nyt, grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet og er beliggende i  Courthézon ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres Rhône vine. Eric Bonnet har for nogle år siden overtaget driften af domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen Eric ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Jeg har engang mødt Eric til en af Jysk Vins vinfestivaler, og han er en meget stille, genert og behagelig mand.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af alle de forskellige druesorter, så anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique, hvilket jo betyder økologisk. I 2013 har Erik Bonnet også lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang derfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af værelser for vintørstige turister.

Denne Châteauneuf-du-Pape er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah, 7% Mourvèdre og 3% Cinsault, som kommer fra forskellige marker med op til 80 år gamle vinstokke … nemlig vinmarkerne Les Bédines, Chapouin, Pignan og Guigasse med jordbund af sand, ler og småsten, som typisk giver en mere elegant udgave af en Châteauneuf-du-Pape.

Al høst foregår manuelt med en førstesortering i marken, hvorefter druerne igen sorteres ved ankomsten til vineriet. Klaserne afstilkes, før druerne fermenterer over 18-25 dage i temperaturkontrollerede ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på cementtanke.

Dejlig mørk aroma … våde fade og stor tæthed, sorte bær, brombær, blommer og hindbær, sorte oliven, mælkechokolade, kakao, tobak og våde vaskeklude, mokka samt en balsamisk syre. Duften kan vel betegnes som mørk, kraftig, syrligfed med fin renhed.

Smagen er utrolig koncentreret med en vis sødme, modne frugter og stor blødhed. Det suppleres med lakrids og peber. Selvom den har en ren og klar syre, så har syren en stor venlighed, så vinen bliver saftig, rund og opulent med en lille sødme. Tanninerne er fremme, men de er også føjelige og behagelige. Det er lækker, tossego’ Châteauneuf-du-Pape, så Houlberg giver 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 285 kr. mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2001 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Suduiraut, Sauternes 1. Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVinmæssigt sluttede jeg 4-retters middagen på HOS med en 20 år gammel vin … en smuk Sauternes 1. Cru Classé fra Château Suduiraut.

Vi har her fat i et helt specielt vinslot, for det er nemlig et 1er Cru slot i 1855-klassifikationen, selvfølgelig ikke under Medoc vinene, men under Sauternes-Barsac.

De søde hvidvine fra Sauternes-Barsac blev nemlig også klassificeret i 1855. Château d’Yquem blev betragtet som så enestående, at vinen kom i en kategori for sig, men Château Suduiraut blev ratet som 1er Cru Classé.

Château Suduiraut er samtidig nok et af de smukkeste slotte i Sauternes. Det kan dateres tilbage til det 16. århundrede, hvor den adelige Leonard de Suduiraut giftede sig med Nicole d’Allard og som medgift fik jorden til det, som vi i dag kender som Château Suduiraut.

Det var dog Leonards nevø Comte Blaise de Suduiraut, som fik slottet opført og samtidig stod bag opførelsen af den smukke have omkring slottet … anlagt af den berømte havearkitekt Le Nôtre, som også havde skabt Versailles-slottets haver. I dag kan de flotte haver omkring slottet fortsat nydes.

Men da Comte Blaise de Suduiraut døde uden arving, så fik slottet en grum skæbne og endte med at blive plyndret og brændt ned ved Fronde opstanden, der varede fra 1648 til 1653. Det blev derefter genopbygget og i slutningen af ​​det 18. århundrede overtaget af en nevø af Suduiraut-familien Jean Joseph Duroy, som omdøbte vinslottet til Cru du Roy.

Det var også Jean Joseph Duroy, som skabte det våbenskjold, som Château Suduiraut bruger i dag … en kartouche med Suduiraut- og Duroy-våbenskjoldene smeltet sammen i et.

Der har formentlig nok altid været produceret vin på Château Suduiraut, men det var først i begyndelsen af ​​det 18. århundrede, at man begyndte med at høste overmodne druer for at lave de søde sauterne vine … og det gjorde man også på Suduiraut.

Selvom det var naboen lidt længere mod syd Château d’Yquem, som løb med den største hæder, så blev Château Suduiraut også hurtigt anerkendt som et af de bedste vinhuse for fremstilling af de søde dessertvine. Slottet blev således også registreret som 1er Cru i den officielle 1855-klassifikation for de søde hvidvine fra Sauternes-Barsac.

Men op gennem 1940’erne, 50’erne og 60’erne dykkede kvaliteten mærkbart og mange Sauternes elskere vendte vinene fra Château Suduiraut ryggen.

Så da den franske forsikringskoncern AXA i 1992 overtog Château Suduiraut, så satte man alt ind på at bringe slottet tilbage på sporet. Den store forsikringskoncern ejede i forvejen Château Lynch Bages og Château Pichon Baron i Pauillac. De satte Christian Seely ind som administrerende direktør på Château Suduiraut flankeret af teknisk direktør Pierre Montegut … og foretog betydelige investeringer.

Men de har absolut båret frugt og i løbet af 2000’erne er der sket et markant kvalitetsløft. I dag er Château Suduiraut igen en af områdets betydelige producenter.

De råder over hele 92 hektar marker med i gennemsnit 30 år gamle vinstokke fordelt på 90% Semillon og 10% Sauvignon Blanc. Den nærved liggende Garonneflod sørger for fugtighed og tåge, der er essentielt for at den noble råddenskab Botrytis Cinerea udvikles,  grundvilkåret for stor sød Sauternes.

Denne 2001 Sauternes 1. Cru Classé er lavet på 90% Sémillon og 10% Sauvignon høstet af 3 omgange efterhånden som druerne blev angrebet af botrytis, hvilket i 2001 tog forholdsvis lang tid. Der er ikke så mange oplysninger om produktionen, men vinen er lagret samlet 24 måneder, heraf 40% på nye fade, 30% på fade brugt én gang tidligere og 30% på ældre fade. Vinen har små 150 gram restsukker pr. liter.

Det dufter sgu ganske fremragende … en kombination af ædeltræ, mahogni, nedfaldsæbler, syltede appelsiner, karamel, lidt oxideret ædelhed, nødder, abrikos, pærer, tørrede frugter, æblekompot og kanel, vanilje og eksotiske krydderier.

Uha, hvor det også smager godt, blød, cremet og smelter sgu nærmest i munden, hvor alle de søde, syrlige, modne og intense smage løber ud i alle afkroge. Selvom det smager som bedste nektar, så er vinen ikke bare sød, men har også en skarp og direkte smag, en rank ryg … måske med lidt rynker, men det er storhed på flaske.

Forhandles flere steder … bl.a. hos Supervin, hvor en flaske i en nyeste årgang 2020 kan købes en primeur til 549,95 kr. eller 408,75 kr. ved køb af 6 flasker. 2001’eren kan man nok ikke finde mere.

Vinanmeldelse 6,5/7