Tag-arkiv: Languedoc

Languedoc-Roussillon er reelt 2 vinregioner, som i slutningen af 1980’erne blev en samlet administrativ region. Det er også en stor en af slagsen, da det samlet er Frankrig allerstørste vinregion med omkring 224.000 hektar vinmarker og over 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion.

Det er også – som med dele af Provence – et af de ældste vinområder i Frankrig. Languedoc har tilhørt Frankrig siden det 13. århundrede, mens Roussillon området blev erhvervet fra Spanien i midten af det 17. århundrede. De første vinmarker i Languedoc blev plantet af de tidligere grækere langs kysten nær Narbonne i det 5. århundrede.

Der er samlet 21.373 vinavlere og knap 2.500 vinhuse, der producerer vine. Omkring 2/3-dele af vinene fra Languedoc-Roussillon er solgt i Frankrig og 1/3-del eksporteres.

Det er også det område, hvor der er flest økologiske vinavlere …. hele 21.910 hektar vinmarker med økologisk drift og det tal er bare stigende, da flere hele tiden er under konvertering til økologisk drift.

Selvom Languedoc-Roussillon betegnes som én vinregion, så er de to områder meget forskellige, hvorfor det giver mest mening – som her på Houlbergs Vinblog – at opdele dem i to.

Languedoc er en meget fransk region beliggende på kystsletterne, mens Roussillon området er langt mere bjergrig med markerne ved foden af Pyrenæerne og en meget større spansk og katalansk indflydelse på grund af områdets historie.

Her kigger vi alene på Languedoc, som ligger det lige ovenfor Roussillon og grænser op til Rhône. Appellationen Costières de Nîmes har fx tidligere tilhørt Languedoc, men er i dag en del af Rhône.

Languedoc er opdelt i et østlig og et vestligt område med følgende appellationer:

Østlige Languedoc
  • Berlou
  • Clairette de Bellegarde
  • Clairette de Languedoc
  • Coteaux du Languedoc
  • Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup
  • Faugères
  • Muscat de Frontignan
  • Muscat de Lunel
  • Muscat de Mireval
  • Roquebrun
  • Saint-Chinian
Vestlige Languedoc
  • Muscat de Rivesaltes AOC
  • Cabardès
  • Côtes de Malepère
  • Corbières
  • Coteaux du Languedoc
  • Fitou
  • La Clape
  • Limoux AOC
  • Minervois
  • Minervois La Liviniere
  • Muscat de St-Jean-de-Minervois
  • Rivesaltes

Derudover laves der rigtigt meget Vin de Pays vine i området … her hedder det blot Vin de Pays d’Oc. Men generelt er Languedoc gået fra i 1970’erne primært at producere billige rødvine til i dag at være en af landets vinøse legepladser, hvor gamle, højtydende vinstokke rives op og erstattes af nye sorter, nytænkning og unge vinmagere, som ønsker højere kvalitet.

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Autodidacte Pays d’Oc Viognier, Languedoc, Frankrig

2018 Château Saint Jean d'Aumieres, l’Autodidacte Pays d’Oc Viognier, Languedoc, FrankrigOg hvorfor ikke nuppe endnu en vin fra Château Saint Jean d’Aumieres?  God idé. Det blev denne l’Autodidacte Pays d’Oc Viognier.

Vinen er lavet på 100% Viognier, som kommer fra 2 forskellige parceller, som Château Saint Jean d’Aumières’ har i dalen ved foden af Hérault i Larzac området. Presningen af druerne sker i en lufttæt presse, hvorefter gæringen sker ved lav temperatur – 16 grader – med udvalgte gærceller i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen lagret en kort periode i tankene … altså en Viognier lagret helt uden brug af eg.

WAUW … jeg bliver altid overrasket, når jeg sænker snydeskaftet ned i et glas med Viognier, og det gør jeg også her. Det er fed, fyldig og aromatisk, lemon og tropisk frugt … men her også suppleret med nogle mere grønne og rene elementer samt hvide blomster,

I munden er vinen ikke fed, men langt mere elegant end forventet … og selvom syren ikke er vild og dyb, så har vinen en fin balance, et svagt mineralsk bid og eksotiske frugter. Det er en Pays d’Oc særklasse vin.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Arnacoeur Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2018 Château Saint Jean d'Aumieres, L’Arnacoeur Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigPå lageret hos Mr. Ruby er der masser af nye spændende vine fra nye vinhuse, bl.a. fra Château Saint Jean d’Aumières. Derfra smager Houlberg nu denne rosé … l’Arnacoeur Pays d’Oc.

Château Saint Jean d’Aumieres ligger i den østlige udkant af byen Gignac i appellationen AOP Terrasses de Larzac, som på mystisk vis først i 2014 blev tildelt egen AOP. Den gamle ejendom stammer tilbage fra midten af 1800-tallet, hvor den tilhørte Jean Baptiste Claparède, som var den offentlige anklager i Gignac. Hans søn Michel blev i øvrigt en højt dekoreret general i Napoleons hær.

Château Saint Jean d’Aumières skiftede derefter ejer mange gange, men blev i 1914 købt af en sygeplejerske fra Montpellier, og blev efterfølgende omdannet fra privatbolig til et vinhus.

I 2012 blev ejendommen så købt af Vianney og Emilie Castan, som igen startede med at lave vine på Saint Jean d’Aumieres under AOP Terrasses du Larzac … kendt for den en røde jord, som skaber helt fantastisk druekvalitet med sit helt eget unikke udtryk.

Området ligger højt, helt op til 900 meters højde og nyder godt af kolde nætter samt kølig brise på de altid hede sommerdage, hvilket er med til at bevare friskhed og nerve i druerne.

Vinhuset har samlet 40 hektar, som både omfatter marker på den berømte Mas de Daumas Gassac og på bjergsider ved Terrasses du Larzac … og det er netop der, at druerne til denne vin kommer.

Denne l’Arnacoeur Pays d’Oc Rosé er lavet på 60% Grenache 35% Cinsault og 5% Syrah. Druerne har gennemgået en kølig gæring ved 16 grader for at bevare de sarte og fine aromaer. Gæring og lagring er foregået på ståltank

Det en rosé med en fyrig og vild næse, masser af frugt, hindbær, mirabeller, tørrede rosenblade samt lidt tør jord. Smagen er lys, livlig med syrlig frugt, citron … meget blød, rund og fjerende let. Der er en fin sart og elegant rosé og dermed i den bedste ende på Houlbergs rosébarometer.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Château Auzias, Gloria Mundi, Languedoc, Frankrig

2015 Château Auzias, Gloria Mundi, Languedoc, FrankrigChâteau Auzias ligger lidt nord for byen Pennautier omkring 50 kilometer vest for Narbonne i appellationen AOC Cabardès i Languedoc. Derfra smager vi nu vinen med det smukke navn Gloria Mundi.

Det gamle slot stammer helt tilbage fra det 12. århundrede og de tilhørende vinmarker har været anvendt til vinproduktion siden 1111, hvor Notre Dame De L’abbaye klosteret blev bygget i Carcassonne og munkene fra hoffet fik rettighederne til at dyrke jorden i området. Men gennem tiderne har slottet skiftet ejer mange gange, men blev i 1872 overtaget af Auzias familien, som i dag driver slottet i 4. generation.

De sidste 20 år er slottet nemlig blevet drevet af Dominique og Nathalie Auzias samt deres 4 børn. Udover vinbonde er Dominique også en kendt forfatter, som har et stort bogforlag Petit Futé Guides, som udgiver rejsebøger, der sælges i over 30 lande.

Château Auzias er én af de største vingårde i området med dets 160 hektar vinmarker. Og de laver derfra omkring 12-14 forskellige vine, herunder altså også denne Gloria Mundi, som er et blend bestående af fifty/fifty Cabernet Franc og Syrah høstet med et meget beskedent udbytte på alene 25 hektoliter pr, hektar.

I de tidligere årgange bestod blendet af flere druer, idet der også var lidt Grenache og Merlot i. Men alle drueklaserne afstilkes og knuses, hvorefter vinen gærer langsomt i åbne kar ved 20 til 33 grader med daglige overpumpninger. Maceration varer i 40 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring. Så lagrer vinen 18 måneder på franske egefade samt yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er mørk frugt, modne solbær, blåbær, overmodne blommer, masser af blæk, søde krydderier, mælkechokolade og lidt Nutella, en smule eg, tør jord, grønne urter og saltlakrids.

Smagen er meget tør … pænt med både stramme tanniner og peber, så den giver virkelig et spark lige i solar plexus. Tanninerne sætter sig på tænderne, frugten har både syre, friskhed og power, mere stramt end forventet, men virkelig lang frugtrig eftersmag med en lille koket sødme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Vignoble Vellas, Villa Furiosa Punish Me!, Languedoc, Frankrig

2016 Vignoble Vellas, Villa Furiosa Punish Me!, Languedoc, FrankrigFind din pisk, gagball, håndjern og lædermaske frem, for næste vin hedder Punish Me! Flasken med den knaldrøde etiket med den masochistiske opfordring kommer fra Nicolas Vellas, som driver Vignoble Vellas, men er lavet på et kooperativ i Berlou.

Villa Furiosa Punish Me! er lavet under appellationen AOC Saint Chinian Berlou i Languedoc, men ikke på Nicolas Vellas egen vingård, men hos kooperativet Cave Coopérative Les Coteaux de Berlou, der netop ligger lidt i byen Berlou omkring 25-30 kilometer nordvest for Béziers.

Vignoble Vellas, som både er producent, negociant og handelsfirma, laver deres egne vine og vine på druer købt hos vinavlere rundt om i regionen. Mange af vinene laves også lokalt, som fx netop denne Villa Furiosa Punish Me! lavet på Les Coteaux de Berlou.

Nicolas Vellas overtog for 20 år siden driften af Vignoble Vellas fra sin fader, der også grundlagde firmaet, selvom familien faktisk har været vinbønder i fire generationer.

De har egentlig ikke selv ret mange marker, alene 120 hektar omkring Montpellier fordelt på 5 ejendomme, Domaine Mas du Pont, Le Domaine Valinière, Mas de Gachon, Domaine Léo Vareille og Domaine Garoloup.

I stedet har de langtidsaftaler med en lang række vinavlere  i både Languedoc, Sud-Ouest, Rhône og Provence. Samlet har de aftaler med over 60 vinavlere og laver over 300 forskellige vine. Det er da en slat … og én af disse er tilsyneladende Cave Coopérative Les Coteaux de Berlou.

Vinen er produceret af Syrah, Grenache og Carignan fra Berlou og fra gamle vinstokke … specielt Carignan vinstokkene, der er over 80 år gamle. Udbyttet fra disse stokke er utrolig lavt, men til gengæld er det most med mineralitet og rigdom. Vinen har fadlagret 12 måneder i franske egetræsfade.

I næsen nogle dybe Rhône noter, mørk og dyb næse, solbær, sorte kirsebær, marmeladeagtig lille sødme, en snert af vanilje, nelliker og kanel, klart fadpræg med eg, grønne blade, lidt brændte elementer og stenede mineraler.

Der er ikke så megen afstraffelse i smagen, som er tyk, sød og cremet. Okay der er lidt peber, som bider … syren er derimod en anelse flad, tør og med runde tanniner, kul og krydderier. Det er en vin med et lidt moderne snit og ganske okay.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Calmel & Joseph, Saint-Chinian Les Crus, Languedoc, Frankrig

2016 Calmel & Joseph, Saint-Chinian Les Crus, Languedoc, FrankrigSaint-Chinian er en appellation omkring Saint-Chinian i Hérault départementet i Languedoc. Og selvfølgelig laver de to ønologer og créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon Laurent Calmel og Jerome Joseph også vine under denne appellation, herunder denne Saint-Chinian Les Crus.

I deres kombinerede vin- og negocianthus Calmel & Joseph har de specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

Saint-Chinian anses – sammen med Provence – at være et af de ældste områder for vindyrkning i Frankrig. Det går helt tilbage til oldtiden og romerne satte også særlig pris på vinene, som blev eksporteret i amphoraer til hele middelhavsområdet.

Saint-Chinian er mest kendt for deres rødvine, men markerne ligger højt og deres terrior med meget stenet og forskelligartet jord, som er perfekt til produktion af hvidvine, som nu fx denne Saint-Chinian Les Crus.

Le Crus serien består samlet af 5 vine, nemlig 3 røde Caramany, Montpeyroux og Terrasses du Larzac samt de to hvide Limoux samt denne Saint-Chinian.

Saint-Chinian Les Crus er lavet på 40% Grenache Blanc, 30% Roussanne, 20% Vermentino og 10% Viognier høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Druerne afstikkes og presses uden udblødning. Herefter har vinen gæret i 15 dage ved 16 grader. Efterfølgende er vinen lagret 6 måneder i egetræsfade, som har været anvendt én gang tidligere.

Næsen er fyldt med melon, honningmelon, banan og kiwi, tørrede abrikoser, brunet smør, meget sødkrydret, lidt citronmåne og kager, mahognitræ, rød, hvide blomster, meget disket, afdæmpet, forsigtig og sart i aromaerne, men det sødkrydrede fylder mest. Dejlig næse.

Smagen er blød og blid i munden, har en svag bitterhed og en sødme i fin kombination, syltede citroner og igen mange lidt sødkrydrede elementer. Det er en meget smagfuld vin, fyldig, cremet, men syren ikke er vild, men alligevel giver et lille bid.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Calmel & Joseph, Corbières Les Terroirs, Languedoc, Frankrig

2017 Calmel & Joseph, Corbières Les Terroirs, Languedoc, FrankrigSå er vi atter retur hos de  to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph og deres vinhus Calmel & Joseph og denne gang med en let og lækker Corbières Les Terroirs fra serien af samme navn.

Der er 6 forskellige rødvin i serien Les Terroirs … og denne Corbières er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, høstet med en ganske beskedent udbytte på små 25 hektoliter pr. hektar. Druerne kommer fra en række marker, som de to vinmageren selektivt har udvalgt hos en række vinavlere i Languedoc under Corbières appellationen.

Vinen er vinificeret i to store kar og har gæret ved 25 grader med daglig overpumpning den første uge af i alt 3 ugers fermentering efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 6 måneder i store betontanke. Vinen er nummereret … denne nr. 19756.

Duftmæssigt er der mørk frugt, men samtidig virker frugten let og syrlig med blomster, ja faktisk masser af blomster, parfume, lavendel samt nogle grønne elementer. Selvom frugtnoterne skriger mørk frugt som brombær, solbær og blommer, så virker vinen absolut til den ubekymrede og lette side.

Smagsmæssigt hænger vinen sgu også rigtigt godt sammen, for det bliver aldrig en tung og fed vin, men har i stedet en let, frisk og syrlig side, som jeg virkelig godt ka’ lide. Der er fennikel, enebær samt lidt peber fra Syrah druerne, hvilket giver lidt varme i eftersmagen, men det er til at leve med. Det er flot Corbières, klart 4½ sikre Houlberg fingre med stor pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker. Fin pris for denne vin og virkelig godt køb.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Nicolas Vellas, 100% Grenache, Languedoc, Frankrig

2017 Nicolas Vellas, 100% Grenache, Languedoc, FrankrigNæste vin er 100% Grenache … og det er også navnet på vinen fra Nicolas Vellas … en vinmager, som vi tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Nicolas Vellas driver nemlig familiefirmaet Vignoble Vellas, som både er producent, negociant og handelsfirma. De laver således deres egne vine og vine på druer købt hos vinavlere rundt om i regionen. Mange af vinene laves også lokalt, fx hos lokale kooperativer, men denne 100% Grenache er tilsyneladende blot lavet af Nicolas Vellas … andet fremgår i hvert fald ikke.

Nicolas Vellas overtog for 20 år siden driften af Vignoble Vellas fra sin fader, der også grundlagde firmaet, selvom familien faktisk har været vinbønder i fire generationer.

De har egentlig ikke selv ret mange marker, alene 120 hektar omkring Montpellier fordelt på 5 ejendomme, Domaine Mas du Pont, Le Domaine Valinière, Mas de Gachon, Domaine Léo Vareille og Domaine Garoloup.

I stedet har de langtidsaftaler med en lang række vinavlere  i både Languedoc, Sud-Ouest, Rhône og Provence. Samlet har de aftaler med over 60 vinavlere og laver over 300 forskellige vine.

Denne 100% Grenache er lavet med druer fra særligt udvalgte små plots. Alle druer er håndplukket og der er kun udvalgt de bedste drueklaser til denne vin.

Under fremstillingen er der bl.a. anvendt lang udblødning og konstante pumpover for at udtrække mest muligt smag og nuancer fra skallerne. Vinen har fadlagret 8 måneder i nye franske egetræsfade.

Næsen emmer af mørk frugt, nærmest svagt gærede blåbær, figenpålæg, skovbund, røg, eg, grafit, en smule lakrids, vanilje og ellers stor tørhed.

Smagen er også god, mørk frugt, sød lakrids, mælkechokolade og det er en fyldig og kraftig vin med nogen sødme. Det er en dejlig rund, smagfuld, tæt og kraftig vin, som byder på koncentreret frugt samt tonsvis af drikkeglæde til en stor bøf.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Calmel & Joseph, Villa Blanche Viognier, Languedoc, Frankrig

2018 Calmel & Joseph, Villa Blanche Viognier, Languedoc, FrankrigLad os da bare fortsætte med endnu en vin fra de to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph. Det er en hvid af slagsen … Villa Blanche Viognier.

De to ønologer laver også en serie af vine, som de kalder Villa Blanche. I den serie findes der pt. 11 forskellige vine, som de to ønologer selv kalder easy-going vine og da også ligger i et fornuftigt prisleje.

Det er også en Vin de Pays d’Oc … og Vin de Pays betyder jo en landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Villa Blanche Viognier er 100% Viognier, hvor druerne er opkøbte fra forskellige områder i Languedoc. Druerne er høstet om natten i 2 omgange … den første tidligt på sæsonen og den anden del 15 dage efter. Druerne afstilkes og ligger i kold maceration ved 5 grader i omkring 6 timer, hvorefter gæringen sker ved 17 grader,

En lille del – omkring 15% – er lagret på egefade i 3 måneder, mens resten blot lagrer på rustfrie ståltanke i samme periode.

Og sikke en duft … men det er langt fra viognier i Nordrhône, men her mere varm og omklamrende, en duft af ny renset habitjakke, shampoo, vingummibamser, nogle grønne elementer, abrikos, fersken, pærer og måske endda også lidt muskat.

Smagsmæssigt er vinen fyldig, blød og egentlig fint cremet … lidt opulent måske, men der er også en grøn syre, som dog ligger lidt gemt. Der er også en smule bid fra peber, en bitterhed og alkohol, men ellers ganske omgængelig og bedre end foregående rosé, selvom kompleksiteten ikke stikker så dybt.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, Frankrig

2018 Calmel & Joseph, Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée, Languedoc, FrankrigDen roséfarvede tsunami er snart på vej i takt med stigning i temperaturerne og jeres flittige vinblogger tester igen én af slagsen … vinen Amstramgram Cérès Rosé Grande Cuvée fra negocianthuset Calmel & Joseph, som jeg har skrevet om nogle gange tidligere.

De to ønologer Laurent Calmel og Jerome Joseph kalder sig selv for créateurs de grands vins en Languedoc et Roussillon, for de har specialiseret sig i at lave vine fra Languedoc-Roussillon og typisk på små vinerier rundt om i området. Laurent Calmel og Jerome Joseph har lavet aftaler med en lang række vinavlere rundt om i regionen og arbejder sammen med disse vinavlere … også med produktionen af vinene.

De to ønologer laver bl.a. 3 vine under navnet Amstramgram .. en hvid, en rød og så denne Cérès Rosé Grande Cuvée, som er lavet på 30% Grenache, 20% Mourvèdre og 50% Cinsault.

Cinsault og Mourvèdre druerne er høstet på normale høsttidspunkter, men Grenache druerne høstes med optimal modenhed … alle druerne afstilkes, hvilket efterfølges af en kold maceration ved 15 grader i 2 timer efterfulgt af gæring med udvalgt gær ved 16 grader og der sker ingen malolaktisk gæring. Vinen har kun lagret kortvarigt i ståltanke.

Det er en rosévin med masser af frugt … jordbær, kirsebær, kiwi, banan og i det hele taget meget frugtagtig. Det er også klart nogle krydderier, lidt tyggegummi – men masser af rød frugt – og ellers noget syrefattig.

Heldigvis er der mere syre i smagen, end duften indikerede. Det er fortsat godt med med frugt, søde jordbær med friskhed fra citroner og en smule grape. Vinen har en god smag, selvom den måske mangler lidt lethed. Houlberg er Houlberg, så rosévine har svært ved at bryde mit beskyttende panser, men denne kunne jeg godt nyde på terrassen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Domaines Paul Mas, Rosé de Syrah, Languedoc, Frankrig

2018 Domaines Paul Mas, Rosé de Syrah, Languedoc, FrankrigNæste blege rosé i den lille trio var en Pays d’Oc Rosé de Syrah fra Domaines Paul Mas … en af de helt store vinkoncerner i Languedoc-Roussillon området.

Det er Jean-Claude Mas, som står det store foretagende. Han er 4. generation af vinavlere helt tilbage fra 1892 og er bogstavelig talt vokset op med vin og har altid vidst, at han skulle arbejde med vin. Han er opvokset i den lille by Pézanas i Languedoc og startede egentlig sin karriere med en handelsuddannelse i England.

Senere vendte han dog tilbage til hjemlandet og blev vinmager i starten af 1990’erne. Efter endt uddannelse arbejdede Jean-Claude så hos producenter som Château Pape Clément og Château Talbot i Bordeaux.

Men midt i 1990’erne vendte Jean-Claude Mas tilbage til hans rødder aka familie i Languedoc, hvor han fik job som direktør i et stort, lokalt vinfirma, mens han sideløbende arbejdede på at lave de første vine fra familiens vingård.

De første vine kom på markedet i 1995 og blev solgt under navnet Domaines Paul Mas. Det var billigere vine, men blev en massiv succes. I dag ejer Domaines Paul Mas selv over 800 hektar vinmarker i Languedoc og har derudover langtidskontrakter på 1.500 hektar marker hos en række vinavlere i området.

Der ejes flere vingårde aka vinhuse, selvfølgelig Château Paul Mas, men derudover er det ejendommene Château Crès Ricards, Château de Martinolles, Château Teramas Astruc, Mas des Tannes, Domaine de la Ferrandière, Château Lauriga, Domaine du Silène, Château Jérémie og Château Villegly.

Derudover laves der vine under en række brands som Jean-Claude Mas,  Astélia, Claude Val, Côté Mas, La Forge Estate, Mas des Mas, Vinus og Arrogant Frog.

Denne Rosé de Syrah hører til i kategorien billige vine, som blot laves under brandet Domaines Paul Mas eller Vignobles Paul Mas. Den er lavet på 100% Syrah druer, der er dyrket i Languedoc, ja faktisk helt præcis fra Tals des Hérault i Languedoc.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med kold maceration i kort tid og derefter gæring af den pressede saft. Derefter er vinen lagret kort tid på ståltankene inden flaskning. Der er 2,5 gram restsukker pr. liter i vinen.

Selvom sukkerindholdet måske ikke et voldsomt, dufter vinen af sød jordbærsaft, masser af søde jordbær, lidt kirsebær, svag aroma med en smule blomster, men der fornemmes ikke megen syre.

Vinen er da også smagsmæssigt meget sød og saftevand er et ord, som umiddelbart trænger sig på. Der er måske midt i sødme lidt peber fra Syrah druerne, men ellers ganske syrefattig vin, hvor smagen fader meget hurtigt ud.

Vinen har med den høje sødme og mangel på syre et kæmpe sommer-sol-bællepotentiale. For folk, som sjældent drikker vin, vil dette være en lækkerbisken i varmen, mens vinnørder vil finde vinen for letbenet og saftevandagtig.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 69,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7