Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2014 Weingut Max Müller I, Riesling, Franken, Tyskland

2014 Weingut Max Müller I, Riesling, Franken, TysklandWeekend med skøn tur til Fjand … i sommerhus med gode venner. Havde sgu aldrig været i Fjand, endsige hørt om stedet og der var sgu også langt dertil. Derfor var jeg selvfølgelig – på bedste Baden Powel spejdermanér – forberedt og forsynet med lidt vine, herunder denne Riesling fra Weingut Max Müller I.

Weingut Max Müller I holder til i byen Volkach lidt øst for Würzburg i Franken. Vingården stammer tilbage til 1692, hvor den var en del af fyrstebiskoppernes mange besiddelser.

Siden 1991 har vingården været drevet af Werner und Monika Müller, og de har samlet 16 hektar vinmarker, bl.a. markerne Katzenkopf i Sommerach, Höll i Obereisenheim samt Karthäuser, Kirchberg og Ratsherr i Volkach.

De har i dag hjælp fra sønnerne Christian og Toni, som mere og mere er begyndt af præge driften af vingården.

Hos Weingut Max Müller I dyrker de hvidvinsdruerne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling og Bacchus samt rødvinsdruerne Spätburgunder, Domina og Schwarzriesling. Hvidvinene laves i rustfrie ståltanke og lagrer udelukkende på stål, mens rødvinene lagrer på enten store egetræsfade eller barrigues.

Denne Riesling Trocken hører til vinhusets serie af vine, som de kalder Neues Franken. Den er lavet med druerne fra husets marker i Sommerach og vinificeret på ren stål.

I næsen er der lidt babybræk samt en intens kombination af pærer, grønne æbler, abrikos og stikkelsbær sammen med lidt krydrede noter. Smagsmæssigt er syren ganske blød og vinen er let perlende med hyld og let sødme. Syren er måske lidt grov og kantet, men ellers fin Riesling til prisen.

Købt på weine.de, pris 7,50€ … eller omkring 56 kr.

Rating 4/7  

2013 Weingut Trockene Schmitts, Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken, Franken, Tyskland

2013 Weingut Trockene Schmitts, Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken, Franken, TysklandI går fredag var selvfølgelig Spätburgunder dag … men forinden smagte vi på en lille souvenir fra sidste års sommerferie, hvor vi bl.a. besøgte Weingut Trockene Schmitts i Randersacker. Og det var såmænd denne Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken … ja de tyskere kan sgu dét der med navne.

Besøget hos Trockene Schmitts var dog klart det dårligste af samtlige besøg hos vinproducenter i både Tyskland og Italien. Weingut Trockene Schmitts’ smagelokale ligger lige i et lokale ved siden af deres vinrestaurant Ewig Leben, men vi kom tilsyneladende lidt til besvær … eller bare på et skidt tidspunkt.

Der var ikke den store imødekommenhed, som man ellers altid finder hos vinproducenter, som normalt gerne viser deres vine frem. Her blev der kun nødtørftigt skænket til mig … mens de ignorerede fruen. Og selvom jeg delte mit glas med hende, så bød de fortsat ikke hende et glas. Og man stod hele tiden med den følelse, at dette skulle overstås i en fart, så efter at ha’ smagt 2-3 vine, så købte jeg to flasker af denne vin, inden vi hurtigt luskede videre.

Det skal dog siges, at nogle bekendte – som har besøgt stedet – har haft en helt anderledes positiv oplevelse. Og vi kan jo selvfølgelig alle ha’ en dårlig dag. Men besøget stod i skærende kontrast til mit besøg hos en anden gren af Schmitt familien i Randersacker, nemlig Weingut Schmitt’s Kinder, hvor der var fantastisk imødekommenhed, sjov, snak om vin og anbefalinger på, hvad jeg skulle smage.

Randersacker er i øvrigt virkelig hjemsted for Schmitt’er. Der findes en del vingårde, som drives af grene af denne familie, bl.a. som nævnt Weingut Schmitt’s Kinder, Weingut Richard Schmitt, Weingut Robert Schmitt, Das Weingut im Pfülben … også kaldt Weingut Hubert Schmitt og så denne Weingut Trockene Schmitts. Det skønne Hotel Gasthof Krone drives fx også af en Schmitt, nemlig Antonie Schmitt. Flere har også spøgefuldt sagt, at Randersacker vel også lige så godt kunne hedde Schmittsacker!

Weingut Trockene Schmitts er dannet i 2002 ved sammenlægning af brødrene Paul og Bruno Schmitts respektive vingårde Haus der trockenen Weine og Weingut Robert Schmitt.

Navnet går imidlertid tilbage til 1970’erne, hvor gæsterne hos Schmitt gav huset tilnavnet pga. de tørre vine … som dengang skilte sig ud, da de fleste vinproducenter alene fokuserede på søde vine.

Oprindeligt blev ejendommen købt af bedstefaderen – som også hed Paul Schmitt – tilbage i 1920’erne, men det var først i 1955, at vinhuset blev grundlagt. Oprindeligt dannede 4 kendte vinmarker basis for den samlede produktion, men i dag er arealet noget større. Vinhuset har samlet 16 hektar vinmarker, fordelt på markerne Teufelskeller, Pfülben, Lämmerberg, Ewig Leben, Marsberg, Sonnenstuhl og Dabug.

Her dyrker Schmitt sorterne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Rieslaner, Traminer, Scheurebe, Weißburgunder og Bacchu. Og det danner baggrund for en lang række vine, lige fra billige “litervine” til husets bedste vine, som kaldes Konsequent og kommer fra gamle vinstokke, som står på de stejleste steder og hvor man – som navnet antyder – foretager en konsekvent beskæring af udbyttet.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften på familieejendommen også et stort Vinothek, vinrestauranten Ewig Leben og 4 ferielejligheder.

Trockene Schmitts
Her lige et billede af Weingut Trockene Schmitts’ vinrestaurant Edwig Leben midt i Randersacker. Jeg fik desværre ikke taget et foto inde i smagelokalet.

Nå men denne Riesling er lavet med druer fra marken Randersacker Sonnenstuhl, hvor vinstokkene er omkring 45 år gamle, altså Alte Reben. Jorden er – som etiketten også indikerer – præget af Muschelkalk, dvs. med en stor andel af den specielle kalksten i jorden på denne parcel. Muschelkalk kan vel bedst oversættes med noget i retning af muslingekalk/-kridt, og er en speciel kalksten type, som bl.a. er rig på fossile skaller. Den findes i øvrigt også i Danmark.

Markerne er i øvrigt ganske stejle, nogle steder med 50% stigning. Vi forsøgte at gå opad én af markerne … og det lykkedes også, men ikke uden noget besvær. Så hatten af for vinbønderne, som passer vinstokkene og høster på disse stejle marker. Det er sgu ganske imponerende.

Stejle vinmarker
Her får du måske et indtryk af, hvor stejle markerne reelt er. Og ja … det er fruen, som er står længst nede … mens drengene forlængst havde nået toppen.

Nå, men det var denne Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken, som vi kom fra. I næsen er her godt med grønne æbler, abrikos … meget klare Riesling noter, og selvom der ikke er klar petroleum, så fornemmes det, at det så småt er på vej. Der er også nærmest noget linolie og citroner i næsen.

I munden lever den op til husets navn Trockene Schmitts, for den er knastør og frisk, så det batter. Der er grønne blade, grape, godt med syre. Det er sgu en vin med bid i. Bevares, det er ikke superintenst, men bestemt bestået og den smager endda også bedre, end da vi smagte vinen i smagelokalet i Randersacker.

Købt på vingården, pris 8,90€ … hvilket svarer til 66 kr.

Rating 4/7  

Vi slutter lige med lidt flere stemningsbilleder fra i sommers. Trænger vi vist til denne dag, hvor det regner, blæser og bare er gråt udenfor.

Udsigt fra Randersacker
Her udsigt fra midten af Randersacker og op mod nogle af vinmarkerne, her vistnok Lämmerberg.

Vinmarker i Randersacker
Her er vi næsten nået toppen oppe ved marken Edwig Leben.

Udsigt udover Randersacker
Og udsigten ned til Randersacker.

2012 Weingut Dr. Pauly-Bergweiler, Wehlener Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

2012 Weingut Dr. Pauly-Bergweiler, Wehlener Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, TysklandFredagens Spätburgunder – druernes konge – var i går udskiftet med en Riesling – druernes dronning, da hustruen havde bestået en uddannelse. Hun elsker Riesling, og for at please hende, så havde Houlberg således brudt både normer, regler og god etikette og åbnet en flaske sødere Riesling.

Det var denne Wehlener Sonnenuhr Riesling Spätlese fra Weingut Dr. Pauly-Bergweiler, som fruen min har specielle gode minder om. Det var nemlig hos Bergweiler, at den charmerende ældre Monika Schmitt sidste sommer roste fruen for at ha’ taget turen over bjerget til Traben-Trarbach.

Det gav plusser i karakterbogen hos min hustru og disse plusser forsøgte jeg så på bedste vis også at udnytte, men ikke helt med det ønskede resultat. Tror fruen fandt vinen en anelse for sød … hmmm respekt, nu vil hun sgu ha’ sine Riesling’er Trocken. Sådan hustru.

Vinhuset Dr. Pauly-Bergweilers historie går helt tilbage til 1500-tallet, men driften blev i 2006 overtaget af seneste generation i form af Stefan Pauly. Han overtog driften efter faderen Dr. Peter Pauly og moderen Helga og de havde mange år forinden overtaget driften efter farfaren Zacharias Bergweiler. Stefans forældre hjælper dog fortsat på vingården.

Weingut Dr. Pauly-Bergweiler holder til i en gammel bygning i Bernkastel lige opad Mosel floden og ikke langt fra centrum i byen. Ja, det er næsten et lille slot, hvor smagelokalet ligger i bunden af bygningen … med hvælvede lofter og så selvfølgelig Monika bag disken.

Vinhuset har i alt 17 hektar vinmarker, og endda parceller på nogle af de allerbedste marker i området, både i Bernkastel, Graach, Wehlen, Zeltingen, Brauneberg, Ürzig og Erden.

Det er nemlig markerne Bernkasteler Badstube, alte Badstube am Doctorberg, Schlossberg, Lay og Johannisbrünnchen, Graacher Himmelreich og Domprobst, Wehlener Sonnenuhr og Klosterberg, Zeltinger Himmelreich, Brauneberger Juffer-Sonnenuhr og Juffer, Ürziger Goldwingert og Würzgarten, Erdener Treppchen og Prälat.

Vinhuset laver omkring 130.000 flasker vin årligt, og selve vinproduktionen er lagt i hænderne på vinmageren Edmund Licht.

Denne Wehlener Sonnenuhr Riesling Spätlese er selvfølgelig lavet af druer fra marken Wehlener Sonnenuhr, som ligger overfor vinlandsbyen Wehlen på den anden side af Mosel floden. Marken ligger på en stejl bakke med optimale solskinsforhold, hvilket giver nogle af de bedste vine i Wehlen. Jordbunden er rig på den gråskifer, kvarsit og det tyskerne kalder löß … en jordtype bestående af fint ler, som er aflejret af vinden.

Wehlener Sonnenuhr
Her lige et foto fra sidste sommer af marken Wehlener Sonnenuhr, hvor man i midten netop kan se soluret. Man finder sådanne solure på flere marker. Dette her er bygget af én af Prüm forfædrene, nemlig den gamle Mathias Prüms bror Jodocus Prüm, som i 1842 byggede et solur i hver af de bedste vinmarker i Wehlen og Zeltingen, således vinavlerne kunne se, hvad klokken var.

Druerne er høstet sent … derfor selvfølgelig også en Spätlese, og denne en sødere en af slagsen, trækker således også beskedne 9% alkohol, og giver dig i næsen herlig petroleum, pærer, fersken, krydret sødme, abrikossten og fra min test af duftsættet i december finder jeg sgu også denne her litchi samt en let parfumeret note med hvide blomster. Meget lækker og ja – bevares – sød duft.

Smagen er også ren slik – sugarcandy – for voksne, nektar med blomster, mango, fersken … meget tæt i strukturen, har blid syre, en svag mineralitet og hænger egentlig meget fint sammen. Det er cremet, lækkert og sødt. Jeg kan sgu godt li’ den og elsker sgu dieselmotoren i næsen.

Købt på vingården, hvor prisen er 12,50€ … eller omkring 93 kr.

Rating 5,5/7 

N.V. Anna et André Durrmann, Crémant d´Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Anna et André Durrmann, Crémant d´Alsace Brut, Alsace, FrankrigPå Restaurant Pondus var første vin i Pondus-pakken lidt bobler, en charmerende Crémant d´Alsace Brut fra vinhuset Anna et André Durrmann eller Domaine Durrmann, som ægteparret selv kalder det. Den var vi selvfølgelig helt med på … velvillige, som vi nu er.

Domaine Durrmann finder vi ved byen Andlau, opkaldt efter floden L’Andlau, som løber lige forbi byen. Det er omkring 30 kilometer nord for Colmar i område Bas-Rhin i Alsace … lige for foden af det midterste bjerg i Vogeserne bjergkæden. Og helt præcis på adressen Rue des Forgerons.

Vinhuset er grundlagt af André Durrmann i 1979, hvor han overtog forældrenes gamle ejendom fra 1600-tallet midt i Andlau. Til ejendommen hørte også 1,5 hektar vinmarker, som forældrene havde passet og lavet en smule vine fra. De havde endda solgt lidt siden 1969, men da faderen var skomager, så blev det ikke til så meget vin.

Men der var en lang slægt af vinavlere på Andrés mors side, så de første år fortsatte André egentlig blot forældrenes hidtidige produktion, men efter nogle år begyndte han eksperimentere, købte yderligere vinmarker fra familie og naboer og omlagde også produktionen til principperne i permakultur.

Permakultur handler om at tage et personligt ansvar for egen adfærd, for samfundets indretning og for hele planeten. Efterhånden har permakulturen udviklet sig til en alsidig og verdensomspændende bevægelse for alle aspekter af økologisk og bæredygtig indretning af samfundet. Etikken i permakultur er omsorg og respekt for hele naturen, alle mennesker og ligelig fordeling af ressourcer.

For permakulturister handler det om at lære af naturens erfaringer ved at iagttage, aflæse og forstå naturens universelle mønstre. For André betyder det, at han planter træer i sine vinmarker, pløjer ikke, lader får trippe rundt i vinmarkerne, klipper aldrig sine stokke, men forsøger i stedet at bringe naturen tilbage i vinmarkerne. Nå, rolig nu Søren Ryge.

Tanken er at mikroorganismer nu engang har det bedre når naturen går sin egen naturlige gang. Træerne i vinmarkerne er med til at give mere liv, skygge i perioder med ekstrem hede (bliver mere og mere aktuelt) og skygge ved andre voldsomme vejr-situationer. Siden 1998 har vingården også været drevet økologisk.

I dag har André 7 hektar vinmarker, og producerer årligt mellem 25-40.000 flasker vin årligt … afhængig af årgangen. Hele produktionen sker på den gamle ejendom midt i Andlau, men der er ingen kælder i ejendommen, hvilket er umuligt pga. grundvandet. Derfor sker produktionen i et par sidebygninger, som stammer fra 1736. Og i produktionen sker tingene også helt naturligt, dvs. ingen tilsætningsstoffer … udover lidt svovl i de fleste af vinene og ellers fremstilles de fleste af vinene i rustfrie ståltanke.

Der er godt nok en række store foudres, som har tilhørt Andrés mors familie, men kun to af dem kan bruges … resten er efterhånden for gamle og utætte.

Hvad skal vi ellers sige om den gode André Durrmann? Jo, vi har helt glemt hans kone, som jo også tager del i slæbet. Hun hedder Anna og stammer fra Polen. Og så går André virkelig ind for miljøet og kører derfor selvfølgelig også i el-bil. En permakulturvenlig bil.

Nå, men det var nu denne Crémant d´Alsace Brut, som vi kom fra, lavet på 80% Pinot Blanc og 20% Riesling. Det er en Non Vintage … altså uden årgang, men består typisk af et par årgange. Og det er sgu herlig væske, som i næsen giver dig let oxyderede pærer og æbler … ja de har ligget nogle dage i græsset, halvbrændt franskbrød på toastristeren, gammel kælderskakt, ristede mandler og et tryk på citronen. I munden meget lette bobler, æbler … lækker syre/sødme balance … en syrlighed, som prikker og sødme fra nogle tropiske frugter. Hmmm fino.

Forhandles hos The Main Man Martin hos Extra Brut Vinimport, og prisen meget attraktiv med 100 kr. rent. Sådan

Rating 5/7 

2013 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Roter Hang Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Georg Gustav Huff, Riesling Roter Hang Trocken, Rheinhessen, TysklandFÅCK … jeg SUCKS simpelthen til at få skrevet julekort. Det skal imidlertid ikke tage glæden fra mig, da jeg selv elsker at modtage julekort. I det houlbergske hjem har vi modtaget 2 julekort … ét fra et hold venner (tak … vi skylder) og så et fra vinhuset Weingut Georg Gustav Huff.

Die Fröhliche Weihnacht Grüssen fra Huff’erne er godt nok ikke håndskrevet, men trykt. Det tager dog ikke glæden fra mig, for det er jo tanken, som tæller. Og det er jo samtidig også god lejlighed til at åbne en flaske med Huff-væske, som blev denne Riesling Roter Hang Trocken … fin og billig drikkeglæde af bedste skuffe.

Druerne til denne vin kommer fra Der Rote Hang … som strækker sig mellem Nackenheim og Nierstein … et omkring 5 kilometer lang område på den venstre side af Rhinen. Det samlede område er på omkring 180 hektar. Dér har Huff’erne en del parceller, bl.a. på markerne Niersteiner Hipping, Niersteiner Pettenthal og Niersteiner Schloss Schwabsburg.

Navnet Der Rote Hang stammer fra den meget specielle terroir med jordforhold fra før menneskets liv på jorden begyndte. Jorden er virkelig rød, og ganske mineralsk med en blanding af jern- og lerholdig skifer, som er mindst 250 millioner år gammel. Samtidig er jorden rig på fossiler og spor af dinosaurer kan også findes her.

Der Rote Hang vender mod syd/sydøst, hvilket giver de optimale forhold til at udnytte solens stråler, og samtidig bevarer den røde skifer varmen. Herudover får markerne ekstra varme, når sollyset reflekteres fra overfladen af Rhinen. Med andre ord er Der Rote Hang et meget attraktivt område for vinproduktion, og nogle af de bedste producenter som Heyl zu Herrnsheim, Weingut Keller, Kühling-Gillot og Gunderloch også har marker der.

Nå, men denne Riesling Roter Hang Trocken kommer således ikke fra én bestemt mark, men fra flere af markerne fra Rote Hang. Lavet på ren stål og ellers ikke så mange informationer om vinen, så lad os i stedet smage på den.

I næsen en fortsat ung Riesling med lidt modne Granny Schmidt æbler med en spinkel syrlighed, fersken, meget svag ananas samt en omgang hø og halm, lidt rustik, animalsk og landlig, hvilket vi jo elsker og derudover fornemmes også svagt lidt lemon. I munden god fylde, friskhed med abrikos, samt sødme/syre balance. Der er ikke sådan knastørt, men der er god dybde, balance og smager sgu godt … og til pengene et fund.

Købt på vingården, hvor prisen er 4,90€ … eller sølle 37 kr. Hvorfor købte jeg ikke flere end en kasse? Dét er en gåde.

Rating 5/7 

Med ønsket om en glædelig jul, så bringer vi sluttelig forsiden fra Huff’ernes julekort:

Julehilsen fra Huff

2008 Domaines Schlumberger, Riesling Grand Cru Saering, Alsace, Frankrig

2008 Domaines Schlumberger, Riesling Grand Cru Saering, Alsace, FrankrigBlindsmagningen startede med denne Riesling fra Grand Cru marken Saering. Vi er hos vinhuset Domaines Schlumberger, som holder til midt i den lille by Guebwiller i den sydlige del af Alsace omkring 25 kilometer syd for Colmar.

Vinhuset ejer og drives af familien Schlumberger, som flyttede til Guebwiller i det 16. århundrede. Det var Claus Schlumberger, som oprindelig kom fra byen Souabe i det tyske Baden-Wurtemberg område.

På det tidspunkt herskede munkene fra benediktinerklosteret i Murbach i området omkring Guebwiller, og det fik Claus til at flytte familien til Mulhouse, som var en mere fri og fredelig by.

I Mulhouse blev familien Schlumberger én af de største familier, og Peter Schlumberger startede også tekstilfabrikken Jean–Henri Dollfus i byen. Det blev én af byens vigtigste arbejdspladser. Peters søn Nicolas Schlumberger overtog fabrikken efter faderen og flyttede den i 1810 til Guebwiller.

Nicolas var også interesseret i vin … og ville gerne satse på to forskellige heste, så han købte 20 hektar vinmarker. Og det var netop marker, som benediktinermunkene havde passet igennem tusinde år. Men efter den franske revolution i 1789, hvor klostrene blev frataget alle deres ejendomme, var vinmarkerne blevet opdelt i mindre enheder og efterfølgende solgt. Det blev således starten på Domaines Schlumberger.

Derefter gik vingården i arv fra søn til søn … og med mere eller mindre held. I begyndelse af det 20. århundrede var det imidlertid Ernest Schlumberger, som overtog driften af vingården. På det tidspunkt havde mange vinbønder havde opgivet vindyrkningen efter phylloxera-angreb, men Ernest opkøbte i stedet yderligere parceller og udvidede vingården fra 40 hektar til 110 hektar. Han indrettede også alle vinmarkerne med terrasser, så man kunne lave en vandret dyrkning af markerne.

Da Ernest døde blev gården i 1971 overtaget af barnebarnet Eric Beydon-Schlumberger. Han gik i gang med en total renovering af Domaines Schlumberger, herunder en omplantning af flere parceller. Eric gik på pension i 2001, så i dag er det Erics broder Alain Beydon-Schlumberger som sammen med 7. generation i form af Erics datter Séverine Schlumberger driver det over 200 år gamle vinhus.

Domaines Schlumberger ejer i dag 140 hektar vinmarker, hvor størstedelen ligger lige ovenfor Guebwiller på en skråning, som visse steder hælder 60 grader. Ikke mindre end 70 hektar af vinmarkerne er Granc Cru marker, bl.a. markerne Kitterlé, Kessler, Spiegel og Saering. Dermed er vinhuset den største ejer af Grand Cru marker i hele Alsace.

De andre vinmarker ligger i Guebwiller-kommunen og få kilometer mod nord, bl.a. ved skråningerne Bollenberg og Bux.

Men her har vi en Riesling fra Saering marken, en 27 hektar stor Grand Cru mark, som Domaines Schlumberger ejer ikke mindre end 20 hektar af. Den ligger i en højde på 260 til 300 meter og navnet betyder “sø-ring” eller “hav-ring”, da toppen har form som en ring, og da havet tidligere har dækket området for millioner år siden.

Druerne er håndplukkede og derefter presses de hele klaser. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med temperaturstyring, og lagrer i tankene omkring 8 måneder inden vinen kommes i flasker.

Næsen afslører hurtigt, at der er tale om Riesling – 1 point. Der lidt petroleum, let fedme, alder fornemmes også, lidt kælder, honning, let citrus, smør, blomster og en sjat mineralitet. Fornemmes der en svag … meget svag oxydering på vej? I munden er der frisk syrlighed, godt med syre … her mærkes alderen ingenlunde. Der er godt med citrus, lemon samt nogle grønne noter.

Forhandles af VildMedVin, hvor en årgang 2011 koster 259 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Lidio Carraro, Faces Branco FIFA World Cup, Encruzilhada do Sul, Brasilien

2012 Lidio Carraro, Faces Branco FIFA World Cup, Encruzilhada do Sul, BrasilienHvem husker VM i fodbold i 2014? Et par gode bud kunne – udover inkarnerede fodboldnørder – være tyskerne og brasilianerne. Tyskerne selvfølgelig fordi de løb med VM titlen … og brasilianerne fordi de led et forsmægteligt nederlag på 7-1 til netop Tyskland og endda var heldige med at få scoret et enkelt mål i det 90. minut.

Brasilianerne kan dog glæde sig over én ting fra VM … nemlig den officielle FIFA World Cup vin, som blev lavet i 3 udgaver … hvid, rosé og rød. Vinen hedder Faces og det er netop hvidvinen, som vi nu har fået i glasset.

Bag vinen står vinhuset Lidio Carraro a.k.a. Lidio Carraro Vinícola Boutique. Det ligger ved byen Bento Gonçalves i Vale dos Vinhedos (vinmarkernes dal) i Rio Grande do Sul området i Brasilien. Huset har deres vinmarker tæt på hovedbyen Bento Goncalves og i Terras de Encruzilhada do Sul.

Vinhuset er reelt startet i 1970’erne af Lidio Carraro, som kommer fra en italiensk familie, som flyttede til Brasilien i slutningen af 1800-tallet. Han var én af de første til at plante Merlot vinstokke i Serra Gaucha, men lavede alene små mængder vin.

Han fik i 1990’erne hjælp fra sønnen Juliano Carraro, som havde uddannet sig til ønolog på universitetet. Hans store vilje og kærlighed til vine medførte, at vinhuset udvidede både i markerne samt i vinkælderen og samtidig begyndte at markedsføre husets egne vine.

Man startede med at ansætte teknikkeren Monica Rossetti – ja den kønne kvinde på billedet ovenfor – og derefter købte vinhuset i 2001 lidt over 80 hektar jord i Encruzilhada do Sul, et område som senere blev anerkendt som et af de bedste vinområder i hele Brasilien. Vinmarkerne ligger fortrinsvis på bjergsiderne i op til 700 meter over havets overflade.

Lidio Carraros vin bliver alle lavet uden fadlagring for at bevare frugten og terroirets typicitet mest muligt. Vine filtreres ikke, klares ikke og der tilsættes hverken sukker eller syre. Vingården er opbygget efter tyngdekraftens love, for at skåne vinen mest muligt og give den bedste smag.

Det er familien selv der står for det meste, faderen Lidio står for markarbejdet, sønnerne Juliano og Giovanni er begge vinmagere sammen med Monica Rosetti mens datteren Patricia tager sig af marketing og salg.

Den første høst i 2002 kom på markedet i 2004, og allerede i 2005 vandt Lidio Carraro en konkurrence om, at få deres vin repræsenteret i alle afgiftsfrie butikker i brasilianske lufthavne. Det var første gang, at en brasiliansk vin fik den hæder, og det blev et gennembrud for Lidio Carraro, som med et blev verdenskendt. Det betød opstarten på eksport af husets vine til næsten hele verdenen.

Og derudover blev 3 af husets vine så op til VM udvalgt til at være officielle vine til mesterskabet, hvilket yderligere har sat vinhuset på det store verdenskort.

Denne Faces Branco FIFA World Cup er lavet på 3 druer fra 3 forskellige områder i Brasilien, nemlig Chardonnay fra Serre do Sudeste i det sydlige del af Brasilien, Muscat fra Serra Gaucha i øst samt Riesling fra Campanha i vest. De tre druer er vinificeret separat, lavet på ren stål og lagret 6 måneder på ståltanke inden det endelig endelig blend laves. Fordelingen mellem druerne kender jeg ikke.

Vinen er lavet med henblik på at afspejle brasilianske livsglæde og sensualitet samt det tropiske klima. Vinen har efter VM fortsat med at være en del af Lidio Carraros sortiment.

Duftmæssigt en herlig kølig stil, hvor Riesling træder pænt igennem. Der er lidt fersken, citrus, grape, blomster, rosenvand, mineralitet af en slags … nærmest kridt, ganske frisk indtryk. Smagen er meget blid, cremet, rund … god intensitet og stor tørhed. Der er lidt sødme, som er godt integreret i vinen.

Forhandles af Philipson Wine, hvor prisen er 109,95 kr. pr. flaske, men 89,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7 

2014 Weingut Hensel, Liter Riesling Halbtrocken, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Hensel, Liter Riesling Halbtrocken, Pfalz, TysklandÉn af weekendens festvine var denne 1 Liter Liter Riesling Halbtrocken fra Weingut Hensel. Det skulle egentligt ha’ været i den knastørre udgave, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2013 og var meget begejstret for. Men det gik vist for stærkt ved bestillingen, så det blev den halvtørre udgave.

Nå, men vinen kommer fra et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig Weingut Hensel, som ligger tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz. Og vinen er hans én af hans entry-level Rieslinger, nemlig endnu en delevenlig 1 liter flaske, en rigtig Gutswein af bedste skuffe.

På etiketten står der også rg … Hensels forkortelse af Riesling. Der er også et lille fly tegnet over navnet Hensel, og det skyldes, at vingården ligger lige op af flyvepladsen Dürkheimer, og den nuværende ejer og leder af huset Thomas Hensel laver vine, som kan gøre dig flyvende … i hvert fald ifølge Hensel selv.

Hensel kalder sig også “das Weingut am Flugplatz”. Det med luft under vingerne går også igen i Weingut Hensel vinene, som laves i serierne Aufwind, Höhenflug og Ikarus … ja, og så denne serie, som Hensel blot kalder “Liter”.

Thomas selv har også gået i god vinskole, og er oplært hos Müller-Catoir af den legendariske Hans-Günter Schwarz, men i 1990 måtte han tage retur, overtage familieejendommen i Pflaz og videreføre vinproduktionen. I dag har Thomas Hensel omkring 19 hektar vinmarker omkring flyvepladsen i Bad Durkheim og laver nogle fremragende vine.

Alle druerne håndplukkes, og der bruges kun de bedste og mest modne druer. I kælderen håndteres druerne også med største forsigtighed, forsigtig presning, og en meget omhyggelig filtrering. Vinene er de nævnte tre serier has også specielle navne som rg, sg, wb, df, sl, gb, mo, gt og denne sp, alle opkaldt efter druerne, dvs. sp efter Spätburgunder. Så kan I jo gætte lidt på de øvrige.

Udover vinene fra Hensel selv, så producerer Thomas Hensel også en række vine med Markus Schneider, som også er en af de spændende producenter i Pfalz, bla. en serie vine under navnet Hensel und Gretel. Fra denne serie har jeg bl.a. smagt deres 2012 Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken.

Nå, men her står den altså på Riesling i litervis. Sådan. Hensel siger selv; ligetil og lækre, bordvine til hverdag, festivaler og restauranter. Og blot kaldet “Liter”. Og altså her i den halvtørre udgave.

Men at den er halvtør betyder nu imidlertid slet ikke så meget, for vinen er langtfra præget af sødme … heldigvis. I stedet er der godt med frisk syre. I næsen der grønne pærer, grønne æbler, stikkelsbær samt en snert af lidt citrus. I munden er der god, frisk syre og det mærkes slet ikke, at vinen er halvtør. Der er god harmoni mellem et let sødme og den friske syre.

Købt i Tyskland på Weine.de, hvor prisen er 5,90€ for en liter … hvilket svarer til 44 kr. og det er sgu billigt.

Rating 3,5/7  

1976 Weingut Walter Hammes-Bäumler, Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

Fra kælderen hos den flinkeste værelsesudlejer i Bernkastel-Kues … den søde Frau Mniszak … fik jeg foræret et par gamle flasker Riesling, en 1976 Riesling Spätlese og en 1986 Riesling Kabinett. Ingen etiketter på vinene, men alene med en næste utydelig skrift med tusch på flaskerne.

Mniszak fandt også en gammel blank etikette fra producenten Weingut Walter Hammes-Bäumler. Han ejede ejendommen tidligere og var både vinforhandler samt vinproducent, om end han ikke længere eksisterer.

Der findes heller ikke på nettet nogle oplysninger om producenten, så det bliver ret sparsomt med oplysninger om vinhuset og vinen i det hele taget. På etiketten står der Bernkastel – Wehlen samt Mosel-Saar-Ruwer, så formentlig har den gode vingut haft marker på begge sider af Mosel floden.

Den ene af vinene; 1986 Riesling Kabinett åbnede jeg for et par måneder siden, men den havde prop … ret markant endda og var total udrikkelig, hvorfor det også var med en vis ængstelse, at jeg fik åbnet denne 1976 Riesling Spätlese.

Proppen duftede ikke lige så fælt … et godt tegn.

Vi glasset er vinen sådan lidt mellemgul … alderen fornægter sig ikke, men ikke alarmerende. I næsen er første note lidt petroleum, og det gør mig straks glad. Duften forsvinder dog ret hurtigt, men sådan er det ofte med gammel vin. Ellers fik jeg noteret lidt tørrede æbler, brak havvand, tørrede abrikoser, meget indelukket duft … ja, vel nærmest en sjov duft, krydret og støvet.

I munden er der klart æbler og abrikos … sødmen er der stadigvæk, selvom den hurtigt bliver lidt udvandet. Det smager ikke sindssygt godt, men overraskende drikkeligt … trods næsten 40 år på bagen. Det er jo en bedrift i sig selv. Sjovt at smage … men vi kom imidlertid ikke igennem hele flasken.

Sender dog venlige tanker til Frau Mniszak.

Rating 3/7  

2014 Weingut Hauth, Bernkastel-Kueser Kardinalsberg Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

Riesling er jo dronningen (og Pinot Noir kongen, hvis I skulle være i tvivl), men det er ikke så tit, at jeg drikker Riesling Spätlese, da jeg normalt foretrækker de tørre vine. Her har vi dog en Spätlese, nemlig vinen Bernkastel-Kueser Kardinalsberg Riesling Spätlese fra Weingut Hauth.

Weingut Hauth … eller Weingut Peter-Jos Hauth – som vinhuset reelt rigtigt hedder – ligger i Bernkastel-Kurs, og mere præcis på Kues-siden, hvor der selvfølgelig også drives et lille gästehaus med udlejning af et par værelser med fuld morgenbuffet.

Vinhuset har rødder helt tilbage til 1465, men er reelt først grundlagt i 1799 af Johann Christopherus Hauth, som arvede sin faders marker og begyndte vinproduktion og -salg.

Han var selv både bødker og havde lært om vinavl i Trier, og den viden brugte han ved starten af det lille vinhus.

Det var dog sønnen Peter-Josef Hauth, som lagde navnet til vinhuset efter hans overtagelse i 1820.

Og siden har den ældste søn i efterhånden sekns generationer heddet Peter-Josef og overtaget driften i det lille familieforetagende. Ja, i hvert fald indtil 7. generation overtog, for i dag er det netop Johannes Christopher Hauth – blot kaldet Christoph efter den gamle grundlægger –  som har overtaget driften.

Vinhuset har 3 hektar vinmarker omkring Bernkastel-Kues, nemlig parceller på markerne Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, Bernkastel-Kueser Weisenstein, Bernkastel-Kueser Rosenberg, Bernkasteler Schloßberg, Bernkasteler Graben og endelig Bernkasteler Badstube.

Vinene laves i huset gamle hvælvede kælder, og selvom man på mange måder er meget traditionstro, fx med lagring af alle vinene i de store, gamle egetræsfade, så har produktionen og teknologien alligevel ændret sig gennem årene. Tidligere brugte Hauth gær i produktionen, men Christoph siger selv, at “less is more”, hvorfor han laver sine vine “on the fly” … altså alene fermenteringen via naturlig gær fra druerne og uden kunstige tilsætningsstoffer.

Produktionen bliver dermed langsommere, men Christoph mener også, at der giver mere stilfulde og karakterfulde Riesling vine.

Denne Bernkastel-Kueser Kardinalsberg Riesling Spätlese er selvfølgelig lavet med druer fra marken Kardinalsberg, som ligger på Kues-siden og har nordvendte skråninger. Marken er en af de mere ukendte marker i området, men ejes af en række producenter udover Hauth. Vinen trækker alene 7,5% alkohol … resten af sukkeret er brugt til sødmen.

Spätlese betyder vel frit oversat for sen høst, og i Tyskland er en Spätlese en Qualitätswein mit Prädikat og rangerer lige over en Kabinett. Der er således et større naturligt sukkerindhold i Spätlese end i Kabinett, dvs. vinen kan potentielt enten have mere sødme eller et større indhold af alkohol (og dermed være tør).

Og lad mig være ærlig … det er ikke verdens største vin. I næsen er her lidt sød tyggegummi, estragon, ananas og selvfølgelig mærker man også lidt sødme, men det er nu ikke særlig udtalt. I munden er der hyld, sødme, ananas og mandler, men den virker flad og uden dybde. Hurtig glemt … hvis den ikke lige skulle med her på bloggen.

Købt i Mosel for 8,10€ … svarende til omkring 60 kr.

Rating 2,5/7