Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2015 Podere Santa Felicita, Cuna Pinot Noir, Toscana, Italien

2015 Podere Santa Felicita, Cuna Pinot Noir, Toscana, ItalienBundgaard brød rækken af tyske Spätburgundere med denne vin, men han er tilgivet. For denne toscanske Cuna Pinot Noir fra Podere Santa Felicita fik sgu mit hjerte til at smelte. Det smager freaking fabelagtigt … men det skal jeg nok vende tilbage til.

Podere Santa Felicita er et hobbyprojekt fra den velkendte vinmager, producent og ønolog Federico Staderini, som allerede fik sit navn slået fast som den første tekniske direktør hos Ornellaia fra den spæde opstart i 1980’erne, hvortil han kom efter afsluttede studier ved Davis instituttet i Californien.

I dag er han primært konsulterende vinmager og er i superligaen blandt de toscanske ønologer. Han hjælper en lang række af de store vinhuse som fx Poggio di Sotto, Castell’in Villa, Terreno og han har en næsten filosofiske tilgang til vinfremstilling, en imponerende viden og et berigende gemytlige væsen.

Podere Santa Felicita projektet blev startet af Federico Staderini i 2002 ud fra en stædig tro på, at Pinot Noir succesfuldt kan dyrkes i Toscana. Ved foden af bjergkæden Appenninerne i Casentino dalen ved Toscanas østlige grænse i Arezzo provinsen fandt Federico 3,5 hektar jord på en syd/sydvestvendt skråning i 500 meters højde.

Markerne havde en ler- og kalkstensholdig jordbund, hvilket han fandt helt ideel til Pinot Noir, så i perioden fra 2004-2007 plantede han Pinot Noir vinstokke, med en høj densitet på 10.400 vinstokke pr. hektar og med en lavtydende klon fra Bourgogne.

Helt fra den spæde opstart har vinmarkerne været økologisk dyrkede med anvendelse af biodynamiske praksis efter vejledning af den franske astronom Francois Bouchet fra Loire.

Nå, men lad se nærmere på den vin, så Federico Staderini har kaldt Cuno. Det er selvfølgelig 100% Pinot Noir, hvor druerne høstes af flere omgange fra starten i løbet af hele september. Derefter bliver de sorteret og afstilket, men i de senere år er Federico Staderini begyndt af bruge flere og flere hele klaser i fermenteringen.

Druerne og -klaserne hældes således blot op i store trægæringsfade på 500 eller 700 liter på samme måde som i Bourgogne. Den metode har til formål at bibeholde Pinot Noir druens og dyrkningsstedets karakteristika.

Gæringen og macerationen med løbende nedtrædning af druerne varer typisk 17-25 dage efterfuldt af lagring  i gamle egefade i op til 18 måneder, inden vinen tappes på flaske og lagrer yderligere 12 måneder i flaske.

Ved aftapning på flaske efterlader Federico Staderini blot 5 mm luft mellem prop og vin mod normalt omkring 15 mm. Dette er Federicos sikring af, at vinen er blevet transporteret og opbevaret korrekt, for med en for varm opbevaring, så vil proppen hurtigere presses op af flasken.

WAUW … sikke en lys, let og blomsterrig duft … tørrede blomster, nærmest som en eksplosion i en blomsterbutik med et æterisk og feminin lethed, svag sødme, blæk og vanilje fra egefadene. Frugten virker lys, let moden og delikat … for satan hvor dufter det bare fabelagtigt godt.

Det smager nærmest også, som det dufter … som en blid brise en varm og lys sommeraften, fin og blomsterrig, rund og blød med lette tanniner, så ren og sart med frugt- og bolsjesødme, elegant, lys, pæn, slank, feminin, æterisk, luftig og beleven med små hårde jernagtige elementer. Det er sgu lækker Pinot Noir … totalt begejstret, overrasket, overrumplet og overglad.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 409 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 WG Mayschoß-Altenahr, Spätburgunder Auslese Trocken, Ahr, Tyskland

2018 WG Mayschoß-Altenahr, Spätburgunder Auslese Trocken, Ahr, TysklandVi fortsatte med næste vin i det tyske Spätburgunder spor, for det var nemlig en herlig 2018 Spätburgunder Auslese Trocken fra det store kooperativ Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr.

Det gamle kooperativ ligger i byen Mayschoß i Ahr og skulle være det ældste kooperativ i Tyskland. Det er grundlagt den 20. december 1868 af hele 18 fremsynede tyske vinbønder og etableret af nød. Dengang havde vinproduktionen i Ahr-dalen været i dyb krise i næsten 10 år på grund af dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera samt et stort sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor så det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim blev en del af Mayschoß-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos WG Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 og en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 452 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder dermed, at hver vinavler gennemsnitlig har 0,33 hektar vinmarker. Den årlige produktion på kooperativet er 1.200.000 flasker vin. De har en lagerkapacitet i tanke på 1,8 mio. liter og 250.000 liter i fade.

Her smager vi så én af kooperativets utallige vine, nemlig deres Spätburgunder Auslese Trocken, hvor druerne kommer fra mange forskellige marker, men høstet forholdsvis sene. Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke med 8 dages gæring og maceration og derefter også lagret på ståltankene inden aftapning på flaske. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der klart mere power og krop end forrige Spätburgunder, for her er der fedme, brombær, solbær, kirsebær, røg, tobak, mynte, blomster … men er ellers lidt mere lukket og nærig med aromaerne.

Smagsmæssigt har vinen en god syre, nærmest en balsamisk syre, som kombineres med bitre kirsebær, mørk og bitter chokolade, tør jord, lidt jod og er i det hele taget meget tør. Der er ikke masser af finesse, men det er skruet godt sammen.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men vinen er også købt på kooperativet, hvor en flaske koster 16,90€ … svarende til 126 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bercher, Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandVor formand i vinlaughet havde til et bestyrelsesmøde forleden  dag fundet en række store tyske kanoner frem … og efter Riesling fra Franken, så stod den på en fin 2017 Burkheimer Feuerberg Kesselberg Spätburgunder GG … Großes Gewächs fra Weingut Bercher i Burkheim i Kaiserstuhl i Baden.

Det er én af de vingårde, som jeg selv har besøgt. Det var vist tilbage i 2016, men det kan du læse mere om i indlægget Besøg hos Weingut Bercher i Burkheim. Vi besøgte stedet med tømmermænd, men endte med at få en vitterlig god smagning med Martin Bercher.

Vinen er en af husets topvine og lavet med druer fra marken Burkheimer Feuerberg Kesselberg, hvor  Feuerberg refererer til Kaiserstuhls fortid som vulkansk område og Kesselberg er en lille parcel på bjerget. Efter høst gærer druerne på skind i 14 dage, hvorefter vinen modnes i barriques midst 18 måneder.

Duften er sødlig, landlig og rund … klart Spätburgunder med kirsebær, jordbær, et klart fadpræg med kanel, vanilje, nelliker, blæk, kamfer og frugten virker egentlig ret moden. Det er lidt en maskulin Spätburgunder næse, sten, krydderier og nogen tyngde.

Og lad mig afsløre med det samme, at det smager fortryllende, ret intens frugt med kirsebær, jordbær suppleret med bitter chokolade, tonsvis af sten, grus, granitskærver og jernholdige mineraler. Dertil skal lægges en virkelig lang eftersmag. Der er endnu en teenager, ung, ubekymret, fræk og bumset, men med stor fremtid.

Forhandles herhjemme af Crime Vine, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, TysklandDet er nok ikke gået de trofaste læseres næse forbi, at jeres altid flittige vinblogger nok er en af landets førsteelskere af de tyske Spätburgunder vine. Når man så smager denne Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve fra Weingut Rudi Rüttger, så ist alles gut.

Det lille tyske vinhus ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og stammer tilbage fra 1643, så Rüttger familien har således været vinbønder i en menneskealder … ja faktisk mere 🙂 Men i dag ledes Weingut Rudi Rüttger af den unge og dygtige Rudolph Rüttger.

Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad.

Jordbunden er forskellig i de tre marker. På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens de hvide burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten.

Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Denne Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve er jo netop lavet af druer fra Neuleiniger Sonnenberg, som efter høst gærer på cementtank med hele 20 dages skindkontakt. Efter endt fermentering har vinen lagret 11 måneder på egetræsfade, heraf 60% nye og let ristede.

I næsen er denne Spätburgunder lidt kølig i stilen med blæk, lakrids, fennikel, peber, gran, mynte, salvie, masser af tørt træ, fad, skovbær, søde kirsebær, læder … virkelig herlig aroma, som faktisk på flere parametre – selvom det lyder utroligt – minder lidt om Barolo.

Det smager sgu også ret godt … skal lige ha’ lidt luft i glasset, men så er det også en ren og elegant Spätburgunder med en maskulin råhed, men samtidig også en næsten burgundisk lethed, Frugten er frisk, let og saftig … alles ist immer gut og Houlberg særdeles tilfreds. Det er vitterlig en meget burgundisk Spätburgunder.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr, og det er sgu en god pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 La Montina, Franciacorta Brut, Lombardiet, Italien

2010 La Montina, Franciacorta Brut, Lombardiet, ItalienJeres trofaste og flittige vinblogger var forleden til en smagning af vine fra Lombardiet … en aften med lutter Nebbiolo vine, men inden vi kom så langt, så startede vi selvfølgelig med lidt Franciacorta bobler og det var med en 2010 Franciacorta Brut fra La Montina.

La Montina ligger i Franciacorta lidt nord for Monticelli Brusati og tæt ved Iseo-søen. Vinhuset er grundlagt i 1982, da 3 ud af 7 Bozza brødre købte Villa Baiana. det historiske hjem for Benedetto Montini, en forfader til pave Paul VI.

Brødrene Gian Carlo, Vittorio og Alberto Bozza købte Villa Baiana af Dorothean nonnerne i Contrada Baiana og købet omfattede udover klosteret samt et bondehus også 12 hektar vinmarker … helt perfekt, for brødrenes mål var at producere Franciacorta vine.

Ejendommen var i dårlig stand og nonnerne havde forlængst flyttet til Valcamonica, men brødrene istandsatte ejendommen, byggede et ny, moderne vineri og øgede samtidig via opkøb vinmarkerne til i alt  72 hektar. De kunne i 1987 sende deres første Franciacorta vin på markedet.

Det er stadigvæk de 3 brødre, som driver La Montina, men næste generation i form af Michele og Daniele deltager også i driften.

Denne Franciacorta Brut er egentlig Non Vintage, men Bill Kuhl fra Toscavini fortalte under smagningen, at det er en 2010’er, men den er degorgeret i 2019. Normalt laver Bozza brødrene dog denne vin med 2 årgange for at sikre en ensartet stil hvert år. Denne er lavet på 85% Chardonnay og 15% Pinot Noir.

Alle deres Franciacorta vine er selvfølgelig lavet på Metode Classico, altså med andengæringen i flasken, men denne må så være lagret et stykke tid længere end normalt, for Bozza brødrene lagrer normalt Non Vintage vine i mindst 18 måneder, årgangsvinene i mindst 30 måneder og Riserva vinene i mindst 60 måneder. Der kun er lavet 7.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt en meget sprød næse med masser af ristede noter, ristet brød og rudbrød, noget fylde, fedme og det dufter vildt godt, meget indbydende. Der er blomster, nogle lidt landlige noter, lidt gærede elementer og samtidig meget kalket. Samlet en meget blomstret stil.

I munden er vinen en snas mere sød end forventet, men har egentlig en meget flot balance. Der er modne æbler, lemon og rund syre. Sød, blød, rund, rank og elegant med ristede noter … smager faktisk virkelig fint. Love it.

Forhandles af Toscavini, hvor en flaske koster 329 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Chat Sauvage, Lorcher Schlossberg Pinot Noir, Rheingau, Tyskland

2012 Chat Sauvage, Lorcher Schlossberg Pinot Noir, Rheingau, TysklandChat Sauvage er en rigtig provokatørog laver burgundiske vine på Chardonnay og Pinot Noir midt i Rheingau … én af Rieslings klassiske højborge, men de gør det godt. Denne 2012 Lorcher Schlossberg Pinot Noir smager som et sip af himmelen.

Jeg har faktisk smagt vinen én gang tidligere, nemlig i 2017 da jeg besøgte vinhuset, hvilket du selvfølgelig kan læse om i mit blogindlæg fra dengang Besøg hos Weingut Chat Sauvage … rebelsk bourgognefreak i Rieslingland. ved besøget fik jeg dog ikke skrevet smagsnoter på vinen og dermed har jeg aldrig anmeldt vinen.

Marken  Lorcher Schlossberg ligger lige helt ud til Rhinen ovenfor Kapellenberg og omkredser nærmest Lorch by. Høstudbyttet holdes nede på omkring 1 kg druer pr. vinstok og der sker yderligere en meget selektiv sortering af de druer, som skal med i vinem

Det er én af husets bedste vine lavet med spontangæring på rustfrie ståltanke, hvorefter vinen lægges på franske burgundiske egefade i 18 måneder, mens den malolaktiske gæring finder sted.

Ach mein herzliebes Jesulein hvor dufter det bare godt. Den yderligere lagring siden jeg smagte vinen i 2017 har helt sikkert gjort noget rigtigt godt for vinen. Det er en lækker burgundisk næse og man fornemmer med det samme, at dette er stor vin. Der er røg, eg, yoghurt, mejeri, lyse kirsebær, blommer, lidt grønne blade, mint, svag vanilje, fennikel og så delikat. Næsen er så berusende dejlig, at man bare salig hensvømmer, svæver og bare dufter, smiler, dufter, smiler … og sådan kan der gå lang tid.

I munden er Lorcher Schlossberg Pinot Noir tør, skarp med en ung og streng syre … knivskarp med grønne noter, pænt stramme og lette tanniner, sten, stål, renhed og de 8 år mærkes ikke, for vinen virker fortsat utrolig ung. Der er brombær, ribs, hindbær, røg, tør jord, grønne urter … smager ufattelig godt. Brilliant og eventyrligt.

Det er klart 6,5 fede Thumbs Up … endda med en lille pil op.

Købt hos H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten til 550 kr. for en flaske.

Vinanmeldelse 6,5/7  

N.V. Redfold Vineyards LLP, Ambriel Classic Cuvée, England

N.V. Redfold Vineyards LLP, Ambriel Classic Cuvée, EnglandVi bobler sgu da videre og smager endnu en fin engelsk Sparkling Wine, nemlig en Ambriel Classic Cuvée fra Redfold Vineyards LLP.

Ambriel Classic Cuvée er fremstillet på 70% Pinot Noir, 25% Chardonnay og 5% Pinot Meunier og der anvendes kun den rene fritløbende most til produktionen.

Selvom det er en N.V. aka Non Vintage, så er denne baseret på årgang 2014, som blendes med 10% Chardonnay reservevin fra 2013 og 2012 og basisvinen er gæret på rustfrie ståltanke.  Derefter sker andengæringen på flaske over 53 måneder inden degorgering, som er sket i september 2019 med omkring 8,5 gram dossage.

Wine Enthusiast har givet vinen 94 point og Decanter 93 point, så det er en vin, som har fået sat Redfold Vineyards LLP på verdenskortet.

Næsen er utrolig blomsterrig, har let ristede noter, virker lidt animalsk og landlig, har gærede noter, bagt tærte, pærer, melon, althea mormorbolsjer, toast, citrus, yoghurt og valnødder. Det er en kompleks duft … meget let i udtrykket.

I munden er der godt med syre, masser af citroner, mens boblerne giver et tæt brus, som er behagelig, men hurtig fader af. Vinen har en skøn tørhed, så man forstår godt sammenligningen med Champagne, så dermed fremstår vinen smuk, elegant og fin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Redfold Vineyards LLP, Ambriel Rosé, England

2014 Redfold Vineyards LLP, Ambriel Rosé, EnglandAllerede tilbage i 1992 blev den første engelske Sparkling Wine introduceret og i dag ved mange vinnøder udmærket, at man kan få fremragende bobbelvand fra den anden side af kanalen. Det kan man også selv smage med denne 2014 Ambriel Rosé fra Redfold Vineyards LLP.

Vingården ligger lidt nord for den lille by Pulborough i West Sussex og er grundlagt i 2010 af Charles Outhwaite sammen med hans hustru Wendy. Charles var investeringsrådgiver i den finansielle verden, mens Wendy var advokat, men i 2006 tog de springet, skiftede retning og købte den gamle Redfold Farm.

Farmen havde været brugt til fåreavl, men havde 16 hektar jord, som grænsede op til både Nyetimber og Nutbourne Vineyards … to etablerede engelske producenter af mousserende vine. Og det var netop derfor, at Charles og Wendy købte farmen … de ville være vinproducenter af mousserende vine.

De plantede 30.000 vinstokke på omkring 9,5 hektar af jorden, hovedsageligt Chardonnay sammen med mindre mængder Pinot Noir og Pinot Munier og i 2010 kunne de høste de første druer.

De to første årgange blev lavet med hjælp fra andre producenter, men derefter ansatte de den sydafrikanske vinmager Kobus Louw, der tidligere havde arbejdet på Kent Vineyard … en anden engelsk vinproducent. Han hjælper Charles med at lave vinene … pt fordelt på 4 forskellige Sparkling Wines, herunder altså denne 2014  Ambriel Rosé.

Det er en Sparkling Wine, der er lavet på 100% Pinot Noir fra en enkelt mark, nemlig rækkerne 2-39 på East Vineyard, hvor stokkene er lavtydende burgundiske Dijon klon 777, der oprindelig stammer fra Morey St Denis.

Druerne er høstet i oktober og efterfølgende vinificeret med skindkontakt efter 36 timer, hvilket også har givet vinen den fine lyserøde farve. Efter endt fermentering er vinen flaske og klar til andengæring på flaske, hvilket er sket over 5 år. Vinen er så endelig degorgeret i marts 2020 med 10 gram dosage. Dette er faktisk husets første mousserende Rosé.

Næsen er egentligt meget sart og blid, godt med jordbær, hindbær samt solbær i sælsom infight. klart nogle kalkede elementer, en vis landlighed, små svedperler, småanimalsk lækkerhed, en lille sødme detekteres også sammen med tørhed, tør jord, sten, mineraler og et skvis citron samt lemon.

I munden er der fine, knastørre bobler … masser af frisk frugt, hindbær, rabarber, ribs og citroner. Det er fin friskhed, sten og kalk, men boblerne fader forholdsvis hurtigt i glasset. Så dukker der også mere jordbær og en kæk lille sødme op. Det er sgu skruet skide godt sammen og tænk sig, at det kommer fra England. Selvom jeg ikke så megen til rosévine med eller uden bobler, så fungerer dette bare rigtigt godt. Stor begejstring herfra. Rød engelsk bobbelvand og umiddelbart tror jeg godt, at jeg selv kan tømme denne flaske!

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Bernhard Huber, Alte Reben Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Alte Reben Spätburgunder, Baden, TysklandNår vi lige har smagt Julian Hubers Spätburgunder med druer fra de yngste vinstokke, så lad os også smage hans udgave på de ældste stokke, nemlig denne 2017 Alte Reben Spätburgunder.

Det er fortsat en Ortswein, men druerne er fra nogle af Hubers ældste vinstokke på en række af hans Große Gewächs marker … Dijon-kloner, som blev plantet på firmaets marker i 50´erne. De gamle vinstokke har et dybt rodsystem, som er med til at give vinene stor mineralitet. Udbyttet ligger på 37 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med 20% hele klaser, en helt tradtionel spontangæring samt maceration, hvorefter vinen er lagret 18 måneders på 2-3 år gamle barriques.

Duftmæssigt er der klart ligheder fra Malterdinger Spätburgunder, men her er det hele bare lettere, mere elegant og selvom det er Alte Reben, så er den klart lettere til fods end den unge. Der er fad … men afdæmpet og subtil, svagt lidt vanilje, bitterchokolade, godt med røg, jordbær, hindbær, grønne burgundiske træk, salmiak, bolsjer og omgående velvære. Det dufter med andre ord vildt godt.

I munden er det så smooth … cremet lækkerhed, blød rød frugt, jordbær og hindbær igen, måske et dash brombær, igen meget let, slank, elegant med en rund syre, som dog er rank, poleret og totalt smukt balanceret. Der er en svag bitterhed, som danser sammen med syren, samlet er resultatet nærmest bulls eye og jeg havner præcis samme sted, som da jeg smagte vinen i årgang 2011 samt 2012, nemlig med 6,5 af de fedeste fingre. Huber er konge.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr., men pt er på tilbud til 349 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, TysklandHvis du spørger Julian Huber om, hvilken vin han vil anbefale til nogen, som ikke tidligere har smagt nogle vine fra Weingut Bernhard Huber, så vil han klart pege på denne Malterdinger Spätburgunder … og når du smager den fine Ortswein forstår du hvorfor.

Og Julian laver slet ikke en Gutswein på Spätburgunder, så denne vin er således hans entry level Spätburgunder, som jo er lavet med druer fra husets marker i Malterdingen, hvor de bedste marker er Bienenberg samt Bienenberg Wildenstein. Det siger bestemt også noget om husets høje kvalitetsnormer for deres Spätburgunder vine.

Malterdinger Spätburgunder er lavet på druer fra vinstokke, der er mellem 12 og 20 år gamle, altså de yngste stokke på markerne, hvor Huber har 60% franske og 40% tyske kloner. Druerne er høstet med et udbytte på omkring 55 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet traditionelt med spontangæring og maceration på eg, hvoraf 30% af egefade var nye. Derefter er vinen lagret 12 måneder på barriques, som har været anvendt 1 eller 2 gange tidligere.

Uha sikke en duft … WAUW. Det er sød, animalsk hestestald og selvom der er godt med fadpræg – kanel, vanilje, mælkechokolade, sød tobak og røg – så er stilen kølig og rank med blæk, grafit, lidt hvid peber, jord, kaffegrums og vild skovbund. Frugten er mest hindbær, jordbær samt lidt brombær. Derudover er der noget tørt træ … violer samt en fin syre.

I munden er vinen også både stringent og rank, masser af rene, småsyrlige bær, kirsebær, jordbær, rabarber, peber …præcis leveret på en fin, smooth, cremet og frisk facon med koket lille bitterhed. Og selv Baden er et varmt område, så har vinen en så fin kølighed, smuk elegance og renhed, at man blot imponeres. Og fuck samt hold nu op, hvor smager denne babe bare godt … og så er det endda blot Hubers entry level Spätburgunder, da han slet ikke laver Gutswein Spätburgunder. Ærefrygt. Respekt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 219 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7