Tag-arkiv: muscat

Muscat – der kaldes Moscato i Italien, Muskateller i Tyskland samt Moscatel i Spanien og Portugal – er en hvid druesort, som menes at stamme fra Mellemøsten og har været brugt til fremstilling af vin siden de gamle grækeres tid.

Muscat er én af de mest udbredte hvid druesorter i hele verdenen og foretrækker et varmt klima. Men Muscat trives faktisk under mange forskellige forhold, hvilket også resulterer i mange forskellige vine … fra tørre hvidvine over halvtørre bobler til søde, mørke hedvine.

Derfor findes der heller ingen typisk eller ægte Muscat, men mange inkarnationer, hver med sin egen regionale nuance og karakter. I Italien findes der fx Muscat Blanc à Petits Grains  aka Moscato Bianco, som menes at være den ældste og måske mest værdsatte af druerne i Muscat familien. I det hele taget producerer Italien mere Muscat end noget andet land, stort set i form af Moscato d’Asti, fremstillet af netop Moscato Bianco.

De allerbedste vine på Muscat Blanc à Petit Grains regnes dog at være fra Frankrig, bl.a. med vinene Muscat de Beaumes de Venise, Muscat de Lunel og Clairette de Die. I Sydafrika er denne variant kendt som Muscat de Frontignan og bl.a. kendt fra den berømte Vin de Constance vin fra Constantia.

Andre kendte varianter af Muscat omfatter Muscat af Alexandria, der også er én af de helt gamle, oprindelige sorter, som er kendt for sine lette og frugtagtige hvide vine.

Derudover findes der Muscat Ottonel, der er mere lys og modnes tidligt, mens Muscat Hamburg er en rød druesort, der anvendes til røde bordvine. Endelig findes der de farverige Moscato Giallo og Moscato Rosa, der begge kommer fra det nordlige Italien og bruges til at fremstille en række søde og tørre vine.

Muscat er meget aromatisk druesort, der har en tydelig duft og smag af solmodne druer, mandariner og ferskner. Den kan også have en let note af moskus, en mulig oprindelse til navnet, og dufter derudover ofte floralt af jasminer og roser.

Syren er dæmpet og ofte er sødmen fremtrædende. Den kan være let og delikat i tørre vine fra Alsace, pikant og parfumeret i de let søde mousserende vine fra Asti, eller fed, sød og eksotisk krydret i Beaumes de Venise og Rivesaltes.

Druens store alsidighed gør den populær hos mange vinproducenter. Muscat kan produceres som tør, medium, sød, mousserende eller endda dessertvin og Muscat bruges endda også som borddruer overalt i verden, hvilket er årsagen til, at mange beskriver vine på Muscat som druemost.

På trods af deres lignende navne er Muscadelle, Muscadet, Muscardin og Moscato di Terracina ikke medlemmer af Muscat familien.

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVinene fra Dominio del Àguila er sgu vilde. Kraftige, intense og vilde. Det gælder egentligt også deres rosé … denne Picaro Clarete Ecológico.

Jeg har tidligere smagt både en 2014 Albillo Viñas Viejas og den røde 2018 Picaro del Àguila og begge gange har jeg været ret imponeret. Og selvom jeg slet ikke er til rosévine, så må jeg også overgive mig med denne Picaro Clarete Ecológico, for vinen er sgu fremragende. Bevares i den fyldige og federe afdeling, men kvaliteten fejler bestemt intet … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er lavet på primært Tempranillo og Albillo … resten et skønt field blend med Garnacha, Bobal, Bruñal, Monastrell, Tempranillo Gris, Garnacha Blanca, Pirulés, Jaén, Moscatel og Malvasías. Det er et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med vinstokke over 60 år gamle.

Markerne er kalkholdige og ligger i 800-900 meters højde. Efter høst afstilkes druerne ikke, men presses direkte og saften overføres til gamle betontanke, hvor vinen spontangærer langsomt … faktisk i 8-9 måneder efterfulgt af lagring på egefade i samlet 17 måneder.

Vildt rød i glasset … lidt ligesom håret på den storbarmede Angel Strawbridge fra programmet han, hun og drømmeslottet. Og i næsen er vinen næsten også lige så farverig, smæk på aromaerne med lidt røgede jordbær, ribssaft, tranebær, hyben, dåsepærer, sødme, fadnoter med specielt vanilje og lidt svage oxidaktive noter.

Der er også smagsmæssigt skrald på drengen … masser af rød frugt, hindbær, jordbær, kirsebær, ribs, virkelig fyldig, fed rosé med masser af smag, nærmest bløde tanniner … og så er det bare blødt, cremet og totalt uimodståelig … WAUW for en rosé.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5/7

2017 Bernard Humbrecht, Muscat, Alsace, Frankrig

2017 Bernard Humbrecht, Muscat, Alsace, FrankrigEt besøg på Fladbro Kro med kollegerne på jobbet bød – udover god mad – også lidt vine i en tilhørende vinmenu. Vi havde egentlig forsøgt os med, at jeg skulle tage forskellige vine med, men proppenge på 300 kr. pr. flaske synes vi alligevel var en kende for dyrt.

Den første vin i vinmenuen var en Muscat fra vinhuset Bernard Humbrecht i Alsace. Den skulle følge forretten med grillede hvide asparges med lidt syrnet creme med stenbiderrogn og purløgsemulsion godt undervejs.

Domaine Bernard Humbrecht ligger midt i byen Gueberschwihr på det centrale torv i en gammel renæssancebygning fra 1619, bygget af Marx Dornstetter. Det er én af byens mest seværdige bygninger, og den blev købt af Jean Humbrecht i 1850.

Bygningen oser af historie og er blandt andet fødested for biskop Louis Joseph Marie Humbrecht, som var sognepræst og senere blev både biskop af Poitiers og ærkebiskop af Besançon.

Selve Humbrecht familien har været vinbønder i Alsace siden 1620, men domænet opstår reelt først i den nuværende form i 1931, da Bernard Humbrecht sammen med hustruen Josephine mere målrettet begynder at blive vinavlere.

Det er dog først i 1968 at man selv begynder at tappe vin på flasker på den gamle vingård. Dengang var arealet også alene 3 hektar.

Siden 1983 har det imidlertid været sønnen Jean-Bernard Humbrecht samt hans hustru Véronique som har stået for driften. Jean-Bernard har også udvidet vingården – både ved udbygning af kælderen samt ved køb af flere marker, således domænet i dag samlet ejer knap 8 hektar vinmarker, hvor Grand Cru marken Goldert er husets topmark.

Her smager vi altså deres Muscat til lidt hvide asparges, hvilket jo er et klassisk match. Der er imidlertid ikke ret mange oplysninger om produktionen af vinen, så derfor springer vi blot direkte videre til mine smagsnoter.

Det er sådan god klassisk Muscat, pænt med sødme, nødder, marcipan, astronaut-is og såmænd også en Københavnerstang og lidt hyldeblomstsaft. Faktisk dufter det noget saftevandsagtigt med de søde aromaer.

Smagsmæssigt er der også godt med saftevandsfornemmelse over vinen, hvor smagene er meget sagte, svage og runde, mens syren så til gengæld er vag … næsten ikke eksisterende, hvormed vinen næsten bliver helt dessertagtig med små jernholdige noter.

Forhandles af Dalsbakkegård, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, Frankrig

2017 Mélanie Pfister, Mel Quatre Cépages Nobles, Alsace, FrankrigEn alsacisk bombe er Mélanie Pfister blevet kaldt … for den franske vinbonde er en aktiv kvinde, som hele tiden med 100 kilometer i timen farer rundt mellem traktorer, vineri og vinkælder. Hun er en af de nye stjerner i Alsace og jeg smager nu lidt vine fra den jernhårde kvinde og starter med vinen Mel Quatre Cépages Nobles.

Vinhuset ligger i Dahlenheim i det nordlige Alsace og Mélanie Pfisters familie har været vinbønder der siden 1780. Familien har samlet 10 hektar vinmarker fordelt på ikke mindre end 40 forskellige parceller.

Mélanie er selv uddannet landbrugsingeniør og ønolog i Dijon og arbejdede efterfølgende hos vinhuse som Zind-Humbrecht i Alsace, Méo-Camuze i Bourgogne, Château Cheval Blanc i Saint Emilion, på Château d’Yquem i Sauternes og Craggy Range i New Zealand … inden hun vendte tilbage til Alsace for at overtage familiens gård, hvor hun er 8. generation og første kvinde til at stå for driften.

Hun lavede sin første vin på Domaine Pfister i 2005, hvilket faktisk var denne Mel Quatre Cépages Nobles, som hun oprindelig kaldte Cuvée 8, da hun jo var 8. generation og med inspiration fra hendes tid på Château Cheval Blanc, hvor hun opdagede mulighederne i vine på et blend af forskellige druer.

Hun har siden sin overtagelse – og fortsat med hjælp fra sin far – ændret en række ting i produktionen. Der er fx investeret i moderne vineri og stilen lagt om til langt mere tørre vine. Hun har også i 2018 sat gang i en omlægning af produktionen til økologisk drift, men vil først blive certificeret i 2021.

De bedste marker er klart  Silberberg og Grand Cru marken Engelberg, og samlet laver Mélanie 15 forskellige vin, hvor alle – bortset fra en Pinot Noir og hendes Pinot Gris Silberberg – laves og lagres på ståltanke.

Her er det – som nævnt – hendes Mel Quatre Cépages Nobles, som selvfølgelig er lavet af et blend af 4 druesorter, nemlig Riesling, Pinot Gris, Gewürztraminer og Muscat, hvor forholdet mellem druerne varierer år for år.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke og hver druesort vinificeret separat, således det endelig blend først laves, når gæring og lagring er slut. Gæringen sker som udgangspunkt alene med druernes egen naturlige gærceller, men Mélanie kan godt tilsætte andre gærceller, hvis de naturlige gærceller ikke er nok. Vinen er derefter lagret sur lie i stålfadene en periode … hvor lang tid kan jeg ikke se.

Lidt overraskende, så er det er sød og meget behagelig duft, ganske aromatisk med både æblemost, blomster, grillede citroner, lemon og akaciehonning. Det er lige før, at det dufter som en dessertvin, svagt lidt nødder og så samtidig let, liflig og behagesyg.

Men smagsmæssigt er det en langt mere tør, skarp, krisp og sprød vin med masser af syre, godt med lemon, lidt fyldig grape bitterhed, småsure grønne æbler, saltet mineraler og lækker lang eftersmag med grapen siddende ætsende i munden.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 20% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sipp Mack, Cuvée des Collines, Alsace, FrankrigJacques Sipp er en af verdens rareste mennesker, en spøgefugl og samtidig fabelagtig vinmager og fra ham smager jeg nu igen vinen Cuvée des Collines.

Sidst jeg smagte vinen var det i årgang 2012 …uh hvor tiden dog flyver. Siden sidst er Jacques’ datter Carolyn Sipp kommet mere ind i både vinkælder, produktion og salg.

Jeg har efterhånden et utal af gange skrevet om vinhuset, men det skal jeg nok undlade nu og blot kigge nærmere på denne Cuvée des Collines, som er lavet på 60% Riesling, 20% Pinot Blanc, 10% Sylvaner samt 10% Muscat. Det er en vin, som er lavet specielt til Jysk Vin … mener jeg at kunne huske og så vinificeret udelukkende på rustfrie ståltanke.

Det er en no-nonsens vin, en hverdagsvin af høj kvalitet, hvor næsen er rund, sød med modne æbler, noget tropisk frugt er der vel også i form af fersken og melon, lidt svag citron og lime … syren virker til gengæld ikke så tydelig.

I munden er det lidt samme historie … pæn saftighed, sødme, nogle af de eksotiske frugter, lidt bælle saftevandsfornemmelse, lidt brede skuldre, varme og fylde. Syren er vitterlig lidt rund, pæn, afdæmpet og endda måske lidt vag, men ellers er der god smag og klart bedre end tidligere årgange.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 89,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker,

Vinanmeldelse 4/7

N.V. Campari, Mondoro Asti, Piemonte, Italien

N.V. Campari, Mondoro Asti, Piemonte, ItalienMange råelsker denne asti … en frueglad, nonnesød Non Vintage Mondoro Asti. Man kan drikke uanede mængder af vinen, som kommer fra den store italienske Campari Group, som er verdens 6. største virksomhed indenfor vin og spiritus.

Campari Group er børsnoteret på den italienske børs, har over 50 kendte og ukendte brands, eksporterer til 190 lande, har omkring 4.000 ansatte. De står bl.a. bag brands som Cinzano, Aperol, Campari, SKYY Vodka, Grand Marnier, en masse whiskeyhuse som Wild Turkey, mærker indenfor rom, gin, tequila og billig Liebfraumilch hvidvin. Og så altså også italienske mousserende vine under Mondoro navnet.

Det store vin og spiritus imperium startede egentlig helt tilbage i 1860, hvor den ihærdige likørblander Gaspare Campari i sin Café Campari midt i Milano opfandt den røde aperitif … hvilket blev kimen til et sandt industrieventyr med etablering af sin første fabrik i Sesto San Giovanni i 1904.

Campari blev en kæmpesucces, men det var først i 1995, at Campari begyndte deres ekspansion med opkøb af de mange brands og i dag indtager en position som et af verdens største firmaer indenfor vin samt spiritus med en omsætning omkring 12,7 milliarder.

Denne Mondoro Asti med Sweet skrevet ovenover etiketten er lavet på ren 100% Moscato aka Muscat druer fra Asti området i Piemonte og er lavet med gæring på tank, både 1. og 2. gæring og dermed uden gæring på flaske. Det er en vin, som første gang er lavet i 1989 og den sælges primært på det russiske marked.

Duftmæssigt snakker vi masser af fersken, ananas, hyldeblomst, søde vaniljekiks, astronaut-is med en rød raketbamse i toppen, lidt akaciehonning, klare Muscat noter, nødder og lidt hvide blomster.

I munden er vin sød … meget sød eller overdrevet sød, men det er egentlig herlig sød saftevand, nærmest dessertvin med lidt bobler, lidt en flydende candyfloss af bedste skuffe. Jeg kan godt forstå, at Rikke elsker vinen, for det smager dejligt sødt … men der mangler klart syre, rygrad og finesse, men hvor har vinen virkelig masser sødme og bællepotentiale.

Forhandles i Irma, hvor en flaske koster 103 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2015 Vondeling Wines, Sweet Carolyn, Western Cape, Sydafrika

2015 Vondeling Wines, Sweet Carolyn, Western Cape, SydafrikaLad os da bare fortsætte med endnu en vin fra Vondeling Wines, nemlig deres søde dessertvin Sweet Carolyn … en enkeltmarksvin lavet på 100% Muscat de Frontignan.

Det er dog samme drue, som i fx Tyskland og Østrig er kendt som Gelber Muskateller, i Frankrig som Muscat Blanc à Petits Grains og i Italien som Moscato Bianco, da den anvendes i fremstillingen af Asti og Moscato d’Asti vinene. Her hos Vondeling klippes der i drueklaserne, når druerne er modne. Det gør, at druerne ikke længere kan få vand, hvorved de hænger og tørrer på vinstokkene … og samler dermed ekstra sødme og sukker.

De beskyttes undervejs af solen, som indtørrer og dermed forhindrer druerne i at blive mugne … og først efter en længere periode på vinstokkene høstes druerne og afkøles natten over inden fermentering, som sker med hele druer i åbne gæringskar.

Druerne knuses ikke inden gæringen, hvilket gør at de afgiver en sirupsagtg juice fra indersiden af skindet. Gæringen varer omkring en uge, hvorefter gæringen afsluttes inden alkoholen bliver for høj og sødmen forsvinder. Vinen lagrer derefter 11 måneder sur lie … altså med bærmen inden aftapning på flaske.

Nu er der sgu kommet skrald på frugten … en lidt djævelsk syrlig og sødlig aroma med masser af kryokoncentreret æblemost, tørret abrikos, mango, ananas samt en buket blomster. Der er nødder, mandler, vingummi og en smule vanilje. Det dufter spændende.

Smagen er dejlig sød … ikke totalt oversød, for frugten er egentlig ganske lækker med søde æbler, abrikos, mango og alligevel lidt frejdig. Det er en meget saftig lille sag, meget smagfuld og det er klart en slags sød æblemost, vild, koncentreret og tæt. Der er lidt honningsødme, men rigtig fin balance … smager virkelig godt.

Vinene fra Vondeling Wines forhandles af Wineloves.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Forteto della Luja, Piasa Rischei Loazzolo, Piemonte, Italien

2015 Forteto della Luja, Piasa Rischei Loazzolo, Piemonte, ItalienPiasa Rischei Loazzolo fra Azienda Agricola Forteto della Luja er ligeledes en topdollar lækker godte, men lavet på tørrede Moscato druer i stedet for Brachetto.

Druerne er også høstet sent … en proces der starter i slutningen af september og varer til langt ind i november. Druerne skal helst været angrebet af botrytis og efter høsten tørrer nogle af druerne på måtter i vineriet. Så presses druerne og gennemgår en lang gæring i små egefade og den gæring varer 24 måneder, hvorefter vinen så er klar til at blive tappet på flaske. Der er 140 gram restsukker pr. liter i vinen.

I glasset er vinen let gylden med orange refleksioner, mens næsen byder på ædel, moden frugt, nærmest overmodne samt overgærede nedfaldsæbler, abrikos, muskat, honningsødme, våde fade og virkelig aromatisk forførende.

I munden er vinen endnu federe, mere olieret end den foregående passito, men har samme flotte balance mellem en fed sirupsødme og frugtsyren. Det er fedt, cremet og tyk dessertvæske af 1. karat. Der er vanilje, svagt lidt syltede citroner, abrikos, ananas … men for pokker hvor smager det godt.

Import overvejes af Winelovers.dk, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Domaines Paul Mas, Claude Val Muscat Sweet, Languedoc, Frankrig

2017 Domaines Paul Mas, Claude Val Muscat Sweet, Languedoc, FrankrigFruens dessertvin smagte jeg lige ganske kort … en 2017 Claude Val Muscat Sweet fra det monsterstore vinhus Domaines Paul Mas.

Jeg skrev sidst om vinhuset, da jeg i marts måned i år smagte en Rosé de Syrah og i det blogindlæg kan du også læse meget mere om vinhuset.

Claude Val er en af de mange serier af vine, som laves hos Domaines Paul Mas og det er typisk vine lavet på et blend af forskellige druer og til en billig pris på mellem 4-5€, mens prisen for Claude Val vine på enkeltdruer ligger mellem 5-7€.

Denne Claude Val Muscat Sweet er lavet på ren Muscat, men der er stort set ingen oplysninger om produktionen … udover, at den alene er lavet i rustfrie ståltanke.

Næsen byder på typisk muscat noter … lidt knuste korianderfrø, fersken, tørret abrikos, honning, tørrede blomster, sæbe og egentlig uden en overdrevet fedme, men selvfølgelig et pænt sødmeniveau.

Smagen er meget i tråd med duften … ikke helt overfed, lidt let og heller ikke så dyb og koncentreret. Der mangler lidt syre til at give vinen rygrad og mer’ karakter, for den er på vej til at være en kende for meget … lidt for fluffy og kedelig.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3/7

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Gelber Muskateller, Südsteiermark, Østrig

2018 Weingut Wolfgang Maitz, Südsteiermark Gelber Muskateller, Südsteiermark, ØstrigSelvfølgelig skal vi også lige et smut omkring Gelber Muskateller druen, som Wolfgang Maitz laver 2 vine på … en Erste STK Ried og så denne Südsteiermark Gelber Muskateller, der er hans basis Gebietswein.

Gelber Muskateller kender de fleste under navnet Muscat eller Muscat Blanc à Petits Grains, som vistnok er det officielle navn. Muscat druen er plantet over store dele af kloden, men er mest udbredt i Frankrig og Italien, men altså også i Südsteiermark i Østrig.

Vinen er lavet udelukkende på rustfrie ståltanke og Wolfgang Maitz kalder selv vinen for en klassiker til aperitif.

Næsen er lidt kvalm … masser af blomstersæbe og totalt parfumeret med en sjov sødme, et skvis citrus og lidt søde krydderier. Der er næsten som at få blomsterpollen i næsen.

I munden har vinen en lidt flad og krydret smag. Den smager næsten også af blomster med en lidt sur/sød og vandet smag. Det er sgu ikke lige min kop te, så det bliver er pazzzzzz herfra.

Winelovers.dk overvejer import, men jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 2,5/7

2014 Mas Bécha, Classique Muscat Rivesaltes Béa, Roussillon, Frankrig

2014 Mas Bécha, Classique Muscat Rivesaltes Béa, Roussillon, FrankrigVi sluttede smagning af vinene fra henholdsvis Languedoc og Roussillon med en rigtig klassiker indenfor områdets søde dessertvine, nemlig denne Classique Muscat Rivesaltes Béa fra Mas Bécha.

Det er den type hedvin, som franskmændene kalder Vin Doux Naturel og laves normalt på Muscat druen. Denne Classique Muscat Rivesaltes Béa er lavet på 50% Muscat Petits Grains og 50% Muscat d’Alexandrie, men ellers oplyser Charles Perez faktisk slet ikke noget om, hvordan vinen er fremstillet.

Men følger han den gængse måde for en Muscat Rivesaltes, så vinificeres vinen med kort skindkontakt før presning af druerne, hvilket efterfølges af gæring ved lav temperatur. Gæringen stoppes derefter ved tilsætning af druesprit, således vinen endnu har en god del af sine naturlige restsødme og tappes tidligt på flaske for at bevare mest mulig frisked.

Muscat Rivesaltes sælges både med og uden årgang på etiketten, men dette er altså en årgang 2014 og har dermed ligget på flaske nogle år. Den trækker en alkoholprocent på 15%.

Og sikke da en dejlig næse … masser af sødme, honning, lettere parfumeret med eksotisk frugt, ædel råd, muskat, ananas, mango, svage og svævende benzindampe, men samtidig også en vis friskhed over vinen. Smagen er også sukkersød med nødder, honning, pakket tropisk frugt, men alligevel frisk. Det smager rasende godt.

Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 199 kr..

Vinanmeldelse 5/7