2015 David Moreau, Côte de Beaune Village, Bourgogne, Frankrig

2015 David Moreau, Côte de Beaune Village, Bourgogne, FrankrigMed næste vin fra Domaine David Moreau rykker vi en tak op ad den vinøse kvalitetsstige … one small step for mankind. Vinen er den unge vinmagers Côte de Beaune Village.

Druerne til vinen kommer fra en række vinmarker på omkring 1 hektar i Côte de Beaune, hvor jorden er både sand- og lerholdig. Ellers er vinen lavet på samme måde som lillesøsteren, dvs. at druerne høstes med håndkraft hvorefter de sorteres og afstilkes. Macerationstiden er forskellig fra vin til vin … det afgør David ved løbende smagning.

Fermenteringen sker alene med druernes naturlige gær og vinen er derefter lagret omkring 12 måneder på burgundiske barriques, altså dem på 228 liter.

Duftmæssigt bliver det mere tæt … fortættet Pino saft med en smule blyanter, jord og man fornemmer næsten, at man står midt i vinmarkerne, mærker brisen og duften af vinbladene. Der er hindbær, lyse kirsebær, eg, nye vinfade og lakridsrod.

I munden er der også mere krop, mere frugt og selvom den er ganske tør og grøn, så er syren elegant, nærmest drillende på tungen. Elsker det. Der er samtidig noget landligt over vinen og igen både med jern, elegance og grøn lethed, mens lidt peber i eftersmagen napper din tunge.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 David Moreau, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2015 David Moreau, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigDe næste 3 vine kommer fra den unge vinmager David Moreau, som holder til ved Santenay i Côte de Beaune. Vi starter med hans entry-level Bourgogne Rouge.

Domaine David Moreau er grundlagt i 2009 af den unge vinmager, som forinden etableringen var uddannet som ønolog ved Lycee viticole de Beaune. Efter skolen har David yderligere dygtiggjort sig ved at arbejde hos François Perrin på Beaucastel i Châteauneuf-du-Pape, på det familieejede Neudorf Vineyards i New Zealand, hos Olivier Lamy på Domaine Hubert Lamy i Saint Aubin og sluttelig hos Aubert de Villaine på Domaine Romanée-Conti.

David har 5 hektar vinmarker og nogle af markerne har han arvet fra sin farfar, der igen havde arvet dem fra sin far. De 5 hektar består bl.a. af markerne Les Cornières, Les Prarons samt 1 Cru markerne Clos Rousseau, Clos des Mouches og Beaurepaire, alle i Santeney.

Til at hjælpe sig har David hans bedstemor Simone og derudover de to vineksperter Richard og Thierry, som også selv er vinavlere i området. David er dog – så vidt jeg kan se – ikke i familie med Bernard, Alex og Benoît Moreau fra forrige vine.

Denne vin er lavet med druer fra forskellige plots aka parceller i Côte de Beaune.  Druerne høstet manuelt, hvorefter de sorteres og afstilkes. Macerationstiden er forskellig fra vin til vin … det afgør David ved løbende smagning.

Fermenteringen sker alene med druernes naturlige gær og vinen er derefter lagret 10-12 måneder på burgundiske barriques, som toppes op ugentligt for at bevare den friske frugt. Ved flaskningen anvendes spanske korkpropper fra Estremadura og Andalusien.

Duftmæssigt byder denne – i forhold til foregående vin – på mere ren frugt, mere friskhed og er ligeledes mere grøn i næsen. Det er vinblade, hindbær, ribs, blæst og frisk vin.

I munden er vinen blødere og mere kropslig i udtrykket. Der er mindre jern og mere rustik elegance, blæk samt hindbær. Tanninerne og tørheden er mere defineret og der et blidt syrebid, selvom det fortsat næsten er børnemord. Giv den tid, for det lover godt.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Bernard Moreau et Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2015 Bernard Moreau et Fils, Bourgogne Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigNæste vin var også fra farmand og hans sønner aka Bernard, Alex – som i øvrigt rigtigt hedder Alexandre – og Benoît Moreau, nemlig deres almindelige røde Bourgogne Pinot Noir.

Druerne til vinen kommer primært fra 25 år gamle vinstokke, som står på marken Les Cras ved byen Mancey. Marken ligger med en eksponering mod sydøst og har en stenet jord med kalksten, som er god til at holde på varmen og med til at modne Pinot Noir druerne optimalt.

Druerne er efter høst afstilket og ligger derefter i blød i en kold pre-fermentering og maceration i 5 dage, hvorefter den alkoholiske gæring sker over 10 dage. Derefter lagres vinen 10 måneder på 228 liters barriques – de klassiske Bourgogne egefade – og omkring 10% af fadene er nye.

I næsen kan du næsten dufte barriqueskælderen … der er eg, syrlig mødding, stikkelsbær, ribs, svag jern og svag eukalyptus. Det er ungt, stramt, syrligt og grønt.

Smagsmæssigt har vinen en okay rund elegance, men det stikker ikke så dybt, for vinen er slet ikke så forfinet og kompleks, som næsen egentlig indikerer. Der er jern … vi snakker næsten en hel skrotplads, tørhed og strenghed. Vinen smager fint, men det er lidt for syrligt og der mangler en vis dybde og kompleksitet.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 180 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Bernard Moreau et Fils, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2015 Bernard Moreau et Fils, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigEn lille Sélection smagning hos den lokale Vinspecialist forleden lød på 5 x vine fra Bourgogne … så der skulle jeg selvfølgelig lige forbi. Første vin var en hvid Bourgogne fra vinhuset Bernard Moreau et Fils.

Vinhuset ligger i Chassagne-Montrachet og er et af de gamle huse, grundlagt helt tilbage i 1809 af Auguste Moreau, men ledes i dag af 4. generation i form af brødrene Alex og Benoît Morea samt far Bernard. Ja, det er dem på billedet ovenover.

Huset ejer selv 9 hektar vinmarker og driver derudover 5 hektar lejet jord. Deres bedste mark er den 0,35 hektar store 1er Cru mark  Les Grandes Rouchotes i Chassagne-Montrachet.

De fleste marker er opkøbt i 1930’erne af farfar Marcel Moreau. Faderen Bernard overtog selv driften i 1977, men i dag er det altså sønnerne, som forestår driften.

Alex har det primære ansvar for produktionen og han er vinuddannet i både Australien og New Zealand. Han lægger stor vægt på, at jorden og omgivelserne taler deres eget sprog i vinene, så han prøver så vidt muligt at dæmpe brugen af nye fade.

Dette medfører, at cirka 30% af gæringen foregår på ståltanke ved en temperatur lige under 20 grader. Den lave temperatur er med til at forlænge gæringen, hvilket trækker flere naturlige aromaer ud af druerne, som således ikke dæmpes eller ligefrem overdøves af for voldsom anvendelse af egetræsfad.

Denne hvide Bourgogne er lavet med druer fra 20 år gamle vinstokke fra parceller med henholdsvis hvide kalksten og stenet, rød lerjord. Vinen er vinificeret i store egekar og fermentering over 2 uger alene med druernes naturlige gær. Lagrer derefter 6 måneder på 400 liters egefade, hvoraf 2+% er nye fade og resten mellem 1-4 år gamle. Derefter overføres vinen til rustfrie ståltanke og stabiliseres inden flaskning.

Duftmæssigt lidt røget og frisk vin med hyld, fersken, kalk, citron … virkelig frisk. Smagsmæssigt dejlig kølig stil, frisk med en let grøn note, godt med mineraler og fin elegance uden at blæse mine fødder helt væk. Der er en fin, fin syrlighed og bitterhed med både grape og citron.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Château Mas Neuf, Rhône Paradox, Rhône, Frankrig

De to kække fyre Rene og Ruben på Restaurant Østergade 1 har et godt tilbud på de mormalt mere døde aftener tirsdag/onsdag … en 3 retters lækker menu med appetizer samt vinmenu til fornuftige penge. Det har givet fulde huse. Sådan. Sådan en omgang nappede der frau og jeg. Vinen til hovedretten var denne Rhône Paradox fra vinhuset Château Mas Neuf.

Vinhuset er grundlagt i år 2000, hvor ejendommen blev købt af Luc Baudet, som i forinden havde arbejdet 8 år i vinindustrien i Rhône og igennem længere tid havde ledt efter en ejendom til egen vinproduktion.

Château Mas Neuf ligger i Camargue området omkring 20 kilometer vest for Arles og cirka samme afstand syd for Nîmes. Vinhuset hører til i appellationen AOC Costières de Nîmes, et der normalt betegnes som området mellem den gamle by Nîmes og det vestlige Rhône.

Vingården ligger reelt i det gamle Languedoc område, men vinene fra Costières de Nîmes minder stilmæssigt meget om Rhône og derfor har man også valgt at administrere dem som Rhône vine under Rhône Wine Comittee i Avignon.

Luc Baudet anvender da også Rhône betegnelsen på sine vine, hvilket også gælder for denne Rhône Paradox, men i dag regnes AOC Costières de Nîmes da også som værende en del af Rhône.

Vinhuset ligger ved en af de oldgamle handelsveje fra Saint-Gilles til Santiago de Compostella. Det er et sted, som pilgrimme og handelskaravaner har passeret i flere årtusinder. Det skete ofte, at stedet husede overnattende pilgrimme, og derfor byggede man et kapel på stedet, hvor de vandrende kunne bede.

Man har i vinmarkerne fundet romerske mønter præget med initialerne VOLC, som Luc Baudet anvender i domænets logo og på etiketterne for at ære den gloværdige fortid.

Château Mas Neuf har samlet 62 hektar vinmarker, hvor der primært dyrkes sorterne Syrah, Mourvèdre, Grenache, Carignan og Cinsault og de ældste vinstokke er over 90 år gamle.


I skal da ikke snydes for et foto fra menuen på Østergade 1

Og i fortsættelse af fotoet af menuen, så var det:

  • Appetizer med creme af artiskok med vandmelon og crumble
  • Forret var røget laks m/rygeost, nye ærter, karse & skovsyre
  • Hovedret; andebryst m/små kartofler, bolcherødbeder mm.
  • Dessert med bør, vaniljeis og karamelskum

Vinen til andebrystet var som nævnt denne Rhône Paradox, som er lavet på 50% Syrah, 15% Grenache, 20% Mouvedre og 15% Carrignan. Vinen er lavet med 9 måneders lagring på egetræsfade som inden da, har været anvendt til bl.a. lagring af Lafite Rothschild.

Begrebet ”Rhône-paradokset” ligger i den kølighed, som druerne får, til trods for, at det, i det sydlige Rhône, kan blive ualmindelig varmt. Det skyldes, at markerne er placeret relativt tæt ved vandet, så selvom druerne får masser sol og varme om dagen, kommer de køllige havvinde ind og køler dem ned om natten.

Og det kan faktisk mærkes på vinen, som i næsen har en dejlig kølig og animalsk stil med både mejeri og rød kød. Virker meget frisk i frugten med let kanel og vanilje, blåbær, blommer samt lidt blæk og grafit.

Smagsmæssigt er der stor tørhed, lækker frugt, lidt jern, Rhône krydderier og virker ellers meget blød i syren, hvilket gør det til en ganske behagelig vin, som de fleste vil kunne lide. Men duften er klart vinen største force.

Forhandles af Kjær Sommerfeldt, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse  4,5/7 

2009 Cantine Adanti, Montefalco Sagrantino Arquata, Umbrien, Italien

Jeg lukker og slukker helt for mit umbriske eventyr med allersidste smagsnote, nemlig på denne Montefalco Sagrantino Arquata fra vinhuset Adanti, som ligger ved Bevagna lidt nord for Montefalco.

Vingården er grundlagt i midten af 1960’erne, da Domenico Adanti købte ejendommen Arquata, et gammelt Celestine munkekloster, som han efterfølgende renoverede. Han genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer.

Azienda Agricola Adanti har samlet 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer. På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

I dag er det Pietro, Daniela og Donatella Adanti, som driver vingården og laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie.

Der laves to Montefalco Sagrantino vine, hvoraf denne Montefalco Sagrantino Arquata er den almindelige. Den er lavet med druer fra en enkelt mark, nemlig marken Vocabolo Arquata, der ligger i omkring 250 meters højde.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med temperaturstyret fermentering ved 28 grader. Maceration varer omkring 3-4 uger og efter den alkoholiske gæring lagrer vinen 28 måneder i store 30 hektoliter egefade og efter flaskning yderligere 12 måneder.

Og fint at smage vinen i en ældre årgang 2009 med knap 8 år på bagen. Næsen er klart sødere end hos fx Taberrini og det gør med det samme vinen langt mere tilgængelig. Der er ristede noter og vinen virker blød, mørk med sorte kirsebær, blåbær og blommer, grafit, lakrids, mint, læder, jord, eg og lidt krydderier.

I munden er vinen blød og rund. Det smager virkelig godt. Der er selvfølgelig fortsat godt med tanniner, men de er nu med alderen bedre integreret og druknes lidt i sødme, blødhed og en form for cremethed.

Forhandles herhjemme af Italux, hvor du kan finde en flaske årgang 2008 til 146 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Tabarrini, Montefalco Sagrantino Colle Grimaldesco, Umbrien, Italien

Og minsandten om jeg ikke også smagte en anteprima udgave af den herlige Giampaolo Tabarrinis Montefalco Sagrantino Colle Grimaldesco, endnu en af hans 3 enkeltmarksvine.

Det er samtidig vel hans signaturvin, da det var den første Sagrantino di Montefalco vin han producerede og den vin, som for alvor fik anmeldernes øjne op for vinhuset. Den skulle efter sigende stilmæssigt ligge mellem Cerqua og Macchie. Knap så powerfuld som Macchie og knap så elegant som Cerqua.

Den er lavet på akkurat på samme måde som Campo alla Cerqua, altså med over en måneds maceration samt en lagring i mindst 4 år inden frigivelse.

Og den er på mange måder lidt et tanninmonster, som søsteren, så det er en vin, som reelt først bør drikkes om mange år … skal gennem mindst 5 år. Næsen byder på lidt af samme noter som søsteren, blommer, sorte kirsebær, urter, eg, læder, bitter mørk chokolade samt en smule mynte og vanilje. Er måske lidt mere tæt i aromaen.

Tanninerne napper dig helt ned i knæhaserne og indikerer, at vinen skal ha’ luft og helst dekanteres timer før den drikkes. Og det skal helst være om mange år. Mellem tanninernes sadomasokistiske og tørre parringsdans finder man dog blommer, chokolade, jord og en slat mineraler. Men en powerfuld satan.

Forhandles herhjemme af BB Vinimport, hvor en flaske årgang 2012 koster 269 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Tabarrini, Montefalco Sagrantino Campo alla Cerqua, Umbrien, Italien

Giampaolo Tabarrini er en herlig frisk, skør og højenergisk fyr. Jeg mødte både ham og hans søde hustru Federica flere gange under mit umbriske eventyr, bl.a. til nogle af de officielle middage, mens Frederica – som mig – også var dommer i kokkekonkurrencen Sagrantino Nel Piatto og sad lige ved siden af Guisy Moretti og mig.

Og så ejer Giampaolo Tabarrini vinhuset Azienda Agricola Giampaolo Tabarrini aka Tabarrini, som han selv grundlagde i slutningen af 1990’erne, selvom han egentlig er 4. generation af vinavlere på ejendommen ved Turrita lidt syd for Montefalco.

Han producerer meget tørre og ganske tanninrige vine, men dog ikke så voldsomme som hos Caprai. Han nævnes af flere som værende blandt de top-3 bedste vinerier i området og er flere gange udråbt som The Rising Star of Umbria. Han laver hele 3 enkeltmarks Sagrantino og de bliver gentagne gange rost af både Gambero Rosso, The Wine Advocate og Wine Spectator.

Taberrini har samlet 11,6 hektar vinmarker, som er fordelt på 9 forskellige marker, nemlig markerne Pastene, Colle Grimaldesco, Piantata, Erede, La Vigna del Padrone, Cerqua, Biricocolo, Macchie og Ziesu.

Og fra disse marker laver vinhuset en Passito, en Bianca, en Rosato, 2 forskellige Rosso’er og 3 enkeltmarks Montefalco Sagrantino vine, nemlig fra markerne Colle Grimaldesco, Macchie og så Cerqua. Det er netop sidstnævnte vin, som vi her har fat i.

Montefalco Sagrantino Campo alla Cerqua er lavet med druer fra marken Cerqua, som ligger i 420 meters højde. Druerne er høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og vinen er lavet med maceration i over en måned.

Efter den alkoholiske fermentering lagrer vinen 36 måneder i franske egefade og derefter yderligere 12 måneder på flaske, altså mere en reglerne i appellationen egentlig foreskriver.

Det betyder også, at denne 2013’ner slet ikke var færdig endnu og således alene en forsmag aka tidlig anteprima. På bagetiketten står der da også; Campione non in vendita, altså prøve – ikke til salg.

Og så laves der alene 1.800 flasker af denne vin hver år … marken Cerqua er da også alene på 1 hektar. Denne skulle efter sigende være den mest elegante af alle Taberrinis tre enkeltmarksvine.

I næsen er der mørke bær, blåbær, sorte kirsebær, gazebind, vilde urter, mynte, blomster, eg samt vanilje og ellers virker den faktisk en smule neutral eller måske blot knap så powerfuld som andre Sagrantino’er.

Smagsmæssigt er der godt med frisk frugt, blommer, chokolade og så tonsvis af tanniner, som på nuværende tidspunkt desværre dominerer vinen alt for meget. Den skal ha’ alder. Det bliver en smule stramt og utilgængeligt. Kunne være sjov af smage i en ældre årgang.

Forhandles herhjemme af BB Vinimport, hvor en flaske årgang 2012 koster 329 kr., mens prisen er 279 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2012 Fattoria Colleallodole Milziade Antano, Montefalco Sagrantino Colleallodole, Umbrien, Italien

Ved selve Anteprima Sagrantino smagningen, hvor jeg smagte 36 Sagrantino 2013 i streg, havde jeg faktisk begge Fattoria Colleallodole Milziade Antanos vine i min top-10. Her er det enkeltmarksvinen Montefalco Sagrantino Colleallodole i årgangen tidligere.

Den er lavet fuldstændig som den forrige vin, altså i rustfrie ståltanke og har samlet lagret 37 måneder, heraf 16-18 måneder i store egefade og 4-6 måneder på flaske. Druerne kommer dog alene fra marken Colleallodole, hvor stokkene er en tand ældre, nemlig mellem 30-40 år. Der laves samtidig alene også beskedne 1.300 flasker af denne vin årligt.

Og nu sker der virkelig noget mere i næsen. Hold da op. Det er landligt, animalsk og rustikt. Det dufter virkelig godt med sort og dybmørke bær, kød, blyanter, sten, tobak, lakrids og en nærmest tjæreagtig tæthed.

I munden er sødmen mere udtalt end hos lillesøsteren og samtidig er den satans tør og tanninerne igen voldsomme. Nu sammenlignede jeg forleden en Barolo med Nathalie Portman og skal jeg man fortsætte i den boldgade, så er dette mere Pam Grier som Jackie Brown … en smule badass. Det er fløjl og jern i en mundfuld og frugten mørk, sort og fed.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster vinen – så vidt jeg kan se – 47€ eller omkring 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Fattoria Colleallodole Milziade Antano, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

2012 Fattoria Colleallodole Milziade Antano, Montefalco Sagrantino, Umbrien, ItalienEt drys er normalvis en person, som er en smøl … kommer for sent eller efter de andre. Jeg har såmænd også lidt drys til jer, men en anden slags og fra Umbrien … et par vine, som jeg smagte undervejs, men endnu ikke har fået skrevet om. Denne Montefalco Sagrantino DOCG fra vinhuset Fattoria Colleallodole Milziade Antano er én af dem.

Vinhuset Fattoria Colleallodole Milziade Antano eller Fattoria di Milziade Antano ligger på adressen Via Colleallodole ved Bevagna svagt nordvest for Montefalco.

Det er et lille familievinbrug. som er grundlagt i slutningen af 1960’erne af Milziade Antano, men i dag drives af næste generation i form af Francesco Antano, som I også kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 20 hektar vinmarker i området, bl.a. marken Colleallodole, som også giver druer til husets enkeltmarkvin Montefalco Sagrantino Colleallodole. Markerne og produktionen sker naturligt og uden brug af kemikalier.

Denne Montefalco Sagrantino DOCG er husets almindelige Sagrantino vin, som kommer fra husets marker omkring Bevagna og fra vinstokke, som er mellem 10-35 år gamle, høstet med et udbytte omkring 50 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke og har samlet lagret 37 måneder, heraf 16-18 måneder i store egefade og 4-6 måneder på flaske. Der laves årligt omkring 8.000 flasker af denne vin.

Næsen er mørk som kul … og med både noter af kul, koks, bly, fuldfede blommer, lakrids, tobak, blåbær, kirsebær, vilde urter og tør jord. I munden er vinen fortsat nærmest en teenager … ung, tæt, stram og med en sød side. Tanninerne er massive og kan nærmest lamme dig, så sug ikke for megen luft i munden … medmindre du selvfølgelig er til lidt S/M. Nej, så galt er det nu ikke, men det er bestemt en powervin.

Ingen forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 26,50€ eller omkring 197 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7