Tag-arkiv: Abruzzo

Abruzzo ligger i det centrale Italien helt mod øst ud til Adriaterhavet og Marche mod nord. Det er et område, som vinmæssigt præges af mange store kooperativer … omkring 80% af den producerede vin fra Abruzzo kommer fra kooperativer, selvom tallet heldigvis er faldende. Der er særligt 4-5 helt store kooperativer.

Abruzzo har samtidig det højeste høstudbytte i Italien på 108 hektoliter pr. hektar med et landsgennemsnit på 69 hektoliter pr. hektar. Der er samlet omkring 30.000 hektar vinmarker i Abruzzo og en række officielle appellationer, nemlig:

  • Controguerra DOC
  • Montepulciano d’Abruzzo DOC
  • Colline Teramane DOCG
  • Trebbiano d’Abruzzo DOC
  • Villamagna DOC
  • Terre Tollesi DOC
  • Ortona DOC
  • Abruzzo DOC

Den traditionelle vin i Abruzzo er lavet på druesorten Montepulciano, der også går under navnet Montepulciano a’Abruzzo.

2013 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2013 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienTester igen, for jeg har fået tilsendt 3 italienske vine fra vinimportøren Italux … fandens hårdt job for jeres flittige vinblogger, men der er jo altid plads til endnu en vin på Houlbergs Vinblog. Den første vin er en Montepulciano d’Abruzzo fra Azienda Agricola Nicola Di Sipio.

Vi er selvfølgelig i vinområdet Abruzzo, helt præcis ligger Nicola Di Sipio lidt udenfor den lille by Ripa Teatina. Vi er Chieti-provinsen, som ligger lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella, der er en del af bjergkæden Appenninerne, der huser regionens smukke nationalpark af samme navn.

Chieti-provinsen er nok Abruzzos mest betydningsfulde vindyrkningsregion, da omkring 80% af al vin fra Abruzzo kommer derfra. Selvom Abruzzo domineres af store kooperativer og har det gennemsnitlige højeste høstudbytte i hele Italien med 108 hektoliter pr. hektar, så findes der også nye og innovative producenter. De ligger primært i Chieti, hvor de bedste dyrkningsområder findes.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio er grundlagt i 2001, hvor Nicola Di Sipio købte vingården af Marchesi Mezzanotte. Nicola havde som ung mand arbejdet indenfor landbruget hos sin far Giuseppe Di Sipio og har siden dengang haft stor passion for vin.

Nicola Di Sipio er selv fra Ripa Teatina og startede altså som landmand og arbejdede derudover om aftenen som tjener. Han elskede biler og mekanik, så i 1929 besluttede han at starte virksomhed indenfor bilbranchen.

Han etablerede virksomheden Raicam. som blev en af verdenens førende producenter af bremseklodser til bilindustrien. I dag sidder Nicolas bremseklodser således i biler, som fremstilles af Ford, Fiat, Jaguar, Land Rover, General Motors, Citroën og Renault.

Det var altså været en stor succes og Raicam omsætter i dag for over 150 millioner euro årligt og beskæftiger over 600 mennesker. Det har selvfølgelig også gjort Nicola Di Sipio til en ganske velhavende mand.

Pengene har tydet, at Nicola har kunnet købe sin egen vingård på hans hjemegn og efterfølgende renovere den totalt fra kælder til kvist, bl.a. med topmoderne vineri. Som I kan se på billedet ovenfor, så er vingården også tilføjet topmoderne arkitektur, bl.a.  en smuk glaskarnappe, hvor besøgende kan få et fantastisk view udover vinmarkerne.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio har samlet 60 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Montepulciano d’Abruzzo, Trebbiano d’Abruzzo, Pecorino, Falanghina, Pinot Noir, Riesling samt Chardonnay.  Produktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin årligt.

Siden 2006 har det været Nicolo Di Sipios niece Giulia Di Sipio, som har ledet vingården. Og hun har løftet det generelle kvalitetsniveau betragteligt, bl.a. er der indført økologisk drift, streng udvælgelse af druerne, manuelt arbejde på markerne og stor nøjagtighed i produktionen.


Giulia Di Sipio i vinkælderen.

I øjeblikket består sortimentet af 4 forskellige hvidvine, en rosé samt 3 rødvine, hvoraf denne Montepulciano d’Abruzzo vel er at betegne som deres basisvin aka entry-level rødvin. Men sikke en af slagsen. Det vender jeg fluks tilbage til.

Vinen er lavet på ren stål … maceration kender jeg ikke, men vinen er alene lagret på ståltanke og flaske efter fermenteringen. Altså en vin helt uden lagring på eg.

Men hold da op … sikke en herlig og aromatisk aroma. Vi snakker syrlig mødding, næsten bio bio, blæk samt modne kirsebær. Den nærmest dufter af italiensk ferie, sol og en frisk havbrise, saltlakrids og underneden en dejlig, italiensk, stram syre. Berusende dejlig duft.

Smagen er læskende, blød og saftig som ind i helvede. Der er en vis tørhed, bløde – men tydelige – tanniner, godt med fed frugt og tæt frugtsødme. Den ka‛ jeg fandeme godt li‛ og den er sgu nærmest stærkt vanedannende samt et eksempel på, hvorfor italiensk vin ofte er så godt. Elsker sgu denne vin.

Et par formanende ord dog; drik den med det samme, hvilket også er svært ikk‛ at gøre. Aromaerne bliver svagere med lidt luft, så drik endelig med det samme. Drik den heller ikke for kold … men selvfølgelig heller ikke for varm. Jeg tog min ud fra vinkøleskabet ved 12 grader, åbnede og drak … perfecto.

Fået mit eksemplar fra forhandleren Italux, hvor en flaske koster 90 kr. God pris for et herlig vinoplevelse. Denne lille sag overrumpede mig sgu.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Cantina Zaccagnini, San Clemente Montepulciano d’Abruzzo Terre di Casauria Riserva, Abruzzo, Italien

San Clemente Montepulciano d’Abruzzo Terre di Casauria Riserva … smukt klingende navn til næste vin, der kommer fra Cantina Zaccagnini i Abruzzo. Mamma Mia.

Vingården er beliggende i den lille idylliske landsby Bolognano Pescara, som har omkring 1.300 indbyggere og ligger omkring 25 kilometer sydvest for havnebyen Pescara.

Vinhuset – som rettelig hedder Azienda Agricola Ciccio Zaccagnini, hvis man skal ha‛ det hele med – er grundlagt i 1978 af Zaccagnini familien og i dag er det Marcello Zaccagnini, som driver vingården. Jeps, det er ham på billedet ovenover.

Der produceres årligt omkring 500.000 flasker vin, som laves med brug af de nyeste teknikker og konstante nye forsøg med alternative vine. Vingården har da også et moderne laboratorium og er i dag kendt for sin høje kvalitet og innovative indstilling.

Hvert år får Cantina Zaccagnini en stigende anerkendelse i vinpressen og bl.a. har Gambero Rosso også givet glas til et stort antal af vingårdens vine.

Jysk Vin er dansk importør, og specielt vinen Tralcetto, “den med pinden” har været en storsællert. Halvdelen af vingårdens produktion er da netop også Tralcetto, som der således laves 250.000 flasker af årligt.

Marcello Zaccagnini har udover passionen for vin, også en stor passion for musik, og arrangerer event som fx “Wine will rock you”, hvor han forsøger at markedsføre lokale bands.

Denne San Clemente Montepulciano d’Abruzzo Terre di Casauria Riserva er en enkeltmarksvin, 100% Montepulciano druer fra marken San Clemente ved Bolognano i Pozzo området.

Vinen er lavet i store åbne trækar og er efterfølgende lagret 18 måneder i barriques, derefter yderligere 12 måneder i rustfrie ståltanke inden flaskning, hvor den så lagrer endnu 6 måneder inden frigivelse. Hele 36 måneders lagring med andre ord.

Og det er én af topvinene fra Azienda Agricola Ciccio Zaccagnini. Den ligger i niveau pænt over Tralcetto. Der laves årligt 40.000 flasker af denne vin.

Næsen er pakket med mørk frugt og har derudover en duft af stearinlys, tobak, våd hund … nærmest tæt på at være jordslået, blåbær, blommer, et lidt sjovt parfumeret element og rød, sød bolsjesødme.

I munden fortsætter indtrykket af bolsjer, dog med en fin balance mellem sødme og syre. Det er meget blommerne, som dominerer og der er også godt med tanniner. Selvom den i duften virker en smule opulent, er er smagen langt mere rank end forventet. Dejlig vin.

Købt hos Jysk Vin, men den er ikke længere i sortimentet, så jeg kender ikke prisen. Vil gætte på, at den ligger omkring 200 kr. I udlandet koster vinen omkring 24€.

Rating 5/7    

2013 Citra Vini, Palio Pecorino IGT, Abruzzo, Italien

2013 Citra Vini, Palio Pecorino IGT, Abruzzo, ItalienDenne Palio Pecorino IGT er en lille perle til billig penge. Den er lavet på en forholdsvis ukendt drue med samme navn som en ost og kommer fra Citra Vini, som er et kooperativ, der sidder på ikke mindre end 65% af vinproduktionen i Abruzzo, så hvem havde lige regnet med, at det skulle være en lille perle?

Citra Vini er grundlagt i 1973 ved en sammenslutning af 9 store kooperativer og tæller ikke mindre end 3.000 medlemmer. Formålet med sammenlægning var at styrke og forbedre kvaliteten af vinene fra specielt provinsen Chieti. Det betyder også, at Citra Vini har ikke mindre end 7.000 hektar vinmarker et bredt område, der dækker næsten hele Chieti.

De sælger kun selv 20% af produktionen under eget navn, og det er naturligvis de bedste 20%. Citra Vini har netop gennemført et 7-årigt projekt, hvor mange af kooperativets medlemmer frivilligt har forbedret arbejdet i vinmarkerne med grøn høst, mindre kunstgødning og bedre udvælgelse af druer. Dette har sammen med minimum brug af svovl i produktionen også øget kvaliteten af kooperativets vine yderligere.

Denne Palio Pecorino Terre di Chieti kommer fra Citra Vinis Prestige serie, som omfatter 3 underserier, nemlig Sistina, Premium og Palio. Der findes 4 Palio vine, hvoraf denne Palio Pecorino IGT er én af dem. Den er lavet på 100% Pecorino … en drue, som jeg har nævnt tidligere her på bloggen, nemlig da jeg smagte en 2003 Tenuta Cocci Grifoni, Offida Rosso Il Grifone fra Marche området.

Det er en drue, som tilsyneladende var tæt på udryddelse, idet man mange steder havde plantet til den langt større og langt mere givende drue Trebbiano. Imidlertid blev druen fundet og et stort podearbejde begyndte, og i dag kan man støder på druen flere steder i Abruzzo og Marche. Det er dog første gang, at jeg smager druen her på bloggen.

Vi har her vinen i en årgang 2013, lavet på ståltanke uden lagring på eg eller andet. Duftmæssigt en meget aromatisk vin, blomster, let sødme, vingummibamser, mynteblade, akaciehonning og lidt eksotiske frugter. Dufter rigtigt dejligt. Smagsmæssigt let krydret, frisk og sprød. Den har en let bitterhed, som virkelig klæder vinen og eftersmagen er god og lang med mineralitet og lidt jern eller balsamico. Meget charmerende vin, frisk, frugtrig og sprød.

Forhandles af Furresø Vin Engros og Dangaard, pris 60 kr. , hvilket ganske enkelt er et røverkøb.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Masciarelli, Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma, Abruzzo, Italien

2005 Masciarelli, Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma, Abruzzo, Italien Med næste vin røg vi uden for de tre områder i Italien, som vi normalt smager vine fra, denne gang til Abruzzo, hvor vi i den lille by San Martino Sulla Marrucina finder Masciarelli Tenute Agricole, som drives af ægteparret Gianni Masciarelli og Marina Cvetic.

Gianni startede som vinbonde i 1978, og begyndte at producere de første vine i 1981.  Og Gianni har ikke sin lidenskab for vin fra fremmede, idet han nemlig i dag laver vinene i farfaren Giovanni Masciarellis gamle vinkælder på slottet Castello di Semivicoli, som huser Masciarelli Tenute Agricole.

Gianni startede med sølle 2,5 hektar, men ejer i dag hele 350 hektar fordelt på marker i provinserne Chieti, Pescara, Teramo og l’Aquila i Abruzzo. På de fleste dyrkes Montepulciano og Trebbiano, men der dyrkes også internationale druer som Cabernet Sauvignon, Merlot and Cabernet Franc.

Jordbunden i denne del af Abruzzo består af et ekstremt mineralholdigt limstenslag. En del af vinstokkene har generationer på bagen, men Masciarelli omplanter løbende.

Der produceres årligt omkring 1,5 million flasker vin på Masciarelli, fordelt på 3 serier, Masciarelli Classico, Villa Gemma og Marina Cvetic, sidstnævnte opkaldt efter fruen i huset. Vinene eksporters til ikke mindre end 36 lande i verden, så der er med andre ord tale om en voldsom stor producent.

Castello di Semivicoli, det imponerende slot, som parret købte i 2004, anvendes som hotel med 11 værelser, kulturarrangementer, bryllupper og selvfølgelig store vinsmagninger. Hmmm, der gad jeg godt ha‛ et par overnatninger. Fandme en stort og flot hotel.

Villa Gemma er Masciarellis prestige serie. Foruden den hvide og eksotiske Villa Gemma Bianco Colline Teatine fremstilles Villa Gemma Montepulciano d’Abruzzo. Denne vin i en årgang 1995 blev af Gambero Rosso i år 2000 kåret som Italiens bedste vine. Villa Gemma får næsten hvert år de hædersfulde 3 glas i Gambero Rosso, også i denne årgang 2005, som Parker har giver 90 point.

Druerne til Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma høstes fra en vinmark lige udenfor vingården. Udelukkende Montepulcianodruer indgår i vinen. Efter endt vinifikation lagres vinen i 36 måneder hvoraf de 24 måneder er på nye franske barriques.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt er der solbær, sultanarosiner, blommer og en anelse blæk. Smagen er kompleks med fin syre, god frugt og godt med power … og så alligevel i en perfekt balance. Eftersmagen er flot lang, tanninerne bløde … hmmm smager godt. Gjorde ikke et uudslettelig indtryk ved første glas, men her på anden dagen er jeg begejstret. Rigtigt dejligt. Kan godt lide kombinationen af blødhed, syre og frugtsødme, som bare styres i en skøn treenighed.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos Sigurd Müller, pris kender jeg ikke, vil gætte på omkring 350-400 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2008 Cantina Zaccagnini, Montepulciano d`Abruzzo Chronicon, Abruzzo, Italien

2008 Cantina Zaccagnini, Montepulciano d`Abruzzo Chronicon, Abruzzo, Italien Tirsdag smagte jeg denne Montepulciano d`Abruzzo Chronicon fra vinhuset Cantina Zaccagnini i Abruzzo. Vingården er beliggende i den lille by Bolognano Pescara, som har omkring 1.300 indbyggere og ligger omkring 25 km. sydvest for havnebyen Pescara.

Vinhuset, som rettelig hedder Azienda Agricola Ciccio Zaccagnini, blev grundlagt i 1978 af Zaccagnini familien. I dag er det Marcello Zaccagnini, som driver vingården, der årligt producerer omkring 500.000 flasker vin. De nyeste teknikker, konstante nye forsøg med alternative vine og et moderne laboratorium har skabt en vingård der i dag er kendt for sin høje kvalitet og innovative indstilling. Hvert år får de en stigende anerkendelse i vinpressen og bl.a. Gambero Rosso giver glas til et stort antal af deres vine.

Jysk Vin er dansk importør, og specielt vinen Tralcetto, „den med pinden‟ har været en storsællert. Halvdelen af vingårdens produktion er da netop også Tralcetto, som der således laves 250.000 flasker af årligt.

Marcello Zaccagnini har udover passionen for vin, også en stor passion for musik, og arrangerer event som fx „Wine will rock you‟, hvor han forsøger at markedsføre lokale bands.

Vinen her, Chronicon, er lavet på 100% Montepulciano d’Abruzzo, vinan lagrer 12 måneder på gamle egetræsfade, dvs. dobbelt så lang tid som Tralcetto, og der laves 50.000 flasker af vinen om året.

Duftmæssigt godt med modne, mærke bær og sødme, måske et let strejf af kirsebær. Smagsmæssigt en fyldig og behagelig vin, fin tørhed, røde skovfrugter, tætte tanniner, men også god balance. Nem at drikke og fin lille vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2008 Azienda Collefrisio, Uno Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2008 Azienda Collefrisio, Uno Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienI skal da ikke lige snydes for de to vine, som jeg smagte i tirsdag, generøs skænket af Jens, en ung, dygtig erhvervstrainée, som en måneds tid besøgte min arbejdsplads. Han donorede flot to flasker rødvin som tak for opholdet, og vi sender da straks en tak tilbage … og jo, vi fik da hurtigt smagt på flaskerne.

Den første vin i tirsdags kom fra et hus, som jeg tidligere har smagt vine fra, nemlig Azienda Collefrisio, som ligger i vinområdet Abruzzo. Jeg har også tidligere skrevet om huset, nemlig da jeg smagte husets Zero Montepulciano d’Abruzzo DOC og deres Collefrisio Montepulciano d’Abruzzo DOC.

Som jeg nævnte i det tidligere blogindlæg, så ejer Azienda Collefrisio i alt 3 vingårde, Valle del Moro, Morrecine samt Giuliano Teatino. Uno er storesøster til Zero, mens Collefrisio Montepulciano’en er den øverste vin på gården, og alle selvfølgelig lavet på 100% Montepulciano. Høstudbyttet til Uno ligger på omkring 50 hl/hektar, mens der laves 65 hl/hektar ved Zero vinen. Ved topvinen er udbyttet nede på 40 hl/hektar.

Lad os da smage på vinen. Duftmæssigt lidt røde frugter, en meget ren duft af frugt og så en omgang fugtige sten … eller noget i den retning. Smagsmæssigt meget varm vin, masser af krydderier, peber, ren frugt og tonsvis af tannin, som klæder vinen fint. Ikke så skarp, som jeg husker lillesøsteren Zero, men klart et bedre glas vin. Smager rigtig fint.

Fås hos Skovgaard Vine, 149 kr. ved køb af 1 stk. og 75 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2009 Azienda Collefrisio, Zero Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2009 Azienda Collefrisio, Zero Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienSidste vin, og madvin til laughets Gambero Rosso smagning blev igen en vin fra Azienda Collefrisio, denne gang deres basisvin, Zero Montepulciano d’Abruzzo.

Som jeg nævnte i det tidligere blogindlæg, så ejer Azienda Collefrisio i alt 3 vingårde, Valle del Moro, Morrecine samt Giuliano Teatino. Druerne til denne Zero kommer fra alle 3 gårde. På denne måde tilkommer der en større nuancevariation i frugten og eftersmag. Vinen er selvfølgelig – ligesom storesøsteren – lavet på 100% Montepulciano.

Som vi drøftede ved vores bord torsdag aften, så skal navnet Montepulciano ikke forveksles med Vino Nobile di Montepulciano i Toscana, der laves på Sangiovese. Druesorten Montepulciano dyrkes primært i Umbrien, nærmere bestemt i Montepulciano d’Abruzzo. Vinene er kraftige og fyldige, men ofte uden større kompleksistet, hvilket jeg nu ikke synes var tilfældet for den netop smagte 2006 Azienda Collefrisio, Collefrisio Montepulciano d’Abruzzo. Montepulciano d’Abruzzo er et synonym for Montepulciano.

Nå, men lad os se, om der er mere en Zero i denne vin. Duftmæssigt har jeg champignon, solbær og generelt meget frugtrig. Smagsmæssigt meget krydret, salvie og generelt lidt skarp. Der mangler balance og eftersmagen er kort.

Hos Skovgaard Vine står vinen til 99 kr. ved køb af 1 stk. og 59 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2006 Azienda Collefrisio, Collefrisio Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2006 Azienda Collefrisio, Collefrisio Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienI vinregionen Abruzzo, som gemmer på flere spændende vingårde end de mere statusmæssigt, „kendte regioner‟, finder vi firmaet, Collefrisio. Collefrisio ledes og drives af 3 unge dynamiske vinmagere som tilsammen har 3 spændende vingårde.

Hovedgården, Valle del Moro, har nogle af regionens højest beliggende vinmarker som løber fra Maiella bjerget og helt ned til kystlinien. Gården Morrecine, som er lige så stor som Valle del Moro, ligger med skråningerne mod havet mellem Ortona & Tollo. Sidste gård, Giuliano Teatino, ligger for foden af Maiella ved Venna dalen.

Druerne til denne vin kommer fra de 2 gårde, Valle del Moro & Morrecine. Der er benyttet flest druer fra de meget højtliggende marker, hvor druerne modner sig helt unikt.

Temperaturen er lavere og nætterne ret kølige sommeren over, men den højere koncentration af direkte sollys om dagen giver en helt unik modning og stilren frugt.

Mange vingårde som håndhøster til deres „førstevine‟, høster disse først for så at høste resterne af marken med maskine bagefter. Til denne vin er drengene gået så langt, at de har udvalgt nogle særlige rækker her og der som har haft den bedste frugt, og ventet med disse til en lidt senere høst end alt det andet.

De ekstra ugers modning af druerne på vinstokkene, giver bare så meget ekstra af alt til den færdige vin, men det er også gambling, for meget kan gå galt i de ekstra par uger.

Duft er også fyldt med sol, for her er der blommer, rosiner, svedsker, sød lakrids, fed frugt og smagsmæssigt lidt i samme boldgade. Det er en tyk, fed vin, meget sol, og meget modne frugter, men overraskende også fortsat højt indhold af tannin, hvilket gør at vinen ikke bliver „for meget‟. Smager rigtigt godt, og én af aftenens bedste vine.

Fåes hos Skovgaard Vine til 239 kr. ved køb af 1 stk., og 165 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 5/7 

2007 Lepore, Re Montepulciano d’Abruzzo delle Colline Teramane, Abruzzo, Italien

2007 Lepore, Re Montepulciano d'Abruzzo delle Colline Teramane, Abruzzo, ItalienMed vinkursets sidste vin bliver vi i Abruzzo, men rykker blot nogle få kilometer op ad kystlinien, op til byen Pescara, hvor vi finder vinhuset Lepore Azienda Vitivinicola

Vinhuset er grundlagt i 1970 af Lepore familien, oprindeligt alene med 10 hektar jord. Filosofien bag vingården var at bevare og udbygge de lokale vinstokke, og lave god vin. I 1992 blev vingården på foranledning af Louis Lepore udbygget og udstyret med det mest moderne produktionsudstyr til vinfremstilling og lagring af vin, og løbende er der også tilkøbt flere vinmarker, således gården i dag ejer omkring 40 hektar vinmarker, og siden 2000 er der også sket omplantning af vinmarkerne og stuehuset er samtidig renoveret.

Louis Lepore har de seneste 10-20 år været med til at sætte sit karakteristiske præg på det kvalitetsløft som vinene fra området har oplevet. Ved en benhård selektion af druematerialet og en nedsættelse af høstudbyttet pr. hektar (60 hektoliter) har man forsøgt at bedre kvaliteten.

En del af gården vinmarker er beliggende i ”Colline Terramane zonen‟, hvor et intenst arbejde konstant er med til at sikre vine af meget høj kvalitet. Vinen her … med det lange navn  „Re‟ Montepulciano D´Abruzzo delle Colline Teramane kommer netop fra dette område, og er selvfølgelig 100% Montepulciano. Vinen har lagret 8 måneder på 225 liter egetræsfade.

Duftmæssigt lidt en mærkelig fætter. Der er duft af kanel, mellemøsten, gammel jordslået kælder, mørke frugter. Smagsmæssigt også lidt „off‟. Vi kassede første flaske, og anden flaske var også bedre, men helt godt er det sgu ikke. Vinen er fyldig, og tanninerne er også faste, men jeg er ikke helt vild med den.

Vinen fås i restauranten hos Nordens Vinbar. Her koster den 500 kr. i en årgang 2005. Vil gætte på, at butikspris ligger omkring 150 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7 

2011 Farnese, Montepulciano D´Abruzzo, Abruzzo, Italien

2011 Farnese, Montepulciano D´Abruzzo, Abruzzo, ItalienVi rykker videre til næste vin. Vi er fortsat i Italien, men er rykket lidt op i landet, nærmere til midten af Italien, i vinregionen Abrizzo, og helt præcis i byen Ortona tæt på havet. Her finder vi vinhuset Farnese.

Historien om Farnese går tilbage til 1582, hvor prinsesse Margherita af Østrig, datter af Kong Carlo den 5. købte byen Ortona. Prinsessen var gift med Ottavio Farnese, og de synes om den helbrende luft i Ortona, endda så meget, at de byggede et palads i byen. Magherita gik meget op i vinproduktionen i Abruzzo, og vinene fra Abruzzzo blev da også introduceret overfor hoffet. Som en respekt overfor prinsessen begyndte de lokale vinbønder at kalde deres vine Farnese.

Det nuværende vinhus Farnese er imidlertid af nyere historie.. Ejeren Camillo de Iuliis startede vingården for kun 20 år siden og er i dag en af de mest anerkendte vingårde i Abruzzo.

Abruzzo er et af de mest overskuelige områder i Italien. 90% af vinen produceres af kooperativer, men tallet er heldigvis faldende. Abruzzo har det højeste høstudbytte i Italien. Hele 108 hektoliter/hektar produceres der, hvor landsgennemsnittet er 69 hektoliter/hektar.

De høje høstudbytter resulterer i meget store mængder vin fra et lille areal. Langt de fleste af vinene er derfor kønsløse og intetsigende. Men som så mange andre steder i Italien, spirer der også nye og innovative producenter frem i Abruzzo. Kan man finde frem til dem, får man god vin til en lav pris. Men indtil det generelle billede vender, er det stadig den masseproduceret bulkvin der tegner Abruzzons image udadtil, hvilket er det helt store problem.

Den traditionelle vin i Abruzzo er lavet på druesorten Montepulciano, der også går under navnet Montepulciano a’Abruzzo. Det er en rustik vin, der nemt bliver lettere kogt og tung. Men hvis der fokuseres på kvalitet kan der sagtens komme god vin ud af det. Faktisk fremragende vin!

I takt med at resten af syditalien er ved omlægge produktionen fra kvantitet til kvalitet, er flere og flere producenter i Abruzzo begyndt at interessere sig for områdets potentiale. Høstudbytterne sænkes og som i resten af landet, eksperimenteres der i stigende grad med internationel druesorter.

Her dog en klassisk Montepulciano a’Abruzzo. Farve er rubinrød, nærmest som rødbedesaft. Duftmæssigt fanger jeg kaktus, krydderier, lavendel og blommer. Vinen er meget blød, og tanninerne næsten ikke til stede. I smagen er der i stedet sødme, blommer. Meget fyldig, men eftersmagen er også meget kort.

Fås i restauranten på Nordens Vinbar til 275 kr. I butikker, fx Holte Vinlager koster vinen 50 kr.

Vinanmeldelse 3/7