Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2017 Weingut Schmitges, Erdener Treppchen Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Schmitges, Erdener Treppchen Riesling GG, Mosel, TysklandWeingut Schmitges’ Erdener Treppchen Riesling Großes Gewächs i årgang 2017 er lavet en smule anderledes end foregående 2015’er … men vi står fortsat på øverste trin på Stairways to Erden og jammer med Led Zeppelin.

2017’eren er nemlig spontangæret på fade, som er lavet af granit. Der tilbringer vinen også 4 måneder sur lie – altså med bærmen – for derefter dog af modne yderligere 4 måneder på store gamle træfade. Brugen er granitfade er nyeste trend og startede som et forsøg hos Andreas Schmitges i årgangen før, altså 2016 vinene, hvor han lavede Erdener Treppchen Riesling i 3 versioner … en på træ, en på rustfrie stålfade samt en på granitfade.

Granitfade vinder mere og mere frem, selvom de både er dyre at producere og besværlig at lave vin i. De har dog den fabelagtige egenskab, at de dæmper noget af den varme, som dannes under gæringen og det sikrer dermed en lavere gæringstemperatur.

Med granitfade vil der dog forekomme en smule oxidering af vinen, hvilket selvfølgelig giver en anderledes og måske et mere modent udtryk i vinen. Til gengæld er granitfade lettere at rengøre, da fx vinsten ikke kan binde på granittens overflade.

Andreas Schmitges blev så glade for granitfadene, at han med denne årgang 2017 har indkøbt endnu et 1.000 liters granitfad, således der kan lave flere flasker af denne vin. Men hvordan smager vinen så i forhold til den mere traditionelle årgang 2015?

Duftmæssigt er næsen heller ikke helt så traditionel … ingen petroleum, men er i stedet langt mere svævende og klart lettere i udtrykket. Der er godt med lethed, blomster, sæbe, men samtidig er Riesling noterne ikke helt så klare og entydige. Der er mere renhed i frugten, mere jern samt sten og samtidig en vis modenhed, nærmest med overmodne æbler samt svage tropiske frugter.

Det mineralske udtryk, som man måske ville forvente, kommer ikke først i smagsbilledet, idet jeg derimod fanger en vis honningsødme, som måske kan tilskrives en større oxidering under lagringen i granitfadene, men til gengæld kommer det mineralske så frem i eftersmagen med renhed, stringens, salt og bid.

Det smager herregodt, bare ikke helt så godt som 2015’eren … endnu, men måske skal vinen blot gemmes et par år for at udvikle sig, få rynker og mere sjæl. Jeg vakler mellem 5,5 og 6 af de fede, beskidte tommelfingre, men lander på 5,5.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 329 kr., mens du får 10% rabat, hvis du køber 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Weingut Schmitges, Erdener Treppchen Riesling GG, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Schmitges, Erdener Treppchen Riesling GG, Mosel, TysklandJeg har tidligere smagt Weingut Schmitges almindelige Riesling vom Haus, som jeg var meget begejstret for. Men stepper du helt op af Schmitges’ Stairways to Heaven eller Erden, så når du lige inden porten hos Sankt Peter GG vinene, bl.a. denne 2015 Erdener Treppchen Riesling GG tilsat en smule englesang.

Jeres flittige vinblogger tester helt uden hverken anger, sagte trosbekendelse eller frejdige syndsbekendelser Weingut Schmitges’ hedonistiske Erdener Treppchen Riesling Großes Gewächs i to årgange, nemlig 2015 og 2017 … og de er endda samtidig lavet på helt forskellige vis, selvom druerne selvfølgelig kommer fra samme topmark.

Weingut Schmitges – der ligger i svinget lige mellem Bernkastel-Kues og Traben-Trarbach – har jeg jo skrevet om tidligere, så det skal jeg undlade at gentage. I stedet koncentrerer vi os om at kigge nærmere på denne Erdener Treppchen Riesling Großes Gewächs.

Marken Erdener Treppchen ligger lige over Erdener Prälats, som Schmitges også ejer parceller på, og lige overfor byen Erden. Det er en mark med en blanding af blå-, grå- og rødskifer, den har en perfekt eksponering mod syd/sydvest samt en virkelig stejl hældning på 50 til 80%.

Det er en Grosse Lage mark, som rigtigt, rigtigt mange andre producenter også har parceller på, bl.a. producenter som Dr. Pauly-Bergweiler , Dr. Loosen, Markus Molitor samt Joh. Jos. Christoffel Erben … blot for at nævne nogle få.

Erdener Treppchen Riesling Großes Gewächs er lavet med druer fra en af firmaets bedste parceller på Erdener Treppchen … fra 25 til 100 år gamle ikke-podede vinstokke, altså stokke på egne rødder og selvfølgelig høstet med håndkraft på de stejle marker.

I denne årgang 2015 er vinen lavet helt traditionelt … altså med spontangæring på druernes naturlige gærceller og gæret på egetræsfade, hvor vinen også er lagret en periode.

Hvor lang tid kan jeg ikke se, men altså en helt klassisk produktion af vinen … i modsætning til 2017’eren. Men det skal jeg nok beskrive i det næste indlæg om netop den årgang af vinen.

Og lad mig allerede slå fast med det samme … jeg er forelsket i 2015’eren, mens jeg synes, at 2017’eren halter en kende efter, men det kan skyldes, at 2015 jo både har et par år mere på bagen og 2015 samtidig var et kanonår i Mosel.

Duftmæssigt er det kalk og skifter mineraler, petroleum … skarp uha, hvor er det en æterisk og berusende duft. Du fornemmer lidt fersken, abrikos og blomster … himmelråbende godt. Det er næsten som at falde i et hul, hvor du ikke kan komme op … og man får en fornemmelse af, hvordan det vil sige at være narkoman. Jeg vil bare ha’ mer’ og mer’ i glasset, bare dufte og svæve hen.

Smagsmæssigt er der masser af frugt, modne gule æbler, abrikos … helt tørt med kraft, bundtræk, sødme og balance. Syren er ikke speciel markant, nærmest lidt blød, men det opvejes af en cremet, blød og smeltende smag. Sødmen er klassisk Mosel og det er en virkelig god Riesling fra de skifterholdige tophylder.

Forhandles af Propperiet Vin Import, men desværre er denne 2015’er vist udsolgt. Scheiße.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Weingut Franzen, Quarzit Schiefer Riesling, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Franzen, Quarzit Schiefer Riesling, Mosel, TysklandDet er svært at tro, endda anse for sandsynligt, at denne Quarzit Schiefer Riesling fra Weingut Franzen i Mosel alene er en Gutswein, for kvalitetsniveauet er ikke bare utænkeligt – men også usandsynligt – højt.

Weingut Franzen – eller helt korrekt Weingut Reinhold Franzen – ligger i den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Det er et godt stykke nord for mere velkendte Bernkastel-Kues. Familien Franzen har imidlertid været vinbønder der i flere århundrede, men det var Ulrich Franzen, der efter overtagelse af driften i begyndelsen af 1980’erne, grundlagde kimen til den nuværende vingård og satsede benhårdt på produktion af tørre vine med lav syre.

Det var også Ulrich Franzen, som opkøbte de braklagte parceller på markerne Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader.

For omkring 100 år siden var der omkring 24 hektar vinmarker på Calmont, men de svære arbejdsbetingelser og til tider svingende efterspørgsel af vinene fra Mosel betød, at mange parceller i løbet af 1980’erne simpelthen blev opgivet, således der alene var sølle 4 hektar vinmarker tilbage.

Det betød dog samtidigt, at Ulrich Franzen kunne købe forholdsvis billig jord, bl.a. parceller på den del af Bremmer Calmont, som kaldes Fachkaul, som er den mest stejle del af marken … men med en perfekt sydlig eksponering. Faktisk opkøbte Franzen hele 112 forskellige små parceller af Fachkaul.

Det betød blot et benhårdt arbejde med at genplante markerne og etablering af en Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. På billedet nedenunder kan I se skinne systemet og fornemme, at markerne virkelig er ekstremt stejle.

I dag har Weingut Franzen samlet 10,1 hektar vinmarker fordelt på markerne Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. Det er selvfølgelig primært Riesling – omkring 90% af markerne er Riesling, men derudover er der også lidt burgunder-sorter samt den gamle og mere ukendt sort Elbling. Den samlede produktion ligger på omkring 70.000 flasker årligt.

I dag drives vingården af næste generation i form af Kilian Franzen og hans hustru Angelina. Kilian kom i en ung alder lidt hovedkulds ind i driften, da Ulrich desværre pludselig døde i 2010 i en tragisk ulykke i vinmarkerne.

På det tidspunkt studerede Kilian til ønolog på Geisenheim, hvor i øvrigt også mødte Angelina. Det blev derfor Ulrichs kone Iris, som overtog driften med hjælp fra Kilian, men i dag er Kilian og Angelina gift og har overtaget driften helt.

Og det har det unge par ikke gjort helt dårligt, for de er netop i februar 2018 blev kåret som årets newcomer af magasinet Falstaff med en anerkendelse af deres fortsatte arbejde med at genrejse Bremmer Calmont, som ellers var ved at forsvinde.

Denne Quarzit Schiefer Riesling er husets Gutsriesling. Vinen er lavet alene med druernes egne gærceller, har gennemgået malolaktisk gæring og tilbragt 6 måneder på fad.

Duftmæssigt virkelig nice er min første tanke. Det dufter virkelig godt, sådan lidt delikat og forsigtigt med citrus, fersken, ganske svag petroleum samt et lidt støvet og stenet udtryk. Aromaen er fin, sart og måske endda lidt forførende. Sart og mineralsk.

Smagsmæssigt en virkelig flot balanceret vin, tør, præcis med både fylde og lethed i et samt en blid syre. Det smager virkelig godt og et virkelig højt niveau for en Gutsriesling. Den burde komme med en advarsel på etiketten med en ordlyd i retning af; yderst drikbart. Der er en svag bitterhed, som går hånd i hånd med mineraler og sødme, hvilket gør noget godt for vinen og gør dig glad. Hmmmm.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., men køber du 3 flasker, så er prisen kun 99,33 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Monte del Frà, Ca´ del Magro Custoza Superiore, Veneto, Italien

2016 Monte del Frà, Ca´ del Magro Custoza Superiore, Veneto, ItalienSå for pokker igen … atter har vinhuset Monte del Frà overrasket, forbavset, forbløffet og nærmest paralyseret mig og det er med denne lille TNT, højeksplosive dynamitbombe af en vin, som de kalder Ca´ del Magro Custoza Superiore.

Monte del Frà ligger vest for byen Sommacampagna i Custoza området omkring 20 kilometer syd for Gardasøen i Veneto og jeg har tidligere skrevet om vinhuset, da jeg drak en tilsvarende sexet vin fra dem, nemlig deres Bonomo Sexaginta Custoza Superiore. Det kan du læse, hvis du vil vide mere om vinhuset og historien bag det.

I stedet kigger vi videre på denne Ca´ del Magro Custoza Superiore, som igen kommer i en lille buttet flaske med husets logo præget i flasken.

Det er en vin, som er lavet på et blend af 50% Garganega, 10% Trebbiano Toscana, 10% Tocai Friulano, 15% Cortese og 15% Chardonnay, Riesling og Sauvignon Blanc. De tre sidstnævnte druer er blandet allerede ved presningen af druerne og har efterfølgende fået lov til at gære på træfad.

De øvrige druer er gæret på rustfrit stål, hvor de pressede druer først undergår en cryo-maceration, hvor de køles hurtigt ned med henblik på at få mere aroma fra drueskindet.

Efter endt fermentering lagrer vinen i de rustfrie ståltanke med bærmen, en del i 4 måneder og resten omkring 8 måneder inden vinen samles, flaskes og lagrer yderligere 6 måneder.

Druerne kommer fra vinmarker, der netop hedder Ca’ del Magro og ligger i bakkerne ved byen Custoza i omkring 100-120 meters højde med en svag hældning mod syd. Marken er på 7-8 hektar og vinstokkene omkring 40 år gamle.

Det er en Custoza Superiore … og en Superiore skal som minimum kunne gæres til 11% alkohol, hvor en normal Custoza blot skal holde 9,5% og denne 2016 Ca´ del Magro Custoza Superiore har 13% alkohol.

Duftmæssigt er vinen lys, hip, hot og svævende … som en blond brud i lårkort brudekjole med kniplinger. Der er en odeur, endda inderlig vellugt af blomsterhaver, mentol eller eukalyptus, bivoks, fersken, mango, røg, vanilje, valnødder, havvand, rosenvand, tyggegummi, kaktus, safran, stearinlys … og næsen bare giver og giver. Slam. Der er et hvidt slør smidt over vinen, som bare dufter vildt godt og meget nænsomt delikat.

I munden en fin balance med noget grønt, noget frisk og samtidig noget sødt. Vinen har nemlig liflig og mundsmeltende sødme, som sammen med lemon og sprødhed giver karakter. Den er ganske easygoing, men samtidig kompleks og forførende … lidt som bruden i den lårkorte brudekjole. Samtidig er det til prisen et sindssygt godt køb.

Drik den fx til lidt pasta. Det kunne fx være Madfilosofies – en af landets mest spændende madbloggere – opskrift på Ravioli med smørstegte friske rosenkål og ricotta,  som kunne passe stjernegodt til vinens aromatiske og alligevel lette side.

Vinen forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 139 kr., men køb 3 – mindst – for så er prisen kun 99 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2014 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Bissersheim Kalkmergel, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Bissersheim Kalkmergel, Pfalz, TysklandDet er her i varmen vist tid at komme retur til en kølig Riesling fra Weingut Wageck Pfaffmann i Bissersheim og her er det netop en vin fra husets marker ved hjembyen … Riesling Bissersheim Kalkmergel.

Jeg har tidligere skrevet om vinhuset og vinene, som Peter fra Plus-Vin i Knebel importerer og man må med hver vin fra Weingut Wageck Pfaffmann imponeres over kvaliteten i forhold til priserne. Denne Riesling Bissersheim Kalkmergel falder til sølle 130 spir i samme kategori … sindssygt god vin til meget fornuftige penge.

Det er en Ortswein, hvor druerne kommer fra en del af marken Goldberg, som ligger i omkring 160 meters højde ved Bissersheim og er høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar. Vinstokkene på marken var i 2014 omkring 29 år gamle.

Riesling Bissersheim Kalkmergel er lavet med en kold pre udblødning af druerne i 11 timer og spontangæring på rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagret et par måneder efterfulgt af endnu et par måneder på store 600 liters egefade lavet af træ fra Pfalz.

Og vi starter med et bang rent duftmæssigt … herlig smuk petroleum, love it. Det er nærmest tætpakket petroleum sammen med fersken, papaya, nougat, hasselnødder og lidt en rund, varm aroma, som suppleres med lidt krydderier.

Smagsmæssigt er Riesling Bissersheim Kalkmergel mild, men der er dog en stram og stringent syre, nærmest citronsyre med kalk, kridt og det bider lidt i halsen på en lækker måde. Det bliver på ingen måder for strengt, for vinen er tør, blid og lidt tilbagelænet i smagen.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2017 Weingut Michael Schroth, Handgriff Riesling, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Michael Schroth, Handgriff Riesling, Pfalz, TysklandWeingut Michael Schroth holder til ved Grünstadt-Asselheim i Pfalz … vel omkring 25 kilometer nordvest for Mannheim og står bag denne Handgriff Riesling.

Den unge Michael Schroth er egentlig 2. generation på vingården, men da han overtog driften, så var vinproduktionen meget begrænset og familien havde alene 2 hektar vinmarker. I dag har Michael Schroth 30 hektar vinmarker, holder til i et topmoderne, nybygget vinothek med loungemøbler og stor terrasse med udsigt udover vinmarkerne.

Derfra kan han se nogle af sine 30 hektar vinmarker, som er er fordelt på markerne Asselheimer St. Stephan, Asselheimer Schloss, Asselheimer Goldberg, Mühlheimer Feld, Kallstadter Steinacker og Kallstadter Saumagen.

Og den unge vinmager har ingen planer om at sætte farten ned, for det er fuld gas frem. Han har en kæmpe passion for vin og arbejder næsten døgnet rundt i enten markerne eller vinkælderen. Hans motto er da også Stillstand ist Rückstand,

Weingut Michael Schroth laver lidt over 200.000 flasker vin årligt og de er opdelt helt traditionelt i Gutswein, Ortswein og Lagenwein … og på druer som Riesling, Müller-Thurgau, Sauvignon Blanc, Rivaner, Chardonnay, Gewürtztraminer, Weißburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder, Schwarzriesling, Dornfelder, Merlot samt Cabernet Sauvignon.

Alle vinene har en etiket med Michael Schroths hånd, hvilket symboliserer, at han har opbygget vingården fra ingenting via kreativ kraft og med egne hænder samt en masse ambitioner. Det er samtidig hans håndaftryk på vinene.

Denne Handgriff Riesling er en af Schroths Gutsweine … vinificeret udelukkende på rustfrie ståltanke uden det mindste kontakt med egefade eller andet … ren Riesling most. Der er 5,9 gram restsukker pr. liter og alkoholprocenten ligger på 12,5%.

Duften er friske grønne æbler, lidt melon og fersken … ganske frisk i duften, men også lidt simpel i udtrykket. Smagen er ganske syrlig og vi er ovre i grønne, syrlige æbler, grape med bitterhed og er sådan meget straight-forward. Ukompliceret og syrlig lille bandit, som hurtigt er glemt igen.

Købt i Tyskland til 7,50€ … svarende til 56 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2010 Muhr-Niepoort, Prellenkirchen, Carnuntum, Østrig

2010 Muhr-Niepoort, Prellenkirchen, Carnuntum, ØstrigMed næste vin, som på etiketten af flasken blot kaldes Prellenkirschen, er vi nu atter hos et af de mange projekter, som portugisiske Dirk Niepoort er med i … Muhr-Niepoort i Østrig.

Muhr-Niepoort blev grundlagt i 2002 i et samarbejde mellem Dirk Niepoort samt Dorli Muhr. Dorli var grundlægger og leder – Geschäftsführerin – af markedsføringsfirmaet Wine&Partners og derudover ejede hun efter en arv også et par gode vinmarker i Prellenkirchen.

Ved et besøg i Østrig faldt Dirk for området … men specielt marken Spitzerberg og dens historie. Han så samtidig potentialet for vine på Blaufränkisch, som han – bortset fra Pinot Noir – anser som den mest elegante druesort i verden.

Spitzerberg marken, hvis skråninger, jordbunde og klima på mange måder minder om Bourgogne, havde for hundrede år siden været blandt Østrigs mest berømte marker, men var siden blevet glemt.

Dirk og Dorli aka dobbelt DD blev hurtigt enige om, at dér skulle de lave vine sammen og det blev til et officielt samarbejde. Siden har parret investeret i flere hektar på Spitzerberg med mere end 30 år gamle Blaufränkisch vinstokke, og marken er godt på vej til at få sit gamle ry tilbage.

De første vine fra Muhr-Niepoor kom på markedet i 2004 og i dag laver de en række vine, primært på Blaufränkisch, men også et par hvide på henholdsvis Chardonnay, Riesling samt Grüner Veltliner.

Og denne Prellenkirchen er netop et blend på både Riesling og Grüner Veltliner … dog primært Grüner Veltliner fra 30 år gamle vinstokke, mens andelen af Riesling er forholdsvis begrænset og nogle steder angivet til omkring 10%. Vinen er vinificeret og lagret en periode i store egefade, men ellers er der sparsomme oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt har vinen en intens, dyb og oxidativ aroma med abrikos, overmodne nedfaldsæbler, mirabeller, nødder, hasselnødder, salt … men også et par friske noter imellem alt det oxidative. Det virker som en moden eller måske endda overmoden vin, men med en nervestreng i behov endnu.

I munden er det også lidt overmoden frugt og igen kommer der både en lille oxidering sammen med nogle friske elementer. Faktisk er vinen godt frisk med et grønt bid og masser af syre. Det bliver dog aldrig helt dybt … men bestemt spændende.

Atomwine er dansk forhandler, men denne hvide Prellenkirchen er imidlertid ikke fundet i sortimentet. I udlandet koster en flaske omkring 20€, svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Fundament, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Fundament, Pfalz, TysklandI Weingut Wageck Pfaffmanns lille kvalitetspyramide er basisvinene et solidt fundament … og nu smager vi netop en Riesling Fundament fra de to unge brødre Frank og Thomas Pfaffmann.

Druerne kommer fra husets marker i både Bissersheim, Großkarlbach og Kirchheim i 140-180 meters højde og høstet med et udbytte på 61 hektoliter pr, hektar. Vinen er lavet med ganske kort udblødning i 2 timer og alene lavet samt lagret på ståltanke inden flaskning og frigivelse. Der er 3,9 gram restsukker pr. liter i denne 2017’er.

Duftmæssigt en frisk vin med kvæde, fersken, citrus samt nogle svage nøddet aromaer, men ellers meget klar og ren. Smagsmæssigt er det en let og ukompliceret vin med medium syre, et grønt bid, lidt jern og sten, stringent og ren. Der er lidt grape … men syren bliver aldrig helt skarp eller dyb, men i stedet varm og venlig.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2015 Weingut zur Römerkelter, Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection, Mosel, Tyskland

2015 Weingut zur Römerkelter, Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection, Mosel, TysklandDenne Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection fra Weingut zur Römerkelter laves i to versioner … en med tilsat svovl og en uden. Vi skal selvfølgelig smage versionen uden tilsat svovl.

Weingut zur Römerkelter ligger ved byen Maring-Noviand omkring 3-4 kilometer vest for Bernkastel-Kues i Mosel. Vinhuset drives af familien Dienhart, som har været vinbønder der i 10 generationer. I dag er det Timo Dienhart, som driver vingården. Han overtog driften fra sin far Hans Dienhart tilbage i 2005 og får stadig lidt hjælp fra faderen.

Familien har samlet 10 hektar vinmarker, fordelt på markerne Honigberg, Klosterberg, Sonnenuhr og Römerpfad. Der dyrker de primært Riesling … omkring 70% af markerne, men derudover lidt Spätburgunder, Rivaner og forskellige andre sorter.

Weingut zur Römerkelter drives helt økologisk, og det var faktisk far Hans, som allerede tilbage i 1977 besluttede at stoppe med anvendelse af pesticider, herbicider samt andre sprøjtemidler.

Siden 1995 har vingården været certificeret økologisk og er medlem af Ecovin, Timo er generelt meget interesseret i økologi og biodynamisk vinproduktion, så der sås forskellige planter mellem vinstokkene i markerne. Det er Timo selv, der i løbet af hver vinter laver frøblandinger med vilde urter til markerne.

Udover egne marker, så opkøber Weingut zur Römerkelter også druer fra omkring 90 hektar marker tilhørende andre vinavlere i området, som dyrker markerne efter Timos anvisninger. Det betyder, at den samlede produktion ligger på 85.000 flasker årligt.

Denne Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection er Timos mest naturlige vin, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Honigberg, som har sit navn fra de mange bier, som findes der. Timo har i øvrigt en særlig forkærlighed for bier og gør en masse for at beskytte.

De fleste af Timos hvidvine på Weingut zur Römerkelter er lavet på rustfrie ståltanke eller i egefade, men det gælder ikke denne Honigberg Natural Steinzeug Riesling Selection, der jo som navnet Steinzeug fortæller, at vinen er lavet og lagret i store stentøjskrukker. På den måde er tyskerne jo altid herlig præcise i deres beskrivelser.

Vinen er lavet med 25% hele klaser, spontangæring og gæret helt ud. Den har selvfølgelig også lagret sur lie … altså med bærmen. Denne er samtidig slet ikke tilsat svovl.

I glasset er vinen en kende mørkere og mere dyb gul, end vi normalt finder vine på Riesling og op kommer der en dyb, varm samt intens aroma. Der er modne pærer, gule æbler, kvæde, yoghurt og syrnet mælk og selvom vinen bestemt har Mosel karakter, så har den også noget andet. Der er muskler og sukker i duften samt en vis fedme, næsten som en sent høstet vin eller en Auslese. Der er salt, lidt mineraler og samlet er duften virkelig pirrende.

Smagen er derimod langt mere ren, klar og frisk. Her er det usvigeligt klassisk Mosel … langt mere end duften. Her er der fin syre, mineraler, citrus og samtidig en god dybde i smagen. Lækker Riesling.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Sekt Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Riesling Sekt Trocken, Pfalz, TysklandDenne Riesling Sekt fra Weingut Wageck Pfaffmann er fra en lille testkasse, som Peter fra Plus-Vin i Knebel var forbi med forleden. Testkassen indeholder lutter Wageck Pfaffmann vine, da det er et vinhus, som Peter har kendt og arbejdet sammen med i over 20 år.

Plus-Vin hører til blandt de mange små vinimportører, som importerer vine med hjertet. Derfor har Plus-Vin heller ikke et sortiment med mange forskellige vinhuse, ingen fancy hjemmeside eller webshop, så køb fungerer herligt gammeldags og næsten analogt ved at sende mail – pl@plus-vin.dk – med bestilling til Peter.

Hans primære vinproducent er således klart Weingut Wageck Pfaffmann, som holder til i byen Bissersheim i den nordlige del af Pfalz, hvor Wageck familien har været vinbønder omkring hundrede år.

Vingården blev grundlagt af Wilhelm Wageck. Han var født i år 1900, som del af en større familie og havde 7 søskende. Han købte vingården som ung mand, blev gift med Luise Lack og drev gennem årene vingården med både almindelig landbrug, husdyr og lidt vinproduktion.

Det var dog først i 1973, da Wilhelms barnebarn Gertraud blev gift med Gunter Pfaffmann fra Walheim i Landau, at familien begyndte at satse på vinproduktionen.

Gunter Pfaffmann var nemlig uddannet ønolog fra Geisenheim og fik således sat en større vinproduktion i gang. Det blev reelt starten på den nuværende vingård Wageck Pfaffmann, som i dag videreføres af 2 af parrets 3 drenge, nemlig Frank og Thomas Pfaffmann som 5. generation … fortsat med hjælp fra forældrene.

Det er dog specielt Thomas Pfaffmann, som har markeret sig som en af Tysklands fremadstormende vinmagere. Han står for vinkælderen og arbejder ustandselig på at øge kvaliteten af specielt vinene på Spätburgunder

Weingut Wageck Pfaffmann har da også senest i starten af 2018 haft deres 2015 Goldberg Spätburgunder på 1. pladsen som bedste Pinot Noir vin i det anerkendte Sommelier Magazin. De to brødre har også flere gange fået rosende ord fra det anerkendte Falstaff.

Siden de to drenge overtog driften, så er der begyndt at ske mange forandringer på vingården, bl.a. har man igen sat det gamle familienavn Wageck på vinene. Dette er lavet for at undgå forvirringen og forveksling med andre vingårde, idet der i Pfalz findes flere andre vinproducenter med navnet Pfaffmann.

Derudover har brødrene også ændret sortimentet af vine, således der i dag laves færre slags vine. Men som Thomas Pfaffmann siger; mindre er nogle gange mere. Deres mål er at fremstille mineralske vine, hvis oprindelse klart kan smages.

Vinene er dog fortsat opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og Réserve, hvor Réserve vinene dog kun laves i de bedste år. Det er også den unge generation, som har stået bag den nye designlinje af vinene, som i dag er kendetegnet af en lille drage … selvom der fortsat produceres enkelte vine under det gamle navn og de gamle etiketter.

Weingut Wageck Pfaffmann har i dag sammenlagt 58 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter markerne Goldberg, Held, Orlenberg og Steig ved Bissersheim, Steinacker ved Kirchheim samt Burgweg og Osterberg ved Großkarlbach.

Omkring 60% af markerne er tilplantet med hvide druer, mest Riesling og derudover både Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau, Auxerrois, Kerner, Silvaner, Faberrebe og Ortega.

Men rødvin fylder også meget hos Weingut Wageck Pfaffmann, og det er selvfølgelig specielt Spätburgunder, men derudover dyrkes der lidt Portugieser, Dornfelder, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, St. Laurent, Schwarzriesling, Frühburgunder, Cabernet Dorsa, Cabernet Dorio, Cabernet Mitos, Cabernet Cubin, Dunkelfelder og Lemberger.

Markerne er rige på kalk i undergrunden og har de seneste 20 år været passet med respekt for naturen, kun gødet med hestegødning samt kompostrester fra vinproduktionen.

Nå, men første vin fra Weingut Wageck Pfaffmann er imidlertid en Riesling Sekt Trocken … og fortsat alene med Pfaffmann navnet på etiketten og uden den lille drage. De laver ganske vist også en Sekt Ekstra Brut i den nye serie, men den er lavet på Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, mens denne er på 100% Riesling.

Druerne til vinen er høstet manuelt og vinificeret ved, at de først udblødes inden presning, hvorefter gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller. Jeg kan ikke se, om selve gæringen sker i egefade eller i rustfrie ståltanke, men vinen skulle være lagret en periode på brugte fade inden den flaskes ufiltreret, hvorefter andengæringen sker efter champagnemetoden.

I glasset er denne Sekt ganske livlig … og meget lys, næsten hvid i farven, men dufter herligt af et friskbagt formfranskbrød. Den virker ganske frisk og bruser godt med masser af bobler og byder også på lidt gær, nødder, hvide liljer, hyldeblomst og lime.

Smagsmæssigt er boblerne også ganske aggressive, små og insisterende, hvilket giver en stor friskhed. Der er godt med mineraler, sten, citrus og grape i smagen, som hele tiden holder en god, tør syre/sødme balance. Det ene øjeblik tipper syren over og det andet øjeblik tipper sødmen over … legende fint.

Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 90 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 thumbthumbthumbthumb