2015 Marion, Borgo Marcelisse Valpolicella, Veneto, Italien

2015 Marion, Borgomarcelisse Valpolicella Classico, Veneto, ItalienAzienda Agricola Marion blev et af de gennemgående vinhuse i aftenens 2. heat … de mere kraftige vine fra Valpolicella. Vi smagte nemlig 4 vine fra huset og vi startede med deres basisvin i form af denne Borgo Marcelisse Valpolicella DOC.

Marion er en lille kultproducent, som ligger ved den lille by Marcellise, lidt nord for San Martino Buon Albergo og omkring 6-7 kilometer nordøst for Verona. Det er et lille familieforetagende, som drives af Nicoletta og Stefano Campedelli med lidt hjælp fra Stefanos broder Marco.

Familien købte vingården med gamle villa fra 1500-tallet tilbage i 1986 og har siden istandsat stedet og genopbygget markerne, men var de første mange år bundet af en kontrakt, hvor de skulle levere druerne til det lokale kooperativ Cantina di Colognola ai Colli.

Men i 1995 startede de at flaske egne vine i 1995 med støtte fra vinkonsulenterne Celestino Gaspari og Damiano Peroni og i dag producerer de årligt omkring 70.000 flasker vin.

De har samlet 22 hektar jord, men det er kun omkring de 8 hektar, som er vinmarker og har god kalkholdig jordbund, hvilket resulterer i meget rene vine, som ofte bliver sammenlignet med vine fra både Giuseppe Quintarelli og Romano dal Forno.

Vinkonsulenten Celestino Gaspari er måske også nok værd lige at kaste et blik på. Han er nemlig gift med datteren til Giuseppe Quintarelli og har de sidste mange år lavet vinene hos Quintarelli foruden vine fra sit eget topmoderne vinhus Zyme. Han har helt klart sat sit præg på vinene hos Marion.

Denne Borgo Marcelisse Valpolicella er – som tidligere nævnt – husets entry-level vin, som i denne årgang 2015 er lavet på 60% Corvinone, 20% Rondinella, 10% Corvina og 10% Croatina. Det er samtidig husets eneste vin uden tørrede druer, dog stadig samme høje kvalitet, blot i en lettere, og mere burgundisk stil.

Og det er en vin med en mere parfumeret og mere kompleks næse end forrige vin. Og det med den burgundiske stil kan jeg sagtens følge, for allerede i glasset er vinen ganske lys og transparent. Derudover byder den på ganske klar, lys og balsamisk syre samt noter af ensilage, grønne blade og blomster.

I munden har vinen skarp, præcis og direkte syre in your face … samtidig er det hele let, tyndt og italiensk stramt. Syren nærmest prikker i munden og er ganske levende. Frugten virker også lys. Det følges undervejs med bitterhed og grape. Jeg kan sgu godt li’ denne vin.

Forhandles herhjemme af Allerød Vinhandel, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Bertani, Ognisanti Valpolicella Classico Superiore, Veneto, Italien

2014 Bertani, Ognisanti Valpolicella Classico Superiore, Veneto, ItalienOg næste heat fortsatte såmænd hos Cantine Bertani, nemlig med deres Ognisanti Valpolicella Classico Superiore DOC i en årgang 2014 og sjovt nok på nøjagtig samme druemix som foregående Recioto, nemlig 80% Corvina Veronese og 20% Rondinella.

Druerne til denne vin kommer fra husets gamle vinstokke på marken Ognisanti ved Tenuta Novare  … en sydvendt mark, som Bertani har ejet siden 1957 og har sit navn efter et lille kapel, som lå lige midt i marken i gamle dage.

Druerne høstes forholdsvis sent, typisk i anden halvdel af oktober måned, hvilket er muligt på Ognisanti marken. Det giver sammen med en lang maceration masser af koncentration samt blød, sød frugt til vinen.

Fermenteringen sker i rustfrie ståltanke med en konstant og kontrolleret temperatur på 20 grader, hvorefter vinen lagrer hele 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade. Efter flaskning lagrer vinen 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Lad os se, hvad vinen kan byde på i næsen … den er rustik med dyb kirsebær, sød og rund frugt, babybræk – på den gode måde forstås – peber, krydderier, blæk, kul samt en lidt indelukket og syrlig kælder.

I munden har vinen en ret syrlig frugt, virkelig frisk og straight forward og den megen eg kan slet ikke fornemmes. Den er lettere balsamisk i smagen.

Ikke fundet herhjemme, men i støvlelandet koster vinen 16,90€ eller omkring 126 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2011 Bertani, Recioto della Valpolicella Valpantena, Veneto, Italien

2011 Bertani, Recioto della Valpolicella Valpantena, Veneto, ItalienKunstpause inden de kraftigere vine … samtidig tid til lidt dessert – panna cotta – og dertil igen en vin fra Cantine Bertani, nemlig deres Recioto della Valpolicella Valpantena DOCG.

Recioto er meget populært sagt den søde udgave af en Amarone, sød italiensk dessertvin og denne fra Bertani er lavet på 80% Corvina Veronese og 20% Rondinella. Druerne til Bertanis Recioto kommer udelukkende fra nogle af de bedste marker i Valpantena bakkerne nord for Verona. Lavet på de mindste drueklaser og ofte kun “skulderen” af drueklaserne, der har været udsat for mest sol og dermed har det største sukkerindhold.

Druerne tørres i 150 dage. Herefter sorteres druerne igen inden gæring i cementtanke. Vinen lagrer 12 måneder i store 30 hektoliter fade af kirsebærtræ og derefter 3 måneder på egetræsfade.

I glasset er det tørrede abrikoser, blommer, amaretto kirsebær, mandler, chokolade, tør jord, lakrids og vanilje. Det dufter af en intens nektar … indtørret Amarone tilsat honningsukker.

Smagsmæssigt er der selvfølgelig godt med nektarsødme, men det bliver faktisk slet ikke oversødt, da vinen har tydelig og fin syre. Frugten er samtidig frisk, og samlet giver det en vin med både tørhed, syrlighed og sødme.

Forhandles herhjemme af VildMedVin.dk, hvor en flaske med 50 ml. koster 149,50 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2013 Franz Haas, Pinot Nero, Alto Adige, ItalienOpvarmningskvartettens sidste medlem er nærmest en ekvibrilist, en sand virtuos … en fandens charmerende Pinot Nero fra fantastiske Franz Haas, som ligger en kilometers penge syd for Montagna Bolzano i Alto Adige.

Den gamle, smukke vingård ligger på en bjergskråning og drives af den gode Franz Haas samt hans kone og kreativ direktør Maria Luisa Manna-Haas. Vingården er grundlagt tilbage i 1880 og har været drevet af Haas familien gennem generationer, og Franz er da også 7. generation på stedet.

Franz uddannet indenfor noget så kedeligt som økonomi, som han studerede ved universitetet i Innsbruck i Østrig. Derefter blev han dog uddannet ønolog i Geisenheim i Tyskland, inden han satte kursen tilbage til familiens vingård. Her har Franz koncentreret sig om at lave kvalitetsvine med lavt udbytte.

Fra 1982 til 1986 gennemgik vingården en stor omvæltning, da Franz bl.a plantede mange af vinmarkerne om med fokus på lavere udbytte, højere koncentration og der blev også plantet druevarianter, som ikke var set før i området.

Franz Haas er især kendt for sine hvidvine, der kan have en stålsat mineralitet og syre som de bedste vine fra Østrig og Tyskland kombineret med en forførende aroma. Han laver specielt vine på Gewürztraminer, Lagrein og selvfølgelig Pinot Nero.

Vingården ejer selv lidt jord, men har derudover lejet lidt jord og har derudover kontrakter på levering fra andre lokale vinbønder. I alt har gården adgang til druer fra omkring 55 hektar i kommunerne Montagna, Egna og Aldino på skråningerne på Cislon bjerget, mellem 240 og 800 meter over havets overflade.

Der laves 13-14 forskellige vine hos Franz Haas, heraf 2 Pinot Nero, hvoraf denne Pinot Nero er hans basisvin, men har et skræmmende højt niveau. Druerne kommer fra marker på bakkerne ved Mazzon, Pinzano, Gleno og Montagna i højder mellem 350 til 900 meter. Markerne dyrkes alle økologisk.

Druerne høstes med et udbytte på 35-40 hektoliter pr. hektar. Efter sortering af druerne gæres vinen med det naturlige gær i ståltanke, lagres 12 måneder i franske egetræsfade og minimum 10 måneder i flasken før frigivelse.

Det lidt særprægede etiket på vinen er designet af den italienske kunstner Riccardo Schweizer, som også kommer fra Alto Adige, men studerede kubisme i Paris under Pablo Picasso og Joan Mirò.

Denne kubistiske stil er også tydelig på etiketterne, som egentligt blev bestilt af Maria Luisa Manna-Haas, da Schweizer i forvejen var en nær ven af familien Haas.

Faktisk var designet af etiketterne en gave fra Maria Luisa til Franz på hans fødselsdag, og den allerførste etikette, var etiketten til en 1987 Pinot Nero Schweizer, husets topvin på Pinot Nero.

Nå, men lad os smage denne almindelige 2013 Pinot Nero, som der imidlertid ikke er noget almindeligt over. Næsen er sød, landlig og aromatisk kostald, et stort MUH brøl og den dufter endnu bedre end forrige vin. Frugten skriger både hindbær og mørke kirsebær. Det et let, landligt med bolsjer, kanel, nelliker og brændte egefade. Det er klart #farerglad.

I munden er vinen blød, let og livlig med hindbær, moden kirsebær og hvor er det hele dog bare ZEN – total luftig balance. Total meditation og helbredende saft til din sjæl … eller sagt på jysk, så smager det herregodt. 6 store, fedtede tommelfingre op … og sgu næsten på nippet til at smide en halv finger oveni.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 260 kr., mens prisen er 189,50 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, Italien

2013 J. Hofstätter, Riserva Mazon Pinot Nero, Alto Adige, ItalienBuona, grande, unico e bella … Pinot Nero fra Tenuta J. Hofstätter – et af de bedste vinhuse i Alto Adige området – er sgu altid stjernegodt, hvilket denne 2013’er Riserva Mazon Pinot Nero er et strålende eksempel på.

Det er oss’ en vin, som jeg tidligere har smagt, senest i en flot årgang 2010, men her er vinen så et par år yngre.

J. Hofstätter ligger på  den centrale plads midt i den lille by Termeno, under en kilometer fra floden Aldige og omkring 15-20 kilometer syd for den større by Bolzano.

Vinhuset er grundlagt i 1907 af Josef Hofstätter. Han var oprindelig smed, så han måtte lave vinen i fritiden. Det skete i kælderen på hustruens kro Schwarzer Adler og så kunne han jo meget passende også sælge vinen på kroen. På dette tidspunkt var Hofstätters vinmarker placeret på den vestlige side af floden Adige.

Det blev Josefs nevø Konrad Oberhofer, som sammen med hustruen Luise overtog vingården i 1942. Det var specielt Konrad Oberhofer, som udviklede vingården. Han var den første i Sydtyrol at separere druerne fra de forskellige marker, både i vinificeringen og ved i produktionen at lave enkeltmarksvine.

Konrad Oberhofer datter Sieglinde giftede sig i 1959 med Paolo Foradori, hvis familie i årtier havde produceret kvalitetsvin fra marker på østsiden af Adige.

Dette ægteskab har betydet at Hofstätter i dag råder omkring 50 hektar af de bedste vinmarker i området fordelt på en del ejendomme, nemlig Kolbenhof, Barthenau, Yngram, Steinraffler, Rechtenthaler Schlossleiten og Cereseto Superiore.

I dag er det 4. generation i form af Martin Foradori Hofstätter, som driver vinhuset. Han er af den overbevisning, at det er i vinmarken, at det store arbejde skal ligge for at sikre en høj kvalitet af vinen.

Ydermere benytter man sig af biologisk skadedyrsbekæmpelse. I det hele taget sigter man på i fremtiden udelukkende at fremstille vin på økologisk dyrkede druer.

Martin er udover de normale druer Gewürztraminer, Pinot Blanc, Lagrein, Schiava og Pinot Noir vild med Riesling. Det har betydet, at han har investeret i en række Riesling vinmarker ved Saar i Tyskland. Dermed er han den første italienske vinmager, som ejer marker der.

Vinene i det tyske bliver produceret hos Weingut Fischer i Bocksteinhof, som nu drives af Martin Foradori Hofstätter, Johannes Fischer og Nik Weis fra St. Urbans-Hof i fælles samarbejde.

Nå, men på Tenuta J. Hofstätter laver de bl.a. denne Riserva Mazon Pinot Nero, hvor druerne kommer fra marken Mazon. Inden vinificeringen afstilkes 75% af druerne, mens den sidste del går i pressen uden afstilkning.

Vinen er derefter lavet med maceration i 11 dage og efter fermentering lagrer vinen 12 måneder i små egetræsfade efterfulgt af yderligere 6 måneder på almindelige egetræsfade og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Og denne Riserva Mazon Pinot Nero fra det herrens år 2013 dufter sgu freaking fabiolus … nærmest mørk og animalsk med blåbær, hindbær, lidt syltetøj, mejeri og gammel stald … virkelig en omfavnende kostald på steroider og godt med mælkesyre. Den er pæn rustik med en ulden sødme i duften. Bella.

Smagen er frisk og proppet med elegant frugt … tør, frisk og byder både på peber, bitterhed, syrlige kirsebær, præcise tanniner, kanel og mælkechokolade. Syreniveauet er pænt og leverer varen sammen med Pinot Noirs lethed og elegance.

Forhandles herhjemme af Taatrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 280 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Elena Walch, Pinot Nero Blauburgunder Selezione, Alto Aldige, Italien

2016 Elena Walch, Pinot Nero Blauburgunder Selezione, Alto Aldige, ItalienOpvarmningen bestod af 4 x Pinot Noirsk gudesaft fra Alto Aldige og denne Pinot Nero Blauburgunder Selezione fra Elena Walch var anden i rækken.

Elena Walch kaldes dronningen af Alto Adige, men hun blev selv først vinbonde i 1985, da hun giftede sig ind i en gammel vinfamilie i området. Elena bragte nye og moderne metoder til vinfremstilling ind i det gamle og traditionelle familieforetagende og har bragt vingården frem til at høre blandt eliten i området.

Hun startede også med at transformere alle sine marker i en meget kvalitetsbevidst retning. De blev genplantet med de bedste og mest kvalitative kloner, som er plantet så tæt som muligt på markerne, for at presse vinstokkene mest muligt.

I dag driver hun vingården sammen med sine 2 døtre Julia og Karoline Walch, som således er 5. generation på vingården. Det er selvfølgelig Elena og de to smukke døtre, som I kan se på billedet ovenover.

Elena Walch ejer i dag samlet 60 hektar vinmarker, som er fordelt på to ejendomme i området, nemlig Castel Ringberg ved søen Kalteren samt Vigna Kastelaz nær byen Tramin.

Alle Elenas marker er i dag beliggende omkring disse to ejendomme, der hver især har deres unikke terroir, hvilket gør, at hun dyrker forskellige druer på hver ejendom.

Generelt fremstiller Elena Walch i dag meget drue-typiske vine, med fokus på ren frugtighed og lang elegant eftersmag. Kun de bedste vine lagres på barrique, og i hendes premium serie er hun nede under 20% på egetræsfade for at bevare mest mulig frugt og druekarakter.

Denne Pinot Nero Blauburgunder Selezione er lavet med druer fra både marken Barleith samt nogle lejede vinmarker i Tramin og Caldaro. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke, maceration i 10 dage og efter fermenteringen er vinen lagret i dels store egefade samt i rustfrie ståltanke … perioden fremgår dog ikke.

Ligesom forrige Pinot Noir har denne også en markant grøn og urtet næse, men denne er mere frisk og mere landlig samt aromatisk i udtrykket. Frugten er også en kende lettere, mere kirsebær og hindbær, lidt som syrlige drops. Frugten er egentlig meget ren og direkte sammen med lidt hvid peber.

I munden er vinen blød, elegant og – ligesom duften – mere let i udtrykket. Der er tydelige tanniner, fast struktur i vinen, som også har et let sødme, mens syren er let og elegant.

Forhandles herhjemme af Otto Suenson, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Cantina Terlan, Pinot Noir Tradition, Alto Adige, Italien

2016 Cantina Terlan, Pinot Noir Tradition, Alto Adige, ItalienAftenens vært kaldte vinene på Pinot Noir aka Spätburgunder for opvarmning til rigtige vine … fint med mig, blot opvarmningen tager lannnng tid. En af de vine, som vi varmede op med var denne Pinot Noir Tradition fra Cantina Terlan aka. Kellerei Terlan.

Vi har vinmæssigt fået iført os et par slidte lederhosen, for det lille kooperativ holder nemlig til i Sydtyrol, helt præcis i vinbyen Terlan eller Terlano, som byen hedder på italiensk, der ligger 7-8 kilometer nordvest for Bolzano.

Cantina Terlan er grundlagt i 1893 og er i dag et topmoderne kooperativ bestående af over 143 vinavlere, som samlet repræsenterer omkring 165 hektar vinmarker med stejle, bjergrige vinmarker med rød, vulkansk og kvartsholdige porfyr jord, der både har et meget højt mineral indhold og er fantastisk veldrænet.

Og det er heller ikke et helt almindeligt kooperativ, for de ligger kvalitetsmæssigt helt i top og producerer specielt hvidvine, som er meget efterspurgte.

Derfor er Cantina Terlan også noget så usædvanligt som et kooperativ, der sælger deres vine per allokation, altså hvor importørerne får tildelt en begrænset mængde hvert år.

Cantina Terlan har tradition for at lave utroligt sejlivede, rene, mineralske og syrerige hvidvine, der kan overleve årtiers lagring.

Levetiden af deres vine skyldes en kombination af det høje indhold af mineraler i jorden, gamle vinstokke, omhyggeligt plejede vinmarker, der dyrkes efter bæredygtige principper, lave høstudbytter, og en streng udvælgelse af kun de sundeste og fuldt modne druer.

I kælderen regerer den unge vinmager Rudi Kofler og han har i højere grad fokus på at stimulere de mere mineralske sekundære og tertiære aromaer, frem for de primære – men ofte hurtigt døde frugtaromaer, som man ellers normalt har fokus på i hvidvine.

Afhængigt af vinen lagrer Rudi sine vine på tanke af rustfrit stål, store træfade eller barriques. Der lægges særlig vægt på “sur lie” metoden, hvor vinene ofte ligger på bærmen i årevis før de aftappes og efterlades til langsomt at modnes til perfektion. Den langsomme modningsproces giver vinene deres særlige karakter og kompleksitet.

At Terlans metode virker kan ses i vingårdens vinarkiv, som indeholder mere end 20.000 sjældne flasker i en samling, som omfatter årgange helt tilbage til 1955. Man finder endda enkelte flasker fra 1893, det år vingården blev grundlagt. Disse hvidvine har gentagne gange overrasket selv erfarne vinanmeldere over hele verden.

Cantina Terlan arbejder med 4 serier af vine: Tradition, Selection, Rarities og Terlaner I og denne Pinot Noir er selvfølgelig fra Tradition serien … huset entry-level vine.

Pinot Noir Tradition er lavet med druer, der er høstet med et udbytte på 63 hektoliter pr. hektar, hvorefter de afstilkes og gennemgår en langsom fermentering på rustfrie ståltanke og derefter lagrer i egefade 7-10 måneder. Der produceres årligt 35.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt en ganske grøn og urtet Pinot Noir. Der er grønne vinblade og endda lidt eukalyptus i næsen, mens frugten er sådan mere kirsebær, brombær samtidig med, at vinen har et lidt varmt udtryk uden den store mineralitet eller syre.

I munden er der også godt med sol, kraft og måske ikke så megen finesse og lethed. som Pinot Noir ellers kan byde på.  Der er god tanniner og smagsmæssigt fornemmes de mineraler, som jeg ikke kunne fange i duften.

Forhandles herhjemme af Philipson Wine, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2013 Monte Tondo, Foscarin Slavinus Soave Superiore Classico, Veneto, Italien

2013 Monte Tondo, Foscarin Slavinus Soave Superiore Classico, Veneto, ItalienSidste Soave blev denne Foscarin Slavinus Soave Superiore Classico og den kommer såmænd også fra Gino Magnabosco på Azienda Agricola Monte Tondo. Nu er er der sgu kommet tyngde på drengen med fedme og bundtræk.

Foscarin Slavinus Soave Superiore Classico er lavet på 100% Garganega. Druerne kommer fra de stejle Monte Foscarino skråninger, som er af vulkansk oprindelse, og har et unikt microklima og ideel soludnyttelse. Vinrankerne bliver beskåret 40% i vækstsæsonen, for at opnå højeste kvalitet af vinen.

Efter håndhøstning af druerne gennemgår de en let presning og maceration med skallerne i 24 timer ved 5 grader. Fermenteringen varer samlet 36 timer, hvorefter vinen gærer videre i store 50 hektoliter tonneau træfade, hvor den ligger en periode.

Vinen moder derefter færdig i store, rustfrie ståltanke i omkring 1 år og lagrer yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse til salg.

Der er virkelig kommet smæk for alle skillingerne … næsen er fed og aromatisk og præget af eg, vanilje, fed flæsk, masser af ferskner, kraft og fylde, røg, en saltet havbrise og der fornemmes næsten også lidt ædel råd, honning, nektar og blomster.

I munden er vinen blød, fyldig og intens. Der er en vis sødme, og syren er også blid og behagelig. Det er kraftig vin med en vis sødme, men også stor intensitet. Aromastik og intens. Folder sig storladent ud … man kan vel sige, at der er lidt Luciano Pavarotti over vinen.  

Forhandles herhjemme af Vinotek A Fynnis, hvor en flaske koster 154 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Monte Tondo, Soave Classico, Veneto, Italien

2015 Monte Tondo, Soave Classico, Veneto, ItalienDer var mere Soave saft i vente og næste var en Soave Classico fra vinhuset Azienda Agricola Monte Tondo, som ligger i udkanten af vinbyen Soave omkring 20 kilometer øst for Verona.

Vinhuset drives af Gino Magnabosco samt hustruen Marta og resten af familien … en søn og to døtre. Gino er 3. generation på vingården og fortsætter familiens stolte traditioner. La familia har samlet 32 hektar vinmarker, primært fordelt på 3 marker, nemlig marker Monte Tenda, Monte Foscarino og Monte Tondo, som har givet navn til vinhuset.

Der dyrkes primært Garganega, men også Trebbiano di Soave, Pinot Grigio, Corvina, Rondinella, Molinara samt en smule Cabernet Sauvignon og Merlot. Årsproduktionen ligger samlet på omkring 170.000 flasker om året fordelt på 5 hvidvine og 5 rødvine samt lidt mousserende og selvfølgelig lidt grappa.

I bedste italiensk stil har stedet selvfølgelig også lidt agriturismo med udlejning af både værelser og lejligheder. Stedet er i øvrigt ganske betagende og omfatter såmænd også både pøl og et interesant vinmuseum.

Derudover kan man også en gang om måneden komme med Gino på vintur rundt i markerne, besøg i kælderen og rundvisningen slutter selvfølgelig med en stor vinsmagning.

Nå, men her er det altså Ginos Soave Classico, lavet på 100% Garganega. Druerne er håndhøstede fra slutningen af september, og starten af oktober. Vinificeringen foregår som kold maceration lidt mere end 12 timer, afhængig af druernes modenhed. Gæring i temperaturregulerede ståltanke ved 18 – 20 grader. Vinen tappes på flasker i det efterfølgende forår.

Duften er mere syrlig og grøn end forrige vin, lidt landlig i udtrykket med lidt eksotiske frugter, blomster, papkasser og virker fin frisk. I munden en fin syre … slet ikke dominerende, for det er fortsat en blød og rund vin.

Forhandles herhjemme af Vinotek A Fynnis, hvor en flaske koster 93 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Bertani, Soave Vintage, Veneto, Italien

2015 Bertani, Soave Vintage, Veneto, ItalienBertani er et af de gamle, klassiske og legendariske vinhuse, der ligger smukt på skråningerne i Valpantena dalen og er kendt for deres Amaroner. Men de laver faktisk andet end Amarone, fx denne fine lille Soave Vintage vin, som vi her smager i vintage 2015.

Cantine Bertani ligger i den lille by Grezzana omkring 10 kilometer nord for Verona, og er grundlagt tilbage i 1857 af de to brødre Giovan Battista og Gaetano Bertani i Quinto di Valpantena nord for Verona. På det tidspunkt var Gaetano allerede en dygtig vinmager, som havde studeret i Frankrig hos Professor Guyot og lært nye tekniker.

Og fra starten anvendte brødrene de nye og moderne tekniker, både i vinkælderen samt i deres marker i Valpantena og Soave, men altid med respekt for de gamle traditioner. Og det gav succes … brødrene blev berømt i hele Verona området for deres professionalisme og kvaliteten af deres vine.

Bertani var dog også gode forretningsfolk, og de forstod værdien af selv at flaske vinene for at optimere fortjenesten. De investerede derfor yderligere og i slutningen af 1800-tallet blev husets vine også solgt i mange byer i USA, ja stort set over hele verdenen.

Den store berømmelse betød bl.a. også at deres vin i 1937 blev anvendt ved middagen i forbindelse med kroningen af Kong George VI i England. Derudover har vinhuset fået en lang række store hædersbevisninger for deres vine samt en masse internationale medaljer gennem årene.

I 1952 købte familien den smukke 1700-tals barokvilla Villa Novare med tilhørende 220 hektar jord i Arbizzano nord fra Verona og omkring 5 kilometer svag sydvest for deres hovedsæde i Grezzana. Det var oprindelig familien Fattori, som i 1735 begyndte byggeriet af villaen ved siden af en vinkælder fra det 16. århundrede.

Inden byggeriet var afsluttet, blev villaen i 1769 solgt til familien Mosconi. De færdiggjorde ejendommen og tilføjede en romantisk park på otte hektar anlagt i engelsk landskabsstil. Derudover fokuserede familien Mosconi på vindyrkning og blev en af de største vinproducenter i Norditalien på den tid.

I første halvdel af det 19. århundrede tog tingene en anden drejning. Herskabsvillaen blev forladt og både parken og en række værelser udsat for vandalisme. Ejendommen fungerede en kort periode omkring 1933 også som hovedsæde for det lokale kooperativ Cantina Sociale della Valpolicella, og de var også med til at gøre ejendommen ganske historisk.

Det var nemlig netop i kælderen under Villa Novare, at en af de ansatte på kooperativet i 1933 ved en fejl glemte at standse gæringen på den søde Recioto og dermed skabte prototypen på det, som vi i dag kender som Amarone.

I dag har familien omdømt ejendommen til Villa Mosconi Bertani og renoveret den til fordums glans … en ganske imponerende bygning. Den er imidlertid ikke hovedsæde for vinhuset … det er fortsat ejendommen i Grezzana.

Selve vineriet i Grezzana betragtes i øvrigt også som værende et af de smukkeste i det dejlige Valpolicella Classico område. Bertani har i dag omkring 200 hektar vinmarker i både Valpolicella ved Villa Novare samt Valpantena og derudover i Soave og ved Gardasøen. Og det er fortsat med familien Bertani ved roet. De har dog ansat Gian Matteo Baldi, som direktør for foretagendet og Cristian Ridolfi som ansvarlig vinmager.

Alt i hele produktionen er de senere år optimeret, hvilket vil sige at vinene fortsat laves efter de klassiske forskrifter, men med det bedste mulige udstyr til rådighed. Bertani producerer i dag ikke kun de kendte vine som Secco Bertani, Villa Arvedi eller Amarone Classico, men også bl.a. flot Soave og IGT Verona.

I dag fremstilles vinene stadig efter de gamle klassiske traditioner og regler. Bertanis vine er anerkendt over hele verden for deres exceptionelle kvalitet, og beundringsværdige håndværk.

Bertani er blandt de få Amarone producenter, der ikke køber deres druer af lokale bønder, de anvender derimod udelukkende druer fra egne marker, og kan således selv kontrollere hele processen fra start til slut.

Nu skal vi imidlertid ikke snakke om Amaroner, men derimod om hvid Soave saft. Denne Soave Vintage er lavet på 100% Garganega, som kommer fra 40 år gamle vinstokke. Vinen laves af 2 omgang, hvor den første del på omkring 40% plukkes tidligt mod slutningen af september for bidrage med friskhed og syre. Den første høst fermenteres køligt ved 14 grader.

De resterende druer høstes i først i slutningen af oktober for højere sukker og frugtkoncentration. Den sidste del fermenteres endda også med skindet ved 20 grader for at give ekstra kraft til vinen.

Derefter blendes de to separate produktionen og mixet lagres sur lie – altså med gærresterne – i store betontanke, som indvending er dækket af glasklinker. Det giver en langsom og kontrolleret aldring. Hvor lang tid, at vinen lagres fremgår dog ikke.

Vinen har en dyb næse med blomster, næsten pirrende i næsen … smør, en blid, rustik syrlighed og samtidig virker vinen nærmest varm, rund og fyldig i udtrykket. Der fornemmes også lidt røg, modne æbler, fersken, abrikos og hyld. Det er en duft, som er blid og nænsom … ingen skarpe kanter og selv mineralerne er blide, sådan lidt kalk eller kridtagtige.

I munden er vinen cremet, næsten olieret. Der er god fedme, og god balance mellem fedmen og en lille syre samt en lille mineralitet. Der er både ananas og fersken. Der er ikke megen syre, men dog nok til at holde vinen hele vejen til mål. Eftersmagen er medium.

Forhandles herhjemme af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 190 kr., men prisen ved køb af 12 flasker ligger på 139,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7