Tag-arkiv: Tyskland

2015 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling Feinherb, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Markus Molitor, Haus Klosterberg Riesling, Mosel, TysklandNoch ein Alter bekannter … nemlig den altid dygtige Weingut Markus Molitor og her med en af hans entry-level Riesling’er, nemlig vinen Haus Klosterberg Riesling Feinherb.

Den er selvfølgelig navngivet efter den imponerende flot ejendom Haus Klosterberg, som huser der grosse Moselwinzer Molitor. Vingården ligger lige udenfor Wehlen ved Zeltingen – ikke langt fra Bernkastel-Kues og altså på Kues siden. Det er et vinhus, som jeg har skrevet om en del gange, så i stedet kigger vi da bare nærmere på denne Haus Klosterberg Riesling Feinherb.

At det er en Feinherb fortæller lidt om tørhedsgraden af vinen. De tyske vine inddeles i tørhedsgrader, som går fra Trocken til Halbtrocken, Feinherb og endelig til Mild. En Feinherb er dermed generelt sødere end fx halbtrocken. Hos Molitor kan Feinherb vinene kendes på den lysegrønne top på flasken – ein grüne kapsel, selvom vinen er med traditionel korkprop.

Derudover måler man jo også i Tyskland Oechle-graden … en kvalitetsmåling af druesukkerindholdet i den ugærede most, som bl.a. fortæller om druernes modningsgrad og mostens vægtfylde.

Imidlerid er der ingen oplysninger om kvalitetsmåling for denne Haus Klosterberg Riesling Feinherb, men det er formentligt hverken Kabinett eller Spätlese. Det må så stå hen i det uvisse.

Druerne til vinen kommer fra flere af Markus Molitors marker langs med floden. Alle marker er meget stejle med op til 50 år gamle vinstokke. Druerne høstes i oktober med håndkraft og gæringen foregår naturligt, kun med druernes egen gær.

Vinificeringen starter med en kortvarig udblødning af druerne, som herefter fermenteres spontant og ved forholdsvis kølige temperaturer. Vinen bliver lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også lagrer en periode på bærmen inden flaskningen. Indholdet af restsukker i vinen har jeg ikke kunnet finde.

Næsen er til trods for, at det er en Feinherb præget af en dejlig lethed, citrus, grønne æbler, fersken og abrikos. Der virker til at være et solidt bundtræk og vi snakker anden liga end forrige vin. Samtidig er der noget fint og smukt over næsen … næsten som en knipling med flæser og blonder.

Smagen er dejligt umodne æbler og det er næsten som at bide af et umodent, frisk, grøn æble. Det er utroligt, at Molitor får så megen syre i hans Feinherb vin, som dermed på ingen måder bliver for sød, selvom der selvfølgelig også er en vis fylde og sødme. Den er dog fortsat sprød, frisk og grøn med sten, jern, rust og mineraler. Det er sgu god Riesling.

Forhandles herhjemme af Otto Suenson, men denne er ikke pt. fundet i deres sortiment. I Tyskland koster en flaske 9,80€ … svarende til 73 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weingut H.T. Eser, Riesling Mineralist Trocken, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut H.T. Eser, Riesling Mineralist Trocken, Rheingau, TysklandDenne Riesling Mineralist Trocken fra Weingut H.T. Eser har jeg smagt tidligere i årgang 2012 … men dengang hed vinen imidlertid Riesling Oestricher Lenchen Trocken. Det er dog samme vin.

Vi er selvfølgelig i Rheingau ved byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim. Det er i den by, at der findes flere vinproducenter med navnet Eser, bl.a. vinhusene Weingut August Eser, Weingut Bernhard Eser og så dette Weingut H. T. Eser, som drives af brødrene Christoph og Thomas Eser.

Christoph og Thomas Eser er tredje generation på vingården, som er grundlagt tilbage i 1936. Brødrene driver i alt 15 hektar vinmarker, primært markerne Oestricher Doosberg og Oestricher Lenchen, hvor den første er den absolut bedste vinmark.

Og der dyrkes 85% Riesling, mens resten er Pinot Noir. Nogle af vinene laves i rustfrie ståltanke, og nogle laves mere traditionelt i store egetræfade.

Brødrene holder til i en gammel ejendom, der kan dateres tilbage til 1894 og hvor der gennem alle årene har været produceret vin. Denne villa har en dyb kælder, der har de perfekte forhold til fremstilling af vin med god kølighed og optimal fugtighed.

Denne Riesling Mineralist Trocken er lavet med druer fra marken Oestricher Lenchen, som skulle være den største vinmark i Oestrich. Alle druer stammer fra egne marker og håndhøstes på de meget stejle, mineralrige og lerholdige skråninger. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke.

Næsen råber klart Riesling, men det er uden petroleum, selvom der måske kan anes en let spiren af noget, som måske kan komme derhenad. Der er i stedet fersken, kvæde, mirabeller, hyld, melon, lidt grønne blade og samlet set præges duften meget af en rund, varm og lidt krydret side.

I munden er det en Riesling med både fedme og søde krydderier, våde sten og måske en kende for megen alkohol, som sammen med citronsyren bider rigeligt på tungen. Dermed bliver vinen smagsmæssigt lidt kantet og kluntet.

Vinene fra Weingut H.T. Eser forhandles herhjemme af Skjold-Burne, men denne er ikke fundet i sortimentet. Købt i Tyskland, hvor prisen ligger på 8,90€ … svarende til 66 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2015 Weingut Dr. Loosen, Loosen Bros. Dr. L Riesling Dry, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Dr. Loosen, Loosen Bros. Dr. L Riesling Dry, Mosel, TysklandSå er vi igen hos Weingut Dr. Loosen, som holder til på St. Johannishof i Bernkastel lige ned til Mosel floden … og her med en Loosen Bros. Dr. L Riesling Dry fra en serie af vine med druer opkøbt fra andre vinavlere i Mosel.

Dr. Loosen har jeg skrevet om på bloggen tidligere. Vinhuset har været drevet af Loosen familien i mere end 200 år. Siden 1988 har det været Ernst Loosen, som har stået for driften. Da Ernst overtog tøjlerne, så indså han hurtigt, at der var basis for at lave vine i verdensklasse.

Gamle lavtydende vinstokke, hvoraf nogle er upodede pre-phylloxera Riesling med mere end 120 år på bagen, samt ikke mindst store besiddelser på seks af Mosels bedste marker: Bernkasteler Lay, Erdener Treppchen, Ürziger Würzgarten, Wehlener Sonnenuhr, Erdener Prälat og Graacher Himmelreich … navne, som får mundvandet til at løbe over på enhver feinschmecker.

Ernst havde inden overtagelse af den fædrene vingård i Mosel arbejdet jorden rundt på nogle af verdens bedste vingårde, så han havde fået en række idéer til, hvordan kvaliteten af vinene kunne forbedres.

Han begyndte straks med foretage grøn høst, altså drastisk reducere og forbedre udbyttet i markerne. Han standsede brug af kemiske sprøjtemidler og indførte organisk gødning, og denne bæredygtige tankegang fik han også overført til andre områder, brug af materialer, mere genbrug, energi effektivitet og vandbesparelser.

Ved høst startede han en meget mere selektiv sortering og i kælderen blev der også indført nye metoder, hvor vinen fik en blidere behandling.

Og resultaterne udeblev heller ikke. De internationale vinskribenter har nu i mange år anerkendt Dr. Loosens talenter og kvaliteter.

Blandt andet kårede Gault Millaus tyske vinguide ham som Winemaker of the Year i 2001. Decanter kårede ham som Man of the Year i 2005, samme år som Wine & Spirits placerede ham blandt The World’s 50 Most Influential Winemakers og Wine International kårede ham som Whitewine Maker of the Year.

Ernst Loosen er måske den person som de seneste tyve år har gjort den største indsats for at bringe den tyske Riesling tilbage til fordums ære og værdighed.

Hans kamp imod dem som laver dårlig vin og dermed spolerer Rieslings renomme har været utrættelig, og selvom der er andre fremragende producenter i og omkring Mosel er der næppe nogen af de andre der kan bryste sig med et så utrætteligt ambassadørarbejde, som det Ernst Loosen har udført i den gode vins tjeneste.

I dag driver Ernst Loosen også vingården J.L. Wolf i Pfalz, ejer firmaet Loosen Bros. USA, som står for import og salget af alle hans vine til det amerikanske marked. Han er også med i et andet joint venture i USA, nemlig J. Christopher Wines i Oregon, hvor han laver vine sammen med vinmagere Jay Somers. Med andre ord, så er Ernst Loosen en ihærdig mand.

Nå, men tilbage til denne Loosen Bros. Dr. L Riesling Dry, som ikke er lavet med druer fra vingårdens egne marker. Druerne er derimod købt hos udvalgte vinbønder i Mosel. Vinen er lavet på ståltanke og selvom det er en tør Riesling, så har den alligevel 7,3 gram restsukker pr. liter.

Huset bruger Loosen Bros. på etiketten, hvilket formentlig refererer til, at Ernst broder Thomas Loosen også er en del af foretagenet … om end det er Ernst, som er ejer af Weingut Dr. Loosen.

Fra glasset fanger jeg lidt hyld, grønne æbler, abrikos, lidt tyggegummi, astronaut is og har samtidig et lidt støvet og tørt udtryk. Smagsmæssigt syrlig, grøn, stram og rustik syre, men mangler måske lidt spændstighed. Lidt flad i udtrykket og mangler oss’ lidt mineralitet, men er egentlig meget lettilgængelig og nem at drikke.

Forhandles af Meny supermarkederne, hvor vinen er set til 250 kr. for 3 flasker, altså omkring 83 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Eichberg GG Spätburgunder, Baden, TysklandNow we’re talking … en af stjernevinene fra Fritz, Friedrich og resten af Keller-banden hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler i herlige, lille Oberbergen i Vogtsburg, Kaiserstuhl. Überbevisende og stjernegodt.

For et år siden havde Jan og jeg et kongebesøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, hvilket jeg også skrev om i blogindlægget Fritz … der oberbergener köenig im Kaiserstuhl – et besøg hos Weingut Franz Keller Schwarzer Adler. Læs det, hvis I vil vide mere om vinhuset.

På billedet ovenover kan I se der ganzen familie. Det er lige udenfor den 1-stjernede Michelin restaurant Schwarzer Adler, hvor Jan og jeg klokken lort om natten, efter en våd Weinfest Kaiserstuhl-Tuniberg i Breisach-am-Rhein lige skulle nyde et sidste glas Spätburgunder.

Det var imidlertid ikke denne Eichberg GG Spätburgunder, som ellers er en af husets topvine og samtidig søstervin til Kirchberg GG Spätburgunder, som jeg for nogle måneder siden også smagte ved Gert E. Han besøgte nemlig også huset og restauranten her i sommers med hans frue.

Oberrotweiler Eichberg marken we en af området bedste Grosse Lage marker og den ligger – ligesom Kirchberg – ved nabobyen Oberrotweil … ja faktisk lige mellem Oberrotweil og Bischoffingen på en højderyg af vulkansk oprindelse.

Det er en mark, som også den godmodige, karismatiske og humørfyldte Karl Heinz Johner har parceller på. Fra Johner har jeg fx tidligere smagt et sip af hans imponerende 2011’er Blauer Spätburgunder SJ Oberrotweiler Eichberg, som Karl Heinz også selv var ovenud tilfreds med. Det lagde han bestemt ikke skjul på.

Denne 2014 Eichberg GG Spätburgunder fra Schwarzer Adler er lavet helt traditionelt, bl.a. med 20-30 dages maceration og den har alene lagret på barriques i 16 måneder og det er en kombination af både nye fade samt fade, der er brugt 1-2 gange tidligere. God tørhed med 1,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er vinen nærmest mælket … rolig nu, jeg sagde ikke malket. Men der er både mejeri, lidt A38 (den klassiske), mentol, eukalyptus, kaktus, kirsebær, hindbær, kanel, vanilje, svag kul, røde bolsjer, urter, blomster og duften er da bare for lækker.

I munden er det en stram lærerinde … pisken frem, korsettet på og en kende irettesættende. Men her er der grund til at rette sig ind, for det er skarp jern, sten, hvid peber og stram syre samt direkte tæt frugt. Det er hindbær, jordbær og en tand kirsebær. Fylden fra varme Baden mærkes, men holdes i snor af den herlige syre. Uha det smager godt. Smæk mig lærerinde.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 45€ … svarende til 335 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Weingut Rainer Sauer, Escherndorfer am Lumpen 1655 Silvaner Großes Gewächs, Franken, Tyskland

2015 Weingut Rainer Sauer, Escherndorfer am Lumpen 1655 Silvaner Großes Gewächs, Franken, TysklandDie Spitze der Weinberge er marken Escherndorfer Lump skriver Weingut Rainer Sauer selv om marken, som har givet druerne til denne Escherndorfer am Lumpen 1655 Silvaner Großes Gewächs.

Weingut Rainer Sauer hører til blandt topproducenterne i Franken og ligger selv – meget passende – på adressen Bocksbeutelstraße 15 i den lille by Escherndorf ved Volbach lidt nordøst for Würzburg ved et af Maine flodens mange sving. Og på den anden side af vejen i nr, 14 ligger Weingut Horst Sauer, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med her på bloggen. Det er sikkert noget familie.

Begge Sauer vinproducenter ligger lige nedenfor Lump marken – der Spitze dr Weinberge, én af de varmeste og måske bedst eksponerede skråninger i Franken og samtidig en GG mark, altså Großes Gewächs.

Weingut Rainer Sauer er grundlagt i 1979 af Rainer og hans frau Helga, men efterhånden er sønnen Daniel ved at overtage driften. I kan se far og søn på billedet ovenfor.

Familien har samlet 13,5 hektar vinmarker, en årsproduktion på 110.000 flasker vin og deres bedste marker er Escherndorfer Lump og Fürstenberg. På markerne dyrker Rainer og Daniel 61% Silvaner, 20% Müller-Thurgau, 9% Riesling, 4% Kerner og derudover lidt andre sorter inkl. en smule rød.

Daniel er gradvist ved at lægge om til biodynamisk drift og målet er moderne vine med traditionelle metoder. Derfor har familien også i foråret 2015 renoveret vingården totalt og udskiftet noget af det gamle udstyr til vinproduktionen til nyt og topmoderne gear.

Daniel er selv uddannet  ønolog fra Geisenheim og har derudover været i praktik hos vinhuse i Californien. Han blev i 2011 af DLG udråbt som Jungwinzer des Jahres.

Rainer Sauer er medlem af VDP og vinene er helt klassisk opdelt i Gutswein, Ortsweine, Erste Lage samt Große Lage. Og fra det ypperste serie kommer denne Escherndorfer am Lumpen 1655 Silvaner Großes Gewächs … en knastør vin.

Efter den søde Gewürztraminer Grand Cru Pfersigberg, så skulle smagsløgene lige omstille sig til denne tørre og skarpe vin, men efter lidt tid, så fik man virkelig fornemmelsen af den høje kvalitet, som Weingut Rainer Sauer virkelig byder på.

Næsen er virkelig ren … næsten klinisk i eksekveringen. Det er grønt, hø, græs, masser af røg, jord, kvæde og pågående hyld, måske endda lidt bolsjer og ellers godt med mineraler og våde sten. Virker sprød, krisp, frisk og kildrende i næsen.

Smagen indeholder godt med syre og er derudover både røget og næsten saltet. Mineralerne holder virkelig fest. Det er voldsomt tørt og syren er ultra skarp og samtidig med en god inderlighed, god balance, lidt grønne æbler og et strejf af citrus. Den fik en hård start, men hold op hvor er det god vin.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Weingut Markus Molitor, Riesling Alte Reben, Mosel, Tyskland

2011 Weingut Markus Molitor, Riesling Alte Reben, Mosel, TysklandWhat to do on en almindelig dødelig onsdag aften? Hvis man ikke er til Onsdagslotto, så kan man jo tilbringe aftenen sammen hos Gert E med 11-12 lækre vine og et par halvtosser aka Max H og Paul DM.

Gert E lagde allerede fra første fløjt stærkt ud med denne 2011 Riesling Alte Reben fra altid fremragende Weingut Markus Molitor. Han havde dog også inden aftenen lovet, at det ville blive episk. Rieslingsaft fra Molitor er også nærmest episk digtning … et epik, et epos, en saga og smukt fodaftryk fra Mosels stejle vinmarker.

Jeres flittige vinblogger havde denne aften hvæsset pennen, skyllet munden, poleret toppen og stod fuldstændig skarp til at gætte både druer og lande på de vine, som Gert E havde valgt.

Der grosse Moselwinzer Molitor har jeg vel skrevet om cirkus 6-7 gange, så i stedet kigger vi da bare nærmere på denne 2011’er Riesling Alte Reben, som Gert E endda havde købt på selve vingården et par somre siden.

Til at starte med, så er toppen aka hatten på vinen hvid, hvilket betyder, at det er en tør vin. Druerne til vinen kommer fra marker i både Zeltingen, Wehlen og Erden.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, hvor den gærer ved lave temperaturer over forholdsvis lang tid. Flere af Molitors vine lagrer derefter på store 1-3.000 liters egefade, men om denne også har gjort, kan jeg ikke umiddelbart se.

Næsen er freaking fantastisk … god intens Riesling, våd og saftig i petroleumsnoterne, dyb og intens med hyld, kvæde, mango, honningmelon … godt modne frugter, moskus, sødme, lidt nødder, våd vaskeklud, let citrus og en anelse mineraler. Virker moden, fyldig og aromatisk. En næse, som man kan blive helt høj af.

I munden er vinen cremet, meget saftig og blød. Sødmen er udtalt, men syren holder det pænt i balance. Samtidig er der helt klart mineralsk islæt, syre, bitterhed fra grape. Syren er blød, men klar og fast. Det er virkelig god Riesling, og det hele virker komplet og modent.

Forhandles herhjemme af Otto Suenson, hvor en flaske – af nyere årgang – koster 195 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Pinot Noir, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Pinot Noir, Mosel, TysklandVi slutter vores lille Mosel Rundfahrt med lidt rødt i form af denne Langsurer Brüderberg Pinot Noir fra Alexander og Monika Rinke på Weingut Rinke.

Ægteparret Rinke laver samlet 6 forskellige rødvine, heraf 4 Spätburgundere samt 2 Frühburgundere fra deres forskellige marker. Den stejle mark Langsurer Brüderberg har leveret druer til 3 af deres Spätburgundere, og denne Langsurer Brüderberg Pinot Noir må vel må betegnes som den mellemste søster.

Vinen er vinificeret efter burgundisk forbillede og vinstokkene er da også kloner fra Bourgogne, som parret selv har plantet. Vinen har lagret 22 måneder på brugte barriques.

Duftmæssigt byder denne Langsurer Brüderberg Pinot Noir på lidt grøn bolsjesødme, lakrids, hvid peber og masser af kirsebær. Der er godt med kirsebærfrugt i næsen.

Smagsmæssigt er vinen let og omgængelig, men referencen til Bourgogne synes imidlertid ikke så stor. Det er god Pinot Noir saft med meget svage grønne noter, fin bærsmag, jordbær, hindbær og måske også mørkere bær. Lidt kant … men det gør ikke meget, når den bliver så omgængelig som denne.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Weinhof Herrenberg, Saartyr Loch Riesling, Mosel, Tyskland

2015 Weinhof Herrenberg, Saartyr Loch Riesling, Mosel, TysklandEn satyr er en mytologisk, dyrisk og lidt dæmoniske skovguddom, en seksuelt vellystig og livsnydende faun. Betegnelsen overføres ofte til personlige egenskaber hos mennesker. At være en satyr, er derfor at være egennyttigt livsnydende. Og livsnydende er man bestemt, når man kan nyde denne Saartyr Loch Riesling fra Weinhof Herrenberg.

Vinhuset finder vi lidt syd for både foregående Weingut Rinke og syd for Wiltingen, nemlig ved byen Schoden, som ikke ligger ved Mosel floden, men ved bifloden Saar og dermed i den sydlige del af Mosel.

Weinhof Herrenberg er grundlagt i 1992 af Claudia og Manfred Loch, der startede tilværelsen som vinbønder helt uerfarne med en 1.200 kvadratmeter vinmark, en rusten traktor, et par gamle trækurve fra før krigen samt en stor dosis idealisme.

Økonomisk set var det måske ikke ligefrem den smarteste idé, at starte en vingård fra ingenting og uden erfaring overhovedet, og samtidig besluttet på, at vinene også skulle laves økologisk. Men Weinhof Herrenberg er også historien om, hvordan ting kan lykkes, hvis der er tilstrækkelig med vilje og med stor arbejdsindsats,

Ret utraditionelt besluttede Claudia og Manfred også at droppe brugen af den normale tyske klassificering med Kabinett, Spätlese m.v. på de fleste af deres vine.

I stedet for har de på Herrenberg-marken valgt at navngive vinene efter de forskellige parceller eller terroirs, der er på marken og visse parceller er endda yderligere opdelt. Derfor må de kun skrive Qualitätswein på etiketten.

I dag har Loch parret 4 hektar vinmarker, men produktionen er ganske lille, da de alene producerer 8.500 flasker vin årligt. En af forklaringerne skal findes i høstudbyttet, der gennemsnitligt ligger helt nede på utrolige 33 hektoliter pr. hektar.

Det er faktisk mindre end de 50 hektoliter pr. hektar, som er det maksimal tilladte for Grosses Gewächs vine. De bedste marker er Schodener Herrenberg, Ockfener Bockstein og Wiltinger Schlangengraben.

Denne Saartyr Loch Riesling er lavet på rustfrie ståltanke, druerne er sent høstet og vinen er gæret helt ud. Det skulle efter sigende være den tørreste af vinene hos Loch ægteparret, så vi springer hovedkulds ud i vinen.

Næsen er næsten lidt fed og flæsket og leder mine tanker hen på en smuk efterårsdag med dug og regndråber på vinduet. Det er modne ferskner, passion, honning og masser af jern, sten og andre mineraler. Samtidig virker aromaen ganske blid. Det er bliver aldrig helt vildt, og der er heller ikke petroleum – som ellers er så fantastisk i Riesling vine – men gud, hvor den ellers dufter godt.

På tungen er vinen mineralsk og frugten er sådan mere direkte. Der er smuk kinddans mellem syre og sødme, så det er bestemt en Riesling i skøn balance. Den er samtidig ganske saftig og frugten ganske moden, hvilket også gør, at der er masser af krop, fylde og pondus i vinen. Nice.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 280 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, Mosel, TysklandOg vi nupper såmænd også vinen Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz fra Alexander og Monika Rinke i årgang 2015, der – som nævnt tidligere – er ganske anderledes end 2014’eren.

Vinene i serien Terrassen S fra marken Langsurer Brüderberg er Weingut Rinkes topvine. Marken er da også ganske besværlig at dyrke druer på, for den er utrolig stejl med en hældning på mellem 50-75%. Hard work. Men sjovt nok, så dyrker Rinke parret ikke Riesling på deres stejleste parcel, men alene Chardonnay og Spätburgunder.

2015’eren er selvfølgelig lavet på samme måde som 2014’eren, dvs. med 90% Chardonnay og resten en blanding af Weißburgunder og en smule Grauburgunder. Druerne er høstet med et ganske, ganske beskedent udbytte på alene 25 hektoliter pr. hektar og vinen har lagret 11-12 måneder på brugte barriques.

Denne 2015 er langt mere elegant og fin end 2014’eren. Der er mere finesse, har godt med blomster, virker mere  tør i næsen med fersken, melon og samtidig også mere ren og mineralsk.

Smagen er også bedre, mere klar og ren med stenfrugt, mineraler og intensitet … men fortsat med en pæn portion sødme. Det er egentlig ikke fordi, at der er megen restsukker i vinen, alene 1,6 gram pr. liter, men alligevel fylder sødmen mere smagsmæssigt.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, Mosel, Tyskland

2014 Weingut Rinke, Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, Mosel, TysklandSelvom Mosel er højborg for Riesling, så byder området skam også på vine lavet på andre druesorter, som fx denne Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz fra Weingut Rinke.

Weingut Rinke holder til på hovedgaden i byen Mertesdorf, som ligger 4 store sving på Mosel floden sydvest for Bernkastel-Kues. Det er et forholdsvis nyt vinhus, som er grundlagt i 2006, hvor Alexander og Monika Rinke købte en stor 3 hektar stejl vinmark ved byen Langsur på den anden side af Mosel floden og helt op ad grænsen mod Luxembourg. Ja, det er selvfølgelig marken Langsurer Brüderberg, hvorfra druerne til denne vin også kommer.

Siden har parret dog også købt flere marker og fælles for alle husets marker er, at de ikke ligger lige op til Mosel floden. De fleste marker ligger længere inde i landet og faktisk også et stykke fra gården i Mertesdorf.

Samlet har Weingut Rinke i dag parceller på markerne Langsurer Brüderberg, Oberemmeler Altenberg, Wiltinger Klosterberg og Wiltinger Braunfels. Den mest kendte af markerne er formentlig Wiltinger Klosterberg, hvor bl.a. Weingut Van Volxem også ejer parceller.

Marion Rinke er til dagligt advokat hos Credit Suisse i Luxembourg, mens Alexander driver restauranten Pauliner Hof.  De to driver sideløbende med deres daglige jobs altså også den lille vingård Weingut Rinke.

De står dog primært for alt markplejen og til at hjælpe med vinproduktionen har Rinke hyret vinmageren Moritz Gogrewe og derudover også vinkonsulenten Gernot Kollmann, som vi jo netop lige kender fra Weingut Immich-Batterieberg. Og sammen laver de vine på druer som Riesling, Weißburgunder, Chardonnay, Frühburgunder og Spätburgunder.

Og her har vi netop en Chardonnay baseret vin fra Weingut Rinke … Langsurer Brüderberg Terrassen S Chardonnay Mischsatz, som dog ikke er ren Chardonnay, alene 90% og resten består af burgunder sorter, nok primært Weißburgunder og en smule Grauburgunder.

Druerne er høstet med et ganske beskedent udbytte på alene 25 hektoliter pr. hektar og vinen har lagret 11-12 måneder på brugte barriques.

Vi smagte vinen i både årgang 2014 og 2015. Der er faktisk stor forskel på vinene og denne 2014’ener har en aromatisk næse med Hubba Bubba tyggegumi, kokos, eksotisk frugt og sådan en smule fed eller måske endda overdone.

I munden er der godt med fedme, tyk frugt, mango, abrikos, fersken, hvide blomster og derudover en pæn, pæn sød. Samtidig virker vinen en anelse vandet med jern, men har ellers store pondus samt armbevægelser. Der er nemlig nærmest lidt Anders And over vinen, sådan lidt tegneserieatig, fortegnet eller overdrevet i dens udtryk. Lidt af en sjov vin fra Mosel.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 4/7