Tag-arkiv: Douro

2013 C. Da Silva, Dalva LBV Port, Douro, Portugal

2013 C. Da Silva, Dalva LBV Port, Douro, PortugalNogle ting i livet er lette at vænne sig til … som fx at få lidt Dalva portvin i glasset fra C. Da Silva på en kold, blæsende aften med kulde, sne og frost. Her er det en Late Bottled Vintage Port fra årgang 2013.

Det er jo ikke lang tid siden, at jeg smagte en Dalva 30 Years Tawny Port fra C. da Silva i Vila Nova de Gaia og så skrev om det gamle portvinshus og historien. Det skal jeg nok springe over nu og blot se nærmere på denne 2013 Dalva LBV Port.

Modsat Tawny’en, så er denne Dalva LBV Port en Ruby, som er fremstillet af druer fra det samme høstår … her 2013. Vinen har så ligget på fad i 4-6 år, førend den er kommet på flaske. Der står ikke så meget om druerne, men det er primært Tinta Roriz samtTouriga Nacional.

Tyk mørk frugt, solbær, blommer, figner, dadler, rosiner, karamel, mælkechokolade, sød tobak, nødder samt en mørk, markant samt lidt balsamisk syre … fed engelsk lakrids og våde fade.

I munden er vinen cremet, tyk og lækker sød med likørtyk mørk  blommekompot på nektarniveau, solbær, sorte kirsebær, honning, chokolade samt lidt alkohol, der lige varmer hele kroppen. Det smager sgu meget godt.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 C. Da Silva, Dalva 30 Years Tawny Port, Douro, Portugal

2017 C. Da Silva, Dalva 30 Years Tawny Port, Duoro, PortugalNår man smager denne Dalva 30 Years Tawny Port fra Vinhos C. da Silva i Vila Nova de Gaia helt nede ved Douro floden, så får man omgående lyst til at blive portvinsdranker. Føj det smager godt.

Vinhos C. Da Silva er et helt traditionelt portvinhus, som oprindelig blev grundlagt i 1862 under navnet Corrêa Ribeiro e Filhos. Det fik sit nuværende navn efter 1933, hvor den unge Clemente da Silva kom fra Brasilien på udkig efter en forretning og endte med at opkøbe portvinshuset, der dengang var ejet af hans hustrus familie.

Portvinshuset havde ved Clementes overtagelse primært solgt deres portvine i landet, blandt til kongehuset i Portugal, men det sluttede i 1910, hvor monarkiet jo blev afskaffet i landet.

Da Silva genopbyggede firmaet fra bunden, bl.a. med opbygning af nye lagre samt en opstart af en eksport af portvinene, hvilket først var til Brasilien og det nordlige Amerika og senere til andre nye markeder som Europa samt Asien, hvilket skete med et helt nyt brand, som han kaldte Dalva.

I starten havde portvinshuset købt deres ulagrede vine hos andre producenter, men det ændrede Clemente da Silva i 1970’erne, hvor han på opkøbte vinmarker begyndte selv at dyrke egne druer og samtidig byggede et stort vineri. Allerede i 1978 kan vinhuset så præsentere sin første egen Vintage Port og i dag er Vinhos C. Da Silva og brandet Dalva højt respekteret.

I dag er portvinshuset dog ejet af Porto Cruz, der også er et portvinshus i Vila Nova de Gaia, men det er ejet af de større vin, øl og spirituskæde La Martiniquaise, der også ejer en lang, lang række brands.

Porto Cruz ejer udover Vinhos C. Da Silva også portvinshuset Ventozelo og samlet laver de over 11 millioner flasker portvin om året, så det er en motherfucker stor historie. La Martiniquaise har således også en omsætning på over 1 milliard euro årligt.

Men tilbage til denne Dalva 30 Years Tawny Port, der er flasket tilbage i 2017, men er lavet på et mix af sorterne Touriga Nacional, Tinta Francisca  Tinta Barroca, Tinto Cao og Tinta Roriz. Det er vinmageren José Manuel Sousa Soares, som har lavet vinen.

Tawny portvin lagres jo lang tid på mindre egetræsfade, hvorved vinen iltes langsomt inden den tappes på flaske. Denne har været lagret hele 30 år og har 110 gram restsukker pr. liter.

I glasset er portvinen brun-/rødlig … ikke dyb farve, faktisk tværtimod en smule transparent. Op af glasset oser det med brændte mandler, tørret frugt, karamel, dadler, svesker, rosiner, appelsinskal, en snert cognac og det er nærmest som en tyk eliksir med våde fade, chokolade, sød tobak, hasselnødder, tørret bark og samtidig moden og småoxideret. Duften er lokkende, forførisk og sukkersød sirupslækker … med en lille alkoholisk fin nerve.

Uha … det smelter nærmest i munden som den bedste karamel, som du kan finde … bare med lidt alkohol i. Der er godt med karamelsmag, sød tobak, chokolade, rosiner, dadler, blommekompot, kaffe, en lille smule alkohol, der lige varmer mund, halsrør krop og sjæl blidt, men slet ikke dominerer eller forstyrrer … tværtimod. Der er dog også lidt rene og friske smage, som sammen med alkoholen gør, at det aldrig bliver for oversødt. Jeg læner mig tilbage … synker dybere ned i min sofa sammen med glasset med portvinen i den ene hånd og en stor café latte i den anden, men på en eller anden måde blegner latten. Det er flydende soulfood for voksne … så godt. Det er klart 6 store houlbergske fingre med pil op og endda tæt på 6,5.

Fået fra Lund Vine, hvor sådan en flaske koster 585 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, Portugal

2017 Rui Roboredo Madeira, Quinta da Pedra Escrita, Douro, PortugalNæste vin på Houlbergs Vinblog kommer fra Rui Roboredo Madeira Vinhos do Vale do Douro … et vinhus, som jeg før er stødt på her på Houlbergs Vinblog, men denne gang er det med vinen Quinta da Pedra Escrita.

Vinhuset drives af den ihærdige portugisiske vinmager Rui Roboredo Madeira. Rui etablerede oprindeligt vinhuset tilbage i 1999 sammen med en flok investorer. Dengang hed det VDS Vinhos do Douro Superior og Rui skulle producere vinene med druer fra en lang række vinavlere.

Samtidig startede han også Casa Agrícola Roboredo Madeira eller blot kaldet CARM, hvor han producerede vine og olivenolie fra hans families jorder i Almendra under appellationen Douro Superior.

Rui Roboredo Madeira skulle egentlig oprindelig ha’ været økonom og studerede som ung på Universidade Católica Portugues i Lisabon, men en trafikulykke ændrede den akademiske karriere.

Rui var egentlig ikke indblandet i selve ulykken, men blev som helt uforskyldt fodgænger ramt af en last, som den forulykkede lastbil ikke havde fastspændt ordentlig.

Efter at have ligget i koma i flere uger, så måtte han en tur til familiens vingård Quinta da Pedra Escrita for at restituere. Da han året efter startede med at arbejde igen, så blev det indenfor vinens verden, nemlig på et lille vineri i byen Vermiosa i Figueira de Castelo Rodrigo.

Derefter arbejdede han på familiens vingård og uddannede sig samtidig til vinmager på  Universidade de Trás-os Montes i Alto Douro. Derefter fulgte en række jobs rundt om i både Portugal og resten af verdenen inden han startede VDS Vinhos do Douro Superior og Casa Agrícola Roboredo Madeira i 1999.

Siden 1999 har Rui udbygget sit vinimperium, bl.a. har han overtaget Rui Roboredo Madeira, Vinhos do Vale do Douro 100%, opstartet et nyt projekt Beyra Vinhos de Altitud og købt familens gamle vingård Quinta da Pedra Escrita.

Derudover arbejder den flittige vinmager i dag også som konsulent for en række andre vinhuse i Portugal, bl.a .Quinta dos Castelares, Adega Cooperativa de Freixo de Espada à Cinta og Adega Cooperativa de Vila Real.

Men denne 2017 Quinta da Pedra Escrita er altså en vin fra Roboredo Madeira familiens egen, gamle vingård, der samlet har 17 hektar vinmarker beliggende i 575 meters højde i Freixo de Numão i Douro regionen. Vingården har tilhørt familien i 8 generationer.

De laver samlet 3 vine på Quinta da Pedra Escrita … 2 hvidvine og så denne røde hovedvin, der i årgang 2017 er på 35% Touriga Nacional, 35% Jaen aka Mencía samt Souzão.

Druerne håndplukkes fra Quinta da Pedra Escritas granitholdige marker i Douro tæt ved den spanske grænse. Efter streng sortering i vineriet lader Rui druerne afstilke efterfulgt af en koldmaceration i 48 timer inden gæringen over 3 uger ved kontrolleret temperatur. Derefter er vinen lagret 15 måneder på nye franske 300 liter egetræsfade.

Dejlig mørk aroma med en vis frisk og nærmest ren mineralsk elegance, suppleret med både engelsk lakrids, tør lakridsrod, eg, rosmarin, violer og en frugt, som mest er brombær, blåbær, solbær, tranebær, våde fade, kaffebønner med en nærmest luftig, syrlig og svævende lethed.

Men smagen er sgu det bedste ved vinen … blød, cremet, vildt koncentreret, intens og virkelig smagfuld. Vinen er fyldig, har store, bløde tanniner, mørk men alligevel frisk, saftig frugt, masser af smag og eftersmag, let peber, krydderier, mineraler, let bitter chokolade samt en total fint balanceret syre, som giver vinen et meget fint og levende udtryk. Voldsomt godt, så dermed 6 fine fortjente fingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 169,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Quinta do Vesuvio, Pombal do Vesuvio, Douro, Portugal

2009 Quinta do Vesuvio, Pombal do Vesuvio, Douro, PortugalSom min rødvin til WSET webseminaret med Master of Wine Dirceu Vianna Junior har jeg valgt en vin, som jeg har haft liggende i vinkøleskabet nogle år. Det er 2. vinen på Quinta do Vesuvio … en 2009 Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio har jeg skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte førstevinen. Der er reelt et portvinshus, som i dag er ejet af Symington gruppen … ja faktisk er det gruppens tophus. Quinta do Vesuvio laver – udover de eksklusive portvine – også to rødvine, hvor denne altså er husets 2. vin Pombal do Vesuvio.

Quinta do Vesuvio regnes blandt portvinskendere som et af de allerbedste portvinshuse i verden og har rødder tilbage til 1565. Det var dog først omkring 1823 – da António Bernardo Ferreira overtog ejendommen – at historien om Quinta do Vesuvio for alvor begyndte.

Dengang hed portvinshuset også noget helt andet, nemlig Quinta das Figueiras, men Ferreira ændrede efter nogle år navnet til Quinta do Vezúvio (dengang stavet med et z) og stoppede også med at dyrke korn og satsede udelukkende på at blive et af de absolut bedste portvinshuse.

Portvinshuset var derefter i familien Ferreiras eje gennem mange år og blev specielt kendt for fremstillingen af vintageport. I 1989 solgte Brito e Cunha familien – efterkommere af Ferreira familien – imidlertid portvinshuset til den store Symington Group.

Symington ejer bl,a, også portvinshusene Warre’s Port, Graham’s Port, Cockburn’s Port, Dow’s Port … blot for at nævne nogle få. Men derudover laver Symington også en lang række vine i eget navn.

Vesúvio har samlet 326 hektar jord, hvoraf 133 hektar er vinmarker. De ligger i område med 7 store bakker og 31 dale og vinstokkene er de typiske portvinsdruer som Touriga Nacional, Allicante Bouschet, Touriga Franca og Sousão. På den øvrige jord dyrkes der appelsiner, citroner, mandler, valnødder samt eksotiske frugter og en smule urter.

Herover ser I Dirceu Vianna Junior, som fortæller lidt om Portugals områder, terroir, druer og vinene … også specielt Douro som et af de allerbedste områder.

Denne Pombal do Vesuvio er lavet på 60% Touriga Franca, 30% Touriga Nacional og 10% Tinta Amarela. Når druerne er plukket, transporteres de til Quinta do Vesuvio, hvor de håndsorteres, inden de presses og lægges på cementtanke. Den er lavet med lang gæring, men hvor lang tid oplyses dog ikke. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 400 liters franske egefade. Vinen har 2,5 gram restsukker pr. liter.

Sikke da en fin næse … helt bordeauxfil med mørk frugt, muldjord, nogle kølige mælkede aromaer, tørret kød, brombær, sorte kirsebær, godt med cedertræ, vanilje, karamel … det er klart en vin med masser af fylde, ekstraheret frugt og det virker som om, at årene i skabet har gjort en masse godt for vinen, som virker meget poleret.

Det gælder også i smagen … meget cremet, smooth og løber næsten bare lige gennem drænrøret. Det er utrolig behagelig vin med mørke bær, vanilje, karamel, modenhed i frugten … tanninerne er slet ikke døde endnu, for de mærkes svagt, men vinen skal nok heller ikke ligge mange år endnu … tænker, at den måske endda topper lige i øjeblikket. Der mangler måske en smule bundtræk.

Købt hos Vinspecialisten, men de forhandler vist ikke vinene fra Quinta do Vesuvio længere. Prisen kan jeg ikke huske.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Niepoort, Fantasi Branco, Douro, Portugal

2018 Niepoort, Fantasi Branco, Douro, PortugalJeg er – as we speak – i gang med et WSET School Educator online webseminar om Still wines of Portugal … a trip from North to South. Master of Wine Dirceu Vianna Junior skal gennemgå alle vinområderne i Portugal og selvfølgelig skal man så nyde et par glas portugisisk vin til.

De to anbefalede vine – som Dirceu vil kommentere – har jeg dog ikke lige kunnet skaffe, så jeg fandt i stedet et par andre alternative, hvor den første vin blev denne 2018 Fantasi Branco fra Niepoort … en sjov hvidvin lavet på et mix af et bundt blandede og herhjemme nærmest ukendte druesorter.

Vinhuset Niepoort er grundlagt i 1842 af Franciscus Marius van der Niepoort. Han var født i Hilversum i Holland, men kom til Portugal som sælger indenfor portvin og startede en negociantforretning uden hverken jord eller vinmarker.

I dag er det 5. generation af familiens Niepoort, som viderefører det gamle vin- og portvinhus, som siden etableringen er for over 150 år siden er vokset godt, hvor den 5. generation nu er Eduard Dirk Niepoort og Verena Niepoort.

Det er specielt Dirk Niepoort, som står for driften. Han er en karismatisk vinmager, der har sine egne idéer og standpunkter, og hans vigtigste filosofi er, at vine skal have friskhed for at være interessante.

Han er absolut ikke begejstret for kun at skulle producere på de sædvanlige kendte druer, altså Touriga Nacional, Touriga Francesca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Tværtimod mener han, at de flere hundrede sorter i regionen er med til at gøre vinene unikke og fyldt med terroir … og de er denne Fantasi Branco måske et godt eksempel på.

Det er Dirk som er skyld i, at Niepoort ikke længere alene producerer portvin, men er meget innovative med produktion af almindelige vine fra flere steder i Portugal. Han er også med i flere projekter rundt om i Europa … og derfor er vi også her på Houlbergs Vinblog stødt på Dirk i fx vinhusene Muhr-Niepoort i Østrig samt Niepoort & Kettern i Mosel.

Fantasi Branco er lavet på et skønt blend af Rabigato, Códega do Larinho, Gouveio, Dona Blanca og Viosinho, Bical, som kommer fra 15-55 år gamle vinstokke. Alle druerne er høstet ved håndkraft og efter ankomst til vineriet presset  presses druerne i en pneumatisk presse uden afstilkning forinden.

Herefter har mosten hvilet ved lav temperatur, hvorefter den er gæret spontant alene med druerne naturlige gærceller i rustfrie ståltanke ved kontrollerede temperaturer og lagret sur lie i 6 måneder.

Der findes også en rød Fantasi, men fælles for begge er, at de har etiketter med papirklip af vor egen danske H.C. Andersen og på denne hvide Fantasi Branco står der endda den danske tekst; Kejserens nye klæder.

Vi må dog håbe, at vinen er mere end bar røv og usynlige gevandter.

Men næsen er faktisk lidt sjov med prut, sved, meget landlig og animalsk, aromatisk med lidt blomster, grillet melon – selvom det måske sjældent ses – cantaloupe melon, modne citroner og endda måske lidt varm i udtrykket, selvom næsen på ingen måder virker tung eller klumpe-dumpe.

Smagen er vel … afdæmpet, men det smager faktisk rigtigt godt. Det er ikke en vin med vild syre, for syren er tværtimod snarere lidt svag og vinen har lidt fylde, fedme og rund sødme. Frugten er let, eksotisk og måske sådan mest melon, fersken og pærer. Smagsmæssigt er det næsten på nippet til at blive en kende for neutralt, men også kun næsten, for en lille svag bitterhed og okay balance binder det nogenlunde sammen.

Købt hos Skjold Burne, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Douro, Portugal

2013 Quinta Do Vale Meão, Quinta do Vale Meão Tinto, Duero, PortugalQuinta do Vale Meão Tinto er Vale Meãos topvin og regnes i dag for en af Portugals absolut bedste rødvine … og den havde Steffen taget med som hans skud nummer 2.

Det er en vin, som jeg har smagt et par gange tidligere, men det er imidlertid oftest den billigere lillesøster Meandro Tinto, som jeg har smagt fra vinhuset. Sidst var det tilbage i august 2019, hvor jeg også skrev mere om selve vinhuset, så det vil jeg undlade denne gang og blot kigge nærmere på denne 2013 Quinta do Vale Meão Tinto.

I denne årgang 2013 er vinen lavet på 60% Touriga Nacional, 30% Touriga Franca, 5% Tinta Barroca og 5% Tinta Roriz. Druerne er fra de ældste vinstokke på markerne Vale Grande, Cabeço das Pulgas, Casa das Máquinas, Três encostas og Poente da Viola.

Efter at være blevet knust køles druerne ned og fodtrædes i 4 timer i lagares aka store granitkar . Efter fodtrædningen overføres mosten til små temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvor gæringen finder sted. Hver druesort vinificeres for sig. Al vinen lagres efterfølgende på 225 liter barriques, hvoraf 80% er nye.

Næsen er mørk og masser af dybde, noget tobak, vild skovbund, masser af fad, lidt søde krydderier, spidskommen, blæk, dyb kælder, hospital, kanel, papkasser, tjære, engelsk lakrids, mentol … en meget kødfuld, kompleks og powerfuld aroma med rene fitnessmuskler, for det er egentlig ikke en fed aroma, bare stor og koncentreret.

I munden er det lidt samme historie … powerfuld og smagfuld, en meget moden frugt, blommer, brombær, virkelig stor tørhed, peber, tørre tanniner, godt med peber, tobak, chokolade, violer og man kan endda næsten smage skovbunden. Selvom det er en 2013’er, smager vinen fortsat meget ung, men det smager dælme også godt. Det bliver 5,5 fede houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 579 kr., mens prisen er 490 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2017 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalDen nyeste årgang af de 3 Vintage Port fra portvinshuset Rozès’ gaveæske med Vintage Selection var årgang 2017 … og klart den mest friske i trioen.

Vinen er også lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring sammen med skindet og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Den er lavet på et mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Mere frisk frugt, mere parfumeret, mere krydret og der er også masser af eg, læder, en gammel hvilestol, stærk tobak, frugten ikke helt så definerbar, men det er mørk frugt, blommer, svesker … og så brænder den faktisk lidt i næsen.

Smagen er også som de forrige fed, olieret og cremet, masser af sødme, men også friskhed, brændende alkohol, måske endda mere brændende end hos 2016’eren og dermed også 2015’eren. Vinen smager sgu virkelig, men smagt sammen med de andre, så mangler den faktisk mere modenhed … men det kan jo løses med en smule tålmodighed.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2016 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalFra den lille, spændende gaveæske fra portvinshuset Rozès med de 3 årgange af deres Vintage Port – alle smagt ved siden af hinanden –  så får I her mine noter på 2016’eren.

Selvfølgelig lavet som 2015’eren, altså på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen er gæret på ståltanke med gæring sammen med skind og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Modenheden er her klart mindre, men i stedet fanger man først både blæk, læder, eg og røg. Næsen er klart mere hård, frugten dyb, solbær, blåbær, svesker, lidt tobak … virker mere koncentreret end 2015’eren, men på ingen måder så eksplosiv.

Smagen har klart nogle af de samme elementer som 2015’eren, blot med flere tanniner, som sætter sig specielt på fortænderne. Smagen er også cremet, men alkoholen er her ikke så stærk, smagen klart mere rå og lige på, direkte og powerfuld.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Rozès, Vintage Port, Douro, Portugal

2015 Rozès, Vintage Port, Douro, PortugalRozès er et portvinshus, som oprindelig blev grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès, som var en en god vinforhandler, som også startede med at importere og markedsføre portvin. Jeg smager her en lille sjov gaveæske med tre Vintage Port fra Rozès i årgangene 2017, 2016 og 2015. Men hvilken årgang er bedst?

Det var dog Ostendes søn Edmond Rozès, som i 1930’erne virkelig fik handlen af de importerede portvine i gang via etablering af deres eget brand Porto Rozès og en meget karakteristisk flaske i gammel portugisisk stil, indpakket i svovlholdigt papir op til halsen og en prop forseglet med voks.

Dermed markerede portvinene sig med en egen identitet og de fik hurtigt status som kvalitetsvine. Den store succes medførte også, at Edmon i 1938 og selv blev producent med købet af deres vingård i Vila Nova de Gaia i Douro dalen.

Rozès familien drev vinhuset i sammenlagt 4 generation – kun afbrudt af en pause under anden verdenskrig, men i 1974 solgte familien hele foretagendet til Pedro Domecq, som igen i 1977 solgte aktiviteterne til Moet Hennesy koncernen.

Siden 1999 har Rozès dog været en dele af den store Vranken Pommery Monopole. De har derefter købt en del quintaer herunder Quinta de Grifo samt São Pedro das Águias. Det er med andre ord i dag et stort portvinshus, hvis vine nu eksporteres til mere end 40 lande i hele verden.

Vinen er sjovt nok lavet alene på rustfrie ståltanke med gæring sammen med skindet og afbrydelse af gæringen, således alkoholen havner omkring de 20%. Den er lavet på et mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão. Vinen har lagret i 2 år i de rustfrie ståltanke og tappes normalt i det 3. år efter høsten.

Moden frugt, svesker, blommer, hasselnødder, sød tobak, læder, noget mynte og eukalyptus, nogle brændte elementer, eg, gamle aviser … lettere bedaget og samtidig dragende. Til at starte med tænkte jeg, at det var lidt for modent til mig, men den vinder med mere tid og luft i glasset.

I munden fed, sød med lidt brændende alkohol, men egentlig på en ganske behagelig måde. Vinen har en cremet, oliefed og stærk smag, appelsinskal, mynte, men smagen er nok alligevel den bedste af alle de smagte 3 årgange … alderen gør klart nogen godt for vinen. Det er ubetinget 4,5 portvinsrøde fingre med stor pil op.

Importør er AMKA og gaveæsken forhandles hos udvalgte Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen butikker med en vejledende udsalgspris på 439 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, Portugal

2011 Quinta do Pégo, Colheita Port, Douro, PortugalVi slutter det lille juleagtige portvinsintermezzo på toppen med endnu en portvin fra Quinta do Pégo, nemlig deres skønne 2011 Colheita Port.

Quinta do Pégo har kun lavet Colheita 3 gange … nemlig 2003, 2007 og så denne 2011.

Som med den foregående er denne lavet af Quinta do Pégos normale vinkonsulent Wouter Pienaar, men her sammen med Rozès’ vinmager Manuel Henrique og på et skønt mix af druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão, Tinto Cão og Tinta Roriz.

Druerne kommer fra de ældste vinstokke og er efter høst fodtrådt i de traditionelle granit lagars og er efter endt fermentering  lagret på 600 liters egetræsfade i omkring 8 år.

For dem, som ikke er så skarp i portvinens verden, så er en Colheita egentlig blot en Tawny – langtidslagret portvin af meget fin kvalitet – fra én bestemt årgang og den skal være lagret i mindst 7 år på fad inden aftapning.

Sikke en duft … vildt lækker med moden lys frugt, blommer, lyse rosiner, amaretto kirsebær, karamel, appelsinskal, honning, nødder, egefade, lidt brændte mandler, en årtier gammel balsamico, sirup og brun sukker og så alligevel en lille friskhed. Nam.

Smagen er silkeblød med en varm efterbrænder, men gud hvor smager det godt. Det er modne bær, blommer, sødme, nødder, lidt honning, en smule tanniner, men alt i zen flot balance og virkelig smukt balanceret. Det smager jættegodt.

Den ville jeg godt ha’ til min risalamande, men jeg har sgu drukket flasken … så god er den. Men det er der jo råd for ;o)

Importør er AMKA og vinen forhandles både hos Jysk Vin samt hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på omkring 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7