Tag-arkiv: Frankrig

2017 Maison Roche de Bellene, Bellenos Rosé Gamay Noir, Bourgogne, Frankrig

2017 Maison Roche de Bellene, Bellenos Rosé Gamay Noir, Bourgogne, FrankrigMens sommeren synes lidt tøvende, så tester jeres flittige vinblogger atter en rosévin … denne gang en Bellenos Rosé Gamay Noir fra Maison Roche de Bellene.

Jeg er normalt ikke vild med rosévine, men denne ka’ jeg faktisk rigtigt godt li’ … måske forbi, at den er langt mere ren og syrlig end de fleste roséer i det danske farvand. Men den har også sit ophav i Bourgogne … eller rettere i Beaune, hvor vi finder Maison Roche de Bellene, som drives af Nicolas Potel.

Vinhuset er grundlagt i 1964 af Nicolas’ forældre Françoise og Gérard Potel, som slog sig ned i Volvay. Gérard var agronom og en dygtig vinmager og startede med at have kvalitetsvine med fokus alene på Pinot Noir og alene fra 1. Cru marker i både Volnay, Pommard og Santeney.

Inden Nicolas Potel overtog faderens vingård, så havde han efter sin uddannelse til vinmager arbejdet i vinhuse rundt om det meste af  verdenen, bl.a. hos Moss Wood, Leeuwin Estate og Mount Mary Winery i Australien, Tom Dehlinger i Californien og en række udvalgte producenter i Frankrig.

I starten arbejdede Nicolas sammen med faderen i kælderen, men overtog langsomt driften og fortsatte med at lave kvalitetsvine fra familiens egne marker. Efter faderen død i 1997 grundlagde Nicolas dog negociantfirmaet La Maison Nicolas Potel, hvor han opkøbte druer fra andre vinavlere til en lang række Bourgogne vine.

La Maison Nicolas Potel fik så stor succes, at firmaet i starten af 2000’erne blev solgt til et andet handelsfirma. Men i 2008 startede Nicolas igen med et nyt negociantfirma Maison Roche de Bellene, og så har han siden udvidet med selskabet Domaine de Bellene, som selv lejer jordlodder rundt om i Bourgogne og laver egne vine.

Denne Bellenos Rosé Gamay Noir er fra Maison Roche de Bellene og produceret af Nicolas Potel. Den er fra hans Bellenos Collection, en serie af vine, som alle kommer fra appellationen Coteaux de Bourguignons.

Det er en forholdsvis nye appellation i Bourgogne og erstattede den tidligere betegnelse Bourgogne Grand Ordinaire, som misvisende antydede, at vinene ikke var noget særligt.

Bellenos Rosé Gamay Noir er lavet på 100% Gamay, som kommer fra 40 år gamle vinstokke og høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar.  De hele drueklaser vinificeres i temperaturregulerede ståltanke med kortvarig skindkontakt, undergår derefter en malolaktisk gæring og lagrer så 4-5 måneder i ståltanke.

Sikke en fin næse … svagt parfumeret, blomster, hindbær, kirsebær, granatæbler, men ellers sådan lidt sart, fin og lettere reserveret. Der afsløres ikke så meget i næsen.

Men smagsmæssigt lukker vinen op med masser af citronsyre, sure kirsebær, hindbær, ribs, lemon og salte mineraler. Det er virkelig en dejlig tør og syrlig rosé med et fint bid. Det er sgu en opkvikkende mundfrisker … lidt finurlig, men på en god måde. Endelig endnu en rosé, som Houlberg er vild med.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, Frankrig

2017 Domaine La Bohème, Le Môl, Auvergne, FrankrigPatrick Bouju er en vild vinmager, som laver naturvine fra sit lille vinhus Domaine La Bohème, som ligger i regionen Auvergne … en helt, lille overset vinregion. Vi smager her hans Le Môl med den farverige etiket.

Domaine La Bohème ligger midt i den lille by Saint-Georges-sur-Allier omkring 120 kilometer stik vest fra Lyon. Patrick startede med at lave vin i 2004, hvor han dog alene havde 1,5 hektar. Det er nu blevet forøget til samlet 5 hektar og så har han også fået licens til at blive negociant … altså købe druer fra andre vinavlere i området, men også i andre områder, bl.a. fra den sydlige del af Frankrig.

Patricks egne marker er primært tilplantet med Patrick’s vinmarker er primært beplantet med gamle Gamay d’Auvergne vinstokke, lidt Chardonnay samt Pinot Noir … og nogle af vinstokkene er tussegamle, enkelte helt op til 116 år gamle.

Han opkøber også druer som fx Limberger, Mirefleurian, Gamay Fréau, Gamay de Bouze og varianter af Gamay. Og alt sker totalt økologisk efter bedste naturvin principper.

Der anvendes alene naturproducenter i markerne … typisk kobber- og svovlbaserede produkter samt gærede ekstrakter af planter – fx brændenælder – til at forstærke vinstokkenes naturlige forsvar.

Denne Le Môl er lavet på et blend af Syrah, Gamay, Grenache og Cinsault … og andre steder fremgår det, at der også er Chardonnay og Carignan i. Etiketten afslører intet, og der er heller ikke hjælp at hente på Domaine La Bohemes hjemmeside … men vinen er lavet med så lidt indgriben som muligt og uden tilsætning af hverken sulfitter eller andet skidt.

Næsen er totalt bio bio urtet og animalsk. Den skriger nærmest af mødding, ensilage, en mørk og lidt mælket aroma, saft og kraft, blåbær, kirsebærsovs, er sådan lidt sød/syrlig i frugten og har derudover nelliker, kardemomme, eg, kanel og fennikel. Det lugter af gæret druesaft … næsten helt plys behåret, landlig og total naturvinsagtigt.

I munden er det til at starte med lidt mørk frugt … men der kommer hurtigt en helt vild syre, som giver dig et hug i leveren. Det er totalt syrlige drops, ribs, eddikesyre af ren kirsebærsaft. Det smager også samtidig lidt af blomster, er saftig og læskende, meget levende og virkelig vild. Det er sgu næsten en ud-af-kroppen oplevelse … spooky, men på en god måde.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 200 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Domaine de la Motte, Coteaux du Layon Rochefort, Loire, Frankrig

2018 Domaine de la Motte, Coteaux du Layon Rochefort, Loire, FrankrigGert E havde – som eneste omkring vores bord – været så forudseende, at han havde taget en dessertvin med, en Coteaux du Layon Rochefort … Loires svar på Sauternes fra Domaine de la Motte, der ligger ved den lille by Rochefort-sur-Loire.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt … sidste gang var en årgang 2014, men her altså en 2018 dugfrisk fra fad.

Domaine de la Motte drives af Gilles Sorin, dog fortsat med hjælp fra faderen André Sorin … der trods sin høje alder fortsat er aktiv i husets 18 hektar vinmarker i appellationen AOC Coteaux du Layon Rochefort … en appellation for søde vine i Anjou området i Loire.

Domaine de la Mottes vinmarker ligger på de bløde skråninger på sydsiden af Loire floden, og det er her, at efterårstågerne ruller op fra floden og dermed giver druerne mulighed for at udvikle botrytis, den ædle råd. De fuldmodne og kraftigt indtørrede druer plukkes manuelt ad flere omgange, de såkaldte tris, normalt i alt 4 gange.

Denne Coteaux du Layon Rochefort er lavet på 100% Chenin Blanc, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om produktionen, så vi springer bare ud i mine smagsnoter.

Næsen byder på tropisk frugt, ananas, pærer, nødder, tonsvis af sødme, nærmest på sirup niveauet, rigtig fed og tyk. Smagen er også voldsom sød, cremet og fed. Det er tyktflydende, pærer, nødder, honning … ren sukker i flydende form, men smager sgu godt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor prisen er 135 kr. for 1 flaske, mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Grand Cru Osterberg, Alsace, Frankrig

2014 Domaine Sipp Mack, Pinot Gris Grand Cru Osterberg, Alsace, FrankrigJacques’ datter Carolyn Sipp får stadig mere og mere indflydelse på Domaine Sipp Mack. Det kan bl.a. ses på denne 2014 Pinot Gris Grand Cru Osterberg, hvor etiketten nu har fået et nyt design, hvilket netop kan tilskrives Carolyn.

Jeg har skrevet et utal af anmeldelser af vinene fra Domaine Sipp Mack, så det vil jeg ikke gøre igen. Derfor kigger vi blot nærmere på denne Pinot Gris Grand Cru Osterberg, som er lavet med druer fra den unikke, sydøstvendte Osterberg-Grand Cru mark, som ligger i 250-350 meter over havet med en jordbund bestående af stenet ler og kalkrig mergel.

Jans svoger havde valgt Pinot Gris til vor forret … en læsøtartelet med dampet rødspættefilet med cremet jomfruhummersauce, jomfruhummer og urter i sprød butterdej. Et godt valg … for jeg havde også selv valgt lidt Pinot Gris.

Denne Pinot Gris Grand Cru Osterberg er lavet på rustfrie ståltanke med gæring ved temperaturstyrede forhold med kvaset og efterfølgende er vinen lagret på egefade af ældre dato.

Næsen har godt med fylde, er nærmest lidt olieret, aromatisk og der fornemmes pænt med sødme. Der er sandeltræ, eksotiske frugter, fersken, pærer, en smule chokolade samt en note, som – underligt nok – minder lidt om brændt plastisk, men ikke på en ubehagelig måde, for det er samlet en lækker aroma.

I munden er vinen sød … meget sød, og efter min mening er der ikke tilstrækkelig med syre. Her er sødmeniveauet nemlig så højt, at det næsten bliver en dessertvin og mere passende til ost end tartelet med fisk og skaldyr.

Det smager dog bestemt godt, fantastisk intensitet med en smule mineraler, men hold op, hvor er 2014 Pinot Gris Grand Cru Osterberg dog sød.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim, Riesling Cuvée Exceptionelle, Alsace, Frankrig

2016 Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim, Riesling Cuvée Exceptionelle, Alsace, FrankrigJeg var forleden – igen – på Bistroteket i Randers og til en aften, hvor man selv måtte ha’ vine med og dele med de andre ved bordet. Vi startede med denne Riesling Cuvée Exceptionelle fra kooperativet Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim eller Cave Vinicole Les Faîtières, som det også hedder.

Kooperativet ligger i byen Orschwiller og er grundlagt i 1957 af 80 vinavlere, som har deres vinmarker omkring Kintzheim, Orschwiller, Rorschwihr, Châtenois og Saint Hippolyte … i alt omkring 140 hektar vinmarker.

Denne Riesling Cuvée Exceptionelle er én af de mange vine, som bliver lavet på kooperativet Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim. Der er ikke mange oplysninger om vinen, som dog er lavet på ståltanke.

I næsen er der en ganske svag antydning af petroleum, lidt eksotisk frugt, modne æbler, en smule citru samt sæbe og blomster. Smagen er fint ren med en svag fedme, citron … men egentligt meget syrefattig, god med et okay bid til sidst.

Skjold-Burne er forhandler af nogle af vinene fra Cave Vinicole d’Orschwiller-Kintzheim, men denne vin er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke. På kooperativet koster den 10,50€ … svarende til omkring 78 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine de Colette, Morgon Tradition, Bourgogne, FrankrigDe fleste ved, at Beaujolais hører til under Bourgogne … de fleste tror endda, at det blot er en lille del af området. Men i nogle år laves der mere vin i Beaujolais end i resten af Bourgogne. I mine øjne er Beaujolais alt for overset, og det er denne Morgon Tradition fra Domaine de Colette et knaldgodt eksempel på.

Beaujolais har 10 områder, der er blevet ophøjet til Cru status og derfor må bære sit eget navn på etiketten. Ét af de områder er netop Morgon, som samtidig er et af de største områder i Beaujolais med 1.120 hektar vinmarker på den venstre side af Saone floden og en årlig produktion på omkring 8 millioner flasker vin.

Vinene fra Morgon varierer selvfølgelig i stil, men er som regel meget frugtrige, mere kødfulde, tættere og mørkere i frugten end hos de andre Beaujolais cru’er. De får ofte også noter med lidt chokolade og parfume.

Domaine de Colette ligger dog ikke i Morgon området, men i Régnié lidt nordøst for byen Lantignié … men dog næsten på op til Morgon og med en smuk udsigt til Alperne

Vinhuset drives i dag af Jacky Gauthier, men er grundlagt tilbage i 1953 af Jackys far Renè Gauthier, som købte sin første mark og startede med at plante vinstokke på marken.

Renè passede også en nabomark, som ikke var passet siden 1. verdenskrig og opkøbte derudover flere marker, så han i 1972 havde samlet 8 hektar vinmarker.

Derfor byggede han et vineri ved siden af deres hjem, og dermed blev Domaine de Colette en rigtig vingård. Sønnen Jacky voksede således op med vin og besluttede også hurtigt, at han også ville være vinbonde, så han startede derfor sin uddannelse til ønolog samtidig med, at han hjalp faderen på vingården.

I 1980 blev Jacky som ung 17-årig tilbudt en overtagelse af sin onkels vinmarker, og købet lykkedes 4 år senere … siden har Jacky Gauthier drevet både faderens og onklens vinmarker, som dog senere er lagt sammen under Domaine de Colette.

Samlet har Jacky sammen med sin hustru Evelyne i dag 14 hektar vinmarker, som er fordelt på de 4 Beaujolais cru’er Régnié, Morgon, Moulin-A-Vent og Fleurie. Men derudover laver Domaine de Colette også almindelig Beaujolais-Villages.

Faderen Renè Gauthier døde i 1995, men Jackys søn Pierre Alexandre er allerede i gang med at uddanne sig til vinmager, så 3. generation er således allerede på vej.

Vinmarkerne hos Domaine de Colette passes efter metoden, som de kalder lutte raisonnée, som også kaldes l’agriculture raisonnée. Det er en form for semi-økologisk drift, hvor sprøjtning begrænses i størst muligt omfang.

Derudover anvender Jacky Gauthier også kun vegetarisk gødning og pløjer mellem vinstokkene under perioden, hvor stokkene står i dvale, for derigennem at tvinge rødderne ned i undergrunden.

Høst sker selvfølgelig også helt traditionelt ved håndkraft og drueklaserne anvendes hele uden afstilkning. Produktionen sker selvfølgelig også på helt oldschool Beaujolais manér … macération carbonique metoden, hvor det meste af saften gærer, mens det stadig er inde i druen. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.

Denne Morgon Tradition er selvfølgelig lavet på 100% Gamay, som kommer fra 50 år gamle vinstokke fra husets marker i Morgon. Den er – som nævnt – lavet med hele drueklaser, som gærer macération carbonique  i 9-10 dage, hvorefter det hele presses og så lagrer mosten på egefade i 8-9 måneder. Derefter flaskes vinen.

Lige åbnet dufter vinen bondsk som bare satan … tilsat lidt blomsterpollen, ensilage, kul og blæk. Frugten er sorte kirsebær samt blåbær, lidt gæret i udtrykket og svagt krydret med søde krydderier … kardemomme. Med lidt luft i glasset aftager det vildeste af bondskheden og fremstår mørk, stille og syrlig.

Der er en saftig lethed i smagen, saft og kraft med en lille syrlighed, som ligger prikker til dig. Det er egentlig blødt og behageligt som en brun fløjlssofa fra 70’erne, lidt comfort, men syren er fast nok til, at du aldrig slumrer hen. Der er pænt med jern og granit, og samlet en rustik om end elegant og saftig vin. Jeg ka’ virkelig godt lide den og til pengene et godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Clos du Père Clément, Cuvée Père Clément Visan, Rhône, Frankrig

2015 Clos du Père Clément, Cuvée Père Clément Visan, Rhône, FrankrigDen lille Rhône Masterclass sluttede med denne Cuvée Père Clément Visan fra vinhuset Clos du Père Clément, der ligger lidt sydøst for Visan by.

Clos du Père Clément er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 1972 af Jean-Paul Depeyre. Det holder til i en gammel, smuk ejendom fra det 17. århundrede og ligger tæt på det historiske kapel Romaine Notre Dame des Vignes.

Jean-Paul Depeyre er barnebarn af Clement Depeyre, som var grundlægger af kooperativet i Tulette, mens hans far var også vinavler i området.

Clos du Père Clément har samlet 22,5 hektar vinmarker, hvilket giver basis for vine som Côtes-du-Rhône Villages Visan, Côtes-du-Rhône og IGP Drôme. Markerne dyrkes økologisk.

Denne Cuvée Père Clément Visan er netop en Côtes-du-Rhône Villages Visan, som i denne årgang 2015 er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Carignan. Druerne høstes med maskine, hvilket dog ikke helt hænger sammen med den økologiske tilgang.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og derefter lagret en kort periode i underjordiske betontanke suppleret med 6-8 måneder i barriques.

Næsen er sgu fantastisk … virkelig mørk, tæt og intens med solbær, enebær, gærede kirsebær, blæk, eg, violer, engelsk lakrids, kanel og vanilje. Det er en fyldig, tæt og sort væske, som har godt med opulent, fed, tyk herlighed og dufter sindssygt godt.

Smagen er fløjlsblød og virkelig en vin med ro og balance. Det er det stille vand, som flyder tykt og roligt. Frugten er moden, intens med faste tanniner, et fast – men blidt – syregreb og moden smag. Det er en rigtig god og moden Côtes-du-Rhône Villages. Det bliver 5 houlbergske Thumbs Up og med pil Up.

Importør er Vinimportøren, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine Grand Nicolet, Côtes-du-Rhône, Rhône, Frankrig

2017 Domaine Grand Nicolet, Côtes-du-Rhône, Rhône, FrankrigNæste Côtes-du-Rhône kommer fra Domaine Grand Nicolet, som ligger omkring en kilometer syd for Rasteau by.

Domaine Grand Nicolet drives af Jean-Pierre Bertrand, som overtog driften i 1999 efter hans svigerfar Bernard Leyraud og dennes bror Maurice.

Domaine Grand Nicolet hed oprindelig Cave Nicolet-Leyraud og var grundlagt tilbage i 1875 af Joseph Nicolet. Dengang var vingården alene på 1 hektar, men blev udvidet til 2 hektar i perioden fra 1912 til 1919. Allerede i 1924 præsenterede Joseph Nicolet en vin under navnet Grand Nicolet … efter sigende med succes.

I dag har Domaine Grand Nicolet 31 hektar vinmarker, hvoraf 26 hektar er appellationen Rasteau og 3,5 hektar under kommunen Sablet … altså Côtes-du-Rhône vin.

Og det er netop husets Côtes-du-Rhône, som vi nu har i glasset, lavet på 60% Grenache, 20% Syrah, 10% Carignan og 10% Cinsault, hvor Grenache druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke og Syrah fra 20 årige stokke og høstet med beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar.

Druerne høstes manuelt og afstilkes 100% og vinificeret i betontanke med 20 dages fermentering med daglig overpumpning, og efter endt fermentering lagret i betontankene en periode.

Der er smæk for skillingerne i næsen … masser af tæt, rød og mørk nedfaldsfrugter, ganske modne solbær, kirsebær og nærmest med likøragtig og jammy frugtfedme, lidt overekstraheret og samtidig med læder, blomster og sæbe. Men det er sgu faktisk ikk’ så ringe.

Det blomstrede går også igen i smagen, som imidlertid er langt lettere end duften indikerede. Smagen er meget aromatisk, men egentlig ganske charmerende. Der er dybde, blæk, nogen sødme, fornemme tanniner og tørhed i eftersmagen.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, men denne er ikke i sortimentet og jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Laudun Chusclan Vignerons, Côtes-du-Rhône Villages Les Genets, Rhône, Frankrig

2017 Laudun Chusclan Vignerons, Côtes-du-Rhône Village Les Genets, Rhône, FrankrigLaudun Chusclan Vignerons er et kooperativ, der ligger i byen Chusclan omkring 10 kilometer vest for Orange. De står bag næste vin … en Côtes-du-Rhône Villages Les Genets.

Kooperativet Laudun Chusclan Vignerons er opstået i 2008 ved en sammensmeltning af to gamle kooperativer, nemlig Vignerons Laudun, som er grundlagt i 1925 og Vignerons de Chusclan, som er stiftet i 1939. Samlet har kooperativet i dag 250 medlemmer/vinavlere, som samlet ejer ikke mindre end 3.000 hektar jord, hvoraf 2.750 hektar er vinmarker.

Hovedparten af de tilsluttede vinavlere passer deres vinmarker efter økologiske principper, nemlig Agriculture Raisonnée, hvor man kun sprøjter, hvis det er absolut nødvendigt.

Denne Côtes-du-Rhône Villages Les Genets er én af de mange vine, som der laves på kooperativet. Den er lavet på 65% Grenache, 20% Syrah, 10% Carignan og de sidste 5% er Mourvèdre og Cinsault.

Druerne kommer fra 35 år gamle vinstokke fra en stenet jord, sammenstukket af høsten fra udvalgte parceller, der alle ligger omkring den lille landsby Chusclan. Alle druerne er høstet med maskine og afstilket inden vinificering.

Vinen er lavet ved, at 85% gærer helt traditionelt på rustfrie ståltanke, men de sidste 15% er lavet efter macération carbonique, altså metoden, hvor det meste af saften gærer, mens det stadig er inde i druen. Efter endt gæring er vinen lagret 8-9 måneder i ståltanke inden aftapning på flaske.

Dette er på mange måder en klassisk Côtes-du-Rhône vin, hvor næsen byder dig på tætte, mørke frugter, solbær, blåbær, grafit, blæk, tør jord, Rhône krydderier og grønne urter, men også nogle lidt sjove tertiære noter som banan og tyggegummi.

Det smager godt, fin, blød og cremet smag, god intensitet og god tørhed, frugten er både mørk og alligevel frisk. Der er god power og fylde i vinen, som har milde tanniner, let chokolade og samlet en ganske habil Côtes-du-Rhône.

Forhandles af Løgismose Vin, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Maison Gabriel Meffre, La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve, Rhône, Frankrig

2016 Maison Gabriel Meffre, La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve, Rhône, FrankrigDer drikkes 12 flasker Rhône vin hvert sekund, så der må være nogle tørstige sjæle derude. Næste rødvin til formiddagens Masterclass varede dog længere end et sekund … La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve fra Maison Gabriel Meffre.

Jeg har tidligere smagt søstervinen La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Winemaker’s Selection, men uden at være ovenud begejstret. Det ændrer denne La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve dog heller ikke så meget på.

Maison Gabriel Meffre er grundlagt tilbage i 1936 af Gabriel Meffre og hans hustru. Han var ud af en familie af vinbønder og startede sit negociantfirma i Gigondas uden en krone på lommen.

Men ægteparret fik lavet en god negociantforretning og købte også snart deres første egen vinmark i Gigondas, De fortsatte med opkøb af vinmarker i både Rhône og Provence, og allerede i starten af 1980’erne ejede firmaet over 800 hektar vinmarker.

De blev langsomt en af de største producenter af AOC vine i Frankrig. Ved sin død i 1987 ejede Maison Gabriel Meffre over 900 hektar vinmarker samt en række vingårde og -slotte. Så derfor blev hans besiddelser i forbindelse med arven delt op til hans 3 arvinger.

Således blev Chateau de Vaudieu overtaget af datteren Sylvette Brechet, mens sønnen Christian Meffre overtog Chateau Raspail. Sønnen Jaques Meffre overtog Domaine Bois des Dames … og så solgte de 3 søskende ellers i 1990 selve negociantfirmaet Maison Gabriel Meffre  til det britiske firma Allied Domecq.

Samtidig blev Bertrand Bonnet indsat som CEO og vinhuset startede en større ekspansion og salg på endnu flere eksportmarkeder.

Man opstartede også samarbejder med vinavlere i Langedoc for at udvide sortimentet af vine yderligere og derudover lavede man vine under nye brands som fx Fat Bastard, Wild Pig Wines, Mediteo Wines og … La Châsse, men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Siden opkøbte man også Château Grand Escalion nær Nîmes samt Domaine de Longue Toque, som også ligger i Gigondas og i dag fungerer som hovedsæde for negociantfirmaet,

Imidlertid solgte Allied Domecq i 2009 Maison Gabriel Meffre til den kendte vinmand Eric Brousse i partnerskab med Jean-Claude Boisset, der også ejer en række andre negociantfirmaer i Rhône.

Selve La Châsse vinene lancerede Maison Gabriel Meffre i begyndelsen af 1990’erne, og det har siden været en af de store salgssuccesser for negocianthuset. La Châsse er opkaldt efter den kiste, som paven – mens han boede i Avignon, tæt på Gigondas – brugte til opbevaring af de kirkelige skatte.

La Châsse vinene laves med druer fra vinavlere i både Rhône og Languedoc. Jeg kan ikke se, hvor mange vine, som der produceres under La Châsse navnet … men mon ikke, at der er nogle stykker? Den ansvarlige vinmager for vinene er Véronique Torcolacci, som har arbejdet for Maison Gabriel Meffre siden 1992.

Denne La Châsse Côtes-du-Rhône Villages Grande Reserve er lavet på Grenache og Syrah, hvor druerne først afstilkes, knuses og gærer 15-20 dage med skindet, lagret  8 måneder på egefade efter malolaktisk gæring og flaskes med filtrering.

Næsen er rustik, kantet med mørk og gæret frugt. Det er virkelig en syrlig sag, som på ingen måder er venlig og inviterer dig ind i varmen. Den er lukket, tør med en lille smule sødme, vanilje og kanel.

Smagen er også ganske syrlig, syrlige kirsebær og ikke videre imødekommende. Midt i den megen syrlighed er der en sjov bismag, som er svær at definere samt nogle meget tydelige tanniner, men vinen mangler dybde og balance. Det er ikke en vin, som falder i min smag.

Forhandles hos Coop supermarkeder, hvor den vejledende udsalgspris ligger på 89,60 kr.

Vinanmeldelse 2,5/7