Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

N.V. Domaine Paul Schneider, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Paul Schneider, Crémant d’Alsace Brut, Alsace, FrankrigNæste Crémant d’Alsace Brut kommer fra Domaine Paul Schneider, der som foregående er et gammelt vinhus, der oprindelig stammer tilbage fra 1663 og ligger i den smukke gamle by Eguisheim.

Det er i dag ægteparret Luc og Fabienne Schneider, der driver vinhuset i det gamle maleriske bindingsværkshus fra 1663. De er seneste generation, som nu har videreført familiens stolte traditioner og nu er deres datter Claire også kommet ind i driften.

Samlet har familien 14 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Eichberg, Pfersigberg samt Steinert … men derudover driver de også et lille pensionat med udlejning af 2 lejligheder.

Denne Crémant d’Alsace Brut er lavet på 40% Chardonnay, mens de resterende 60% er Pinot Blanc og Auxerrois Blanc. Den er først lavet i rustfrie ståltanke og derefter er andengæringen sker efter den helt klassiske metode med lagring sur lie i 18 måneder inden degorgering.

Duftmæssigt en meget nøddet og gæret aroma med hasselnødder, nedfaldsæbler, pærer og i det hele taget godt med skrald på aromaerne. Det hele er sådan lidt sødkrydret, landlig og svagt oxyderet, meget aromatisk og har en svag duft af lidt cognac og viskelæder.

Smagen er kraftig, krydret med noget sødme, masser af brus og bobler, aggressive på boblerne og i smagen er der ret godt med bitterstoffer, grape, sure grønne æbler, citroner og i det hele taget godt med syre.

Forhandles af Gourmet Wine, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Vincent Dancer, Bourgogne Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Vincent Dancer, Bourgogne Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg fik denne Bourgogne Blanc fra Vincent Dancer fra Tovgaard brødrene, som virkelig begge er super bourgogne freaks. Claus mente, at Vincent Dancer nok er én af de allermest spændende producenter i Bourgogne i øjeblikket.

Vincent Dancer er selv vokset op i Alsace og har efter sin far arvet to store passioner, nemlig en kærlighed til vin og foto. Han havde lige færdiggjort sit studie i ingeniørvidenskab, da hans far en dag forslog Vincent at bruge lidt tid i Bourgogne, hvor hans familie ejede nogle vinmarker, der var udlejet til nogle fætre.

Vincent blev omgående hooked på idéen og besluttede sig at bosætte sig i Chassagne-Montrachet og blive vinproducent fra de i alt små 5 hektar vinmarker. Så i 1996 grundlagde Vincent sit vinhus og lavede det første år beskedne 4.000 flasker, men i dag ligger årsproduktionen på 20.000 flasker.

Selvom Vincent Dancer er en beskeden mand, så er hans vine i dag velkendt af restauratører og vinelskere, så vinene er så efterspurgte, at de sælges på allokation og derfor svære at skaffe.

Vincent driver sine marker økologisk certificeret og var endda den første producent til at gøre dette i Chassagne. Hans stil er meget sin egen … ret individualistisk med magre, lyse, salte vine, som helst skal være en afspejling af terroiren … fra rig, upålidelig Meursault Perrieres til den skarpt friske Chassagne Tete-du-Clos.

Her er det Vincents hvide basisvin, hvor druerne kommer fra 2 forskellige vinmarker … én i Meursault plantet i 2001 samt én i Puligny-Montrachet plantet i 1990.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller, ingen tilsætninger af nogle slags, naturlig malolaktisk gæring og ingen bâtonnage, Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade, heraf 20% nye fade. Først derefter samles de forskellige fade i ståltanke, hvor vinen så lagrer 5-6 måneder inden aftapning på flaske uden klaring eller filtrering. Der er fremstillet 3.300 flasker af denne vin i 2017.

Sikke en dejlig smørfed og nærmest olieret næse. Den har en lækker hvalpefed note, smørblomst, mælkebøtter, masser af fadpræg med ristede aromaer, hasselnødder, valnødder og cashewnødder, nogle saltede mineraler, citrus, mandariner, lemon, søde æbler, røg og en smule vanilje.

Smagen er også cremet og olieret, mens frugten er langt renere, mere klar og direkte end forventet. Der er syrlige æbler, stikkelsbær, citronolie, knuste sten, vanilje fra fadene … tæt og intens med en fin stenet finish. Det er sgu en elegant vin og skræmmende højt niveau for en almindelig Bourgogne Blanc.

Vinen er købt på vingården og prisen kender jeg ikke. Tak til Tovgaard brødrene for vinen.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Riglos Wines, Gran Chardonnay, Mendoza, Argentina

2018 Riglos Wines, Gran Chardonnay, Mendoza, ArgentinaFor pokker … vi skal lige smage mer’ vin fra det argentinske vinhus Riglos Wines og igen en hvidvin, nemlig husets 2018 Gran Chardonnay.

Det er ganske vist ikke en ren Chardonnay vin, for der er 8% Sauvignon Blanc i vinen, men de kommer alle fra højtbeliggende marker i 1.350 meters højde. Vinmageren José Hernández Toso har lavet vinen fuldstændig traditionelt og den er efter endt fermentering lagret 8 måneder på 500 liter franske egefade.

Dejlig smøragtig aroma … smørcreme, melon, fersken, pærer, appelsin, nogle småsøde noter, nogle fadnoter, bl.a. lidt vanilje, svag honning samt masser af hvide blomster og søde krydderier.

Vinen er smagsmæssigt dejlig cremet … rund og varm, egentlig ganske omgængelig, blød og ligetil. Midt i alt det bløde er der lemon, grillede citroner og samlet kommer der en god syre, som lige præcis er tilstrækkelig til at sikre vinen kant og charme. Det er småfedt, helgodt og super lækkert.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 191,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, Frankrig

2017 Madame Veuve Point, Pouilly-Fuissé Blanc, Bourgogne, FrankrigVi bliver med næste hvidvin fra Madame Veuve Point nær byen Mâcon, nemlig i appellationen Pouilly-Fuissé, hvor man oftest finder elegante, fyldige og mineralske hvidvine.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, altså med presning efter sortering, hvorefter vinen hviler koldt ved 10 grader i et par dage, fermentering og derefter lagring på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Med denne 2017 Pouilly-Fuissé Blanc bliver det i næsen langt mere elegant. Her er der lethed, luftighed, blomster, faktisk masser af gule blomster, ristede mandler, kalkede elementer, pærer, honningmelon, fersken, ananas, akacietræ, vanilje og let røg.

I munden er vinen også mere vedkommende … måske ikke helt så let, som duften lovede, men det er så smooth, blødt, elegant og lækkert, så det næsten smelter i munden. Det er fortsat let krydret, kalket og lettere mineralsk, men meget forsigtig, afdæmpet og fint. Dermed bestemt en fin lille hvid Pouilly Fuissé.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, Frankrig

2018 Madame Veuve Point, Mâcon-Villages Blanc, Bourgogne, FrankrigJeg har fået mine fedtede hænder i 3 flasker bourgognevin fra vinhuset Madame Veuve Point, som er opkaldt efter enken Jeanne-Marie Point, der som 26-årig tilbage i 1903 overtog driften af det burgundiske vinhus efter sin afdøde mand.

Mens jeg starter med at skrive om vinhuset, så kan jeg meget passende starte med at nyde et glas 2018 Mâcon-Villages Blanc fra Point familiens gamle vinhus i Beaune. Arghhhhhh.

Enkefruen Jeanne-Marie Point var hårdtarbejdende og munter kvinde. Hun var en af de første kvindelige vinmagere i Bourgogne og hun plejede at synge, når hun gik rundt i vinmarkerne. Hun elskede også at danse til violinmusik ved fester i landsbyen eller når hun besøgte venner. Hendes søn Benoît lærte at spille trompet og spillede ofte, når man skulle fejre høstens afslutning.

I dag er vinhuset fortsat ejet af Point familien, nemlig af Jeanne-Maries oldebarnebarn Géraldine Point, som 4. generation i Point familiens vineventyr. Géraldine er selv uddannet vinmager og har bl.a. arbejdet for Maison Auvigue samt Jean Paul Selles, inden hun i 2001 overtog ansvaret for familieforetagendet.

Siden 2009 har hun drevet vinhuset sammen med sin mand, der er medejer af Grands Vins Sélection, som i dag vel egentlig er ejer af det gamle bourgognehus. Géraldine arbejder således i dag som salgsdirektør for Grands Vins Sélection med ansvaret for de europæiske nøglekunder.

Grands Vins Sélection er en stor historie … de ejer et utal af vinslotte og vinhuse. De sælger årligt 47,2 millioner flasker vin og har en årlig omsætning på langt over 600 millioner kroner.

Jeg kan ikke se, hvor mange marker, som huset ejer … eller om de køber de fleste af deres druer fra andre vinavlere. Men de laver dog mange vine … 15 forskellige hvidvine og 22 forskellige rødvine. Vi starter dog med denne hvide 2018 Mâcon-Villages,

Vinen er lavet ved, at Chardonnay druerne efter sortering presses direkte uden afstilkning, men saften hviler så koldt ved 10 grader i 24-36 timer inden gæringen sættes i gang. Efter fermenteringen er vinen så lagret på barriques … men hvor lang tid fremgår ikke, men hos Madame Veuve Point anvendes der maksimalt 10% nye fade.

Duftmæssigt er vinen meget ligetil … ikke overfed med alt for megen egetræ, men har en varm, tæt aroma med sødkrydrede, eksotiske og tropiske frugter som abrikos, honningmelon, modne pærer, kalk og et lidt støvet samt mineralsk udtryk.

I munden er vinen blid … meget blid og næsten på vej til at blive lidt flad i udtrykket, men krydderier og en varm syre redder det næsten, således der kommer nogen sammenhæng i tingene. Smagen har lidt samme sødkrydrede note, som man også duftede, lidt rustik med en frugt af pærer, melede gule æbler og svag grape.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2000 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2000 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigVi startede en hyggeaften forleden hos Falken med en Cuvée Dom Pérignon fra Moët & Chandon i første årgang i det nye årtusinde. En fin millenium champagne aka årgang 2000.

Det er dog ikke en Dom Pérignon årgang, der går over i historien som fx 2002 og 2008, men den ekstra lagring har dog imidlertid gjort noget godt for vinen, men herom senere.

Jeg har jo skrevet om denne ikoniske drik tidligere og hele historien bag Dom Pérignon, så det skal jeg nok undlade denne gang. Jeg kan i stedet henvise til tidligere blogindlæg. Det er dog en ganske lang og spændende historie, så det er bestemt værd at læse om. Det kan du fx gøre ved mit blogindlæg om Dom Pérignon 2002.

Dom Pérignon er jo en årgangschampagne … og en sådan én skal lagre tre år på flaske, for at den må kaldes sådan, men Dom Pérignon lagrer meget længere, typisk 9 eller 10 år. Den lange lagring er med til at udvikle smagen og gøre den mere kompleks. Dom Pérignon er lavet på nærmest halv Pinot Noir og halv Chardonnay.

Duften er meget blid, næsten skrøbelig og delikat med nødder, fersken, pærer, mango, meget moden, sublim, feminin, en lidt syrlig note med svag grape og ingefær, toast, let svævende og æterisk, moden, galant og distingveret.

I munden … uha utrolig fint balanceret, bare så mega-blid med små, tætte og blide bobler, hvilket bare gør champagnen meget blød, blid og cremet. Der er igen de tropiske frugter, svag grape, svag sødme, lidt appelsin, gule og modne æbler … det smager tæskegodt og vi er tæt på perfektion. Det er så blidt, blødt og lækkert.

Forhandles mange steder og vejledende pris første nyeste årgang – som i øvrigt pt. er 2010 – er på 1.298 kroner. Denne årgang 2000 vil i dag koste 1.798 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 Weingut Peter Wagner, Oberrotweil Chardonnay, Baden, Tyskland

2018 Weingut Peter Wagner, Oberrotweil Chardonnay, Baden, TysklandDen næste Weingut Peter Wagner vin var også Ortswein, 2018 Oberrotweil Chardonnay, men faktisk slet ikke så fed som foregående Grauburgunder.

Vinen er ellers næsten lavet på helt samme vis, altså med druer fra markerne ved Oberrotweil. Vinen er også lavet på rustfrie ståltanke, men er efter endt fermentering udelukkende så lagret på barriques. Det fremgår dog fortsat ikke, hvor lang tid vinen har lagret, men den har 0,7 gram restsukker pr. liter.

Dejlig småbuttet, men slet ikke overfed, overdone eller med kæmpe fadpræg, som man måske vil forvente efter smagningen af Wagners Oberrotweil Grauburgunder, Her virker syren langt mere markant, frugten slankere og knap så tropisk. Her er det overmodne æbler, abrikos, en meget ren og inderlig frugt med lidt smør, klare kalkede noter og meget svagt lidt sødme og grape.

I munden er vinen heller ikke – på nogen måder – svulstig eller fed, tværtimod, for den har en virkelig pivfrisk frugt, masser af syre med både citroner, umodne grønne æbler, lidt lemon og derudover godt med mineraler, kalk og flint. Det hænger sgu meget godt sammen, duften som er balanceret med en smuk kølighed og således bliver en aldrig for fed, men har en præcis, pivfrisk og småsyrlig frugt.

Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Ravines Wine Cellars, Chardonnay Finger Lakes, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Chardonnay Finger Lakes, New York, USASå er det tid til lidt US Chardonnay, men slet ikke californisk Chardonnay, men derimod fra det langt køligere område Finger Lakes i New York regionen i det østlige USA ved Keuka søen lidt nord for byen Hammondsport … og vinen er endda lavet af en dansker.

Vinen kommer nemlig fra vinhuset Ravines Wine Cellars, der er grundlagt i 2001 af danskfødte Morten Hallgren sammen med sin hustru Lisa. Morten er født i Danmark, men han flyttede som 15-årig til Frankrig sammen med sine forældre, som drev en vingård i Côtes de Provence regionen i Frankrig.

Forældrene drev Domaine de Castel Roubine med knap 70 hektar vinmarker og der lærte Morten først om fremstilling af vin. Det  var derfor heller ikke underligt, at Morten senere valgte at uddanne sig som vinmager/ønolog på Ecole Nationale Supérieure d’Agronomie i Montpellier ..  en af ​​verdens største skoler indenfor vin.

Derefter fik Morten arbejde på 2. Cru Classé slottet Cos d’Estournel i Medóc i Bordeaux, men derefter rejste han sammen med sin hustru Lisa – som han havde mødt, mens han boede på Domaine de Castel Roubine – til USA.

Der arbejdede han bl.a. på Cordier Estates i West Texas og senere hos Biltmore Estate i North Carolina inden han i 1998 blev spottet af Willy Frank fra Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars. Og Willy tilbød Morten et job som ansvarlig vinmager på vingården ved Keuka Lake i Finger Lakes området i staten New York i det østlige USA. Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars var en af pionererne indenfor vinproduktionen i Finger Lakes området.

Morten så straks et kæmpe potentiale i det ukendte vinområde og satte også straks sit præg på disse cool-climate vine og sideløbende med arbejdet for Willy Frank, så kunne han opkøbe udvalgte marker på nogle af området bedste sites. Og i 2001 grundlagde han så Ravines Wine Cellars og er siden vokset markant.

I dag driver Morten og Lisa Hallgren samlet 130 hektar vinmarker, hvoraf nogle af markerne er ejet og andre lejet. De fordeler sig på en række marker, men de 3 vigtigste marker er Argetsinger Vineyard og 16 Falls Vineyard ved Seneca Lake og White Springs Vineyard ved Keuka Lake.

Lad os smage én af Mortens vine, nemlig hans Chardonnay, hvor druerne kommer fra flere marker, men dog med en 84% overvægt fra den ler- og skiferholdige mark 16 Falls Vineyard, der ligger på østbredden af Seneca Lake. 9% af druerne kommer fra den mere kalkholdige White Springs Vineyard ved Seneca Lake og resten kommer fra den højtliggende Hobbit Hollow Vineyard ved Skaneateles Lake.

Vinificeringen sker i to parallelle processer. I den ene proces så presses 80% af druerne uden afstilkning og denne del gærer på franske egetræsfade, hvoraf 16% er helt nye.

De resterende 20% druer tørrer en smule via lufttørring inden vinifikationen. De dehydrerede druer presses nænsomt og gærer på fade, gennemgår derefter fuld malolaktisk gæring, der blødgør syren og så lagrer vinen derefter 9 måneder sur lie – på bærmen – inden endelig sammenstikning og flaskning.

WAUW … en lidt anderledes aroma, hvor der både er nødder, toast, æbletærte, modne æbler, pærer, kvæde, abrikos, akacietræ, vanilje, figner og en smule timian. Det er ikke overdone, men har en tilpas mængde fadnoter.

Smagen er fed, cremet og lettere olieret med krydrede noter samt grillet citron, lemon, fed grape med olieret bitterhed, nogle lidt salte elementer, mineraler, en krydret syre, hasselnødder og fin, småfed og lang eftersmag. 5 fede houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Blanc de Blancs Brut, Baden, Tyskland

2017 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Blanc de Blancs Brut, Baden, TysklandForleden var jeres flittige vinblogger til vinsmagning med de tre gæve gutter fra Vinvärket og der startede de totalt i god stil med at servere lidt bobler, nemlig denne 2017 Blanc de Blancs Brut fra Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

Dét vinhus har jeg skrevet om utallige gange og endda besøgt tilbage i august 2016. Men det kan du jo eventuelt selv læse om i mit lille blogindlæg; Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler.

I stedet kigger vi bare lige nærmere på denne Blanc de Blancs Brut, der er lavet på 100% Chardonnay og selvfølgelig lavet efter den helt klassiske champagnemetode med andengæring i flasken. Vinen har lagret i kælderen siden slutningen af 2017 og så frem til juli 2020, hvor den er degorgeret med en dosage på 4 gram pr. liter.

I næsen er det landlige bobler … vild og lettere nøddet med en let drillende grøn note, kaktus, dåsepærer, friske æbler, gær, rugbrød, blomster og så en snert tropisk frugt, lemon og citroner. Det dufter bare SÅ indbydende.

Det smager samtidig vildt godt med en dejlig blød mousse – blide samt små, fine bobler, som fader hurtigt, men det smager fantastisk, meget cremet og indbydende lækker med en utrolig harmonisk elegant og smagfuld balance. Jammy.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 199 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Chardonnay Réserve, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Bernhard Koch, Chardonnay Réserve, Pfalz, TysklandMinsandten om næste vin ikke også var fra den gode Weingut Bernhard Koch, for det var en 2018 Hainfelder Letten Chardonnay Réserve.

Jeg har tidligere smagt storesøsteren Hainfelder Letten Chardonnay Grande Réserve i en årgang 2017, men de to vine er faktisk lavet nogenlunde ens, bl.a. med 9 måneders lagring på barriques. Chardonnay Réserve har i denne årgang 2018 alene omkring 1,4 gram restsukker pr. liter, men den store brug af barriques kan smages i vinen.

BAM SLAM stor fed og oaky næse … virkelig behagelig og opulent med kæmpe fadpræg, lakridskonfekt, vanilje, sødlig røg, dåsepærer, tropisk frugt, papaya, mango, ananas, banan, mælkechokolade og svagt endda lidt kanel og ristede nødder.

I munden er der også godt med fadpræg og sødme, meget rund og ekstrem smagfuld. Det er cremet og blødt, olieret og smørfed med masser af tropisk frugt, et bredt smil og klampen i bund. Men hvor det dog smager godt og alle omkring bordet var synligt begejstrede over den indbydende lækkerhed, som vinen byder på. Vinen har nemlig også en vis fin rankhed, som sikrer en fin småbuttet syre igennem hele smagsspektret og forhindrer, at vinen bliver helt overdone eller alt for fed. Klassevin.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7