Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

N.V. Champagne A. Robert, Charles Dhuys Brut Reserve, Champagne, Frankrig

N.V. Charles Dhuys, Champagne Brut Reserve, Champagne, FrankrigEn herlig vinaften forleden hos vinbuddy Gert blev indledt med et lille glas champagne … en Brut Reserve fra Charles Dhuys. Der findes dog intet champagnehus med det navn og i det hele taget er champagnen lidt af et mysterium.

Men i den nederste sorte kant på etiketten foran på flasken, næsten helt ulæselig, fremgår det dog alligevel, at der er tale om champagnehuset A. Robert i Fossoy. Det passer med godt med, at den lille flod La Dhuys – der er en biflod til Marne – ligger tæt på champagnehuset og måske har givet inspiration til navnet Charles Dhuys.

Champagnehuset A. Robert er ellers et traditionelt og gammelt hus, der siden 1722 har været drevet af Robert familie og de fleste med et fornavn, som starter med A … Andre, Alain og i dag et det Arnaud Robert, som driver vinhuset.

A. Robert har samlet 14 hektar vinmarker fordelt på 68 parceller, hvor de selvfølgelig dyrker de sædvanlige sorter Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay.

De laver samlet 9 forskellige champagner med en klassisk serie, en special serie og så 2 eksklusive topchampagner. Denne lille Charles Dhuys Brut Reserve er ikke en del af A. Roberts sortiment og – som nævnt – umulig at finde oplysninger om.

Jeg vil gætte på, at det er en champagne, som champagnehuset A. Robert har lavet på opkøbte druer. Den ser ud til, at være lavet på et mix af både Pinot Noir, Pinot Meunier og Chardonnay, men ellers har jeg slet ingen oplysninger om vinen.

Duften er imidlertid ret lækker … måske ikke sådan fuldstændig arketypisk champagne, men i stedet et sandt overflod af brændte og ristede noter, primært ristede pinjekerner, ristede hasselnødder, lidt mandler, rugbrød på toastristeren, tørrede abrikoser og frugten i det hele taget sådan lidt sekundær og moden i det. Jeg kan faktisk rigtig godt lide den meget ristede duft, som denne champagne har.

Smagsmæssigt er vinen måske lidt mere mainstream … rund, blød med søde, tætte og modne bobler, moden frugt, æbler, pærer med et strejf af mere tropiske frugter. Den er ikke på nogen måder en ultra tør eller småsur champagne, men derimod en sød lækker, moden champagne, som alle vil kunne lide.

Ikke fundet vinen nogle steder og prisen er også ukendt.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Krämer, Cuvée Red Stuff, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Krämer, Cuvée Red Stuff, Rheinhessen, TysklandTobias Krämer er klart bedst på de hvide vine – særligt Riesling – men laver skam også en enkelt rødvin, nemlig denne Cuvée Red Stuff, der er lavet på en treenighed af druerne Cabernet Sauvignon, Regent og Spätburgunder.

Fordelingen af druerne kender jeg ikke, men vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke med en macerationstid på 4 uger, hvilket er med til at give vinen en virkelig kraftig smag. Den er også alene lagret på ståltanke i en kortere periode.

Næsen er sådan pænt sort med kul, sorte bær, sorte kirsebær, blåbær, blommer, masser af frugt, sødme, søde krydderier, nelliker, saftighed … en tæt og rustik bulderbasse, hvor det også er som om, at Pinot Noir druerne giver en rund pikant kant.

I munden er vinen både krydret med tørhed og masser af fede tanniner, som sætter sig på fortænderne sammen med en saftig sødme og en drilsk Pinot Noir syre. Der er bestemt også nogle ret bitre elementer, jern … skarp, bondsk og rustik, men også lidt interessant og virkelig tør. Vi er et sted omkring 3,5 lidt rødvinsplettede fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2017 Weingut Krämer, La Roche Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Krämer, La Roche Riesling, Rheinhessen, TysklandVi kravler endnu et step op af den bundsolide tyske Bauhaus stige til Krämers Lagenriesling … en 2017 La Roche Riesling, hvor druerne kommer fra marken Uffhofer La Roche rig på rød skifer og vulkansk klippe.

Denne 2017 er kun anden årgang af La Roche Riesling fra Tobias Krämer. Den er lavet som de foregående to Riesling vine med spontangæring i rustfrie ståltanke og så derefter lagret  sur lie på Stückfass … store egefade på 1.200 liter. Vinen har 4,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen er ikke så eksplosiv … klart mindre skraldebang og mindre petroleum end de to foregående Ortsriesling vine. Ja faktisk er det svært at finde petroleum, selvom der bestemt er tertiære noter. La Roche er mere afdæmpet i sine aromaer, blidere, rundere med gule æbler, bivoks, kvæde, meloner, lemon, grillede citroner, meget stoflig, tæt og med salt, kalk samt flintsten.

Smagen er også sådan lidt fortættet og passer spot on til duften, mere flad, ikke så skarp og ren, men klart mere til den lidt fluffy side, men ganske intens, elegant, glat og med en krydret syre, pæn fedme, olieret, saftig og tæt. Det er ikke en syrlig og stram Riesling, men det smager altså ganske godt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse  5/7

2018 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, TysklandDenne Gau-Weinheimer Riesling er søstervin til forrige vin. Her kommer druerne dog i stedet fra Krämers marker på skrænterne af det hvide bjerg Wißberg tæt på vingården i Gau-Weinheim.

Der er ikke sindsygt mange oplysninger om vinen, men jeg vil gætte på, at den er lavet på samme måde som søstervinen, altså med spontangæring på rustfrie ståltanke samt lagring sur lie på 1.200 liter store egefade på 1.200 liter. Vinen er imidlertid markant mere tør end søstervinen med kun 0,7 gram restsukker pr. liter.

Gau-Weinheimer Riesling har samme flotte start som forrige søstervin, masser af petroleum, spildolie, benzin, men på én aller anden måde på en lettere og mere luftig måde, frugten lidt længere fremme i næsen, æbler, fersken, grøntsagsfond, lidt nødder, salte mineraler, kalk og skolekridt. Virker duftmæssigt meget feminin, æterisk, luftig og fin.

I munden har vinen lidt af samme elementer som søstervinen, fin blød og cremet med en lidt rustik kant med citroner, nærmest grillet citron, svag grape og saltede mineraler. Der er en god og streng syre, masser af syrlighed, citronsyre … ikke helt så fyldig som Uffhofer, men i stedet lidt mere slank, stålsat, ren og elegant. Igen 5 fede fingre med jættestor pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Krämer, Uffhofer Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Krämer, Uffhofer Riesling, Rheinhessen, TysklandMed denne Uffhofer Riesling er vi rykket et niveau op til det, der svarer til en Ortsriesling … 2019 Uffhofer Riesling fra Weingut Krämer.

Vinmarkerne i Uffhofen har en rød skiferjord, der er perfekt til  Riesling og kan være med til at give vinene en fin mineralitet.

2018 er første år, at Krämer har lavet de to Ortsweine Uffhofer Riesling samt Gau-Weinheimer Riesling, Ortswein, som i vinkælderen også er lavet med større omhu med spontangæring på rustfrie ståltanke samt efterfølgende lagring sur lie på Stückfass, også kendt som Fuders … altså store egefade på 1.200 liter. Vinen har 7,1 gram restsukker pr. liter

Duftmæssigt tabte vinbloggeren sgu lige underkæben … det er lige præcis dette, som Rheinhessen kan gøre til beskedne penge, for her er der virkelig Riesling kvalitet til billige penge. Der er petroleum, et stykke olievædet tvist tabt på gulvet i autoværkstedet, noget luftigt, noget sart og inderligt, røgede og brændte noter. Frugten spiller her en birolle, lidt pærer og måske endda lidt tropisk, men uden den bliver for fyldig, for en svag mineralitet blander sig også.

Med lidt mere luft i glasset fortager nogle af de herlige olie- og petroleumprægede noter … så skynd dig endelig at hælde op, snus … snus igen og drik.

Smagen er dyb … måske ikke helt på højde med duften, men den opgave er også svær at udfylde. Det er en cremet, blød og fyldig vin med en lidt rustik kant, masser af citroner, grape og mineraler, men restsukkeren er godt gemt, for det er egentlig en syrebasse … dog en fyldig syrebasse. Duften vinder klart over smagen, men samlet er det jættegodt, så 5 klare houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse  5/7

2019 Weingut Krämer, Straight Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Krämer, Straight Riesling, Rheinhessen, TysklandDet andet Straight lige højre nyrestød var selvfølgelig en Riesling, da Tobias Krämer jo er medlem af Generation Riesling, hvis formål netop er at højde kvaliteten af Riesling vinene.

Druerne til vinen kommer formentlig både fra Krämers marker ved det hvide bjerg Wißberg tæt på vingården i Gau-Weinheim og markerne ved Uffhofen, er høstet med håndkraft, men ellers vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor vinen også har lagret en kort periode inden den er aftappet på flaske. Krämers Straight Riesling har 5,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt starter vi rigtigt fornuftige … ikke sådan, at vi snakker petroleum, men bare en god, indbydende inderlighed. Det er meget rent, direkte og let frugtrigt, rank, frisk med citrus, svag grape, lidt grønne urter, en lille drillende sødme … faktisk super lækker aroma fra en lille undseelig Gutsriesling.

Smagen er skarp, syrlig og meget klassisk Riesling … det er måske ikke ultra kompleks eller vild dybt, men det smager altså bare rigtig godt, syrlige æbler, citronsyre … rank og syrlig Riesling med masser af god kvalitet. Vi sniger os op på 4,5 houlbergske fingre.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Krämer, Straight Grauburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Krämer, Straight Grauburgunder, Rheinhessen, TysklandStraight var den første serie af vine, som Tobias Krämer lavede selv på Weingut Krämer og jeg smager to af disse vine og den første er hans 2019 Straight Grauburgunder.

Vinen er selvfølgelig 100% Grauburgunder aka Pinot Gris, som er høstet ved håndkraft og fermenteret ved på ståltanke ved kølig temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret en kort periode med 20% i egefade og 80% fortsat i den rustfrie ståltanke. Derefter er vinen samlet og aftappet på flaske. Den har 6,1 gram restsukker pr. liter.

I næsen er Straight Grauburgunder sådan lidt sød varm med masser af kvæde, modne æbler og ananas, smørcreme, let brændte noter og nødder, en københavnerstang og pæn fyldighed.

Smagsmæssigt er der godt med grape, lidt grillede citroner, meget mere rank og bitter end duften egentlig indikerede. Det er såmænd også ganske blødt og cremet, har lidt jernagtige elementer, men de lille grape bitterhed går igennem i hele smagsspekteret og giver vinen en rank – og bitter – rygrad.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Weingut Krämer, Pudelwohl, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Krämer, Pudelwohl, Rheinhessen, TysklandVi starter smagningen af de 7 vine fra Weingut Krämer med denne 2019 Pudelwohl, der vist nok betyder noget i retning af, at føle sig behagelig, lystig som en puddel. Men denne vin er ikke raceren, men derimod et lille gadekryds mellem druerne Grau- og Weißburgunder.

På bagsiden af flasken står der noget i retning af; Gør Lassie jaloux og The Jacob Sisters (en tysk kvindelig schlagergruppe) skarpe igen. Fylder puddelfans med glæde, men også dem, der ikke har hund endnu, fordi det er en cuvée af dyrekvalitet. WTF ???

Nå, men Pudelwohl er produceret 60% Grauburgunder og 40% Weißburgunder fra Tobias Kramers marker omkring byen Gau-Weinheim. Vinen er fermenteret ved lav temperatur og lagret kortvarigt i ståltanke. Vinen har 5,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen meget rund med krydret sødme … der er honningmelon, fersken, pærer, en smule lemon og har samtidig sådan en lille varm, olieret fedme, lidt småbuttede aromaer med blomster og måske endda lidt nøddeolie.

I munden er det en rund, blød og saftig vin. De buttede håndtag på siden af kroppen er også fremme her, så vinen fylder godt i munden med fin og eksotisk frugt, sødme, lidt krydderier, lemon og grape, et ganske okay bid og samlet set en rigtig fin lille hvidvin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, Frankrig

2019 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, FrankrigRosévinene springer ud på terasserne overalt i det danske landskab i samme takt som både sommerblomster gror, pigernes kjoler bliver kortere og alle små nedtællinger til sommerferien tager til. Jeg hopper da også på vognen og tester en rosé … en ny 2019 Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée fra Calmel & Joseph.

Negocianthuset Calmel & Joseph har jeg skrevet om nogle gange tidligere og denne Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée har jeg også smagt før, nemlig i foregående årgang 2018.

De to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph kalder sig selv for créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon, for de har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området.

Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

De to ønologer laver bl.a. 3 vine under navnet Amstramgram .. en hvid, en rød og så denne Cérès Rosé Grande Cuvée, som er lavet på 40% Mourvèdre, 30% Cinsault samt 30% Grenache … en anderledes fordeling end vinen i forrige årgang.

Cinsault og Mourvèdre druerne er høstet på normale høsttidspunkter, men Grenache druerne høstes med optimal modenhed … alle druerne afstilkes, hvilket efterfølges af en kold maceration ved 15 grader i 2 timer efterfulgt af gæring med udvalgt gær ved 16 grader og der sker ingen malolaktisk gæring. Vinen har kun lagret kortvarigt i ståltanke.

Det er – som med 2018’eren – en vin med masser af behagelig og sød frugt, jordbær, kiwi, ananas, mango, meget eksotisk frugt, godt med sukkersødme, søde krydderier og en lidt støvet note samt et lavt syreniveau.

Der er dog mere syre i smagen, hvor det er er søde jordbær, modne kirsebær, citroner og en lille grape bitterhed. Der er svagt en note af jern, let fennikel og ellers virker vinen lidt skarp og rustik, men vil gøre sig rigtigt fint sammen med de udsprungne blomster på sommerterrassen med liv, latter og lyse nætter.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Giulia Negri, Barolo Marassio, Piemonte, Italien

2015 Giulia Negri, Barolo Marassio, Piemonte, ItalienDen fantastiske virtuelle online vinsmagning over Zoom med Giulia Negri sluttede med topvinen Barolo Marassio, der er lavet med druer fra den øverste beliggende parcel Marassio på Serradenari i omkring 536 meters højde.

Giulia laver alle hendes Barolo’er på samme måde, så denne Marassio er lavet med spontangæring alene med de naturlige gærceller i druerne i store 60 hektoliters kegleformede egekar med omkring 40 dages maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder i 25 hektoliter slavonske egefade.

I glasset virker Marassio klart mere lys og transparent end Giulias to andre Borolo’er. Duften er ultrablød, subtil og sart … næsten som en kvindeparfume med kostbare designede dråber. Det hele virker bare vildt blødt og rundt, for der er ingen balsamisk og streng italiensk syre i næsen.

I stedet virker vinen langt mere afdæmpet med lette, røde bær, jordbær, hindbær og måske endda lidt kirsebær, svage noter fra fadene med en smule kanel, vanilje, chokolade og nogle klare, stålsatte mineraler.

I munden har vinen en meget fyldig smag, men ved første sip slet ikke den syre, som du normalt forbinder med Barolo. Den bliver dog heller ikke fed eller tung, for det er fortsat en let vin på en lidt fortættet,  intens facon, men mere ren, stenet og saltet.

Tanniner er der helt sikkert og de viser skam også tænder. Med lidt luft i glasset samt flere sip, så kommer syren også mere frem, folder sig ud og bliver endda knivskarp, men alt er absolut på en virkelig elegant, overlegen og helt guddommelig facon.

Giulias Barolo Marassio er en vin, som du skal give tid … vær næsten helt meditativ og åben med god tid, for Marassio indynder, besnærer, lokker og bjergtager.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i nyere årgang koster 769 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7